Bødlen

Det her er en historie om en karikaturtegner. Han bliver taget til fange og tortureret. Han oplever alle de dårligste sider af live.

0Likes
0Kommentarer
546Visninger

1. Historien

 

Bødlen

Det var midt om natten, gaderne var øde og lygterne tændt. I midten af gaden gik en sexet i kvinde i trediverne. Hun havde chokoladebrunt hår og dybblå øjne. Dagen forinden havde hun læst søndagsavisen, som hun altid gjorde. Selv de små annoncer på bagerste side i højre hjørne havde fået hendes opmærksomhed. Det var der, hun havde læst den røde annonce. På annoncen stod der med skråskrift: ”Imorgen, kl. 12.00 på Haviland Ave i boghandleren Books For Everybody udkommer: Et Liv Med Tortur”. Nedenunder stod der med lidt mindre skrift: ”Baseret på en sand historie”, efterfulgt af et kort resumé. Straks havde hun ringet til sin boss Hr. Jason, som arbejder i Ja til tortur. Engang havde hun haft en affære med ham. Uheldigvis opdagede konen det. Det var fucking pinligt. De havde larmet så meget, at konen var vågnet. Hun havde taget dem på fersk gerning. Fra den dag af var der desværre ikke sket mere. De talte sågar ikke mere til hinanden.

”Hej hvordan går det?” sagde Elmira med en overglad stemme.

”Hvad vil du?” svarede Hr. Jason irriteret.

”Købe en bog for firmaets penge”

”Hvilken?”

”Et Liv Med Tortur”

”Okay!”

”Skal vores samtaler foregå sådan her i al evighed?”

”Ja”

”Fuck dig”.

Sådan var hun endt, midt om natten i en boghandler. Hun havde stirret på de mennesker der var mødt op, med et misbilligt blik. Der var alle mulige forskellige slags mennesker. Hvad skete der for at de gad købe en bog kl. lort om natten? Hun gjorde det sgu kun for at blive gode venner med Hr. Jason igen. Måske kunne de endda genoptage, det de havde ladet ligge. Hun skulle bare langsomt smigrer sig ind på ham. Boghandleren var lille og støvet. Efter en halv times ventetid var Elmira blevet meget irriteret. Hun fucking hadede når hun skulle vente. Det var en af hendes hundrede defekter, men langt fra hendes værste. Bare for at nævne nogle få: Elmira hader at rydde op. Hun hader at være i selvskab med andre mennesker. Hun er også storryger, men hader lugten af røg, så hun spiser konstant tyggegummi.

Elmira havde derfor råbt af boghandleren. Han havde truet med at kalde politiet. De havde slæbt hende hele vejen hjem, mens hun råbte ad dem. Da hun nåede hjem helt hæs, begyndte hun straks at læse...

”Slip mig, jeg beder dem,” råbte Ali Ferzat den kendte karikaturtegner. Han blev ført hen til en sort Mercedes. Det sidste han så, inden han blev kørt væk, var hans datter. Denne elskværdige frøken lå på gulvet grædende. Tårerne trillede ned ad hendes kinder i stride strømme. Ali havde aldrig set hende så ulykkelig før da. Han sad i bilen der stank umådelig meget af cubansk cigar. Alle bilens sæder var overtrukket med dyrt kalve skind. På hver side af Ali sad nogle muskuløse soldater. Han var bevidst om, hvad der ventede ham. De næste dage, uger, måneder eller år, ville være et infernalsk kapitel i hans liv. Hans nye bopæl ville være en folketom fugtig grå celle. En normal dødelig ville være rædselslagen, men det var han ikke. Han var beredt. Hele hans liv havde han bestandigt provokeret regimet. Han havde forudset det ville ske. Den chance havde han været villig til at tage. Nu tog han blot konsekvenserne. Først kom retfærdighed derefter hans familie og venner. Sådan havde han hele tiden tænkt. I et sekund tvivlede han. Var retfærdighed det hele værd. Efter nærmere eftertanke, gav han slip på disse tanker. Han var atter den gamle Ali.

