"I morgen er ikke lovet til nogen"

Hej! Jeg ved godt det er lidt længe siden jeg har lagt noget in, og det arbejder jeg også på. Her er den en lille novelle, som jeg havde for i O-fag i min skole. Håber at du kan lide den:)

0Likes
0Kommentarer
366Visninger

1. Roba

 

Solen rejste sig over gaden, og den varme sol begyndte at gøre mit værelse til en ovn. Folk var først nu begynde at vågne her i huset. Men ikke mig. For min nat har været fyldt med mareridt, og skrigene ude fra slummen, var ikke en stor hjælp. Jeg havde prøvet at sove, men synet af mine forældre, og deres udtryksløse ansigter og udhungrede kroppe blev ved med at dukke op. Jeg har ligget rundt i en stor pøl af sved og tårer. Jeg har fundet ud af at jeg slet ikke har fattet hvad der var galt med dem, og hvorfor de var begyndt at græde når de så på mig. Men nu har jeg indset hvor syge de faktisk var. Aids er en grufuld sygdom, og det forstår jeg nu.

’Roba!’ råber Masho ude fra stuen. Masho og hendes mand Kent er min families gamle naboer. Jeg har aldrig rigtig kunnet lide dem. De jagede mig altid væk hvis jeg kom for tæt på deres hus, og hvis jeg prøvede at lege med deres hund, Tony blev jeg truet med en kæp. Men eftersom mine forældre var mine eneste slægtninge, så blev jeg overladt til dem.

’’ROBA!!’’ blev der råbt igen, men nu var det ikke Masho, det var Kent. Jeg var bange for at gå ud af mit værelse om morgen. Hvis jeg ikke kom ud på det rigtige tidspunkt, så betød det tæsk til morgenmad. Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk, og spænede ud af døren i tide til at Kent ikke ville få et raserianfald.

Jeg bevægede mig forsigtigt mod spisebordet hvor Masho og Kent sad. Jeg kunne se vreden brænde i Kents sorte øjne. Han ventede bare på en undskyldning til at hente sit bælte. På min tallerken lå der et sølle lille stykke brød, og et glas vand, som tydeligvis var helt brunt. Jeg slugte alt sammen i en mundfuld, så hurtigt at  jeg ikke kunne smage noget.

’’Lad være med at spise sådan, dit grådige svin’’ sagde Kent irriterede.

’’Ja, har du aldrig lært manerer hjemme hos dig? Nå jo, dine forældre var jo heller ikke de skarpeste knive i skuffen. Det kan man jo se at du har arvet fra dem, dit utaknemmelige skarn!’’ skændte Masho derefter.

’’Må jeg gerne gå fra bordet, og tage på arbejde’’ sagde jeg stille og ydmygt ned i bordet.

’’Ja så skrid dog’’ sagde de i kor. Jeg tog tallerkenen fra bordet og vaskede den i baljen som lå lige ved siden af min stol. Jeg tog et sidste kig tilbage på dem, og men det fik mig bare til at spæne mod mit værelse.

Standerne i gaderne var allerede i fuld gang, mens jeg gik mod arbejde. Men det var ikke et stort chok. For i Kenyas slum handlede det om at være hurtig med maden, både med at få den købt og at få den solgt.

Det var også derfor jeg skal skynde mig på arbejde, for hvis jeg ikke kom tilbage i tide med pengene, så tror jeg ikke at jeg ville se lyset igen.

Manden jeg arbejdede hos var en rar mand ved navn Kwabena. Han er meget gammel mand, med masser af visdom i knolden. Han bor i et stort hus ved floden, og ejer en af de største marker i Kenya. Også en af dem med masser af industri, men efter at hans kone døde, og blev for svag til at arbejde i marken, så ansatte han mig. Og det var jeg rigtig taknemmelig for. Selvom det her nok er den mørkeste tid i mit liv, kan Kwabena finde lys og få mig til at grine. Jeg ville ønske at han var min familie.

Nu kunne jeg skimte det store hus bag træerne, og jeg kunne høre flodens vand, strømme igennem græsset. En stor hat kom til syne ud fra en busk. Det var Kwabena, og han havde vist fundet sin gamle safarihat frem den dag. Det fik mig til at grine, for han så meget seriøs ud med den på, og sådan plejede han altså ikke at være

“Lægen har givet mig lidt ekstra stærk medicin, så nu kan jeg godt hjælpe dig i marken i dag.” sagde Kwabena, med et stort smil på læben.

“Fantastisk at du har det godt i dag.” sagde jeg og smilede tilbage.

 

Arbejdet gik godt den dag, og vi var næsten allerede færdige efter to timer. Sikke en rekord. Nogle gange kunne det tage helt op til 5 timer, når det kun var lille mig. Sveden dryppede ned af min  pande, og min trøje var sjaskvåd. En stor kølende skygge kom oppe fra og satte sig på mit hoved. Den store safarihat kølede min varme krop ned på få sekunder. Køligheden fik mig til at fokusere mere på den hæse vejrtrækning bag mig. Det lød som en meget syg person. 

Jeg vendte mig og der stod Kwabena. Hele hans ansigt strømmede med sved, og han havde smidt skjorten så han nu kun havde en undertrøje på, som også var tilsvøbt i sved. Det gjorde mig bekymret. For Kwabena var skrøbelig, og det er der ikke noget stærkt medicin der kan fikse. Mens sveden dryppede fra hans pande sagde han “Jeg har tænkt på noget Roba. Vil du flytte ind hos mig?’’.

Jeg smilede og omfavnede ham.

 

Næste morgen var der unormalt stille. På vej der hen havde jeg hørt en krave skræppe. Jeg plejede at tage det som et varsel, men ikke denne morgen som var den lykkeligste længe. Jeg gik lige ind af døren, og sagde “Er du der, Kwabena?”. Stilhed. “lad nu vær med at lave pjat med mig! Hvor har du gemt dig?” Jeg gik op på hans soveværelse. Der var helt tomt, undtagen sengen. Pludselig så jeg at han sov i den. Han lignede en der sov, men jeg kunne godt se at han aldrig ville vågne igen. Han var død. “I morgen er ikke lovet til noget” stod der på væggen.

 

Mange år er gået og jeg bor nu i en helt anden by. Men de ord har jeg husket lige siden. Og de har lært mig at hver dag, lige meget hvor kedelig og banal, har den denne  særlige egenskab: den kommer aldrig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...