27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

319Likes
392Kommentarer
61338Visninger
AA

28. Time to realize some things

Zayn’s synsvinkel:

”Jeg kan bare ikke forstå at jeg hun sådan forlader England.” Liams stemme var at høre fra køkkenet. Drengene og jeg hang igen ud sammen, og plejede de tømmermænd vi havde fra dagen forinden.
Ja måske Liam ikke ligefrem plejede sine, så derfor var han klar med det nyeste gossip.
For Danielle havde lige haft ringet til ham, og havde vidst noget rimelig vigtigt at fortælle ham.

”Og dog. Det er sku da klart at hun ikke har lyst til at blive her, når vores ven er sådan en idiot. Pigen er jo helt skudt i Zayn, og omvendt. Så egentligt ser jeg ikke det store problem for dem.” Harry blandede sig også, og da de begyndte at snakke om mig, var det tydeligt at emnet igen handlede om Crystal.

Men hvad var det Liam lige havde sagt?

”Forlader Crystal, England for at tage tilbage til Los Angeles?” Jeg trådte ud til de fire andre drenge, da jeg simpelthen måtte finde ud af, hvad de snakkede om. For det kunne ikke passe. Hun kunne ikke bare opgive alt, for at tage tilbage.
Men så snart jeg gjorde min entre i køkkenet, var der ingen af dem der sagde noget som helst. De kiggede bare alle fire underligt på mig.

”Vil du virkelig gerne vide det Zayn? Eller er du helt ligeglad med hende?” Louis’ stemme havde hævet sig, hvilket overraskede mig. For han hævede normalt ikke stemmen, med mindre at der var noget alvorlig galt. Noget der så vel og mærket var på nuværende tidspunkt.

”Stop nu bare med at få mig til at lyde som jordens største nar. Jeg ved godt at jeg lavede en fejl, og jeg fortryder det hver dag, men svar nu for fanden da bare på mit spørgsmål. Har Crystal fucking forladt England?” Det var ikke meningen at jeg skulle hæve stemmen som jeg gjorde, men det gjorde mig bare så vred og irriteret. Det gjorde mig rasende at de ikke bare kunne prøve at støtte lidt op om mig, i stedet for altid bare at fortælle mig hvilke ting jeg havde gjort galt, og at jeg havde ladet hende gå.
Vi vidste jo godt alle at det var en fejl, men fanden skulle jeg gøre? Pigen ville jo ikke lytte til mig.

”Hvis du gerne vil vide, så ja, Zayn. Crystal har pakket alle sine ting, og er på vej tilbage til USA. Takket være dig.” Niall klappede mig stille på skulderen, mens han snakkede. Måske han bare gjorde det for at få mig muntret lidt op. Så hvis det var tilfældet, måtte jeg indrømme at det ikke rigtigt virkede.

Hvorfor skulle hun også tage tilbage, inden jeg overhovedet kunne nå at forklare alle tingene for hende? Hun havde jo ikke givet mig en chance. For det var det eneste jeg bad om. En chance.

”Jeg har virkeligt kvajet mig, har jeg ikke?”

Og det var som om, at da jeg sagde de ”magiske ord”, at det ligesom gik op for mig, at jeg rent faktisk havde kvajet mig, mere end jeg i første omgang havde troet. Det betød vel også at jeg havde været så ufatteligt dum og naiv, for hvordan fanden kunne jeg ikke have set det? Hvordan kunne jeg have været så blind?

”ENDELIG!” råbte alle drengene så bare i munden på hinanden, mens de lettet åndede op. Måske de ligefrem havde ventet på dette øjeblik i et stykke tid.

”Så hvad har du tænkt dig at gøre? Du skal tænke på at hun forlod. Så du har vundet,” kom det fra Liam. Dog var det tydeligt at høre på ham, at han mente det ironisk. For jeg vidste, at ham og Louis var de to der var mest irriteret på mig, hvad angik det væddemål jeg tidligere havde indgået med Crystal.
Netop fordi at de havde Eleanor og Danielle, der som vi alle godt vidste, var utroligt tætte med hende.
Men hvem kunne beskylde dem for at være onde? De holdt jo bare af deres piger, og også af Crystal, og prøvede vel bare mest af alt på at beskytte hende.

”Ja det har jeg vel,” valgte jeg bare at svare. ”Men hvad nytte gør det? Godt nok vandt jeg væddemålet men jeg tabte pigen? Så hvad er det værd?” Mit blik rettede jeg hurtigt mod det underlag der var under os. Trægulvet.

”Du må vel prøve at træffe den rigtige beslutning for en gangs skyld. Hvad siger dit hjerte at du skal gøre?” Harry kunne være god til at tale om følelser og alt det pjat der hørte til det emne. Noget han også viste på nuværende tidspunkt. For selvfølgelig skulle en konstatering som denne komme fra en som ham.

”Pigen vil jo ikke snakke med mig? Så hvad fanden vil du have mig til at gøre?” Uden at tænke over det, og lægge mærke til det, så havde jeg hævet stemmen en lille smule. Det var ikke fair overfor de fire andre drenge på nogen måde. Det var ikke rimeligt at jeg lod mine fejltagelser og mit humør gå ud over dem. For i sidste ende vidste vi jo godt alle sammen at de bare prøvede på at hjælpe mig.

Og som idéerne om at snakke og få Crystal tilbage, gik op for mig, måtte jeg også se virkeligheden i øjnene.

For jeg kunne løbe efter hende i lufthavnen. Ja det var en mulighed, men hvor cliché agtigt var det ikke? Og når alt kom til alt, så havde drengene og jeg også en afslutning af Olympiaden at skulle forberede os på. En afslutning, som jeg ikke havde skænket én eneste tanke, indtil nu.
Måske jeg ikke havde tænkt på det, fordi min tid var brugt med og for hende, og at jeg havde opgivet alt, for at kunne være sammen med hende.

Så om jeg selv ville indrømme det eller ej. Så var jeg sikker på tre ting.

1: Jeg havde været en kæmpe nar. Virkeligt! Sådan en stor idiot, der egentligt ikke fortjente at leve det liv, som jeg gjorde lige nu.

2: Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle for Crystal tilbage. Eller hvordan jeg overhovedet skulle komme i kontakt med hende, fordi at alt det med optræden, og karrieren kom i vejen. Endnu en gang. Det var ved at stige mig til hovedet.

3: Jeg var dybt og smaskforelsket i denne her Amerikaner, som måske også følte det samme for mig. Og selvom jeg troede at det var muligt, så kunne jeg herefter ikke engang 27 dage sige, at jeg ikke klare mig uden hendes tilstedeværelse ved min side. Jeg havde brug for hende. 

_______

Jeg er ked af, at jeg ikke har haft sat noget ind I LANG TID... Men simpelt nok, er det fordi at jeg nu er tilbage i Danmark igen, og fordi at mit letlag simpelthen var været SÅ SLEMT! Så nu er jeg igen i den rigtige tidszone, og vil ikke være i USA mere.. (I denne her omgang hvertfald)

ENJOY!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...