Bilen stoppede brat, soldaterne rev den perfekt polerede bildør op. De tog fat i Ali og bugserede ham gennem et overvåget fængsel. Adskillige fanger havde givet ham medlidenheds blikke. De gik igennem en lille dør. Soldaterne førte ham ned ad nogle knirkende trapper uden for menneskernes hørevidde på gaden. Ali blev kylet ind i et dunkelt rum. Han grublede, over om det var hans midlertidige bopæl, eller om det var torturkammeret. Han ventede og ventede, men der kom ikke nogen. Han formodede derfor, at det var hans bopæl. Han troede ikke, at der var andre. Så da han ramte ind i et menneske, undslap han et lille skrig. Manden eller damen begyndte at tale et sprog han ikke kendte. Det lød som hebraisk, men Ali var ikke sikker. Efter noget stykke tid var han blevet træt af personen.

Personen skiftede over til engelsk. Det var nogle yderst mærkelige spørgsmål, så som ”hvad er din yndlingsfarve?” eller ”elsker du kager?” Ikke ligefrem de spørgsmål man forventer i sådan en ekstrem situation. At bedømme efter stemmens toneleje var det en kvinde. Hun stank af blod, og lort. På hendes hoved sad en sort høstak, som skulle forestille at ligne hår, hvilket det nok også var. Det var svært at se hendes ansigt i det dunkle lys, men hun så ikke særlig gammel ud måske femogtredive. Hun var så tynd som et skelet. På både arme og ben havde hun ar. Hun stoppede brat med at snakke, og døren til cellen gik op.

Soldaterne marcherede direkte hen imod Ali. De tog et fast greb om ham, løftede ham en anelse over jorden, og bar ham hele vejen til torturkælderen. Midt i værelset var der en grøn stol med blodpletter, ellers var der rent som i et hospital. Der stank ikke af noget, der var ikke engang fugtigt. Soldaterne beordrede ham til at sætte sig ned. De bandt ham med et kabel. Ali følte sig som en mus, hvis hale sad fast under en kæmpe elefant. Han havde aldrig følt sig så magtesløs. Derhjemme var det altid ham, der satte dagsordenen. Derefter marcherede mændene de væk.

Efter to timer begyndte Ali at blive træt. Hans ben og arme var følelsesløse. Efter to dage kom der endelig nogle soldater marcherende. Ali sad foroverbøjet med hovedet mellem knæene. Det eneste, der fyldte hans tanker, var smerten i hans krop. I hælene på soldaterne kom en kvinde spankulerende. Hun havde røde højhælede på, et par tynde strømpebukser og en rød kappe. Hun gik hen imod stolen med lange elegante skridt. Derefter satte hun sig på ham, lænede sig ind imod ham, så Ali kunne se hendes ansigt. Hun havde chokoladebrunt hår og dybblå øjne. Hun var nok i tyverne og yderst sexet. Hun hviskede

”Hej Ali jeg er din bøddel. Jeg kommer sgu til at pløkke dig synder og sammen. Det bliver fantastisk.” Ali kiggede hende i øjnene og svarede:

”Jeg ser frem til vores samarbejde. Jeg ville være beæret, hvis de gad se mig igen en anden gang.”

”Jeg er sgu først lige begyndt. Det her bliver jo fucking sjovt.”

Hun skred smilende hen imod knivene, tog fat i den længste og skarpeste. Ali sad helt rolig, og afslappet, så meget det nu kunne lade sig gøre i den ubekvemme stilling. Smerten havde ikke aftaget, men det skulle hun ikke vide. Bødlen svingede med kniven, som var hun sheriffen og kniven lassoen. Nu sad hun igen på Ali med kniven mod hans strube.

” Du vil gerne dø ikke?Du har chancen nu!”

”Kære fru bøddel jeg tror ikke, der er særlig mange mennesker, som gerne vil dø. Jeg er tilfældigvis en af dem.”

”Så angiv de fucking navne på de revolutionære, som du kender. Ellers så...”

”Ellers så hvad frue?”

”Det kan du sgu selv afgøre, det er op til dig.”

”Jeg vil aldrig nævne et eneste navn for dig.. Aaargh.”

