Vintervejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
hvorfor skal verden være så uretfærdig nogle gange. hvorfor går det altid ud over de samme. hvorfor skal man rammes af sygdom, og derefter miste, og miste igen, og miste igen, og derefter se sin verden fryse til is, hvorfor skal man oveni det kæmpe med et kæmpe had overfor sig selv og dem man ikke burde hade, og hvorfor skal man oveni sin egen kamp, kæmpe kampen for en anden, som dør hvis ikke man gør det?

0Likes
0Kommentarer
119Visninger

1. Vintervejr

 

Vintervejr:

Den hvide sne dalede langsomt ned fra himlen. Sneen knirkede under mine støvler, mens jeg forsigtigt kom gående gennem det hvide vinterland. Alt hvad jeg før havde kendt og holdt af, var nu uigenkendelige bjerge af sne. De tynde birketræer, som jeg plejede, at stå og lave skitser af, var nu store sneskulpturer, som lod deres lange fingrer hænge faretruende ned over mig. Den lille sø, som plejede at vrimle af liv, var frosset til, og der var ingen levende væsner i miles omkreds. Jeg mindedes alle de gange, mine små søskende og jeg, havde ligget i de varme sommerdage, på vores maver henne ved netop den sø, og fanget tudser og salamandere. Og nu var tudserne og salamanderne enten fanget under det tykke lag is, eller også havde de været blandt de heldige, som nåede at flygte. Så heldig var jeg ikke, jeg nåede ikke at flygte, før det ramte mig. jeg blev slet ikke advaret, der var ingen alarmer, som signalerede angreb, ingen kom løbende, greb min hånd, og hev mig med i sikkerhed. Jeg så ingen kamp, som fortalte mig, at det her var et farligt sted, som jeg skulle væk fra. Der skete ingenting, pludselig ramte det mig bare. Jeg kæmpede ikke engang imod, hvad skulle jeg også have gjort, de var i overtal. De greb mig i armen, den arm som en anden skulle have grebet med kærlighed. Den arm, som min mor skulle have nusset, og holdt fast i, når vi var kommet i sikkerhed, blev i stedet vredet rundt, og jeg blev tvunget i knæ. Jeg blev slået og sparket, og skudt én gang i hjertet, før de forsvandt, men ingen af dem vidste, at min far for mange år siden havde lavet mit hjerte til sten. Så jeg overlevede. Min mor fandt mig blødende på jorden, hun bar mig hen til de andre, i sine arme. Det var koldt, og det regnede forfærdeligt, da vi sad i sikkerhed under taget på vores lille hytte, bygget af tagplader, grene, og mos. De andre ordnede mine sår, mens min mor sad og strøg mig over håret. Hun hviskede grådkvalt, at det nok skulle gå, men jeg kunne høre sorgen i hendes stemme, og kendte sandheden, men jeg sagde ingenting. Den aften havde jeg kigget på mit spejlbillede i sørens mørke vand, kørt hånden stille hen over de blodige bandager, som nu er grimme sammensyede ar. Og pludselig kommet i tvivl om hvem jeg var, en såret pige, med næsten intet tøj, alt for tydelige knogler, og ansigtet fuld af blod. Og det værste var, at blodet i mit ansigt, var en blanding af både blodet fra mine egne sår, og blodet fra de andres sår, som jeg havde smurt i ansigtet i de fire timers forvirring, efter angrebet. Jeg kan huske, at jeg stod og kiggede ind i mine egne store mørke øjne, i søens refleksion, og så mig selv, og det gik op for mig, at jeg bare var en dukke, en dukke i et aldrig-endende spil.

