Den bedste værste dag i mit liv

Det var den bedste værste dag i mit liv. Jeg var sikker på jeg fik dem til at måbe, og overraske dem gjorde jeg sikkert også! Men så tæt på afgørelsen, så er det værste at blive distraheret på den her måde. Hvor skal jeg nu hen. Hvad gør jeg nu. Skal jeg droppe min drøm, og melde ud af det ellers så kendte, x factor?

4Likes
2Kommentarer
482Visninger
AA

3. 3. For sent, for cool

Jeg skynder mig op fra sengen, og begynder at råbe af min lillesøster, der efter min mening, skulle holde tiden. Men nej, jeg er på vej mod overtøjet, på vej mod studiet, jeg kommer for sent. Jeg skal bare spille cool! Så går det nok ...

Jeg løber ind af døren, mod skranten, og siger at jeg skal ind. Ind til dommerne, lige med det samme! Men ... men hun vil ikke lukke mig ind?! Jeg er ligeglad, jeg skal bare ind ... "Seriøst, det er vigtigt, jeg lover jeg aldrig kommer for sent igen, jeg er en finalist, her, se mit nummer!" Jeg viser indersiden af min skjorte, hvor mit nummer står. "Kom nu, please!"

Damen bag skranten kigger på mig med bekymrede øjne. "Okay okay så. Men det skal ikke ske igen." smiler hun. "Døren derhenne, og så skal du bare til venstre." Hun smiler, og laver så bevægelser til at jeg skal skynde mig. Tak, dame bag skranten!

Jeg skynder mig at løbe den viste vej, og ender lige inde ved dommerne, hvor en af pigerne er i gang med at synge for sin overlevelse.

"Uh uh, im so amazing

uh uh, help me im fading"

Hun lyder som en rigtig diva ...

"Signe, du kommer for sent?" skynder Ida sig at sige, da pigen er færdig med sin sang. "Stil dig henne ved de andre."

"Ja undskyld!" udbryder jeg, og gør som de siger. Jeg tænker meget på om de mon vil smide mig ud nu. Er jeg mon ude af det ellers så kendte x factor? Kommer jeg i avisen nu? Jeg kan lide se det for mig. Finalist i x factor, kommer for sent til Bootcamp ... Jubii, så bliver jeg kendt.. hm.

"SIGNE DET ER DIG!" råber Anne pludseligt. Jeg, fordybet i mine tanker, vågner endelig op. Alle kigger underligt på mig, og jeg mærker mine kinder blive røde.

"Hvad er mig?" spørger jeg dumt, uden en anelse. Jeg har da allerede sunget en sang? "Altså var min første sang ikke god nok?" jeg prøver at smile coolt og selvsikkert tilbage til dem alle sammen.

"Hvad? Du skal bare synge din sang foran alle, og sådan er det bare! Hvad sker der inde i dit hoved altså?" udbryder Blachman med en alvorlig tone. Jeg svarer ikke, men begynder hurtigt at synge min sang endnu en gang, efterfulgt af at han afslutter min tur med: "Det var vel ikke så svært?"

"På trods af dit talent lader vi dig gå videre, men hvis du kommer for sent til Live-shows, så er du ude med det samme. Det håber vi du forstår." fortæller Anne mig.

"Jeg ved det godt." slutter jeg, og sætter kursen hjemad. Jeg er videre, men egentligt ikke særligt glad... ?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...