27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

319Likes
392Kommentarer
59666Visninger
AA

33. It’s like ecstasy

Zayn’s synsvinkel:

”Na Na Na Na Na Na Na Na Na Na.
Na Na Na Na Na Na”

Det var nu det gik løs. Vores stemmer kunne høres i det store stadion, hvor flere hundrede tusinde mennesker var mødt op, for at se og følge med i luknings ceremonien af dette års Olympiade.
Så siden Pet Shop Boys havde lige afsluttet deres entré, betød det var vi var på.

Det var nu, One Direction’s tur, til at give den gas, og til at vise hele verdens befolkning, hvad vi duede til. Det var vores tur til at shine.

”Baby you light up my world like nobody else,
The way that you flip your hair gets me overwhelmed,
But when you smile at the ground it ain’t hard to tell,
You don’t know,
Oh oh,
You don’t know you’re beautiful,
If only you saw what I can see,
You’ll understand why I want you so deperately,
Right now I’m looking at you and I can’t believe,
You don’t know,
Oh oh,
You don’t know you’re beautiful,
Oh oh,
That’s what makes you beautiful.”

Vi sang alle sammen på samme tid, som vi stod på ladet af en lastbil. Alle i fint tøj, og klædt ordentligt på til denne specielle anledning.
Så mens vi kørte rundt i den indercirkel vi skulle følge, kunne jeg se at folk var begyndt at hoppe og synge med, rundt omkring på tilskuerpladserne. De kunne lide hvad de hørte, hvilket gjorde os alle i endnu bedre humør, end hvad vi allerede var i forvejen.

Og da det blev min tur til at synge min solo, efter at Liam havde bedt dem alle om at larme endnu mere, lod jeg ordene flyde af min mund, og prøvede på at nyde dette ”once in a lifetime” øjeblik jeg nu ville stå ansigt til ansigt med:

”So c-come on,
You got it wrong,
To prove I’m right,
I put it in a song,
I don’t know why,
You’re being shy,
And turn away when I look into your eye eye eyes.”

Mens jeg sang, spejdede jeg igen ud over menneskemængden, og fik øje på alle de mange storskærme der var placeret overalt. Storskærme hvor jeg kunne se mit eget ansigt på. Zoomet helt op, så man kunne se den lyse stribe jeg havde fået farvet i mit pandehår, og det store smil jeg havde på læberne.
For jeg gav den alt hvad jeg havde.

”Everyone else in the room can see it,
Everyone else but you.”

Og da Harrys stemme lød kort tid efter, stoppede lastbilen op, hvorefter vi alle fem, blandede os i mængden med de dansere, der alle sammen var godt i gang med en fælles koreografi til vores sang.
Det bedste ved dem var, at de ikke nødvendigvis alle sammen var professionelle. Der var mange unge piger, samt drenge, der havde fået fornøjelsen af, at danse til denne ceremoni, og de stod alle placeret på den opsætning, der fyldte midten af dette stadion.

For på midten var der lavet et stort mønster ud af broer, London Eye, Big Ben, ja alle mulige ting, der hørte til i London. Tilsammen udgjorde det hele et stort og levende billede af vores elskede ”Union Jack.” – Flaget for Storbritannien.

Omkvædet blev hurtigt sunget, mens vi alle fem fjollede rundt, og egentligt bare nød øjeblikket, og da vi igen skulle op på lastbilen, for at køre ud, og for at lade en ny engelsk kunstner optræde, sluttede vi af med det samme stykke af sangen, som vi et par minutter før også havde startet med.

Alle klappede i takten til musikken, med deres hænder over hovedet, hvilket vi også selv gjorde.

”Na Na Na Na Na Na Na Na Na Na,
Na Na Na Na Na Na

You don’t know you’re beautiful.

Na Na Na Na Na Na Na Na Na Na,
Na Na Na Na Na Na.

That’s what makes you beautiful.”

