Kampen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
en pige flygter gennem skoven, forfulgt. hun ved ikke hvad der forfølger hende, kun at hvis hun stopper vil det slå hende ihjel. så hun løber.

0Likes
0Kommentarer
125Visninger

1. Kampen

 

Kampen:

Adrenalinen pumpede rundt i min krop. Sveden løb ned ad mit ansigt, og mit hjerte hamrede som 20 vilde heste. Jeg løb så hurtigt, at det føltes som om, mine ben kunne knække sammen når som helst, men jeg fortsatte. Jeg prøvede at råbe om hjælp, men jeg var så forpustet, at det som skulle være mine skrig, kom ud som små klynk. Jeg fortsatte, den brune skov føltes så uendeligt lang. Jeg måtte hele tiden slå grene til siden, for at beskytte mit ansigt, jeg havde lyst til at vende mig om, for at se mine forfølgere, og for at se hvor tæt på de var, men jeg lod være. Jeg syntes at kunne fornemme deres tunge åndedræt i min nakke, de måtte være tæt på.

Pludselig slog det mig, at jeg ikke kunne blive ved med at løbe for evigt. Jeg måtte finde et sted, jeg kunne være i sikkerhed. Men hvor? Det eneste sted jeg kunne være i sikkerhed var oppe i et træ, men jeg kunne ikke klatre, de ville nå at flænse mig, inden jeg overhovedet var kommet halvvejs op i træet. Så jeg fortsatte, uden at vide hvor længe det skulle blive ved sådan her, uden at vide hvor jeg var på vej hen, uden at vide hvornår mine ben ville knække sammen, og uden at vide hvad det overhovedet var, der jagtede mig, jeg fortsatte bare, ligesom mor havde gjort.  

Jeg kunne mærke at jeg begyndte, at blive tung i kroppen. Jeg havde lyst til at vælte om i bladene, og bare sove for evigt. Men jeg kunne ikke, lige meget hvor meget jeg ville det. Jeg kunne ikke stoppe, min hjerne fokuserede ikke på andet end, at løbe. Ikke for at redde mit liv, men for at redde de andres.

Jeg kunne ikke få luft, og jeg kunne ikke se, tårerne slørede mit syn.  Alt hvad jeg så var en skov af drømme, med tågede træer, som skiftevis slog ud efter mig med deres grene. Mine bevægelser blev mere, og mere desperate, når jeg prøvede at skubbe grenene til side. Alting snurrede rundt. Og pludselig skete det. Jeg faldt. Fladt på maven, lå jeg, med hovedet nede i mudderet. Jeg kunne ikke tænke klart, jeg lå bare og halv sov. Jeg kunne ikke rejse mig, frygten og trætheden holdte mig nede, som en tung dyne, som lagde sig over mig, i det sekund jeg faldt. Alle tanker om dem der jagtede mig forsvandt fra mit hoved. Indtil de hoppede over mig. De flåede i mit hår, skubbede mig rundt på jorden mellem sig, og flåede mit tøj i tusind stykker. Pludselig stoppede legen for dem, og så begyndte ædegildet. Den første bed sig fast i min arm. Jeg vågnede straks ved den skarpe smerte. De lange spidse tænder, borede sig vej gennem mit kød, det føltes som om nogen skiftevis pressede 45 gafler ned i min arm, og hældte salt i såret, smerten var ulidelig. Indtil tænderne til sidst ramte knoglen, det føltes som havde de gennembrudt en mur, og pludselig forsvandt smerten. Dyret svingede min følelsesløse krop rundt i luften. Kastede mig ned i jorden, for derefter, at give mig en svingtur mere. De andre gjorde vrøvl, den skulle ikke have mig for sig selv. Og pludselig hoppede de på den. De fik den lagt ned, kradsede dens øjne ud og kæmpede vildt for at få lov, til at sætte tænderne i dens ben. Det overmandede dyr skreg vildt, og prøvede at bide fra sig, men det var nytteløst, den måtte se i øjnene, at den havde tabt, dog skreg den stadig, så det gik gennem marv og ben, dens skrig var så højt og skingert, at det ville få menneske ører til at bløde, og mindre dyr til at falde døde om.