Jeg tøvede men gik så langsomt hen, og kiggede på mit spejlbillede i den frosne sø. De små snefnug dalede stadig roligt ned fra himlen, og satte sig i mit tykke, mørke hår, som små bitte krystaller. Jeg ikke så meget som mindede, om den pige jeg så i søen, dengang. Nu hvor jeg var blevet ældre, stærkere, gik i noget andet tøj, havde taget på, og var sort om øjnene. Og kun jeg vidste at, det var den samme pige, som havde stået der for tre år siden. Jeg var ligeså tom som dengang, hvis ikke mere. Det stak i hjertet, da jeg tænkte på alle dem jeg havde mistet, alle dem som dengang sad og vaskede og syede mine sår, var nu væk. Jeg havde uden videre givet slip, ladet de mange bitte små dun, flyve ud af hånden på mig, uden så meget som et farvel. En dag da jeg vågnede var de bare væk. Borte med blæsten. Og jeg var alene. Om alle de mennesker jeg holdte af, var blevet brændt op af jordens altædende flammer, eller bare var fløjet væk, vidste jeg ikke. Men siden dengang har denne verden, været kold, og dækket af den tomme hvide sne.

En enkelt tåre løb ned ad min kolde kind, da alle de minder på én gang kørte gennem mit hoved, og kastede mig tilbage i tiden.

Dagene efter mit angreb gik meget langsomt. Jeg havde for mange smerter til at gå, så jeg lå i hytten, og så de andre gå og arbejde, med at samle brænde, passe dyr, gå på jagt, samle bær til maden, eller urter til min medicin. Min mor plejede at passe vores planter, jeg elskede den måde, hun altid gik og nynnede på. Men efter angrebet, skete det ikke så tit mere. Det var ikke sådan at vi aldrig var blevet angrebet før, det var åbenbart bare anderledes for hende, når jeg var et af ofrene, hendes egen datter. Det måtte have været så skuffende for hende, at se sin ældste datter, ligge skrigende, i krampetrækninger på jorden, mens hun måtte holde mig stille, og prøve at hjælpe mig med, at trække vejret. Men hun skjulte det nu meget godt. I de dage, når det var blevet mørkt, og de andre var gået i seng, sad min mor, og sang stille for mig, mens hun skiftevis flettede mit hår, og vuggede fra side til side, mens hun holdte om mig. Det føltes nærmest som en drøm, og jeg ønskede aldrig, at hun skulle give slip. Jeg elskede den måde, hun holdte mig stramt men kærligt i sin favn, den måde hendes sorte hår faldt ned, og dækkede mit ansigt, når vi stille sad, og vuggede fra side til side. Og den måde hun altid strøg mig over håret på, og bare lod mig græde, når jeg var ked af det. Men da de andre forsvandt, blev jeg fjern. Jeg var flere timer om, at spise min varme grød om morgenen, det var som om, grøden flød ned i min hals, og stoppede den til, så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg måtte tit hoste meget voldsomt, for at få lavet plads til, at luften kunne komme igennem. Min mor sagde ikke noget til det, men slog mig bare blidt på ryggen, sad så lidt og kiggede, for at se om jeg havde tænkt mig, at spise mere, sige noget, eller bare at kaste mig om halsen på hende. Men jeg gjorde ingenting, jeg sad bare med mit fjerne blik. Så efter lidt tid, tog hun bare skålen, og gav resterne til Bellis, vores store, beskidte, brune kat, som gladelig guffede resterne af min grød i sig. Bellis har altid været speciel. Præcis ligsom blomsten, som vender sig efter solens gang, så fulgte Bellis altid, efter mig og min mor, som var vi hendes eneste grund til at leve. I den senere tid, fulgte hun kun med min mor, fordi jeg vel var for fjern, og ja, jeg var vel ikke den sol fuld af håb, som jeg var engang.

Pludselig mærkede jeg noget tage i min hånd. Det var den kolde vind, som med sit stikkende greb, klemte den sidste varme ud af mig. Jeg måtte finde et sted, jeg kunne få varmen, men min krop var som frosset fast til jorden, og jeg vidste ikke længere hvor jeg var. Jeg overhørte engang, nogle af de andres samtale om mig, de kaldte mig psykisk ustabil, det måtte være derfor, jeg havde det sådan, så tom, så trist, så modløs, så væk, og så alene. Det måtte være derfor, jeg tit under aftensmaden, eller bare på en helt almindelig dag, brød grædende sammen, tiggede og bad min stakkels mor, om at hente dem alle sammen tilbage, familien, mine søskende, og dyrene. Mor kunne ikke gøre andet end, at ae mig over håret, som hun plejede, uden ord. Bare sidde og nytteløst prøve at få mig til at trække vejret igen. Selvom både hun og jeg vidste, at præcis det samme ville ske næste dag, og at det ville være nemmere for os begge to, hvis hun lod være, at få mig til at trække vejret, så jeg kunne ligge og dø i hendes arme. Men min mor var meget klog, hun vidste, at vi var nød til at sidde, og klare det sammen.

