27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

318Likes
393Kommentarer
57732Visninger
AA

3. Goodbye USA and hello ENGLAND!

”Vi ses min skat. Kan du nu have det godt sammen med din bedstemor. Lov mig at du er sød ved hende, for hun er ved at være gammel, ved du nok,” sagde min mor med en barnlig stemme, som talte hun til et lille barn, hvilket i denne sammenhæng jo så måtte være mig.

Jeg nikkede bare på hovedet, inden hun gav mig et sidste kram, og lod min søster komme til.

”Ring hvis du møder One Direction. Og fortæl dem at jeg er deres største fan, og at jeg elsker dem, og at jeg vil have dem til at komme til Los Angeles, og at jeg vil have deres auu…”

”Jeg tror jeg har fattet at jeg skal kontakte dig sissy, hvis jeg møder dem! Men bare fordi jeg skal bo i London, betyder det jo ikke, at jeg netop møder dem! Vel?”

Som den pige dog kunne snakke. Og hvis man ikke fik sat en stopper for hende før eller siden, ja så stoppede hun altså ikke med at snakke. Længere var den ikke!
Dog prøvede jeg på at være rar overfor hende, her den sidste dag jeg var i USA. Hvert den sidste dag for de næste syvogtyve dage.

”Alle passagerer mod London, bedes venligst begynde at tjekke ind hurtigst muligt,” lød en stemme over os, og det var mit kald til at sige farvel. Endnu en gang.

Så hurtigt vendte jeg mig om på hælen, kiggede mig selv en sidste gang over skulderen for derefter at vinke til min mor og søster, inden jeg begyndte at finde vej hen til min gate.

En gate, som jeg jo selvfølgelig ikke kunne huske navnet på, og som jeg var for doven til at kigge efter på min flybillet. Ja det var en typisk Crystal-ting. 
Derfor prøvede jeg bare så godt jeg kunne, på at følge med strømmen af folk der lød som kom de fra England.

Det var da alligevel en rimelig genial plan! For hvis jeg fandt folk der snakkede britisk, måtte det vel betyde at de alle skulle til London… Eller i hvert fald skulle til England.

Dog skulle det vise dig ikke at være en god idé.

***

”En eller anden hjælp mig,” beklagede jeg mig, efter at have været faret vild i næsten femten lange minutter. For selvfølgelig virkede min plan om at følge briterne ikke!

Jeg satte mig opgivende ned midt på det store gulv, blandt menneskemængden, og ikke længe efter stod en ældre dame og skyggede for sollyset over mig.

”Jeg hørte du manglede hjælp, så hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte hun så venligt om, og sendte mig så et rigtigt bedstemor-smil! Noget der fik mig til at tænke på min mor. Ikke fordi hun var gammel eller lignede en ældre dame… Nej bare fordi hun netop var skyld i, at jeg var i det dilemma jeg var i på nuværende tidspunkt. Hvis hun nu bare havde droppet idéen om at sende mig over til sin mor i London, så ville jeg slet ikke have været i en situation som denne.

”Altså nu ligger landet sådan, at jeg slet ikke kan finde ud af hvor jeg skal gå hen. Det er meningen at jeg skal mod London, men lige nu aner jeg ikke engang om jeg er på vej mod Antarktis eller Grønland,” sagde jeg som var jeg en sindsforvirret idiot, der hverken kunne kende forskel på øst eller nord.

Eller det var forkert sagt. Det hedder jo enten øst eller vest, nord eller syd, og højre eller venstre.
Sku da ikke øst eller nord.

Ej men se selv – det hele rabler jo for mig, og det gør mig så stresset at jeg ikke kan finde rundt i en freaking lufthavn. Dog er LAX nu en af verdens mest kendte lufthavne, og måske også en af de største. Så skal vi ikke bare sige, at det er min undskyldning for at fare vild? Jo det syntes jeg nok lige vi skal.

Og så flink som den gamle dame var, så valgte hun at følge mig hele vejen hen til min gate, og sørgede endda for, at jeg kom sikkert ombord på flyveren! Gamle damer nu om dage, er nu så rare og flinke!
Men hvor blev chokoladen af? Plejede de ikke altid enten at give bolcher eller chokolade, fordi de syntes vi alle var så dejlige at kigge på?

Lige meget!

Det vigtigste var, at jeg nu sad sikkert i mit flysæde, og var klar til at indtage England. For i England skulle den ikke have for lidt! Der skulle bare festes, scores drenge og drikkes…

Eller ikke!

For sådan var jeg jo nemlig ikke!

Nogle gange kunne tankerne godt bare løbe lidt løbsk for mig, og så kom jeg til at tænke på nogle lidt underlige ting. Men altså hvad søren – jeg er nitten år gammel, og er ved mit sidste år som teenager! Så selvfølgelig skulle jeg feste! Mindst én gang hver … tre… hver uge! Ja mindst én gang hver uge!

***

Endnu et kys blev placeret på min kind, mens min bedstemor var ved at overkysse mig. Igen skulle man tro, at jeg var et lille barn, sådan som folk behandlede mig. Først min mor og så min bedstemor!
Ingen tvivl om at de var i familie sammen, de to!

”Jeg er så glad for, at du vil bruge din tid sammen med min, pullergøj.”

Og ja – det var så der, at jeg var ved at vende mig om, for at kaste alt flymaden op igen.
Pullergøj” … Så bliver der da heller ikke fundet på et bedre kælenavn! Nej vel?

”Det vil jeg altid. På én betingelse.” Jeg måtte simpelthen forklare hende, at hun ikke skulle så meget som tænke på, at kalde mig det ord igen! Dog måtte jeg prøve at formulere mig rigtigt, så hun ikke ville blive ked af det. Altså selvfølgelig ville hun ikke begynde at græde, men mere sådan såret.
Hun nikkede ivrigt på hovedet, som afventede hun allerede et svar fra mig.
”Vil du ikke godt love mig, at du ikke vil kalde mig pullergøj mere? Det er simpelthen for pinligt… Bedstemor jeg er nitten år,” mindede jeg hende så om, og slog én gang for alle fast, at jeg var nitten år! Jeg var ikke tre eller syv år! Nej nitten. N-I-T-T-E-N!
Ja jeg havde trukket ”nitten”… Forstår du den?
Nitten, som i tallet nitten, og nitten som i … nitten?!

”Jamen du er min lille pullergøj,” og det var så herefter at hun tog fat i begge mine kinder, for hurtigt at ruske i dem. ”Bedstemor. Stop.” hvislede jeg ud gennem sammenbidte tænder, for helt ærligt!

Kunne de her syvogtyve dage ikke bare gå så hurtigt at jeg ikke engang opdagede at de gik? For hvis jeg skulle behandles sådan her, gennem næsten fire uger, så var mit liv ovre.
Helt seriøst! Jeg ville ikke kunne klare det mentalt! Eller psykisk og fysisk.

”Men lad os da se at komme hjem. Det er ved at være sent, og du må være ret så træt. Du har trods alt være oppe i mange timer.” Så med de ord nærmest rev hun mig ud af lufthavnen, og smed mig ind i sin bil. Eller hun smed mig jo så ikke direkte ind i hendes bil. Det ville være umuligt, da jeg vejede mere end ti elefanter til sammen. Og dog… Måske kun tre-fjerde dele af dem!

Hjem til min bedstemors hus kom vi da også, hvorefter det stod på udpakning.
Hurra for det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...