27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

318Likes
393Kommentarer
57926Visninger
AA

19. Stop being stupid

Zayn’s synsvinkel

Crystal sov stadig. Det kunne så tydeligt høres på hendes tunge åndedræt, sådan som hun lå med sit hoved på mit bryst.

Hendes nøgne krop var så varm mod min, og det fik en dejlig følelse frem i mig.
Jeg måtte indrømme at den forrige nat havde været noget så fantastisk. Det havde ikke været vildt på nogen som helst tænkelige måder, og selv Crystal havde holdt igen med sine pisse flabede kommentarer. Noget der for en gangs skyld var rart. 

Aldrig havde jeg haft så følelsesladet og romantisk sex., som det jeg havde været en del af i går. Aldrig. Ikke engang dengang jeg var sammen med Perrie, hvilket egentligt ikke var fordi at vi var sammen så forfærdeligt mange gange gennem den tid vi var et par. Underligt nok ja – men sandt.

Der havde bare været noget specielt at se i Crystals blik. Især da jeg var trængt ind i hende, og da hun op til flere gange stønnede mit navn af ren nydelse.  Den måde hun også havde været så genert og nervøs for at vise sig frem i undertøj, selvom der egentligt ikke var noget at skjule. Jeg havde vel set det hele én gang før. Hun havde endda ladet mig røre ved hende, hvilket jeg aldrig troede hun ville.
Men hun havde ikke sagt noget, og det var også bare med til at gøre det så unikt. Så ubeskriveligt.

Alle de ting havde ikke bare fået mig til at smile, men også fået mig til at tænke grundigere over tingene.

For måske var hun slet ikke så slem igen. Selvfølgelig var der hendes til tider pisse irriterende personlighed, der alligevel var så skide tiltrækkende at det halve kunne være nok.
Hendes amerikanske accent, fik jo nærmest musik til at spille når hun snakkede, og de smukke øjne der gemte sig bag hendes store briller, de søde små læber, der kyssede så fandens godt…

Ja tro det eller ej. Men måske er popstjernen Zayn Jawaad Malik alligevel var lidt følsom når det kommer til stykket. Især til denne her specielle brunette fra Los Angeles, han aldrig troede at han nogensinde skulle komme til at føle noget for.

”Zayn,” mumlede en sød stemme så ved min side, hvilket hurtigt fik mig til at rette min opmærksomhed Crystal, der stadig så ud til at sove.
Hendes lille udbrud fik mig til at grine, da hun tydeligt lige havde snakket i søvne.
Forsigtigt kyssede jeg hende så i håret, inden jeg begyndte at nusse hendes arm.

Hvis bare tiden kunne stå stille på et øjeblik som dette, så ville jeg ikke klage. Med hende i mine arme, kunne intet gå galt.

 

***

 

”Du ser ikke ud til at være specielt sulten,” hørte jeg mig selv sige, da vi begge havde sat os ind i sofaen i min stue, efter at vi langt om længe var kommet ud af sengen.

Jeg havde bestemt mig for at lave en hurtig morgenmad til os begge, mens at Crystal fik klædt sig på i en af mine ødelagte skjorter, hun egentligt selv havde været skyld i var til ingen verdens nytte.
Det var så blevet til pandekager med sirup og sukker, samt friskpresset appelsinjuice.
Noget der ikke så ud til at være specielt appetitligt for hende på nuværende tidspunkt.

”Det er jeg. Tro mig. Det er slet ikke det. Der er bare noget der går mig på, som jeg simpelthen ikke kan hitte rede i,” svarede hun med en så spinkel stemme, der hurtigt fik mig til at tro, at noget var grueligt galt. Forsigtigt tog jeg så hendes hånd, som jeg blidt nussede. Et tegn på at jeg ville hjælpe hende hvis hun havde brug for det.

”Er det noget jeg kan hjælpe med babe?”

Hun rystede på hovedet, uden overhovedet at kigge på mig. Noget der også gjorde det helt klart for mig, at der var noget der gik hende på. Spørgsmålet var så bare – hvad?

”Er du sikker?” blev jeg ved, inden jeg fik plantet et kys i hendes pande. Måske det kunne få hende til at bløde lidt op overfor mig, så hun i sidste ende ville fortælle mig hvad hun havde på hjerte.

”Jeg tror bare jeg skal give det lidt tid, men lad os ikke tænke over det. Lad os bare have en hyggelig dag sammen,” svarede hun, og lænede sin ind i min favn. Det var klart at hun ikke ville snakke om det, og hvis det var tilfældet, måtte jeg vel bare være en gentleman i denne situation, og lade være med at spørge mere ind til det.

”Er så sikker på at du ikke vil have lidt at spise? Jeg tror vidst at det vil være en god idé,” grinte jeg lidt efter, da jeg kunne høre hendes mave rumle, som et tydeligt tegn på, at hun nok hellere måtte tage noget morgenmad.