Jeg syntes at jeg var uretfærdig overfor min mor, hun sørgede stadig af og til over min far, og hun var lige så ked af, at have mistet de andre som jeg var, men jeg tvang hende til at være stærk, jeg tvang hende med min svaghed. Jeg tvang hende til at være stærk for os begge to. Og det knækkede hende til sidst. Pludselig var ingen af os stærke. Jeg fik kun det mad, jeg selv gik ud og skaffede, og ingen af os sagde noget mere. vi levede for det meste af ådsler, som jeg gravede fri af den nyankommende sne. Jeg gjorde mig meget umage med at tilberede dyrene ordentligt, fordi, blev vi syge, ville vi højest sandsynligt dø, fordi, urterne som skulle bruges til medicin, til sidst var dækket af et tykt lag sne, sammen med alt andet omkring os. Men af en eller anden grund valgte gud, at holde os i live.

En hård vind, fik mig til at rykke på mig, og jeg fik sat kroppen i gang med, at gå igen. Jeg rakte min hånd ud, og små snefnug landede i den, og smeltede øjeblikkeligt, jeg undrede mig over hvordan snefnuggene kunne smelte, bare ved at røre mig, når jeg følte mig så kold.

Jeg gik og kiggede undrende på alt hvad, jeg gik forbi. Jeg gjorde mig umage med, at prøve at genkende de store snebjerge, som omgav mig. Men uden held, ved at fokusere på dem, kom jeg faktisk til at føle mig mere fanget, som om jeg var fanget i et kæmpe stort hvidt rum. Jeg fik det dårligt ved tanken, og begyndte, at gå lidt hurtigere. Jeg stoppede op ved det smukkeste jeg havde set i flere år, vores store rosenbusk. Den lignede ikke et bjerg ligsom alt andet gjorde. Der lå kun lidt sne på grenene. Og på selve roserne lå et endnu tyndere lag sne, nærmest frost, som gjorde de blodrøde roser, endnu smukkere at kigge på. Jeg plukkede forsigtigt en rose, og knugede den hårdt ind til mit bryst. Kulden havde gjort mig immun overfor tornene, som stak ind i mine hænder, og fik blodet til at løbe i tynde baner ned ad mine hænder. De små bloddråber, som landede på jorden, fik mig til at tænke på den første gang, jeg skulle skifte mine forbindinger selv. Mor havde fortalt mig hvordan man gjorde, og var så gået ud for, at plukke bær til aftensmaden. Jeg følte mig meget selvsikker da jeg startede med at tage de blodige, lugtende bandager af, men ligeså snart jeg så sårene, blev jeg overvældet af virkeligheden, jeg kan huske, at mine hænder var blevet smurt ind i blod, da jeg tog bandagerne af, og jeg holdte mine hænder op foran mit ansigt, og gemte billedet af mine hænder i min hukommelse, som et tegn på, at jeg var menneskelig. Et tegn på at jeg faktisk havde ægte blod i årene. Men kort efter at jeg havde gjort det, besvimede jeg. Det næste jeg husker er varmen fra et bål, og trygheden fra min mors favn. Jeg kiggede diskret på alle de andres måske, skuffede blikke. Og opdagede at mine forbindinger, var blevet skiftet.

