Mit Store problem - one shot.

*- Dette er to noveller jeg skrev i 7. og 8. klasse.. Men de er ikke mere en 10 sider lange, så det er ikke rigtig en længere historie*
Bella er en typisk teenager, hun har en kæreste Alex skolens populære dreng. En aften er Alex' forældre ikke hjemme og det ændre hele Bella og Alex' forhold og liv... Hvad skal Bella gøre? Hvordan kan Alex opføre sig sådan?

0Likes
0Kommentarer
340Visninger
AA

2. Mit store Problem 2

 

 

-       Bella & Sofie – Nicoline,… Alex

 

Det er dagen før dagen, altså dagen før Sofie-Nicoline skal døbes. Der er ikke rigtigt sket fremskridt med Alex. Jeg er begyndt at gå i skole igen selv om det kun er to dage om ugen, resten af tiden får jeg hjemmeundervisning med webcam. Den første dag havde jeg min mor og Sofie med. Pigerne ville alle holde hende på skift. De fleste af drengene var også interesseret, men de holdt sig mere i baggrunden. Men Alex´ tætteste venner kiggede kun på os lidt tid inden Alex kaldte dem til sig, som om de var hans håndlanger.                             

Vi har lige talt med præsten for sidste gang inden i morgen. Jeg har lavet gæsteliste, (Alex´ forældre er inkluderet) vi har dækket border og pyntet det forsamlingshus vi har lejet, bestilt mad og alt det der hører til en sådan forberedelse. Kjolen er den jeg brugte da jeg blev døbt.  Og nu er der en hel masse søvn at indhente…

-----------------------------------------------------------------------------

”Bip! Bip! Biiiiiiiiip!” Åh er det allerede morgen? Nå, op med sig. Jeg skynder mig lige ind i bad. Tager noget pænt tøj på, jeg går stille hen til vinduet og ruller fra. Men stille skridt går jeg hen til Sofie-Nicolines vugge, jeg stopper op og kigger ned på hende, og en tanke rammer mig, hun ligner Alex, som hun ligger der. Jeg tager hende på armen, og går ud på mit badeværelse, hvor jeg ligger hende på puslebordet, og tager hendes tøj af. Der efter tager jeg hendes badekar ned og kommer lunkent vand i og hendes flydemåtte. Jeg ligger hende stille i og pøser lidt vand på hendes hoved, hun kigger på mig og sender mig et lille smil, jeg smiler tilbage til hende, og vasker hende forsigtigt. Jeg tager hendes bløde håndklæde og ligger den på mine ben, lidt efter tager jeg hende op og tørre hende forsigtigt. Jeg giver hende en ren ble på, og en sparkedragt. Derefter går vi stille neden under, her ser så anderledes ud end for et år siden… Det virker underligt på den gode måde. Jeg går langsomt og lydløs ud i køkkenet og laver babymos til hende. Mens jeg står her tænker jeg på Alex og mit tidligere forhold. Jeg elsker ham stadig og jeg tror han elsker mig stadig væk også, men jeg kender jo ikke hans følelser. Vi var så lykkelige… Og det sluttede så brat.

Maden er færdig, og jeg tager det ud, sætter en ske i og går ind i stuen hvor jeg sætter mig i sofaen og mader hende. Lige pludselig står min mor bag mig, jeg bliver meget forskrækket. ”Hvad så, smukke? Er du klar til i dag?”, spørger hun stille.

”Ja, jeg glæder mig. Det er jo første gang at hendes bedsteforældre skal se hende…”, svarer jeg.

Indtil for to måneder siden vidste de det ikke. Jeg tror de er lettede over endelig at vide grunden til at de aldrig ser mig, det er mit indtryk at de holdt meget af mig og var glad for at Alex var faldet til ro. 