Ali havde læst, at hvis bare man fokuserede på noget andet end smerten, ville den aftage en anelse. Det fungerede. Han spekulerede på, hvad hans datter foretog sig. Var hun ude og søge efter ham? Havde hun det fortræffeligt? Ville hun gøre noget dumdristigt? Hvorfor havde de ansat en kvinde som bøddel? Alle spørgsmålene fløj rundt i hovedet på ham. Han sænkede blikket. Blodet piblede fra kniven, som var boret ned i hans lår. Et jag af smerte gik igennem hans krop. Fru bøddel kiggede på ham og trak langsomt kniven ud af låret. Hun kiggede på Ali med et legende blik, og med ét var hun ude af værelset igen. Soldaterne, som havde været der under hele processen, kom nu over imod Ali.

Han blev båret tilbage i sin celle. Da de slap ham, faldt han ned på gulvet. Der lå han i nogle timer med blikket rettet mod loftet og stirrede. Han begreb ikke bødlerne kunne holde ud at påføre så megen smerte på andre mennesker. Da hun havde boret kniven i hans lår, havde han set hendes øjne stråle af fryd. Hun elskede at se ham lide. Det var umenneskeligt. Hvordan kunne hun lide at gøre så ondt på andre mennesker? Hans hoved bugnede med spørgsmål.

Han lukkede øjnene og faldt i søvn. Inden alt dette skete var hans liv perfekt. Han var omringet af folk, han holdt af. Nu befandt han sig i en fugtig, dunkel celle med et kæmpe åbent sår i låret. Såret så meget slemt ud. Fru bøddel havde stukket kniven ind til knoglen. Der var nu ved at gå infektion i såret. Derfor flød der med en gul bræklugtende væske.

Næste morgen vågnede han med et sæt. Ved hans side sad den mærkværdige kvinde, hun observerede ham. Da hun opdagede, han var vågen, sprang hun tilbage. Hun kiggede forfærdet på ham. Hun krøb sammen i hjørnet og beskyttede sit ansigt med hånden. Ali rejste sig langsomt op, men faldt straks sammen. Såret var blevet slemmere i nattens løb. Han kravlede derfor hen til kvinden, som rystede af skræk. Han lagde forsigtigt hånden på hendes skulder. Der gik et skælv igennem hendes krop. Hun kiggede forsigtigt op på ham. Ali spurgte med en blid, men bestemt stemme: ”Hvad er dit navn”

”Aliya, undskyld jeg stirrede på dig.”sagde hun stammende. Hun slappede straks lidt mere af, da Ali sagde høfligt: ”Det gør ikke spor, men en anden gang vil jeg helst være fri.” Hun tvang et lille smil frem. ”Hvor længe har du befundet dig her?”

”Jeg har kun været fange her i 5 år, men før sda ad jeg fanget i et andet fængsel i 10 år, så kan du selv regne resten ud.”

”Ikke for at være uhøflig, men hvad er din alder?”

”Jeg er 40 år.”

”Har du nogen sinde overvejet at flygte fra fængslet?” Kvinden stirrede på ham. Hun så helt lamslået ud. ”Nej det har jeg ikke. Vagterne ville fange mig med det samme!”

”Jeg kan huske engang min datter var 15 år. Dengang var regimet kun lige etableret. Hun ville så gerne til en fest, men jeg forbød hende det. Hun var så artig, at hun blev hjemme. Jeg derimod troede hun ville flygte. Derfor tjekkede jeg ikke, om hun var hjemme eller ej. Jeg gik ud fra, at hun var taget af sted, men det var hun ikke. Du har været fange så længe. De forventer ikke at du flygter, derfor kigger de ikke til dig. Ali tænkte, om der var en lille chance, for at de kunne flygte? Eller ville chancerne for at dø under processen være for store?

De næste dage brugte han fornuftigt. Han fandt ud af hvornår vagtskiftet befandt sted, og hvor langt der var op til gadeplanen. Han samlede så mange informationer, han overhovedet kunne, Gud vide hvordan. Efter den femte dag havde han en plan til at flygte. Han vendte sig om mod Aliya, og skulle til at indvie hende i sine skumle planer, da jerndøren til cellen gik op. Soldaterne kom atter marcherende. Ali troede de kom for at tage Aliya, men nej. Det var igen hans tur. De puffede ham hele vejen ned til rummet. Ali faldt hele tiden. Når han ikke gjorde det, humpede han af sted i sneglefart. Soldaterne var rasende på ham.

