Engle lyver ikke

An angel can never lie-
Ecxept the dark ones...

1Likes
0Kommentarer
418Visninger
AA

3. Magi på højt plan

Jeg krummede mig sammen på den fjerneste bænk, foldede mine vinger og holdt mig så tæt op ad den hvidkalkede mur som muligt. Jeg sad i det helligste af det helligste, selveste Guds hus. En højt rangerende engel havde travlt med at prædike og fortælle os alt hvad vores Herre ville havde at vi skulle vide. Heldigvis for mig nævnte ingen noget om at endnu en sort engel var skabt. Den største skam som kunne ramme en engel, ramte mig
Jeg har hørt hvad der er sket. Det gør mig frygteligt ondt...
Stemmen som for gennem mit hoved tilhørte min bedste ven, Gabe. Jeg sukkede. Sådan havde det været siden i går. Stille trøstende ord som ikke var spor trøstende. Alle sagde at de var kede af det, at de altid ville støtte mig. Men hvorfor sende en sådan besked gennem tankerne? Hvorfor ikke troppe op som en rigtig engel, og sige det face-to-face? Hey Sira, beklager at vi ikke kan være venner mere! For du ved godt at det også ville bringe skam over mig, ik? og det ønsker du ikke for en ven, vel? Det ville være tusind gange nemmere. I stedet for at misbruge den forbindelse der var mellem alle engle.
"Vi ses alle sammen næste Hellige Søndag!" Sagde englen, holdt hænderne op, og svævede op gennem loftet. 
Jeg løftede det ene rødgyldne øjenbryn, røg op fra bænken og styrtede ud af den proppede kirke. Luften udenfor var næsten varmere end indenfor. Højt oppe i himlen hvor englene boede var der altid varmt. Solen, vores bedste ven, var så tæt på i forhold til Jorden.
En hånd klaskede ned på min skulder og trak mig væk. Jeg ville skrige om hjælp da jeg opdagede hvem hånden tilhørte. Mio. Jeg snurrede rundt og stirrede lige ind i øjnene på min allerbedste veninde. Hendes karamelfarvede hår skinnede gylden i den stærke sol, og de chokoladebrune øjne glitrede.
"Jeg har hørt hvad der er sket." Sagde hun og omfavnede mig.
Jeg lagde armene om hende."Jeg ved det. Alle har hørt det." 
Hun snøftede og slap mig. Hurtigt bemærkede jeg tårene der trillede ned af hendes kinder. Jeg tørrede dem væk og smilede mit særlige skæve smil. Hun prøvede at smile igen, men det endte mere som en anstrengt grimasse.
"Hvordan?" Spurgte hun.
Jeg trak vejret dybt. Det var første gang jeg diskuterede Melodys død med nogen, andre end mig selv. Smerten strømmede igennem mine åre sammen med mit guldfarvede engleblod. Som snart ville blive sølv.
"Hun trådte ud foran Tobys bil. Han ramte hende. Hun døde med det samme. Mio, jeg mærkede det. Jeg mærkede hvordan bilen ramte hende, hvordan lettelsen strømmede igennem den stakkels pige." Hviskede jeg.
Mio lagde hånden på min skulder og kiggede mig ind i øjnene. 
"Du er nødt til at vende tilbage." 

*****************************************************

Jeg tumlede ind af døren til mit værelse. Med sløve og kluntede bevægelser drejede jeg den guldfarvede nøgle og kastede den over i den modsatte side af værelset.  Langsomt krydsede jeg det hvide marmorgulv og standsede foran mit guldindrammede spejl. Jeg trak skulderstropperne på min hvide kjole ned, og lod mine lange glatte vinger bryde frem. Det overnaturlige lys blændede mig kort. Med rystende hænder og bange anelser åbnede jeg øjnene og stirrede i spejlet. Det var værre end jeg havde håbet. 
Normale engle havde hvide vinger med gyldent skær. Jeg var ikke længere normal. De før så puffede, perfekte vinger var blevet kulsorte i den nederste kant og ind til midten. Det så rædsomt ud.
Det værste af det hele var at mine forældre ikke vidste det.
Mine forældre var sjovt nok også engle, men ikke skytsengle. Min mor var Vogter og min far var lære. Rimlig nederen når man sammenlignede det, men virkeligheden var noget helt andet. Vogtere beskyttede Himmelportene og lære oplærte de yngre engle. Faktisk som på jorden.
Jeg sukkede tungt og begyndte at lede efter nøglen. Min far var hjemme om en halv time, og så var den ellers så glædelige nyhed, nød til at komme frem. Man kunne ikke skjule forvandlingen.
Efter at have ledt i fem minutter fandt jeg den smukke nøgle frem som passede til mit værelse. Jeg låste døren op og begyndte at gå ned af den lange gang. Enorme panoramavinduer vendte ud mod solnedgangen, og det orange lys skinnede ind og farvede de hvide vægge og marmorklinker. Normalt beroligede det mig, men ikke i dag. At fortælle sine forældre at man havde fejlet var det sværeste ever. De ville seriøst slå mig ihjel.
Det bankede på døren. Mit hjerte satte farten op og jeg gik langsomt ned af trappen. Det mørke, glatpoleret træ smuttede mellem mine svedige hænder. Shit. I langsom gengivelse så jeg hvordan håndtaget blev trykket ned. Min far skubbede døren op med sig sædvanelige 'Så er jeg hjemme' grynt og klappede i efter sig.
"Hej skat!" Råbte han og smilede til mig.
Jeg stillede mit bedste pokerface op og gik helt hen til ham. Jeg stirrede ind i hans mosgrønne øjne, de samme øjne som jeg havde været så heldig at arve. Til gengæld havde jeg arvet min mors røde hår. Rødt med et smukt og diskret strejf af gylden.
Uden et ord vendte jeg rundt og lod mine vinger bryde frem. Sekunderne tikkede af sted. 1....2...3...4... Han gispede højt og strøg en hånd over den ene vinge. Tårene strømmede op i mine øjne og oversvømmede dem. Det her var så pinligt.
"Hvordan er det sket?" Hviskede han og vendte mig rundt.
Jeg kiggede ned i gulvet, men mærkede alligevel hans alvorlige og gennemborende blik.
"I går. Melody trådte ud foran Tobys bil. Hun begik selvmord og der var intet jeg kunne gøre! Ingenting! Jeg stod inde på fortorvet og hoppede og dansede, jeg hev i hende og gjorde alt hvad jeg havde lært. Hun nægtede at lytte." Hulkede jeg og sank ned på knæ.
Han lagde sine store stærke englearme om mig.
"Så, så. Vi snakke med mor om det. Jeg er sikker på at du kan få en chance til." Trøstede han.

Ja, trøst. Det var de tomme ord som folk så ofte slyngede ud. De ord som intet betød.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...