 

Så er det tid til afgang, mor har kjolen, og jeg er så spændt. I kirken ligger jeg hende ned og tager hendes sparkedragt af, og giver hende kjolen på. Kirkeklokkerne ringer, og vi går ind og op på forreste række. Mens vi går ind får jeg øje på Alex, han står ved hans forældre og kigger forlegent på mig, jeg skynder mig at kigge væk og gå op til vores plads. Mine forældre smiler til mig og vi sætter os. Da det er tid kalder præsten os op til alteret, og op kommer fadderne også, og da sker noget jeg ikke havde ventet, Alex rejser sig og går op og stiller sig ved siden af mig. Mit hjerte stopper, og jeg kigger forskrækket på ham, hvad laver han her oppe? Han kigger ned på mig, og smiler afslappet mit ynglings smil, og hans øjne siger alt. Præsten vækker mig til live igen med det retoriske spørgsmål, ”Hvad skal barnet hedde?”                                                                                                                                       ”Sofie-Nicoline Jensen” svarer jeg

”Sofie-Nicoline Jensen, jeg døber dig I Fadderens, Sønnens, og Helligåndens navn.”, siger præsten, mens han vædder hendes hår.

Hun skælver let, men ellers er der ikke noget.

Da selve dåben er over går vi ned på vores plads igen, Alex går ved siden af os, og lægger armen om min ryg, som om han fører mig og sætter sig ved siden af os.

Da det er tid til at gå ud, går vi først vi stiller os i våbenhuset og siger tak for de mange lykønskninger. Vi kører tilbage til forsamlingshuset, hvor familien og de nærmeste venner venter. Her bliver vi modtaget af et sammen stemt TILLYKKE! Jeg går med Sofie-Nicoline på armen, og Alex ved min side rundt og siger hej. Derefter tager vi plads, mine forældre har hentet en stol mere ind til Alex og sat ham ved siden af mig. Vi sidder og spiser da den første sang kommer rundt, den er fra de stolte bedsteforældre, som har lavet den i fællesskab. Jeg bliver glad og rørt over det arbejde de har lagt i den.

Efter en bunke sange er det tid til at pakke gaver op, Sofie-Nicoline er ikke i sin dåbskjole mere, det er ved at være for koldt.  Jeg har ikke snakket med Alex endnu, jeg tror jeg er bange for svaret… jeg ved det ikke bliver rart, hvis han siger det, jeg ikke har lyst til at høre. Hvordan vil jeg kunne tackle endnu et nederlag? Han har gjort det en gang, og han er i stand til at gøre det igen.

--------------------------------------------------------

Trætheden melder sig, og gæsterne er på vej hjem. Nu er der tomt i huset, hvis man altså ser bort fra mig, Sofie-Nicoline, mor, far, Alex og hans forældre. Mens vi går og rydder af bordene, kommer han hen til mig, jeg kigger på ham for vi har ikke sagt et ord til hinanden under hele festen.

”Hej, Bella,” siger han stille.

”Hej Alex. Hvad så?”, spørger jeg.

”Jeg vil gerne tale med dig. Hvis det er okay?”, spøger han

”Okay,” siger jeg og vender mig mod ham med hele kroppen. ”Hvad er det?”

”Jeg er ked af, hvad jeg sagde sidste gang, vi snakkede. Det var chokket over at du ville beholde hende. Der fik mig til at sige det. Jeg vidste ikke hvad det var jeg sagde, det fløj bare ud, og jeg indså først, hvad jeg havde sagt, da jeg havde lagt på. Jeg er så ked af det kan du tilgive mig?”

”Er du færdig med din ene tale?”, spørger jeg med et hævet øjenbryn. ”Eller er der mere? Er du klar over hvad jeg har været i gennem? Jeg har mistet stort set alle mine venner, og haft de værste samvittigheds kvaler over at du hele tiden har kunnet se hende, men aldrig selv har opsøgt os, for at sige noget eller i det mindste se hende. Indtil for to måneder siden anede dine forældre ikke engang at hun eksisterede! Og nu beder du om tilgivelse?”, siger jeg vredt.

”Jeg er ked af det, kan du ikke give mig en chance til? Jeg elsker dig stadig, jeg har haft så dårlig samvittighed over at jeg var sådan en kujon, at jeg ikke turde se jer,” siger han hurtigt og med det smil han plejede at vinde alle diskussioner med.

Jeg tænker mig lidt om.

”Okay, du kan få en chance til men heller ikke mere,” siger jeg med et kæmpe smil.

”Tak, tak. Jeg vil ikke skuffe jer, det lover jeg,” siger han med et lettelsens suk.

Og for at besegle hans løfte, gav han mig et kys på munden og et i panden.

 

Vi er stadig sammen her tre måneder efter og alt er godt.

 

Og sådan ender novellerne om Bella, Sofie-Nicoline og Alex.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...