27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

319Likes
392Kommentarer
61312Visninger
AA

29. I need you in my arms

Jo mere jeg tænkte over tingene, jo mere forvirret blev jeg. For jeg havde stadig ikke fundet ud af en løsning til mit problem. Hvordan skulle jeg kunne snakke med Crystal?
Problemet  var, at hun allerede var tilbage i USA, hvilket jeg kun vidste, fordi at hun havde snakket med Danielle og Eleanor, som så havde fortalt Louis og Liam det, som så havde kommet til at sige det lidt for højt, mens jeg tilfældigvis havde været i nærheden.

Og hun havde det godt. Det var hvert fald hvad hun havde givet udtryk for, overfor hendes nu, bedste veninder. Så måske hun alligevel godt kunne leve uden mig? For hvorfor behøvede jeg overhovedet at være i hendes liv? Jeg lavede jo ikke andet end at fucke det op. Mildest talt.

Men som problemerne og spekulationerne blev til flere og flere, så kom vi også tættere og tættere på afslutnings ceremonien til dette års Olympiade. Hvortil vi jo som sagt skulle optræde.
Derfor havde vi gennem de seneste par dage. Ja sågar et par uger, arbejdet og knoklet som gale, bare for at få stillet et sceneshow på benene. Dog måtte jeg indrømme at mit toldmod ikke var specielt stort, og jeg blev let irriteret, hvis nogen endte gjorde noget forkert, eller hvis det bare var en crappy dag. Hvilket hver dag siden Crystal forlod, egentligt havde været.

Så mit liv var perfekt.

Crystal’s synvinkel:

Enhjørningerne og de lyserøde elefanter sprang rundt til højre og venstre, som livet gik videre herhjemme i Los Angeles. Og hold op hvor var mit liv altså var spændende. Der skete simpelthen så meget, at jeg næsten ikke kunne følge med mere.

Men lad venligst være med at tro på det. For mildest talt, så var mit liv L-O-R-T.

Jeg havde intet at lave, jeg savnede England, og folkene derovre så forfærdeligt meget, og min lillesøster drev mig til vanvid hver evig eneste dag, med alle hendes fucking latterlige spørgsmål om One Direction. Så fordi at hun nu bare var endnu mere ”hooked” op på dem, fordi at jeg vel nok var ”venner” med dem, havde jeg også valgt at udelukke nogle ting for hende, når jeg til tider fortalte om opholdet i London.
Blandet andet (for god ordens skyld) havde jeg ikke nævnt noget om de gange hvor Zayn og jeg måske havde haft lidt for godt gang i hinanden, og hvor vi også havde dyrket lagengymnastik.
For fandt hun først ud af det, så brød helvede løs. Desuden snakkede jeg jo heller ikke med idioten i England mere, så hvad nytte var det overhovedet at dele? Han havde jo sikkert allerede fundet en anden pæn Britte, som han kunne knalde så hårdt, at hun sikkert aldrig ville være i stand til at kunne gå igen. Men i sidste ende, måtte jeg vel indrømme, at jeg så inderligt ville ønske at det var mig.

For jeg savnede ham. Det gjorde jeg godt nok.

Ubevidst om hvad jeg gjorde, så tog jeg min mobil frem. Den mobil jeg også havde brugt i England. Og måske det ikke var et smart valg, for uden at tænke over hvad jeg egentligt havde gang i, så gik jeg ind i mine beskeder. Forsigtigt lod jeg så mine fingre trykke sig frem til samtalerne med én helt speciel dreng.

Zayn…

Alt hvad jeg lavede her for tiden endte altid med at lede mig hen til noget med ham.

Mine øjne lod jeg skimte over vores samtaler, vi havde haft gennem min tid i London.

>> Jeg tror vidst at vi kan kalde vores lille udfordring fra forrige nat for uafgjort.<<

Jeg havde ikke snakket med nogle om vores samtaler, der egentligt til tider endte med at blive rimelig intense. Men de morede mig… Eller det gjorde de hvert fald i de øjeblikke hvor jeg havde modtaget dem. For jeg måtte indrømme at de ikke ligefrem morede mig nu.

>> Er du nu sikker på at have sex med sin ”modstander” tæller? Måske vi begge vandt?<<

Det var hvad jeg havde svaret ham på hans besked. Egentligt ret flabet, hvis jeg selv skulle sige det. Men hvad betød det overhovedet nu? Det var alt sammen fortid.

Og som dum som jeg var, så blev jeg ved med at læse. Det var som om, at jeg ikke kunne stoppe. Som måtte jeg bare have et lille stykke af ham ved mig. Noget jeg følte, at jeg havde, som jeg læste vores samtaler.

Utroligt hvor godt vi egentligt var kommet ud af det med hinanden, selvom at det bare skuespil fra hans side. Men han havde bare altid virket og opført sig så pænt overfor mig. Han var altid så kærlig. Så hvorfor skulle han også ødelægge det hele? Kunne han ikke bare have holdt ud de sidste par dage jeg befandt mig i England, og så bare lade mig tage derfra med en god følelse? For at tage derfra med tårerne trillende ned af kinderne, var ikke ligefrem noget jeg havde forventet, da jeg først indtog lufthavnen i London.

Dog virkede det hele til at kunne gøre lige meget. For mit blik fangede én helt speciel besked, som han havde sendt til mig, i en af dagene før det hele begyndte at gå skævt for os.

>> Min sofa virker så tom uden dig. Jeg mangler dig her i mine arme.<<

Tårerne begyndte stille at læbe ned af mine kinder, da jeg læst beskeden fra ham. Havde det hele virkeligt bare været skuespil? Han måtte da have følt et eller andet, for ellers ville han vel ikke sende mig en besked som denne. Ingen havde jo bedt ham om at sende den, og jeg vidste med sikkerhed, at han var alene den aften.

Fordi jeg vidste det, var fordi at jeg efter at have fået hans besked, ikke tøvede med at tage hen til ham.
Og derefter havde vi begge lagt i sofaen sammen. Mig i hans arme, og ham bag mig.

Ja måske han gemte et eller andet. For jeg troede ikke på at det var skuespil det hele.
Jeg havde vel bare håbet på at han inderst inde følte det samme for mig, som jeg følte for ham.  

______

Jeg undskylder på forhånd for det dårlige og kedelige kapitel. Men jeg syntes at det var vigtigt lige at få et lille indblik i "fortiden" (altså deres beskeder til hinanden)

Hvad syntes I om kapitlet? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...