27 Days To Fall In Love ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Crystal Sargent - En meget rolig, amerikansk pige der lever livet i LA.
Dog bliver sommeren 2012 anderledes end forventet, da hendes mor sender hende London, England, hvor hun skal bo hos sin bedstemor i 27 dage. Og som hun tror det hele bliver røvsygt, støder hun på en mystisk mørkhåret fyr, der ser alt for bekendt ud. Selveste Zayn Malik fra det verdenskendte boyband - One Direction. Med en lillesøster der er STOR Directioner, har Crystal fået et forkert indtryk af alle drengene i bandet. Hun mener, at de er opblæste og egoistiske, og ikke tænker på andre end dem selv. Derfor ender det med, at hende og Zayn laver et væddemål.
For kan han ændre hendes tanker om ham, og også om det at opholde sig i England, ved at bruge blot 27 dage i selskab med hende? For det er alt hvad de har til rådighed - 27 dage.

Dog sker der uventede ting på de dage. Især for Crystal der ender med at bryde sit største løfte til sig selv..

(Der kan forekomme stødende scener og indgå grimme ord)

318Likes
392Kommentarer
58517Visninger
AA

31. Are you trying to kill me?

Crystal’s synsvinkel:

Søvnigt smed jeg mig ned under min dyne, og fik så bagefter lagt mit hoved på hovedpuden også. Mørket havde lagt sig over Los Angeles, og siden at klokken snart havde rundet to, var det tid til at gå i seng. Og hvis jeg skulle være ærlig, så var jeg ret udkørt.

Det havde været en lang dag. For første gang siden jeg kom hjem, for godt og vel en uge siden, havde jeg rent faktisk begivet mig udenfor min hoveddør, og havde så taget en tur ned til stranden. Bare lige for at få renset lidt ud i tankerne. Becs havde været med mig, og havde overraskende nok opført sig ordentligt.
Hun var begyndt at være lidt mere nede på jorden, efter at jeg var kommet hjem. Måske fordi at hun havde vænnet sig lidt til det fact, at jeg rent faktisk var blevet venner med hendes idoler.
Selvfølgelig var alle hendes ”fan” spørgsmål ramlet ned over mig, som var jeg græsset i en regnbyge, men egentligt havde jeg prøvet at besvare hende så godt som jeg nu kunne.
Jeg havde endda taget et enkelt billede med hende, og havde så sendt det til Danielle og Eleanor, som så sikkert havde vidst det til de andre drenge.

Og med tankerne kørende rundt i mit hoved, omkring hvad jeg havde fået dagen til at gå med, lukkede jeg øjnene i, og faldt i søvn.

 

***

 

Irriterende lyde hørtes på min dør, ud til min altan. Lyde som hede hulende ikke stoppede.
For de blev ved. Og ved. Og ved!

Det værste var, at det ikke var små ”prikke” lyde, som kom det fra en fugl. Nej det var højere og kraftigere lyde, hvilket godt kunne tyde på at en eller anden havde gang i noget med min dør.

Ikke at skulle misforstå den sidste hentydning til at ”have gang i noget min dør.” For det ville ærligtalt blive alt for klamt.

Dog ignorerede jeg det i første omgang, da det sikkert bare var en eller anden latterlig drøm, jeg var blevet suget ind i, men da de ikke stoppede, var det først at jeg blev skeptisk.

”Becca stop med at rumstere ved min dør. Det irriterer mig, og jeg kan ikke sove for det.” Måske det ikke var optimalt at råbe efter min søster, og at skyde skylden på hende, her midt om natten, siden alle i nabolaget gerne skulle være langt væk i deres drømme.

Og da jeg tjekkede mit vækkeur et split sekund efter, og så at der stod 03:47AM kodet henover den, blev jeg da straks klar over, at min lillesøster, måske ikke ligefrem stod ude foran den dør. Vores forældre ville jo mildest talt dræbe hende, hvis de fandt ud af, at hun var oppe så sent om natten.

Det andet problem var så også, at jeg boede på første sal, og så vidt jeg kunne huske, så havde jeg ikke en stige stående nedenunder min altan, så personer bare sådan lige kunne kravle op til mig uden videre. Så hvis det var hende, hvordan skulle hun nogensinde kunne komme op til mig?

Men lyden og larmen blev ved. Og jo flere gange slagene lød mod min dør, jo mere bange blev jeg.

Normalt var Crystal Sargent, ikke lige sådan at slå ud af kurs, men når alt kom til alt, så skræmte det her livet ud af mig.

”Hvem end du er, så vær venlig at stoppe.” Jeg hviskede ordene lidt for mig selv, efter at have væltet ud af sengen. Hurtigt var jeg dog igen kommet op at stå, og havde så begivet mig vej hen til min dør.
Mine gardiner var stadig trukket for, men ud fra skyggerne at fortælle, lod det ikke just som om, at der stod en udenfor min dør. Månen lyste jo trods alt natten op med sit skær.

Da jeg var kommet helt hen til min dør, og havde taget fat i håndtaget, lod der igen et slag mod den, hvilket fik mig til at fare sammen. Endda så meget at jeg endte med at ramle ned på jorden af ren forskrækkelse.

Okay det her var virkeligt som taget ud af en gyser film.

Måske ham manden med motorsaven snart kom, eller det uhyggeligt spøgelse der altid sagde ”I know what you did last summer,” ville dukke op, og beskylde mig for at havde gjort et eller andet shit sommeren forinden.

Eller…. Måske jeg var ved at være så paranoid at alt kunne ske i dette øjeblik.

”Dyb indånding Cryssie. Du kan gøre det her.” Så latterlig som jeg var, så begyndte jeg at snakke til mig selv, bare for at få lidt mere selvtillid til at kunne åbne døren helt. For dette mysterium, hvad det så end var, skulle opklares.

Koste hvad det ville… Dog håbede jeg jo selvfølgelig på ikke at ende med at blive skudt, eller ligefrem at dø, hvis det nu var sådan, at der stod en eller anden psyko og ville have ram på mig, i det sekund jeg åbnede døren.

Men jeg fik overvundet min … mindre frygt, fik trukket gardinerne til siden og trak ned i dørhåndtaget ud til, hvorefter jeg så trådte ud på min altan.
Nervøst og fucking bange, fik jeg spejdet ud over min have, og prøvede på at se, om jeg kunne få øje på noget mistænkeligt.

Problemet var så bare, at der ikke var noget at se.

Og dog.

For sekundet efter, blev jeg ramt af et eller andet, der godt kunne føles som en kugle fra en pistol, men da eftersmerten ikke var så slem, og da der ikke var noget tegn på blod, droppede jeg ligesom idéen om at jeg var blevet skudt.

”Av for satan i helvede,” endte jeg så alligevel med at få sagt.

”Undskyld,” lød en stemme så, til min store overraskelse. En stemme jeg ikke som sådan kunne tyde ud fra et enkelt ord. Men da en skikkelse kom ud fra under min altan, måtte jeg tage mig selv i at gispe.

Hvad FANDEN lavede HAN her?

”Zayn,” hviskede jeg, hvorpå jeg så også fik rigtigt øje på omgivelserne omkring ham.

Holy fuck!

_____________

Denne novelle er snart ved at have nået sin ende... Hvilket jeg er super ked af! Men - der er jo stadig lige nogle ting der kan nå ske inden da!

SÅ HVAD TROR I, AT DER KOMMER TIL AT SKE?

Og glæd jer til næste kapitel! For der bliver I MÅSKEEEEE overrasket!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...