 I kampens rus havde de glemt alt om mig, jeg var landet oven i en enorm tornebusk. Jeg var gennembordet af torne over hele kroppen, og lå i en meget unaturlig stilling. Det ville have gjort så forfærdeligt ondt, hvis jeg kunne mærke noget, men min krop var stadig følelsesløs. Jeg kunne kun mærke den prikkende fornemmelse, af tornene, som omgav mig. Jeg tænkte tilbage på den gang jeg som lille var ude i skoven med min mor for at plukke bær. Det havde lige regnet, så der var glat over alt. Jeg var ligeglad og løb dansende rundt, selvom min mor havde advaret mig om, at der var glat. Jeg kan huske at jeg legede ballerina. Jeg følte mig så smuk, som en yndefuld svane, der dansede hen over vandoverfladen. Men pludselig gled jeg, og fladt ned i en tornebusk, jeg glemmer aldrig følelsen af alle de torne, som på en gang spiddede min krop. Og der lå jeg og græd, den faldne ballerina, som ikke var så smuk og yndefuld, som hun selv troede hun var. Min mor fik heldigvis reddet mig op, men hvem skulle redde mig nu, jeg var alene. Jeg tænkte på hvordan jeg lå dengang, blødende fra forskellige steder på kroppen, og kinderne våde af tårer, det måtte også være sådan jeg så ud nu, bare 10 år ældre, den faldne ballerina, endnu en gang. jeg måtte gøre noget inden de ville dyr, var færdige med at flænse deres kammerat. Jeg prøvede at rykke på mig, men jeg blev ved med, at falde længere og længere ind i busken. Jeg kunne høre at dyrene snart var færdige, og klar til at vende tilbage til mig. jeg gik i panik, og begyndte impulsivt, at kravle længere ind i busken. Mine muskler var spændte til det yderste. Og på trods af tornene, som stak, og rev mig endnu mere til blods, så fortsatte jeg, uden én eneste tanke i mit hoved.

Halvt blændet af tårer, mudder og blod, fortsatte jeg med at føle mig vej ned gennem tornebusken. Da jeg kunne fornemme jorden mod mine hænder, fandt jeg et sted med lidt færre stikkende grene, og prøvede at sætte mig. Jeg holdte mine hænder op foran mit ansigt, men kunne ikke se andet end, et virvar af mørke farver, som dansede oveni hinanden. Jeg lukkede øjnene og pressede mit hoved op mod en tyk gren. Der var pludselig så stille, måske var dyrene forsvundet, men nej, jeg kunne stadig høre dem rumstere rundt, i baggrunden. Jeg mærkede blodet løbe ned ad mit ansigt. Jeg åbnede forsigtigt munden, for at trække vejret, det føltes som flere timer siden jeg sidst havde fået luft ned i lungerne. Men ligeså snart jeg åbnede munden, blev jeg næsten kvalt af en hel strøm af blod, som løb ind i min mund. Jeg ville ikke hoste, for tænk hvis dyrene hørte mig, men jeg var nød til det. jeg væmmedes ved smagen af blod, og begyndte at kaste op. Det varede ikke længe før jeg ikke kunne mere, jeg havde næsten ikke spist hele dagen. Det eneste jeg havde fået var et af mors hjemmebagte brød, som hun gav mig lige inden jeg gik ud af døren, mens hun mindede mig om at jeg ikke måtte gå for langt ind i skoven. Jeg skulle have lyttet til hende. Det eneste der holdte mig i live på det tidspunkt, var min mors smilende ansigt, jeg måtte holde ud, kæmpe, for hendes skyld, jeg ville ikke forvolde hende mere smerte.

Jeg tørrede mit ansigt med mine hænder, og prøvede forsigtigt at åbne mine øjne, og opdagede at jeg havde fået mit syn tilbage. Jeg ville ikke kigge på min arm, men prøvede at stikke en finger ned i såret for at se hvor dybt det var. Jeg vred mig i smerte, da min finger passerede gennem det flænsede kød. Jeg kørte fingeren hen over den bare knogle, men trak så fingeren til mig, da der pludselig gik et stød igennem mig, min krop var ikke så følelsesløs længere, og smerten fra alle mine åbne sår, skar igennem mig. Jeg rystede over det hele, jeg var svimmel, det var som om verden drejede rundt, men jeg drejede i den modsatte retning. Jeg kiggede ned ad mig selv, jeg var smurt ind i mudder, skidt og blod. Lugten af mig selv gav mig kvalme, jeg prøvede at kaste op, men havde ikke mere at kaste op af, min mave var tom, pludselig kunne jeg mærke hvor sulten jeg var. Jeg manglede også vand, min mund føltes som sandpapir, og mine kinder strammede på grund af alle de indtørrede tårer.

