Tør du satse?

Tør du satse? det gør den sytten årrige Eliris, hun tør satse hele sit liv,
for at bryde ud af helvede, og få en enkelt nat i himlen.

Men hun kan ikke flygte fra fortiden for evigt og hvad sker der efter natten i himlen, når fortiden prikker hende på skulderen?



Eliris § Forladt

3Likes
3Kommentarer
642Visninger
AA

8. Not afraid.

klokken var otte, jeg vågnede for to timer siden og havde bare ligget og kigget op på en plet i loftet, eller faktisk stirret, på den i to timer kun afbrudt når jeg fjernede mit blik for at kigge på klokken.

Jeg flød nærmest i tanker, men der var så mange at jeg ikke kunne lede trådene ud, det føles som om mit hoved er under et misil angrep.

Jeg trådte ud af sengen, jeg kunne jo ikke blive liggende i al evighed, desuden hvis jeg bare lå stille, lod jeg tankerne strømme ind. Jeg skiftede ikke tøj men blev bare i min lange T-shirt og underbukser.

Ude på gangen var luften lidt koldere ind det lumre værelse, jeg fandt hurtigt vej til køknet, og som jeg havde gjort hundrede gange før satte jeg vand over, fandt en stegepande og nogen æg og lidt bacon, og begyndte at lave morgenmad.

Mine køkkenevner var ikke legendariske, det overlod jeg til Aron, men jeg kunne skam godt bikse noget morgenmad sammen, selvom jeg ikke var sulten, ville Aron tro der var noget galt hvis jeg brød mine daglige rutiner.

Hurtigt blev hele køknet fyldt med en dejlig duft, af røræg og sprød bacon, jeg delte morgenmaden i to, og lod en tallerken med æg og bacon stå og vente på Aron.

Jeg tog min egen tallerken og en kop the med ud i stuen og gjorde, hvad jeg gjorde bedst. Tændte for tv'et og dovnede mens jeg åd min bacon.

Der kørte en gammel sort-hvid film i fjernsynes som jeg så med et halvt øje. Selvom mine tanker var meget langt væk fra skærmen.

"Hey, og du har ikke lavet bacon til mig?" spurgte en hæs stemme bag mig, som i et kort øjeblik mindede mig om Derek,

"jo, det står ude i køknet" mumlede jeg med kæften fuld af gennemgnaskede æg - charmerende? jeg ved det søde.

"tak, og lær at lukke munden mens du æder" jeg gryntede et svar, og vendte hoved mod tv'et.

Eftersom jeg havde svaret Aron, havde jeg ingen ide om hvad der var sket, så jeg skiftede hurtigt kanal til et eller andet natur program.

Aron kom ind med sin tallerken, og satte sig ned, lige da en lemur begyndte at skide, rigtig tæt på kamararet

"Hvad er det for noget lort du ser?" spurgte Aron, og det var nemt at høre at han ikke havde sovet mere end et par timer.

"Natur program" svarede jeg, han snuppede fjernbetjeningen, og jeg skulle lige itl at protestere, da jeg hurtigt opgav det, jeg vidste på forhånd at han ville vinde.

Han stoppede på en eller anden tegnefilms kanal, og lænede sig tilbage mens han gik til livs med æggene,

"smager det?" spurgte jeg, da jeg selv var færdig og på vej op med min talerken, han nikkede hurtigt inden han propede mere i munden og fokuserede på skærmen.

Han var sgu da som en børnehave barn! Jeg vaskede hurtigt det resterende fra igår op, og tørrede mine hænder i hviske stykket, da tellefonen kimede,

"Hallo! tag dog tellefonen" råbte Aron inde fra stuen,

"Gør det selv, du er tættest på" svarede jeg,

"jeg er optaget" oh god, den dreng var umulig, men nuttet ikke? lidt ligesom nutella! Alle elsker det, den er creamet og smager dejligt, men det klistre forfærdeligt og sætter sig på tænderne!