Hun endte selv med at grine også, hvorefter hun så hurtigt nikkede på hovedet.

”Det ser lækkert ud må jeg indrømme,”

 

***

 

Drengene kom over ved aftensmads tid, da Crystal tidligere havde fået en sindssyg idé om, at hun gerne ville lave det helt store festmåltid. Og selvfølgelig havde hun også lige inviteret hendes to nye bedsteveninder – Danielle og Eleanor. Ikke at det gjorde mig noget.
For vi hyggede os gevalt, sådan som vi nu alle sad placeret rundt om mit spisebord.

Crystal havde godt gang i en samtale med Niall, og de kom som altid så godt ud af det med hinanden. De to lavede altid sjov og jokede omkring modparten, hvilket gjorde mig glad.
Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der tidligere havde gået hende på.
Hvorfor var hun pludseligt blevet så trist til mode, og værst af alt – hvorfor ville hun ikke fortælle mig hvad der var galt?
Hun vidste da vel for søren at jeg ville hjælpe hende uanset hvad.

”Zayn.” Kunne jeg høre en stemme sige overfor mig. Dog valgte jeg ikke at reagere.
”Zayn,” gentog stemmen så, hvilket fik mig til at rette mit blik over mod Louis der sad og sendte mig et alvorligt blik. ”Du er da helt væk. Hvad foregår der?”

Jeg rømmede mig kort, inden jeg så valgte at svare. For hvad skulle jeg sige?
”Det er ikke noget. Jeg tror vel bare, at jeg var lidt fordybet i mine egne tanker. Men hvad har du så ellers fået din dag til at gå med, Lou?” Hurtigt fik jeg skiftet emne, og fik rettet fokus over på en anden end mig selv.

Dog var Crystal ikke så nem at narre. For så snart at Louis begyndte at snakke om hvordan hans dag havde været indtil videre, lagde hun forsigtigt sin hånd på mit lår. Noget der fik mig til at spjætte som en reje, af ren forskrækkelse.

”Kom lige med mig, Zayn,” hviskede hun stille, og også ganske forførende i mit øre, inden hun fik sig undskyldt ved at rejse sig fra bordet.
Jeg selv gjorde det samme, og fulgte så efter hende ud i køkkenet.

”Fortæl mig hvad der genere dig,” startede hun ud, efter at have lænet sig  op af køkkenbordet.
Det blik hun sendte mig, nærmest borede sig ind i mig, og det var tydeligt, at hun virkelig søgte efter et godt og optimalt svar fra min side.
Men hvorfor skulle jeg fortælle hende hvad der var galt, når hun ikke engang selv ville dele sine følelser med mig?

”Hvorfor skulle jeg?” svarede jeg, og kom vel egentligt til at sige det i en lidt hårdere tone end jeg i første omgang havde regnet med. Det var jo ikke meningen at jeg skulle lade min pludselige irritation gå ud over hende, selvom hun vel på en måde var grunden til det.

”Okay der er tydeligvis et eller andet der går dig på, så fortæl mig hvad det er, så jeg kan hjælpe dig.”
Hun blev ved. Og ved og ved.

”Altså jeg kan ikke se nogen grund til at fortælle dig hvad der er galt, siden du heller ikke ville fortælle mig tidligere på dagen, hvad der gik dig på.” Igen var jeg så latterligt flabet, og jeg ville ønske at jeg i dette øjeblik bare snakkede pænt til hende.
Hun fortjente det ikke, men på dette punkt tog mine følelser bare over.

Måske jeg bare var irriteret på hende, sådan lige pludseligt, fordi at jeg holdt så meget af hende, og at det ligefrem gik mig på, at hun ikke ville dele sine problemer med mig.

”Nu er du latterlig Zayn. Er det den eneste grund til, at du ikke vil fortælle mig hvad der er galt? Bare fordi jeg ikke ville fortælle dig tidligere på dagen hvad der gik mig på?”

Hun havde hævet stemmen, og stod nærmest og råbte af mig. Det var tydeligt at se på hendes ansigtstræk, at hun var skuffet, og mest af alt forvirret.

”Hvorfor er det, at du ikke bare kan fortælle mig hvad fanden der var galt med dig tidligere på dagen? Kan det være så svært?” Jeg hævede så ligeså stemmen, da hun ikke skulle tro at hun kunne stå og skælde mig ud. Eller om end det var hvad hun gjorde, var svært at tyde.

Men så mange følelser tog over på dette tidspunkt, at jeg bare ikke kunne holde den pludselige vrede tilbage. Igen – jeg ville jo bare hjælpe hende, fordi jeg holdt af hende.
Jeg holdt jo forfanden af hende!

