27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

318Likes
392Kommentarer
58529Visninger
AA

4. Introducing a super star

Mørket havde lagt sig over London, dog skulle det ikke afholde mig fra, at gå en tur. Mest af alt for at se mig lidt omkring i de nye omgivelser jeg nu befandt mig i, men også bare for at komme lidt ud.

Ikke at min bedstemor allerede havde drevet mig til vanvid, hvilket hun faktisk, underligt nok, ikke havde endnu.
Og heldigvis var hun da stoppet med at kalde mig for pullergøj. 
Bare hun nu ikke kom på andre navne, der endte med at være latterligere end det forrige.

Eller nej – latterligere, var der ikke noget der hed. Selvom det egentligt lød rimelig råt.
Men hvordan skulle det egentligt bøjes? Latterlig, latterligere, latterligst? Ej det tror jeg så ikke.

”Bedstemor jeg smutter udenfor et smut. Jeg har brug for noget luft.” valgte jeg bare at sige, inden jeg allerede havde smækket døren i bag mig. Det faldt mig ikke ind at vente på et svar.
For egentligt kunne hun jo ikke afholde mig fra at gå ud i byen. Hun bestemte ikke over mig. Ingen gjorde! Jeg var myndig og kunne gøre hvad jeg ville.

Og bare fordi man er over atten, og er myndig, behøver det ikke betyde, at man så laver alt muligt lort, som alle de ældre folk regner os teenagere for at gøre.

Men altså jeg begav mig ned mod en eller anden bænk jeg ladet mit øje skue mod. Den var dog kun oplyst af gadelygterne. Dog var det skam noget der passede mig fint.
Måske jeg så for en gangs skyld kunne sidde ned, og lade hjernen få lidt fred. Måske jeg endeligt kunne tænke over mit liv, og fundere over tingene der sikkert ville komme til at ske i min tid i Europa.

Så da jeg endeligt nåede hen til bænken, og skulle til at sætte mig ned, endte jeg selvfølgelig med at falde. Og ikke bare falde falde. Nej nærmere styrte på hovedet ned mod asfalten under mig.
Alt dette på grund af, at et eller andet var i vejen for mig.
Spørgsmålet var så bare; Hvad var jeg egentligt faldet over?

”Undskyld love,” sagde en britisk stemme over mig, inden jeg svagt kunne skimte noget der blev holdt ned mod mig. Tydeligvis en hånd.
Uden at svare tog jeg bare imod den, og rejste mig så op, inden jeg børstede skidtet af mig, sørgede for at jeg ikke havde fået dybe kødflænger nogle steder, hvorefter jeg så dobbelttjekkede, at der ikke stod nogle folk og grinte af mig.

Men den eneste person der var at se i miles omkreds, var en dreng, hvis ben jeg åbenbart var faldet over. Tilsyneladende fordi, at han tidligere havde siddet på bænken, og fordi jeg så uheldig som jeg er, så ikke kiggede mig for, endte jeg med at falde over ham.

”Så hvad laver du udenfor så sent om aftenen?” kom det så fra ham lidt efter, da jeg endeligt havde placeret mig på bænken ved siden af ham.
Dog havde jeg i første omgang ikke haft i sinde overhovedet at snakke til ham – ikke for at virke som en total snob eller en diva, men min mor havde altid forklaret mig, at jeg ikke måtte snakkede med fremmede …

Okay stop – dét der lød simpelthen for barnligt! Jamen hvorfor gøre som mor siger? Er det ikke kun små piger der altid adlyder deres mødres ord?

”Prøver på at tænke på en måde, så jeg kan komme væk fra det her hul.” Svaret var for mig ikke så svært at finde, for jeg fortalte jo bare sandheden. Jeg ville jo slet ikke være her.
Det var noget jeg var ligefrem tvunget til.

”Mener du at sidde her sammen med mig, eller mener du London? For hvis jeg skal sige noget, så syntes jeg nu byen er noget så romantisk og smuk.” Som ordene kom ud af hans mund, rettede jeg blikket mod ham, og kiggede så ordentligt efter. Jeg havde ikke før haft mulighed for at nærstudere ham, så hvorfor ikke gøre det lidt i smug? Det kunne vel aldrig skade.

Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var hans hudfarve lidt mørkere, og hans hår var sort. Dog med en lys stribe i fronten. Men det var ikke noget jeg ville bide mig 100% sikker på, da det som sagt var bælgragende mørkt, og kun få gadelygter lyste dette kvarter op.

”London. England. Min bedstemor. Ja bare det hee...” Inden jeg nåede at sige mere, valgte jeg at stoppe mig selv. For hvorfor fortalte jeg ham egentligt det her?
Jeg anede jo ikke engang hans navn, og vi havde måske snakket sammen i små to minutter. Så hvorfor allerede dele mine bekymringer med en fremmede?
Hvem vidste, om han havde i sinde pludseligt at hoppe på mig, for derefter at bortføre mig?

Måske han ligefrem ville ende med at kræve penge fra min bedstemor, som en slags løsesum for at få mig løsladet.

”Hvis det ikke trænger sig for meget på, kan jeg så få dit navn afvide? For du lyder ikke som en herfra England?” Som den dreng dog prøvede på at smigre sig ind på mig.

Men altså ud fra hans stemme, lød han da også til at være rimelig sød. Og selvfølgelig også ud fra det af hans udseende jeg kunne skimte i mørket.

”Egentligt burde jeg ikke fortælle dig alt det her, siden jeg jo ikke har den fjerneste anelse om hvem du er, men jeg er amerikaner og bor i Los Angeles Downtown + så er mit navn Crystal.”

Pause ….

Lang pause endda. Var det ikke meningen at han skulle sige noget?

”Ja undskyld mig miss. Men det må jeg sige – du har et smukt navn.”

Hurtigt slog jeg en hånd i panden på mig selv. Dog ganske lydløst, så drengen ikke skulle ende med at opdage noget. For selvfølgelig – selvfølgelig skulle jeg ende med at tænke højt… Eller hvad man nu sagde! Hvert fald kom jeg til at sige mine tanker til ham, så han derved også kunne regne ud, at jeg var rimelig deprimeret over, at han ikke kunne svare efter blot er par sekunder.

”Men mit navn er Zayn. Zayn Malik.”

Og først dér gik det galt for mig.

For det kunne jo ikke passe? Ej men altså hvor dum troede han lige at jeg var? Som om, at jeg ville hoppe på, at han var selveste Zayn Malik? Og hvilken plat måde var det ikke også lige at introducere sig selv på? Det lød jo nærmest som når Bond, James Bond, præsentere sig selv i alle de der hemmelige agent film, hvor han render med alle pigerne!

”Som om at jeg hopper på den. Så hvis du er Zayn Malik, så er jeg dronningen af England,” sagde jeg så, med sarkasme i stemmen, så han ikke skulle tro, at jeg var en komplet idiot. For selvfølgelig var jeg da ikke dronningen af England. Selvom det nu kunne være ret så fedt! Jeg mener – ikke at være gammel og gråhåret, men at styre hele England, ved bare at sidde ned hele dagen. Det måtte da være ret så luksus.

”For at det ikke skal være løgn, så lyver jeg faktisk ikke.”

”Bevis det,” fik jeg hurtigt spyttet ud gennem sammenbidte tænder. For hvis han absolut skulle blive ved med at sige, at han var en eller anden røv forkælet, verdenskendt superstjerne, ja så måtte han altså bevise det, i stedet for bare at sige det.  

”And if we get together, Yeah get together, don’t let the pictures leave the phone,” sang han, inden han så rejste sig og gik ud under gadelygtens lys.

Men drengen havde skam ret. Han løj ikke engang. Ja selv hans stemme var rimelig tiltrækkende, og udseendet fejlede skam slet ingenting. Jeg forstod da meget bedre nu, hvorfor min søster var helt vilde med dem.

Hey vent… Min søster.

Jeg lovede at fortælle hende hvis jeg mødte dem. Og tænk at jeg allerede var stødt på én af dem allerede her på første dagen. Det var utroligt.

