27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

318Likes
393Kommentarer
57807Visninger
AA

27. Just leave me alone

Crystal’s synsvinkel:

Det hele var bare for meget. Ja mildest talk FOR MEGET.

Zayn var en idiot. Den største endda. Og alligevel var jeg faldet for ham, på kun tre uger. Så hvad fanden kunne jeg gøre ved det?

Svaret ville nok være: intet.

Så siden hændelsen fra Olympiaden festen, hvor jeg bare var skredet efter Zayn’s flip, var mit valg også blevet taget. Jeg forlod dette her land.
For bare tanken om at være så tæt på ham, gjorde mig ked af det. Det var jo klart at han ikke ville have noget med mig at gøre, og at han langt fra følte det samme som jeg gjorde. Ikke at jeg ligefrem havde fortalt ham hvordan jeg havde haft det med ham, men jeg havde vel håbet på, at han kunne læse alle de tegn, der havde været.

Ja og siden jeg bare forlod festen, havde jeg ikke engang fået muligheden for at sige farvel til min elskede Tom. Det var sørgeligt, ja. Men det var vel også for det bedste. For så skulle jeg ikke være ked af det over, at vi nok aldrig ville ende med at blive gift, og ende med at have små Daley-børn, der ville være lige så talentfulde, som deres daddy… For der var ikke ret meget talent over mig.

Jeg var vel bare en fiasko!

”Pullergøj, er du nu sikker på dette her? Kan du ikke bare blive den sidste uge, og så tage hjem som planlagt?” Min bedstemor var kommet ind på mit værelse, og virkede som altid så bekymret. Dog kunne det gøre lige meget. Ja det kunne endda gøre lige meget, at hun kaldte mig for pullergøj. Måske jeg normalt ville være flippet ud på hende, men det var som om, at det egentligt kunne gøre lige meget på nuværende tidspunkt. For jeg havde andre ting at bekymre mig om.

”Jeg er sikker bedstemor. Der er mange grunde bag dette her valg, og du er ikke skyld i at jeg forlader England. Jeg har bare brug for at komme lidt væk. Det er det hele.” Grunden til at jeg løj overfor hende, hvad angik Zayn, var fordi at jeg ikke ville have hende til at være alt for ked af det på mine vegne, hvilket jeg med garanti vidste ville ske. Hun skulle ikke vide at han havde været en nar, og ikke vide at jeg rent faktisk godt kunne lide ham, som mere end bare en ven.

Jeg vel bare brug for at komme af med mine sorger for den dreng, hvilket jeg bedst ville kunne gøre tilbage i LA, hvor jeg i det mindste ikke skulle se ham.

”Vil du have mig til at ringe til din mor, og fortælle hende, at du kommer hjem? For jeg er sikker på at hun gerne vil vide det.”

”Nej det er fint, bedste. Jeg har kørekort, remember, og så er der også tusindvis af ledige taxier i Los Angeles, så mon ikke jeg nok skal kunne finde på noget.” Derefter fik jeg viftet lidt med hånden, som et tegn på at hun gerne måtte gå ud af mit værelse.
Hvilket ikke var for at være ond eller noget. Det var mere bare for, at jeg kunne fokusere på mit liv, og rent faktisk få pakket i stedet for at sidde og have ondt af mig selv.
Dog adlød hun hurtigt, og lod mig igen være alene med mine tanker.

 

***

 

Der var bare noget ved dette her, der ikke gav mening.

Ikke ved min pakning (selvom det nu heller ikke rigtigt gav så meget mening), men hele den situation med Zayn. Og ja – nu tænker i sikkert ”hvorfor snakker og tænker hun altid på den selvopblæste nar.”
Dertil skal jeg skam nok svare jer.

Fordi han kraftedme ikke vil forlade mine tanker. Den dreng sidder som klisteret til min hjerne, hvis det overhovedet er muligt. Så fordi at jeg også er et menneske som alle andre, og fordi at jeg også har følelser (underligt nok!) påvirkede det mig. Jeg kunne jo lide drengen, som mere end bare en ven.
Jeg kunne lide ham, selvom han havde været en idiot, men jeg ville ikke opsøge ham. Det var hans at komme til mig, for først og fremmest at give mig verdens bedste undskyldning, og for også at give mig en god forklaring. For der måtte vel være en god forklaring bag hans tidligere begrundelse for at hænge ud med mig.

Mere nåede ikke gennem mit hoved, da min telefon ringede.

Danielle…

”Hej Dani,” sagde jeg, og prøvede mest af alt at lyde så munter som muligt. Måske hun så ikke ville fatte mistanke, og ikke ville regne ud, at jeg rent faktisk sad og var så godt som på vej hjem til USA.

”Kan du forklare mig, hvorfor du pludseligt bare skred til gårsdagens fest?” Hendes ordvalg overraskede mig, for Dani plejede aldrig at bruge ord som ”skred”. NEVER!
Dog forstod jeg også godt, at hun var bekymret for mig. For jeg havde jo ikke fortalt nogen som helst, at jeg rent faktisk forlod dem. Jeg gik bare.