Harry afsluttede sangen med sin hæse stemme, stadig mens vi alle klappede, hvorefter lyset så fadede ud på os, og skrigende blev højere. Vi havde nu haft vores øjeblik i denne ceremoni, mens andre nu fik lov til at gennemleve det præcist samme, som hvad vi lige havde gjort.

***

Da vi igen var backstage efter vores optræden, og stadig var i den syvende himmel, sprang vi alle ind i et stort gruppekram.

”Hvor var det vildt.” Niall var som altid hurtig til at tage ordet. Men jeg gav ham nu bare ret i det han havde sagt. For det havde været vildt. Alt for vildt, så overhovedet at kunne beskrive det.

”Så i alle de mennesker.” Harry.

”Og stemningen var ubeskrivelig.” Liam.

”Det bedste er nu, at det bliver sendt verden over. Så alle kan se det.” Og som kom det ikke som nogen overraskelse, så skulle Lou selvfølgelig ende med at være den ”sjove” fyr i dette her. For hans kommentar til det hele, endte med at få os alle til at grine.
Dog havde han ret – denne ceremoni blev sendt verden over, hvilket også ville sige, at folk i Kina, Amerika, Afrika – ja folk helt nede i Australien kunne se vores optræden.

”Jeg vil nu sige, at det bedste var, at vi delte oplevelsen med hinanden.” Måske jeg var lidt af en følsom fyr når det kom til stykket, men jeg blev bare nødt til at fortælle dem, at jeg ikke ville have oplevet dette med nogen andre end mine fire yndlings drenge.

”Åh vores lille Zaynie pus er tilbage. Dig har jeg savnet. Den anden Zayn, som vi alle har været vidne til de sidste par uger, var bare så… arrogant, og negativ hele tiden. Så egoistisk.” Harry svang en arm om mig, rodede mig i håret, efter at have taget min hat af, og blinkede så til sidst med øjet til mig.

”Jeg tror, at vi har fattet det Hazza. Tak for dine søde ord,” kom det fra mig, dog måtte jeg stoppe op for et øjeblik, da en vidunderlig latter fyldte rummet. En latter jeg i så lang tid havde savnet, men som jeg skulle vænne mig til, igen at kunne høre.

”Glem med komplimenterne til senere. For smut du nu bare hen til din pige, inden Danielle og Eleanor ender med at klemme livet ud af hende.” Så bøsset som den dreng nu var, så gav han mig et let klask i røven, for derefter næsten at skubbe mig hen mod de tre piger, der nu stod og også havde gang i et gruppekram.

Mit blik var rettet mod hende. På det brune hår der bølgede så smukt. På de fyldige læber, jeg så mange gange havde rørt efterhånden, og på det dejlige smil, der ikke var til at modstå.

”Zayn,” blev der så råbt, med en vidunderlig Amerikansk accent, og sekundet efter, kunne jeg mærke at jeg havde noget liggende i mine arme. Det var hende.

”Du var fantastisk. Er du godt klar over, hvor stolt jeg er?” Hendes læber pressede sig så mod mine, inden at jeg kunne nå at komme med et svar. Dog klagede jeg langt fra.
Jeg kyssede bare med, og nød øjeblikket.

”Jeg er bare glad for at du igen står her i mine arme,” indrømmede jeg, og lod så igen mine læber ramme hendes. Et lille grin kunne høres fra hende, hvilket jeg fandt rimelig sødt.

Det var bare rart at hun igen stod her i mine arme, og at vi havde fundet ud af det.

At jeg havde fået min Crystal tilbage.

____________

Åhhhhh og de er tilbage sammen.... Eller vel ikke helt. Men Crystal er stolt af Zayn, og han er glad igen!

Men bare så i ved det... så er denne her novelle ved at være nået sin ende, og jeg tror desværre kun, er der er EEEEET kapitler tilbage samt en epilog! 

Så dette her er ANDET SIDSTE KAPITEL!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...