Pigen med klumpfoden

Denne fortælling er inspireret af Henrik Pontoppidans dagbogs novelle "Dagbog". Det er om et forunderligt møde mellem den unge mand og den yndige unge dame, der mødes på en helt bestemt bænk. Pigen har sine forhindringer, hun ved ikke hvad hun skal gøre. Se hvordan det udvikler sig, lige her!

1Likes
2Kommentarer
1540Visninger

1. Første møde

 

I dag er det præcis et år siden, kære dagbog. Du husker nok ikke ligeså godt, den dag, som jeg. Det er præcis et år siden jeg mødte den unge herre, Pontoppidan. Det var sådan en vidunderlig dag. En jeg sent vil glemme. Dagen var den treogtyvende august 1889, den startede efter en lang nats søvn uden en eneste bekymring om min klumpfod. De andre, altså min familie, havde været ude og danse hele aftenen og natten. Det er ikke lige mig, jeg kan alligevel ikke danse med min fod og hvem ville dog danse med sådan en som mig? Så jeg gik tideligt i seng, jeg ville gerne være frisk til næste dag. Jeg havde længe planlagt en gåtur ud i det fri. Efter jeg havde gået lidt langs stranden, fandt jeg mig en bænk i udkanten af skoven. Jeg var blevet træt af at humpe rundt.

Fra bænken kunne jeg kigge ud på sundet og en masse sejlere. Her var helt stille på denne tid af dagen. I et øjeblik sad jeg bare og nød naturen og den rene friske luft. Jeg fik øje på en mand der stod på afstand, det så ud som om at jeg havde taget hans plads på bænken. Tanken om at han ikke ville sætte sig der på grund af min klumpfod strejfede mig, som altid. Han kom lige så stille nærmere og satte sig så langt fra mig, uden at det så afskyende ud. Han sad der ikke længe før han talte til mig. Det var en ganske uvant situation for mig. Han virkede overrasket over min måde at svare på, uden forlegenhed. Det ville mine søstre ikke have gjort, de ville knap nok svare. Han sad et stykke tid og betragtede mig, jeg var glad for at jeg tog min pæneste hat på denne morgen. Jeg anede ikke hvor jeg skulle kigge hen, men det var alligevel rart. Det var der ikke rigtigt andre der havde gjort før. Det viste sig at vi havde en masse fælles bekendte, så jeg præsenterede mig for ham. Han præsenterede sig for mig bagefter, han hed Pontoppidan. For at være mere præcis hed han Henrik Pontoppidan.  Det var en flot navn syntes jeg. Jeg var meget forundret, over at han ikke et eneste sekund havde kigget på min fod.

Pontoppidan sagde han kunne vise mig et nærliggende udkigspunkt. Jeg havde ikke hørt om det før. Jeg ville egentligt utroligt gerne, men så ville han opdage min klumpfod. Det gik ikke.  Jeg tror han kunne se det på mig, at jeg ikke havde lyst. Gid jeg bare kunne have sagt ja og gået uden besvær der op. Det gjorde mig trist at den fod skulle stå imod så mange ting. Heldigvis snakkede vi bare videre om andre ting. Jeg kunne slet ikke forstille min at nogle ville kunne elske en som mig, en med en klumpfod. Tænk at vi var begyndt at gå op mod udsigtspunktet og han fandt ud af det. Det ville være pinligt. Jeg ville virkelig ønske af min fod kunne være normal, mere end jeg kunne beskrive. Som sagt skiftede emnet fra udsigtspost til emner i en helt anden genre. Han var en nydelig mand, jeg kunne ikke lade være med at grine og smile. Han er lige sådan en jeg havde ventet på, en der kunne se bort fra min klumpfod. Tænk hvis han kunne blive min mand en gang. Det var nok for meget selv at drømme om. Jeg havde fået af vide hele mit liv at jeg aldrig ville finde en mand og aldrig kom til at passe ind. Måske det var rigtigt. Pontoppidan så ud til at han kunne lide mig. Det var en dejlig følelse.

Fra den villa jeg på det tidspunkt boede i, kaldte min søster på mig. Jeg for sammen. Jeg rødmede let, men følt mig derefter meget sløj. Han ville se min fod, hvis jeg gik. Jeg sag og lod som jeg ikke hørte det. Jeg bed mig i læben og stirrede på min hånd, i håb om at min søster ikke vil opdage mig. Hun var i øvrigt ikke særlig glad for at jeg snakkede med fremmede, og slet ikke mænd. Pontoppidan rejste sig og sagde: ” Jeg håber, frøken, at det ikke er mig der er skyld i deres forstemthed. Og vil De, for at overbevis mig derom, tillade mig at ledsage Dem til trapperne her. Mosset er endnu fugtigt af duggen, man kan så let falde … eller om De blot vil låne min stok?” jeg blev helt mundlam og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville gerne sige ja, men min fod kom i vejen. Jeg kunne heller ikke vare vende mig om og gå, så så han den også. Min hjerne kørte på højtryk.

Min søster kaldte igen. Jeg svarede jeg på den mest afvisende måde, jeg overhovedet kunne. Det var slet ikke meningen, at det skulle lyde sådan. Han begyndte at snakke igen, jeg hørte ikke efter mere. Tårerne begyndte at pible ud af mine øjne.  Jeg håbede at han ville gå nu, hvilket han også gjorde. Da han var et lille stykke inde i skoven, begyndte jeg at humpe hjem med tåre den af kinderne. Det var ikke den her måde jeg ville sige farvel.  Det eneste jeg ventede forude var hån og historier om gårsdagens danse. Jeg troede ikke mit liv ville kunne forsætte, lige i det øjeblik.

På den ene side var den dag den eneste rigtig gode dag, jeg noget sinde havde haft. På den anden side var det også den værste. Den dag åbnede mine øjne for verdenen uden for min families lille radius. Jeg kom ud og se verdenen gennem mine egne øjne, og ikke min families. Nu tør jeg at stå på egne ben, jeg tror på mig selv. Jeg vil ikke være hende der ikke tør at gå nogle steder på grund af en mærkelig fod. Jeg vil kunne gøre hvad jeg vil. Det var en yderst pinlig afsked jeg fik med Pontoppidan, det må aldrig ske igen. Den dag i august ændrede mit liv fuldstændig. Jeg har bare et ønske, og det er at jeg stadig kendte Pontoppidan. Det er sket alle de her gode ting, men jeg kigger stadig tilbage på dagen og savner den. Jeg længes efter det der var så trygt, men ikke længere er en del af mig. Jeg smed det væk. Begyndte et ny kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...