Jeg tog rosen med mig, blodet havde givet mig kvalme, og jeg måtte hurtigt finde et sted, jeg kunne hvile. Og pludselig var den der, som et lyn fra en klar himmel. Hytten. Den hytte jeg havde tilbragt det meste af mit liv i. Den hytte min mor ammede mig i. Den hytte jeg har set mine søskende blive ammet i. Den hytte min far byggede inden han tog af sted. Den hytte min mor og jeg havde siddet og kigget på stjerner i, gennem så mange søvnløse nætter. Den hytte lå lige foran mig, dækket af sne, og med istapper hængende ned fra tagpladen, som gjorde det ud for tag. Jeg satte mig hurtigt, men forsigtigt ind i hytten. Og lagde rosen ved siden af mig. Jeg kunne ikke fatte, at hytten havde holdt sneen ude, kun små bunker sne, havde fundet vej derind. Jeg studerede istapperne, der hang, som spyd, der kun ventede på at noget kom gående under dem, så de kunne falde ned og spidde det. Jeg lod forsigtigt min pegefinger glide ned ad en af de kolde, glatte istapper, mens jeg filosoferede over hvad jeg nu skulle gøre. Pludselig kom jeg i tanke om lighteren i min lomme, jeg tog den op, fjernede sneen, som dækkede bålstedet, så godt jeg kunne, og prøvede at tænde op i det brænde, som stadig lå der. I starten var flammen meget lille, men efter noget tid udviklede den sig, og blev stor og varmende. Jeg sad i lang tid, og bare nød at få varmet min krop op. Jeg kunne pludselig mærke mine tæer igen, og jeg kunne bevæge mine fingre, som jeg ville. Jeg kiggede på lighteren, som jeg havde fået af min far, og som nu var fuld af blodet fra sårene på mine hænder, som jeg ikke havde fået tørret af endnu, og hviskede et stille: ”tak far” hvorefter jeg lagde lighteren ned i lommen igen.

Varmen fra bålet, fik istapperne til at smelte, og jeg sad tålmodigt, og betragtede hvordan de skiftevis dryppede ned i bålet. Jeg fik det pludselig dårligt, alt det ild, det mindede mig for meget om min far. Jeg havde ikke grædt over ham i ti år, men pludselig kom sorgen bare frem, som en bølge der skyllede ind over mig. Jeg græd. Jeg ønskede at han var der, at han kunne holde min hånd, måske endda holde om mig. Men han var død, han havde forladt os, han havde ladet flammerne og røgen æde ham op. Jeg havde aldrig haft nogen medfølelse med ham, det var hans eget valg, at forlade os. Min mor sagde altid, at han var en klog mand, men hvis han var det, hvordan kunne han så ikke se, at det ville gå galt, måske undgik han bare, at se konsekvensen af den krig, han havde meldt sig ind i. Den konsekvens, som vi andre sagtens kunne se, men som vi aldrig nævnte ved navn.

Jeg kunne mærke, at tårerne nu trillede ned ad mine kinder. Men der var ikke nogen til, at ae mig over håret, eller til at holde om mig. Jeg blev vred på bålet, på flammerne som grådigt åd sig vej gennem grenene. Og jeg smed hidsigt den smukke rose ind i bålet.

Jeg sad og så hvordan rosen langsomt forsvandt ind i en anden dimension. Jeg kiggede væk fra bålet, og tog så lige så stille fat i en tot af mit hår. Jeg kørte den mellem mine fingre, og børstede mig lidt på kinden med den. Snart skulle jeg også miste mit hår, jeg fattede det ikke. Jeg som troede, at al elendighed var forbi, og at der kun var tomhed tilbage. Snart kunne min mor ikke ae mig over håret mere. Men det gjorde hun heller aldrig, lige meget hvor mange gange, jeg gennem mine tanker tryglede hende om, at gøre det. Jeg aede mig selv over håret en enkelt gang, mit hår var så dejlig blødt, og tykt, og de store slangekrøller var så dejlige at kører fingrene over. Jeg frygtede, at skulle ligge og være svag igen, uden hjælp fra nogen andre end mig selv. Hvordan skulle jeg overleve de første måneder, hvor jeg ikke ville være i stand til at lave mad, eller at så meget som flytte mig? Det var vel også lige meget. Det var det hele vel i bund og grund.