”Jeg fortalte dig jo at det ikke var noget specielt. Så hvorfor kan du ikke bare lade det ligge? Det er jo ikke vigtigt. Lige nu er du den person der er ked af det, eller nok nærmere irriteret, så lad det ikke dreje sig om mig,” konstaterede hun, og gik tættere på mig, for nok mest at få mig til at slappe lidt af.
Dog valgte jeg så bare at tage et skridt væk fra hende, for ligesom at afslå hende på en måde.
Hun skulle stadig ikke tro at det hele bare var så nemt.

For jeg var ikke sådan at rende om hjørner med.

”Min mund er lukket indtil at du siger hvad der gik dig på. Så om vi skal stå her hele dagen, er vel egentligt bare op til dig.” Flabet… Ja det var vel hvad jeg var, men hun skulle indse at dette her var vigtigt. Og hvis man kendte mig ret, så vidste man også, at jeg ikke ligefrem diskuterede af egen fri vilje. For jeg hadede at argumentere og skændtes.

Det at én skulle have ret i sidste ende, gjorde mig bare irriteret… For jeg var altid så fandens barmhjertig, og endte altid med at give mig, så den person jeg stod overfor, fik ret.

”Du er så sindssygt latterligt lige nu, Zayn. Hvad fanden går der af dig?” Det irriterede også hende! Det var tydeligt at høre. Og det var kun mig selv jeg kunne bebrejde, for jeg var ham der havde fået hende op i det røde felt, hvilket hun tydeligvis var i på nuværende tidspunkt.

Dog havde piger altså også en meget nem tildens til hurtigt at vende med deres humør, som var det en tallerken der vente 180 grader.

”Er jeg latterlig?”

”Ja du er. Kan du ikke se at jeg prøver at hjælpe dig, og så er du så pisse besværlig, og gider ikke engang at fortælle mig hvad du er så skide sur og irriteret over?” Vi stod nu utroligt tæt på hinanden, og begge vores stemmer var hævet. Og det undrede mig egentligt, at de andre endnu ikke have stormet køkkenet, for at skille os fra hinanden.

”Jeg er pisse irriteret fordi at du ikke ville fortælle mig tidligere, hvad der gik dig på. Det er hvad der går mig på. For jeg ville for fanden da bare gerne hjælpe dig, men næ nej! Du har ikke brug for hjælp, så hvorfor ikke bare lade som om at alt er i den skønneste orden, og tro at jeg bare lige sådan glemmer at du var ked af det. For jeg vil jo bare gerne hjælpe dig, fordi jeg holder af dig. Fatter du det? Holder af dig!”

Mere nåede jeg ikke at sige, da de andre ligefrem sprang ind mellem os, og fik så også skilt os fra hinanden. Danielle og Eleanor gik hurtigt over til Crystal, men de fire drenge farede over til mig.

”Hvad sker der lige her?” fik de alle sagt i munden på hinanden.

Både Crystal og jeg sagde dog ingenting. For hvad skulle vi sige? At vi kom op at toppes over noget der slet ikke var relevant? Vi havde jo slet ingen grund til at diskutere, men alligevel var det bare de latterligste og mindre ting, der fik sat mit pis i kog.

”Altså har I tænkt jer at svare, eller er der noget vi har totalt misset her?” kom det så fra Harry, der åbenbart ikke kunne hitte rede i noget som helst, for han så mere eller mindre lost ud.
Som var han gået glip af afslutningen på 2. Verdenskrig, eller noget i den stil.

”Det er intet. Vi kom bare til at diskutere om en latterlig ting, hvor der slet ikke skulle have været en diskussion.” Siden Crystal ikke tog ordet, måtte jeg vel gøre det. Derfor prøvede jeg også på at sige det på en måde, som godt kunne fortolkes som en undskyldning til hende.

”Det er bare Zayn, der er latterlig.”

Og mere var der så ikke i den sag. For hun endte med at have det sidste ord.

________________________

Endnu et kapitel.. og sne i Minnesota... YAAAY! not.. Seriøst det bliver bare ikke forår herovre! Man skulle tro at vi stadig havde januar, med den halve meter sne vi fik i går!

Men nok om det! Hvad siger I til Zayn og Crystals lille skænderi, som egentligt var så latterlig som det overhovedet kunne være?For de havde jo slet ingenting at diskutere over!

OG OG OG 

....

Tjek også min nye "novelle" ud, der deltager i den engelske konkurrence. Den ender overhovedet ikke med at blive speciel lang - en prolog, et one-shot, og en epilog! Og det er det! Linket vil være at finde i en kommentar HERUNDER! Så vær sød at tjekke den ud!

OG HA' EN GOD DAG OG GOOOOOD KONCERT TIL ALLE JER DER SKAL TIL JUSTIN BIEBER KONCERT I MORGEN! Hils ham lige fra mig! Mkay - Bye!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...