Denne gang var stolen skiftet ud med en grøn briks. Ikke neongrøn, men mere græsgrøn med en hel del grå i. Soldaterne påbød Ali at lægge sig på briksen. Han protesterede ikke, men gjorde blot som de bad om. Det var en yderst underlig situation for soldaterne. Fangerne plejer altid at protestere og blive båret op på briksen. De spændte Ali fast, så han ikke kunne bevæge sig. Fru Bøddel kom gående. Hun havde en kande vand i den ene hånd og en håndfuld kanyler i den anden. Ali var begyndt at blive ræd. Den fryd, hun havde vist da hun stak kniven i hans lår, skræmte ham. Denne her gang var han ikke nær så rolig.

”Så mødes vi sgu igen” sagde fru bøddel.

”Dejligt at se dig,” svarede Ali knap så entusiastisk.

Hun spændte Alis hoved fast. Hun tog en kanyle frem, og gjorde tegn til soldaterne om at gøre det samme. Hun sugede vandet op i kanylen, lænede sig over Ali, og begyndte langsomt at dryppe vandet i panden på ham. I starten forstod Ali ikke, hvad hun foretog sig. Efterhånden begyndte dryppene at blive pinefulde. Han kunne se hvert eneste dråbe, der ramte hans pande. Hans følenerve havde det forfærdeligt. Det ene øjeblik var den varm, det andet var den iskold. Sådan skiftede det hele tiden. Da hun var færdig med første kanyle, kiggede hun prøvende på Ali. Hun ventede, på at han ville give op, angive navnene. Det gjorde han ikke. Han kiggede på hende, med øjne der var fyldt med smerte, men lyste af stædighed. Han ville ikke give sig, om han så måtte dø. Hans venner skulle ikke gennemgå de samme smerter som ham selv.

Efter tredje kanyle var han helt udmattet. Hver dråbe var som et kilo jern, der ramte hans pande. Han var aldeles sikker på at have fået hjernerystelse. Som altid prøvede Ali også at kigge på den lyse side. Han oplevede en ny ting, som han aldrig havde troet, han skulle opleve. Han gennemlevede al den smerte for hans familie og venner. Der var jo også kun fire kanyler tilbage.

Når fru bøddel først havde brugt en kanyle, smed hun den ud. Hun genbrugte den ikke. Måske var hun meget pirrelig med at genbruge ting, uden at de var steriliseret? Hvem ved? Efter hun var færdig med kanylerne, fortalte hun vagterne, at de skulle gå deres vej. Hun så på Ali:

”Hvorfor fuck begynder du ikke at skrige som alle de andre, det er jo ikke nær sjovt”.

Ali tog sig god tid til at svare. Han ville formulere sig ordenligt. Langsomt men sikkert sagde han: ”Jeg elsker mine venner og min familie. Det kan være det er tilfældet, at du ikke har nogen følelser, men mine venner, familie, eller bekendte skal ikke føle den samme smerte som jeg. De kæmper også for retfærdighed.”

Fru bøddel var rasende:”1. Jeg har følelser. 2. Hvis du fortæller os, hvem der kæmper imod regeringen, og premierministeren, så slipper du jo fra smerterne. 3. Det er ikke retfærdighed at såre regeringen og dets medlemmer.”

Efter fem minutter havde Ali ikke mælet et ord. Han blev ført tilbage til den klamme celle. Aliya hilste ikke. Hun kiggede blot ind i væggen. Ali humpede hen til hende.

”Hvad har du gjort Aliya? Aliya! Har de tortureret dig? Har de spurgt ind til mig?” Aliya nikkede. ”Hvad svarede du?”

”At du havde tænkt dig at flygte! Du må ikke blive sur, jeg beder dig!”

”Du er tilgivet, men på bekostning af at du flygter sammen med mig. Vi må flygte i aften.”Aliya nikkede, men modvilligt.

”Hvad så hvis de fanger os?”

”Så vil vi dræbe os. Det er bedre, end at bliver tortureret resten af vores liv”.

To timer senere råbte Ali af sin stemmes fulde kraft på en vagt. Efter lang tid kom der endelig en vagt. Aliya slog og sparkede Ali. Hun satte sig oven på ham, og prøvede at rive hans tøj af. Vagten smed Aliya ind i væggen.