”Zayn,” var det eneste jeg fik sagt, hvilket egentligt burde at være svar nok for hende. Det burde beskrive hvad der var sket, og at han var indblandet i hændelsen, der fik mig til at tage hjem.

”Han fortalte mig godt, at du var taget hjem. Og jeg ville have gået efter dig, hvis ikke at vi alle sammen var ved at rykke hovedet af ham. Men har du brug for at Eleanor og jeg kommer over? Du kan bare give os din bedstemors adresse, og så vil vi være der om ganske kort tid.”

Jeg sukkede. For here we go. Jeg blev jo nødt til at fortælle hende, at jeg rent faktisk ikke havde tid. Fordi jeg skulle pakke færdigt, så jeg kunne nå mit fly senere på dagen. Ja om fem timer, hvor det lettede.

”Jeg rejser fra England, Danielle.” Mere var der ikke at sige. Forhåbentligt forstod hun også, at det var alvorligt og ikke bare en joke, da jeg valgte at bruge hele hendes fornavn.

Dog lød det til at hun sugede ordene til sig som støvsuger og dens sugeevne. For hun gispede. Ja hev efter vejret.

”Du gør hvad? Det kan du da ikke bare, Cryssie. Hvorfor?”

”Der er ikke andet at gøre. Det hele med Zayn er simpelthen bare for meget, og han var min grund til at blive her. For han gav mig altid et smil på mine læber. Han gav mig en grund til at nyde mit ophold her. Men de tider er ovre. Han gider ikke at have noget med mig at gøre, så det hele gør lige meget. Du ved at jeg holder så meget af jer alle, men jeg kan bare ikke mere. Ikke når jeg ved, at jeg bare var et væddemål for ham.”

Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, hvilket irriterede mig så forfærdeligt meget. Jeg var ikke personen der græd, men her de seneste par dage havde jeg tudet som en eller anden åndssvag idiot, der egentligt bare manglede et glas mælk og en pakke tudekiks.

For kald mig bare tudemarie!

”Crystal, lad ikke Zayn komme i vejen for dit ophold. Du ved at vi alle allerede holder så meget af dig, hvilket jeg også ved at han gør. Så hvorfor bliver du ikke?” Hvis jeg ikke tog meget fejl, så lød det også til, at Dani snøftede lidt. Måske hun også græd?

”Det kan jeg ikke, sweety. Jeg bliver nødt til at tage af sted. Mit fly går om fem timer, så jeg må hellere til at komme i gang.” Og med de ord lagde jeg på, og lod så for alvor tårerne få frit løb. I dette øjeblik gjorde det lige meget at jeg kom til at ligne en panda, da min makeup sikkert ville ende med at løbe ned af mine kinder, som vandfaldet Niagara Falls.

Because fuck the world! Nothing matters anyway.

Det var alt sammen Zayn’s skyld. Men han var ikke det vær, så hvorfor ikke screwe det hele?

Hvorfor ikke lade det være ikke flere bekymringer, ikke flere tårer, og ikke flere latterlige telefonopkald fra ham? Dette her ”engelske” liv skulle bare nå sin ende.

Det havde været en fantastisk ferie, det måtte jeg nok ærligt indrømme. Men alt havde sin ende, og her var min. Det var tid til at tage tilbage til LA. For der ville der ikke være en idiot af en popstjerne, der kunne svine mig til. Der ville der ikke være alle de minder vi havde haft. Ja måske berøringerne af hans læber mod mine endda ville gå væk, og måske også de følelser der kørte gennem mig, når hans nøgne krop så intenst og romantisk ramte min lige så nøgne krop.

Men når alt kom til alt...

Så skulle dejlige personer huskes, især Danielle, Eleanor og Liam, Hazza og Lou Bou – ja også min egen Peter Plys, mens én helt speciel dreng bare skulle fucke ad helvedes til.

So – bye bye Zaynie!

Vi ses vel nok aldrig igen!

Ha’ et godt liv, og må du sejle i din egen ensomme sø… For altid. 

________________

TUSIND TUSIND TAK for de, nu, over 200 favoritlister! I har ingen idé om hvor meget det betyder. 

MEN! VIGTIG NOTE: Jeg ved ikke hvornår der igen vil komme mere. For som i nok ved, så bor jeg i Minnesota, USA og lever livet som udvekslingselev. Desværre ender mit eventyr på tirsdag, hvor jeg igen rejser tilbage til Danmark efter 11 måneder. Derfor vil jeg også gerne bruge så meget tid med min værtsfamilie og amerikanske venner som muligt, inden jeg rejser, så jeg vil ikke have specielt meget tid til at skrive den næste uges tid. Jeg har trods alt kun 4 dage tilbage. OG I DAG ER MIN "GOODBYE PARTY"... I'm gonna cry, probs!

Jeg håber i kan tilgive mig for det....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...