Men tanker som disse måtte jeg hellere lægge bag mig. De fik mig til at lyde som en fan, hvilket var noget jeg langt fra var.

Altså Zayn var da meget tiltrækkende, og ligeså med de andre drenge, men siden min søster havde drevet mig til vanvid med deres musik, og siden jeg vidste hvordan verdens kendte stjerner var (sindssygt diva agtig, og alt for ”se mig” agtige) ja så brød jeg mig ikke så meget om dem.

”Det må jeg nok sige. Måske jeg så alligevel ikke er dronningen af England,” jokede jeg, mest af alt, for ikke at få mig til at ligne en komplet idiot. I sidste ende var det vel hvad jeg ville ligne, da jeg havde gjort nar af ham, når han egentligt havde fortalt sandheden lige fra starten af.

”Så siden du nu ved at jeg ikke er en løgner og hvad du nu ellers har tænkt om mig, så fortæl mig, hvorfor du gerne vil væk fra England.” Igen spurgte han ind til mit liv.

Altså troede han helt seriøst, at vi var bedste venner? For det skulle man virkelig tro, på den måde han spurgte ind til mit liv på. Helt ærligt!

Prøver han virkelig bare på at få sig smigret ind mig, så han ved at jeg vil købe hans bands nye album, der ville komme ud den 12. November? Og nej! Jeg har ikke googlet det eller stalket dem for at kende til den information. Tro mig… Jeg fik det nærmest råbt ind i hovedet hver evig eneste af min søster, som hele tiden plaprede løs om deres kommende album. Derfor kendte jeg til datoen.

”Jo ser du Mr. Malik. Det er skam ikke frivillig jeg er her i England. Min mor har tvunget mig til at bo her i 27 dage,  sammen med min bedstemor. Så siden det er min første dag i dag, ja så har jeg stadig 27 dage tilbage i helvede.” Suk!

”Lad mig invitere dig på middag en dag. Så kan det være, at du kommer til at tænke på noget andet.”

Selvom enhver anden pige sikkert med glæde ville på date med Zayn… For det var da hvad han lige havde tilbudt mig… En date med ham! Så måtte jeg dog alligevel ende med at takke nej tak!
For hvorfor overhovedet invitere en pige ud, du har ”kendt” i mindre end et kvarter? Det var jo for langt ude! Mildt sagt.

”Hvis du prøver på at smigre dig ind på mig, så kan du godt tro om igen. Jeg falder ikke for dit popstjerne vrøvl, for jeg ved hvor kolde i røven i egentligt er! I bekymrer jer jo slet ikke om andre mennesker end jer selv, og om hvor mange penge i kan tjene på at sælge jeres CD’er rundt omkring i verden! Så nej tak makker!”

Måske ordene endte med at komme ud til mere aggressivt, end jeg først havde regnet med. Men hvad troede han om mig? At jeg var en helt normal pige, der gerne ville på date med Zayn Malik?
Sådan har jeg heldigvis ikke!

Han slog en hæs latter op, inden han så valgte at svare: ”Hvis det er sådan du har det omkring mig, og hvis du tror at du kan bedømme mig på det vrøvl du hører rundt omkring i medierne, ja så har jeg en udfordring til dig, Crystal.

Bare den måde han sagde mit navn på, fik det til at gyse indeni mig. Og at han ligefrem gav mig en udfordring, gjorde mig jo bare nysgerrig. For hvem ville ikke gerne tage imod en udfordring? Især fra en verdenskendt sanger! Det kunne jo være ret så fedt, hvis jeg så endte med at vinde så sindssygt stort over ham, at han ville erkende hvor meget smarte vi amerikanske piger egentligt var!

”Bring it on, popstar,” grinte jeg. Det hele var jo bare som en leg for mig. Og hvis han ville lege, ja så var jeg da mere end bare klar til at ”lege” med ham! Intet i denne her sammenhæng skal misforstås! INTET!

”Lad mig vise dig gennem 27 dage, at London er en fantastisk by, og at jeg ikke er en selvoptaget og egoistisk popstar, som du tror jeg er. Så tager du udfordringen op, om at tilbringe din tid her i England sammen med mig?”

...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...