Klar kaos

Om et flystyrt der ser meget slemt ud, en familie på tur, en lille pige hvis mor er væk, en svensk ødemark, nødhjælp, forsvunden dame, KAOS på højt plan.

0Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

1. Med mine egne øjne

 

I december 1991 var jeg øjenvidne til et flystyrt. Min familie og jeg var taget til Sverige på juleferie. Vi fløj med et fly, der var magen til det der styrtede ned.

Vi var taget ud i skoven, for at få lidt frisk luft omkring kvart over otte. Vi hører en meget høj lyd fra en flyvemaskine over os. Ikke bare som en flyvemaskine der flyver forbi, men som en der er ved at styrte ned. Mine søstre var meget fascineret af det og stod og vinkede. Jeg kan huske min mindste søster sige: ”Se far, den flyver ned til os”. Jeg kiggede op, og så en stor SAS flyvemaskine, den var omgivet af røg. Jeg kunne se hvad der var ved at ske, så min far sendte min mor, søstre og jeg hjem.

Jeg bad om jeg ikke nok måtte blive. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende og synes det var ret spændende. På det tidspunkt havde jeg, ikke helt forstået alvorligheden i det.  Det så ikke godt ud, flyet fløj lavere og lavere. Det er ikke fordi jeg har forstand på flyvemaskiner, men jeg kunne høre at den ikke lød som den skulle. De blev nødt til at nødlande. Da flyvemaskinen ramte jorden, kunne jeg høre et ordenligt brag og kunne mærke vinden efter den. Vi løb alt hvad vi kunne hen til flyet. Det landede godt og vel femhundrede meter fra os. På det tidspunkt var klokken omkring ti minutter i ni. Jeg kunne se på afstand at flyet var knækket over i tre dele. Det så slemt ud, så jeg løb endnu hurtigere, imens jeg blev overhalet af ambulancer og brandbiler.

Da vi kom frem til ulykken, var redningsarbejdet allerede i gang. Der lugtede af røg og jeg kunne se mennesker der græd og var bange. Der var en der fik øje på mig og løb hen, og spurgte om, jeg havde set det og om jeg vidste noget. Der var let panik spredt bland folk. Redningsfolkene beroligede passagerene, der stadig sad inde i flyet. Der var ikke nogle der var kommet til skade, mere end de kunne sidde der indtil der var kommet styr på flyet. Da vi kan snakke dansk, fik min far til opgave at berolige de danske passagerer. Der var en lille dansk pige, samme alder som mig lillesøster, hun var bange og græd.  

Redningsfolkene havde fået sikret flyet, så der ikke var nogen fare for brand. En efter en kom alle passagererne ud af flyet. De var rystede over situationen, og lettede over det ikke gik mere galt end det gjorde. De måtte have mistet alt håb oppe i luften, følt sig hjælpeløse. Den eneste vej for dem var ned, måske i live måske døde. For en sikkerheds skyld, blev de mennesker der var mest ude af den, tjekket for alverdens ting. Ambulancerne var linet op og klar med tæpper og lægehjælp. Jeg stod helt stille og kiggede. Observerede bare folk der var forvirrede og ikke vidste hvad der nu skulle ske. Den lille pige jeg tideligere lagde mærke til stod og så bange ud udenfor en ambulance, mens en svensk læge prøvede at fortælle hende noget. Jeg kig hen til hende og fortalte hvem jeg var. Jeg kunne se hendes mor, der var ved at få taget nogle forskellige prøver, bare som et lille tjek. Jeg ved ikke hvorfor, men hun begyndte at fortælle mig hvad der var sket på flyet.

Mig og mor var på besøg hos mormor. Hun er min helt. Jeg får altid chokoladeknapper i en lille skål. Vi skulle med flyet hjem. Jeg skal hjem til far, jeg savner ham. Mig og mor var kommet for sent til lufthavnen, så vi løb. Lufthavnen er kæmpe stor, og mennesker med fin jakke på er der mange af. Nå men, da vi sad i flyvemaskinen, lettede det normalt som det plejer. Efter vi havde fløjet meget lidt, begyndte det at lyde sjovt. Lyses gik ud, men det kom tilbage. Mor sagde, bare at det var en der kom til at slukke for det. Lidt efter begyndte flyet at ryste. Jeg troede at flyet frøs, der var jo ret koldt udenfor. Jeg ryster jo også når jeg fryser. Mor så ikke glad ud. Jeg spurgte mor, hvad det var galt. Hun sagde, at hun troede, vi blev nødt til at lande før vi kom til Danmark. En dame sagde i højtaleren at vi skulle tage sikkerhedsseler på og forholde os i ro. Alle folkene gik i panik og nogle af dem skreg. En gammel dame sagde noget om at det bare var en engel, der skulle lære at flyve, og så fløj hun ind i flyet. Jeg troede ikke på det først, men hun virkede som om hun mente det. Hm, og så faldt flyet ned.”