Pludselig hørte jeg dyrene brøle, de havde opdaget at, jeg var væk. Jeg kunne ikke skjule mig, enhver ville kunne lugte mig på flere meters afstand. Dyrene begyndte pludselig skiftevis at grave sig vej ind i busken, hvor jeg sad. De virkede immune overfor de stikkende torne, som fløj om ørene på dem, og hang sig fast overalt i deres muskuløse kroppe. Jeg overvejede at give op. Bare ligge og vente på at dyrene fik arbejdet sig vej ind til mig, så de kunne flå og æde mig, ligsom de havde gjort ved den bunke kød, som lå der hvor deres kammerat før havde ligget. Men min mors ord poppede op i mit hoved: ”du kan godt, lad dem ikke få dig ned med nakken, bliv ved, fortsæt”. Så det gjorde jeg. Jeg bed mig i læben, og begyndte at kravlede i modsatte retning af dyrene.

Og der var jeg igen, ligsom i starten da jeg løb, jeg vidste ikke hvornår min krop ville sige fra og lade mig ligge og forbløde, jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde været der, det føltes som flere dage, men det kunne også have været nogle timer, eller minutter. Jeg vidste heller ikke hvor jeg var på vej hen, jeg ville bare væk.

Jeg lukkede mine øjne, for at beskytte dem mod tornene, jeg havde ikke råd til at miste synet når jeg kom ud på den anden side. Så ville jeg i hvert fald være fortabt. Så jeg fortsatte i blinde.

Jeg fornemmede den friske luft fra verdenen udenfor tornebusken. Jeg måtte være tæt på mit mål. Jeg samlede al min styrke, og kastede mig ud gennem væggen af stikkende grene. Men nåede ikke at sætte mine hænder på jorden, før jeg faldt ned ad en kæmpe skrænt. Jeg mærkede hvordan sand og små sten, satte sig i mine sår. Men jeg nåede ikke at føle nogen smerte, før jeg brat landede på jorden, og alt blev sort.

Da jeg vågnede var det ved at blive mørkt. Jeg kunne ikke høre dyrene mere, men turde ikke tro på at de var væk. Der var så stille, kun nogle enkelte fugles pippen og en rislen fra en bæk, brød stilheden. Mit hjerte hamrede, som blev jeg stadig forfulgt, men der var ingen, intet. Min krop var som lammet igen. Det føltes som om en kæmpe magnet, holdte mig fast til jorden, og den havde ikke i sinde at slippe sit greb. Min mave knurrede, jeg klynkede, jeg havde aldrig været så tom i hele mit liv, så tom for alt. Jeg kunne ikke mærke min krop, den var væk, tilbage var kun mit hoved, det måtte jeg bruge fornuftigt. Jeg vidste at jeg ville dø hvis jeg blev liggende, så jeg måtte op og kæmpe for mit liv. Jeg løftede mit hoved få centimeter, og stønnede af udmattelse. Jeg kiggede i retning af bækkens rislende lyd, og så at den var få meter fra hvor jeg lå. Jeg lod mit hoved falde tilbage på jorden, og brugte et par minutter på at trække vejret. Så samlede jeg mod til mig, og prøvede ligeså langsomt at bevæge mine forskellige kropsdele. Så begyndte jeg meget langsomt at mave mig vej hen til bækken. Jeg både klynkede og græd, men jeg gav ikke op, jeg ville hen til det vand, om det så var det sidste jeg gjorde. Da jeg var så tæt på vandet at jeg kunne kigge ned i det, og nærmest lugte dets friskhed, brugte jeg en sidste kraftanstrengelse på at smide mig ned i vandet. Det kolde vand mødte mig som en mur, og jeg hev efter vejret et kort øjeblik. Så satte jeg munden ned til vandet og drak, som jeg aldrig havde drukket før, jeg drak som gjaldt det mit liv, hvilket det jo også gjorde. Da jeg havde slukket min tørst, vendte jeg mig om på ryggen, og lod det kølige vand omfavne mig, jeg kunne mærke hvordan alle muskler i min krop pludselig slappede af, og jeg åndede den friske luft ind. Jeg glemte alt i verden, jeg lå bare og nød vandet, som skyllede ned over mig, og vaskede mine sår.

Noget tid senere blev jeg forstyrret af lyden af trampende fødder. Jeg havde fået samlet en masse kræfter, så jeg flyttede mig forsigtigt hen mod kanten af bækken, og kiggede gennem sivene.  Det eneste jeg så var benene på en hvid hest.

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...