"Hallo?" svarede jeg, og holdt tellefonen, mellem min ene skulder og øre, mens jeg kiggede mig i spejlet,

"Elliris? Er det dig?" spurgte en mørk og hæs stemme, der virkede svagt bekendt. Jeg slugte den klump der havde sat sig i halsen, og hikkede et hurtigt

"ja" Jeg kunne næsten høre, hvordan personen i den anden ene af røret smilede,

"Hvem er du?" spurgte jeg, og prøvede at lyde fattet og profesionel, to ting jeg ihvertfald ikke var.

"Det burde du vide søde, vi har mødt hinanden mange gange" Jeg vidste ikke hvorfor, men den har fyr gav mig myrektyp, jeg havde lyst til at smække røret i og løbe langt væk.

"Jeg har ingen anelse om hvem du er" svarede jeg koldt. Jeg ville ikke give ham nogen grund til at tro at han gjorde mig nervøs.

"Jeg har holdt øje med dig, du er ikke alt du giver dig ud for" svarede han, og ignorerede mit kolde svar,

"Jeg ved ikke hvem du er" sagde jeg, med sammenbitte tænder

Styr dig El! sikkert bare en klam stodder der vil skræmme dig. Lad dig ikke blive skræmt!

 

"Jo du gør, ser du Elliris, jeg kender dig bedre end nogen anden, jeg har set dig uden din facade, jeg kender dig bedst"

hans stemme var afgrænset venlig, som man taler til at barn der har gjort noget som man ved er forkert.

"Jeg heder El" svarede jeg, da jeg ikke kunne komme på andet at sige,

"Det gjorde du ikke dengang, Elliris lyder pænere, passer bedre til dig, med dit kønne mørke hår, og flotte former"

nu løb tårerne lydløst ned ad mine kinder, jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg kunne ikke stoppe dem,

"Jeg kan huske hvor skrøbelig du var dengang, hvor afhænig du var, jeg kan huske hvor meget du elskede andre mænds berøring"

Jeg smækkede røret i, og log mig falde sammen på gulvet mens tårerne strøg ned af mine kinder, og jeg gjorde intet for at stoppe dem.

Jeg fik mig rejst op, Aron skulle ikke finde mig sådan her.

Jeg fandt grædende vej til toiletet, og smækkede døren i med alt min kræft.

Jeg kiggede op i skabet, og en tanke jeg aldrig før havde tænkt slog mig.

Jeg havde aldrig tænkt på at gøre, mest fordi jeg væmmedes ved folk der gjorde det. Jeg tog bladet ud af skraberen, og kiggede på dens blanke overflade.

Skabere end en kniv.

Mit hoved dunker, smerten bliver være, jeg klemmer hårdt øjnene sammen, jeg har lyst til at slå på noget, men har sammentidig ikke kræfterne til det.

Selv smerten er beyndt at virke falsk og giver mig en bitter smag i munden. Intet føles ægte længere alt er enten manipuleret eller ændret.

Jeg kiggede på den lange strimle blod, der arbejde sig ned over min hofte, og fugtiggjorde mine underbukser, jeg havde aldrig været en af de personer som var bange for blod, faktisk beundrede jeg blod, jeg elskede den intime røde farve og hvordan den kunne glide ind i omgivelserne, jeg elskede hvor meget påstyr et par dråber blod kunne skabe.

Jeg løsrev mit blik fra blodet, da en banken lød fra døren,

"Hey El, er du okay derinde?" spurgte Aron, med tydelig bekymring.

Dyb verjtrækning El.

"ja, jeg har det fint" svarede jeg, men min stemme rystede,

"hvem ringede?" jeg vidste at han ikke hoppede på den, vi havde trods alt kendt hinanden altid, og han kunne mærke når der var noget galt.

"ikke nogen" svarede jeg, og vidste at det ikke var svar nok for ham,

"bare en tellefon sælger" han kluklo lidt uden før døren, før han prøvede om han kunne åbne den, heldigvis havde jeg husket at låse den.

"okay, jeg ved at tellefon sælger kan pisse en af, men ikke sådan at man lukker sig grædende inde på toiletet" oh fuck, fantastisk, tredje gang han havde set mig græde

Og sidste gang.