Det må være uhyggeligt for den lille pige. Her var koldt og den lille pige frøs. Der kom en bil med forsyninger, de var sultne og havde brug for noget varmt at drikke. Det ville også give dem lidt ro. Der ville gå flere timer før de sidste passagerer kunne komme hen til et hotel.  Det så ud til at blive en kæmpe katastrofe for SAS, hvem ville efterfølgende turde flyve med dem?  Blandt folk havde panikken lagt sig, og der var dukket forskellige journalister op. De forsøgte at få passagerene til at svare på deres spørgsmål, men de havde travlt med at tale med familie og venner, der havde hørt om det, og var blevet bange. Fra en gruppe unge kunne man høre latter, jeg tænkte det nok det mest var fordi de ikke vidste hvordan de skulle håndtere situationen. Deres latter spredte sig ud blandt folk, undtagen til et gammelt gnavent ægtepar, som bare ville hjem og brokkede sig over at der ikke var kage til kaffen. Jeg sad på sneen og kiggede hvordan de forskellige folk håndterede det. Det var meget forskelligt fra person til person. Som jeg skrev tidligere nogle grinte og nogle brokkede sig.

Der gik nogle timer med at vente på busserne, der skulle hente passagerene.  Min far havde hjulpet en del, han havde fået styr på folk og informeret dem om hvad der ville ske. Jeg var blevet sulten og jeg havde glemt at ringe til min mor, som jeg lovede hende. Busserne kom, og alle folkene skulle ind i dem. En efter en. De var enormt udmattede og trætte, glade for der endelig skete noget. Da alle var inde i busserne, var de klar til at køre. Der var tre busser, de måtte side lidt klemt da der var omkring hundredtyve mennesker. Der blev talt efter igen, men der manglede en. Så skulle vi til at lede efter hende eller ham, vi vidste det ikke. Det var en, der rejste alene, for der var ingen der savnede personen. Passagerene blev bedt om at blive i busserne mens, redningsfolkene og min far og jeg kiggede efter den forsvundne person. Jeg fik af vide, at jeg skulle kigge i ambulancerne og brandbilerne. Jeg fandt ikke nogen. Da man ikke kunne finde nogen, talte man lige passagerene efter en gang til, men der manglede stadig en. Vi måtte ud og lede igen. Efter lidt tid kom en brandmand gående ud af flyet med en gammel forvirret dame. Hun var faldet i søvn. Alle kom med busserne og de kom på deres hotel. Jeg hørte efterfølgende at de var blevet tilbudt et fly, næste dag. De fleste valgte at tage toget hjem, de havde nok ikke lyst til at flyve lige i nærmeste fremtid.

Resten af min dag, til bragte jeg der hjemme, i vores lejede hytte. Da busserne var kørt, kunne jeg mærke, hvor stort indtryk hele det her har gjort på mig. Jeg begyndte at ryste, en blanding af at jeg var bange og frøs. Jeg var kommet i tanke om at jeg skulle op og flyve, om et par dage. Min far gav mig et kram og sagde alting nok skulle gå. Vores gåtur hjemad, blev gået i stilhed. Mine tanker kørte på højtryk, hvad nu hvis det var gået meget værre? – uhyggeligt at tænke på. Jeg havde det næsten kvalme ved tanken om at jeg skulle flyve snart, ville hellere gå hjem. Hjemme mødte mor os med krammere og nybagte pandekager. De små sad ved køkkenbordet, smurt ind mel. Jeg følte mig tryg igen, og skrækken for fly der styrter ned forsvandt lidt. Resten af aftenen og natten, kunne jeg kun tænke på de passagerer som var om bord på flyet. Jeg kunne næsten føle deres skræk. 

Min flyvetur hjem få dage senere, gik fint. Det var kun lige de første ti minutter, jeg klamrede mig til sædet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...