27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

318Likes
393Kommentarer
57732Visninger
AA

2. Seriously?

Ingen forstår mig.

Seriøst!

Jeg var for guds skyld nitten år gammel, så hvorfor overhovedet tænke på, at sende mig til England? Altså jeg mener bare, hvad skulle det hjælpe?

27 dage i Englands hovedstad hos min bedstemor! Jamen det løser da også alle de problemer jeg har!

Hey vent – Jeg har IKKE problemer!

Min mor har et problem… Med mig!

Eller ikke.

Hun mener bare, at jeg har brug for en pause fra livet her i Los Angeles. Hun mener, at jeg skal bruge min sommer i London, og så smart som hun er (NOT) har hun ligefrem købt flere billetter til dette års Olympiade. En Olympiade som jo selvfølgelig bliver afholdt i hjertet af England – i deres hovedstad.
Så det skal da nok blive en omvæltning for mig at tage næsten fire uger til Europa… Ironisk ment.

 

***

 

”Og så kan det være, at du måske møder One Direction! Hvor vildt ville det ikke lige være, Crystal” skreg min sekstenårige lillesøster, Rebecca,  mig ind i hovedet, som var jeg lettere døv.

Hvilket jeg jo selvfølgelig ikke var… Endnu! Men det blev jeg snart, hvis hun blev ved med at skrige sådan.

Ej men helt seriøst. Hvorfor blev hun ved med at fangirle over et boyband? Og ikke nok med at hun fangirlede, så spillede hun også hele tiden, og jeg gentager, hele tiden deres musik.
Hun kan jo næsten deres sange forfra og bagfra…
Kan man egentligt godt sige forfra og bagfra? Uden at det kan misforstås? Måske! Måske ikke!
Men hvis jeg skal indrømme det, så er drengene i bandet nu ikke helt grimme! Har i lige set dem?

”Knock it off, Becs. Det kommer jo aldrig til at ske. Og hvis det sker, kommer jeg jo ligesom aldrig til at hænge ud med dem! De er jo verdenskendte for søren,” var det eneste jeg havde at sige til min søster, som åbenbart stadig var helt ude af den, fordi jeg skulle ”bo” i England i næsten en måned!

”Never say never,” kom det så fra hende, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet.
Det var nu det var tid til en smart kommentar fra Crystal = mig!

”Jeg troede du var One Directin fan og ikke Justin Bieber fan. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så plejer drengene fra dit yndlings band ikke ligefrem at sige de tre ord. Det gør en hvis canadisk dreng til gengæld! Så kom igen sissy,” grinte jeg! For BAM den sved. Pletskud – lige midt i panden!
Eller ikke…

”Jaja som om!”

”Hvis du prøver på at spille sjov eller smart, så kan du godt droppe det. For det med at svare igen, får ikke just sat dig i et bedre lys!” Just … Ja hvor kom det ord lige fra? Men det lød sejt at bruge det.
Jeg følte mig så overgearet når jeg valgte at bruge gamle ord som dette.
Men på en måde fik det mig også til at lyde som en gammel olding, der havde levet i like hunderede år.

”Piger gider I ikke bare godt droppe de barnlige facader, og Crystal få så begyndt at pakke dine kufferter. Du rejser i morgen husker du nok!” Min mor braste nærmest bare ind i vores samtale, som lyttede hun slet ikke til hvad vi snakkede/diskuterede om?
Det hele kunne jo også være lige meget med den diskussion mellem min søster og jeg. Vi vidste jo godt alle sammen, at jeg ville få ret i sidste ende.

”Javel sir,” svarede jeg med min bedste robotstemme, inden jeg gjorde honnør og marchede ind på mit værelse med mine bedste robot bevægelser. For det var sådan jeg følte mig. Som en robot, der bare blev kaster rundt til højre og venstre. Som en robot der måtte adlyde ordre hele tiden, og som til tider skulle smøres med olie for ikke at gå i stykker og kollapse.
Dog var det bare sådan, at min såkaldte ”ejer” (min mor) havde glemt at smøre mig med olie, så jeg var ved at gå i stykker.

Well… Egentligt var jeg ikke normalt sådan overfor min familie. Måske lidt næsvis overfor min søster nogle gange, men vi var gode veninder når det kom til stykket.
Det irriterede mig bare, at min mor ville sende mig til England i syvogtyve dage.

Så det var grunden til mit humør.

Normalt var jeg faktisk en ganske normal pige. Jeg plejede normalt ikke at kæphøj, og have for høje tanker om mig selv og andre mennesker. Tingene blev taget som de kom!
Og så tror folk sikkert, at jeg er den der festabe, der render rundt i Los Angeles’ gader hver eneste fredag og lørdag og fester på livet løs. Der må jeg så skuffe en masse, for det er ikke sandt.

Selvfølgelig festede jeg til tider, men jeg var normalt ikke hende pigen der drikkede sig fuldstændig hen i hegnet, for derefter at gå hjem med en ny dreng hver gang. Sådan var jeg ikke.
Jeg var en meget uskyldig pige – og det er jeg 100% ærlig med. Nærmere 101.6% ærlig omkring.

Aldrig havde jeg faktisk haft et One Night stand. Og det havde jeg skam heller ikke i sinde at have!
Det var én af de ting, jeg simpelthen fandt for ulækkert. U-l-æ-k-k-e-r-t!
Ej men bare tanken om, at vågne op i en fremmed seng dagen efter, for derefter bare at forlade personen? Det ville da både være ondt og ledt på samme tid…

Vent lige en halv – Ondt og ledt er jo på en måde to forskellige ord, men med den samme mening.

Ja se selv – alt den snak omkring England forvirrer mig, og får mig til at dumme mig overfor mig selv!
Sådan er jeg altså heller ikke til hverdag. Mine karakter består normalt kun af A’er eller A-’er!
Ikke fordi at jeg er en overdrevet nørd, og heller ikke fordi jeg simpelthen elsker at lave lektier – det falder mig bare normalt at lave det jeg får for, så jeg kan holde mit høje gennemsnit.
Ej okay – det lød faktisk nørdet.
Whatever … Just call me a freak!

Og for at det ikke skulle være løgn, så havde jeg faktisk også briller. Sådanne store nørdebriller, der fik mit ansigt til at se meget sødt ud. Det var hvert fald hvad mine venner og veninder fortalte mig.
For når alt kom til alt, så havde jeg kontaktlinser, men siden jeg ikke gad at stå op hver dag, flere timer før skolen startede for at få dem placeret i mine øjne, valgte jeg bare at bruge mine briller.

Dog lå der også en anden grund bag mit ikke-brug af kontaktlinser.

Første gang jeg skulle ”installere” den ene af dem på mit øje, endte jeg med at besvime og slå hovedet ned i vores badekarskant. Det betød så en tur på sygehuset, hvor jeg måtte syes oppe i hovedbunden, og bagefter måtte kæmpe med den værste hovedpine jeg til tider havde oplevet. For ja – jeg endte selvfølgelig også med at få hjernerystelse! Typisk!

Men når alt det var sagt, var jeg da en meget normal, ikke nørdet, pige, med langt (ufatteligt) langt brunt hår, der gik mig ned til navlen. Og det var ikke engang overdrivelse!
Alle misundte det, hvilket jeg så ikke rigtigt forstod. Det var jo bare hår.

Mere nåede jeg ikke at tænke på, da faldt jeg i søvn midt på gulvet, begravet i mine kufferter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...