Pludselig mærkede jeg noget blødt, strejfe min arm. Jeg flyttede mig med et spjæt, og faldt næsten ind i bålet. Jeg var lige ved, at tage min lighter frem som beskyttelse, da jeg så at det var Bellis. Min gamle kat, som jeg ikke havde set siden for tre år siden, da den forlod os. Det kunne ikke være rigtigt, jeg sad længe, og stirrede mistroisk på katten, som lignede Bellis på en prik, bortset fra at den var blevet, mere gammel og ”slidt”, og udhungret at se på. Men da den gik over til mig, og sagde en af dens små sjove kattelyde, da vidste jeg at, det var Bellis. Hun måtte have fulgt i mine fodspor, hele vejen her til, inden sporene igen var blevet dækket til af sneen. Bellis smøg sig op af min arm, og jeg kløede hende bag øret. Pludselig græd jeg nærmest af glæde, over at se noget så skønt som min egen lille kat, her i denne kolde og øde verden.

Jeg rejste mig, gik ud af hytten, og lagde mig ned i sneen. Jeg havde ikke lagt mærke til hvor varmt jeg havde fået det henne ved bålet, før sneen med ét omfavnede mig, og kølede mig ned igen. Jeg lå og nød snefnuggene, som dalede ned i mit ansigt. Og åbnede forsigtigt øjnene, da snevejret pludselig stoppede. Men med ét blev jeg grebet af frygt, da jeg så en lille blå fugl, styrte ned to meter fra hvor jeg lå. Jeg rejste mig op på en arm, og kiggede i retningen af hvor fuglen landede. Jeg kunne se sneen bevæge sig i små spjæt. Og jeg vidste at fuglen ikke ville være til at redde. Før hen ville jeg bare have flået hovedet af den, og spist den til middag. Men denne gang lå jeg bare og kiggede på den, og håbede så inderligt, at den snart ville dø. Men det gjorde den ikke, der blev bare længere og længere mellem spjættene. ”Du må ikke dø” hulkede jeg pludselig, og skulle lige til at rejse mig, for at løbe over til fuglen, men det nåede jeg ikke før, Bellis kom og smøg sig op af min arm, og mit ansigt, og fik mig til at slappe af i kroppen igen, og lægge mig helt ned. Mit åndedræt var stadig tungt, men det hjalp da, Bellis kom og lagde sig ved siden af min varme krop, og begyndte at spinde. Jeg lagde forsigtigt min arm omkring hende, og vi slappede begge mere af. Vi faldt vist begge i søvn. Og det næste jeg husker er, en stemme der kaldte på mig. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og så en sløret skikkelse, som stod mange meter væk. Det lignede en kvinde, en meget tynd, men solid kvinde, som råbte mit navn. Og da jeg så det sorte hår, spærrede jeg mine øjne op, mor.

Jeg rejste mig op, og løb så hurtigt jeg kunne uden at falde, hen imod min mor, kastede mig i hendes arme, og græd. Præcis ligsom dengang, aede hun mig over håret, og lod mig græde ud. Men sagde så med hendes lille skrøbelige stemme: ”hvor har du været, jeg var så bekymret?”. Det fik mig til at græde endnu mere. Jeg svarede ikke, men hulkede så: ”jeg vil ikke tabe håret”, ”det ved jeg” sagde min mor, ”og jeg savner far” hulkede jeg videre, ”det ved jeg også” svarede mor, ”men ved du hvad? du er stadig dig, selvom du intet hår har, og vi to passer stadig på hinanden, selvom vi ingen far har”. Mens hun sagde det holdte hun blidt mit ansigt mellem sine hænder. Jeg kunne se at hun også græd, men denne gang skulle hun ikke være stærk for os begge to. Vi fik lov til at være kede af det sammen, og efter det ville vi være stærke sammen. Pludselig kom Bellis løbende hen imod os. ”Har du fundet Bellis?” udbrød min mor, ”jeg troede hun var død”. Jeg kiggede bare smilende op på min mors overraskede ansigt, og det fik også hende til at smile. Så kyssede hun mig på panden, og jeg mærkede endelig den ægte varme igen, så tog hun mig i hånden, og sagde: ”kom så går vi”                   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...