"denne her var meget irreterene" svarede jeg bare, hvilket fik endnu et grin til at poppeud ud mellem hans læber, og små kluklyde fandt vej gennem mine sammen pressede læber, til sidst kunne jeg ikke dy mig, og min latter istemte hans.

"Luk mig ind skat" sagde han, da latteren havde dumlet dig.

Jeg trak blusen ned over såret, og uden et ord drejede jeg låsen.

"Er du okay?" selvom det løs som et normalt spørgesmål til en normalt ven, var det langt fra, fordi han obrigtigt ville vide det.

Jeg nikkede, og han hjalp mig op i sine arme og bar mig ud.

"ikke lyve for mig, smukke" hviskede han ind i mit øre, jeg hvilede bare hoved mod hans bryst, og lod mig opsluge hans varme,

"Undskyld" mumlede jeg ind i hans bryst.

"Men jeg har ikke lyst til at fortælle dig det" jeg vidste han ville forstår, det gjorde han altid,

"Det okay, bare lov mig ikke at være bange" Jeg ville ikke svare ham, fordi det kunne jeg ikke love, jeg var bange, nej jeg var rædselsslagen.

"lov mig det" mine øjne blev fyldt med tåre,

"nej, det kan jeg ikke" svarede jeg, og vidste at det ikke var svar nok.

"Jo du kan, for jeg er her, og passer på dig, og jeg lader ingen komme i nærheden af dig, bare slap af" jeg rystede på hoved, han skulle ikke blandes ind i mine problemmer, det var nok at han var min ven.

"hør her Iris" Det at han kaldte mig Iris, fangede hurtigt min opmærksomhed.

"Jeg elsker dig, du er  mere end en ven for mig, Og jeg elsker dig og vil ikke lade noget ondt ramme dig" jeg kiggede op på ham, hans øjne lyste op af bekymring og kærlighed, hvilket atomatisk fik et halv hjertet smil på mine læber.

"Hvorfor gider du overhoved være min ven?" spurgte jeg, total emne skift, i know! men jeg ville vide hvorfor han spildte sin tid på en ligegyldig psykisk syg tøs.

"Du er hverken Psykisk syg og slet ikke ligegyldig, måske lidt skør men jeg kan lide det"

Oh fuck, sagde jeg det højt?, det er jo også bare flot! du kan ikke engang tænke uden at sige det højt.

"Men hvorfor?" spurgte jeg igen, for at aflede opmærksomheden for mine højt snakkende tanker.

"Fordi du er speciel" sagde han, og kyssede mig kort på panden, så varmen spredte sig i min krop, og nu var mit smil hverken halv hjertet eller falsk. Det var stort, og ægte.

"tak" sagde jeg, da det var det eneste jeg kunne finde på at sige, hans øjenbryn trak sig sammen i en spørge grimase. Jeg vidste tak ikke var nok, ingen ord var nok til at beskrive hvor taknemlig jeg var for at han var min ven.

"Tak fordi du er her for mig" hans tidligere grimase blev hurtigt afløst afet stort smil, der vidste alle perlerne han havde i munden, you know et stort colgate smil!

"Intet at takke for, smukke" svarede han bare, og lagde mig ned i sofa'en

"Sov, du har brug for det" sagde han og rejste sig op,

"Aron?" sagde jeg, da han var halvt ude af lokalet, hvilket fik ham til at vende om på hælen.

"Vil du ikke blive herinde?" spurgte jeg, han smilede en sidste gang, før han kom hen til mig, jeg rykkede mig, så der var plads til ham, han lagde sig ind under dynen, så vores kroppe rørte hinanden,

og mit hoved landede på han brystkasse.

"Aron" sagde jeg igen,

"sov søde" svarede han bare,

"men Aron?" blev jeg ved.

"Jeg er ikke bange" og i lige præcis det øjeblik var det sandt, jeg kunne ikke mærke andet end Arons varme som strømmede til mig, og fik mig til at falde i søvn med et lille smil om læberne.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...