”Hvad fuck har du gang i?” han nåede aldrig at få svaret.

Ali slog ham i hovedet med en mursten. Ali og Aliya løb, alt hvad de kunne, ned ad gangen, op af trapperne, længere, længere op. Etagen under gadeplanen stod der en vagt. Han var der bare ud af ingenting. Lidt længere oppe kunne de høre fodtrin. Mange fodtrin som kom løbende. Aliya tog sin trøje af og kvalte soldaten. Det var forfærdeligt at se, hvordan livet i ham langsomt sivede ud. Tilsidst var han død. Ikke andet end et bundt knogler og kød. Om tredive år ville bakterier, laver og andre smådyr havde ædt det meste af ham.

Der var en lille sidegang, og de gemte sig der. Soldaterne opdagede liget, men lod det ligge, og forsatte med at fuldføre deres ordrer. De var på vej ned til cellen. Lige så snart den sidste lille buttede soldat passerede sidegangen, løb de op af trapperne. De var nu nået til den lille dør. De åbnede den hurtigt, så den røg af hængslerne. Braget blev overdøvet af larmen fra politibilernes sirener.

”Aliya kommer du?” råbte Ali desperat. ”Soldaterne kommer snart. De tager os til fange.”

”Jeg kan ikke komme med, det her er mit liv. Hvad skulle jeg lave derude. Alle dem jeg kender, er blevet taget til fange, døde, eller vil ikke se mig igen!” Aliyas øjne fyldtes med tårer. ”Det her er mit liv”

”Du kan komme med mig Aliya, du kunne være en del af min familie!”

”Mener du det?” der begyndte at brede sig et kæmpe smil på hendes læber. Hun løb over til ham, og snart var de ude på gaden.

Der var mindst et dusin politibiler. Ali løb ud på gaden med Aliya i hælene. Han havde ikke set den bil der kom. En ny moderne Renault Clio i rød. Bilen prøvede at bremse, men det lykkedes ikke. Ali fløj op i luften, og landede på den asfalterede vej. Hver eneste knogle brækkede med et smæld. Ud af munden dryppede lidt blod. Politifolkene vendte sig om imod lyden af brækkede knogler. Da de så scenariet, gik de straks i aktion. De førte Aliya skrigende tilbage til cellen. Hun slog soldaterne, hev sig selv i håret og bønfaldt dem om frihed. Hun havde fået håbet tilbage, men nu var det atter blevet taget fra hende. Hun kaldte dem røvhuller, banditter og alle mulige ting, men intet hjalp. Hun tog pistolen fra soldatens bælte og skød sig selv.

Det tog Alis datter flere år at komme sig over tragedien. Da hun gik på pension, startede hun en organisation ved navn HJÆLP. Organisationen hjælper ofre og deres familier med at komme over tragedier som denne.

Elmira sad i sin seng, med øjnene lysende af fryd. Hun elskede den bog, især torturbødlen. Hun var virkelig smuk. Når man har magt over mennesker i meget lang tid, bliver man nemt utålmodig og irriteret, men det var det hele værd, tænkte Elmira. Hun havde nydt hvert eneste øjeblik, hun havde tortureret Ali Ferzat og alle de andre. Ali var dog noget specielt, hun var bare ærgret over, hvor lidt tid det havde varet. Hver gang han havde kaldt hende fru bøddel, havde hun følt en kilden i maven. Den stædighed han havde vist , gav Elmira en fornemmelse af udfordring. Hun var en del af historien, men det var hendes lille hemmelighed. Hun ville beholde bogen. I morgen skulle hun bare lyve og sige til Hr. Jason at hun ikke havde købt bogen alligevel. Hvordan var den historie overhovedet kommet til lystes overflade. Måske havde Ali holdt en dagbog? Eller ridset hans tanker ind i cellens væg? Hvem ved? Elmira lagde sig fornøjet ned på sin lyserøde prinsesse hovedpude. Den nat drømte hun om Ali Ferzat, hun torturerede ham, men denne gang døde han ikke. De blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende. Hun havde altid elsket ham, og det ville hun altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...