Lille Lise


6Likes
9Kommentarer
601Visninger

1. Lille Lise

Det var tusmørke, men inde i skoven var der helt mørkt. Hendes forvaskede lyserøde Hello Kitty rygsæk raslede mens hun gik. Hendes båndafspiller spillede hendes yndlingssang.

Lille Lise, lille Lise
fik en dukkevogn.
Lille Lise, lille Lise
fik en dukkevogn.
Holdt så meget af den,
sov med den om natten.
Lille Lise, lille Lise
fik en dukkevogn.

Hun havde fået en ny og flot dukkevogn. Den sad jeg i. Mit ansigt smilede forstenet op til hende. Hun fortjente ikke et smil. Hun var en ond møgunge.
Mit ene øje var halvt lukket. Det var ikke meningen! Kunne hun ikke se det? En sort tuschstreg gik fra min øjenkrog og hen til mit lille øre. Var jeg ikke mere værd? Jeg lignede hendes malebog.
Mine flotte røde læber var begyndt at skalle af. Og mit hår der havde været så flot og krøllet, da hun pakkede mig ud. Det var det ikke mere. Ikke efter hun tog mig med ud i sandkassen.

Det havde været sommer. Hun var blevet træt af de hyggelige teselskaber med teddybjørnen og de smukke og slanke barbiedukker. Hun havde taget mig under armen, og var gået ud til sandkassen. Det havde da været rart at komme udenfor. Det havde jeg aldrig været før. Alt var så grønt, og blomsterne var så fine!
Hun havde lagt mig i sandet. Det kradsede. Mine fine sko blev fyldt med sand. Hun byggede et stort sandslot til mig. Jeg havde følt mig som en prinsesse. Så havde hun hentet teddybjørnen, og så var vi blevet gift.

Teddybjørnen var så rar. Jeg havde været helt bange for, at hun hentede ham der den lille splejs Ken. Men før brylluppet skulle jeg have min flotteste hvide kjole på. Hun klædte mig af foran teddybjørnen og alle bamsegæsterne. Jeg blev så flov! Teddybjørnen havde høfligt kigget væk.
Efter brylluppet lavede hun en bryllupskage af sand. Og så proppede hun mudder-te ind i min mund. Det kom jo ud igen! Jeg tissede igennem min flotte hvide kjole. Jeg kunne have grædt. Og så havde et blad sat sig fast i min hals, så at det kom ud af munden! Men teddybjørnen kiggede bare trøstende på mig. Så dansede vi brudevals.
Lige pludselig kom der en stor plastikdinosaur og angreb mig. Men teddybjørnen reddede mig. Han blev belønnet med et stort smækkys! Så blev hun træt af den ellers udmærkede leg. Teddybjørnen og jeg sad og kiggede hinanden dybt i øjnene, da et kæmpe sandskred begravede os. Jeg hørte et grin. Det kunne kun stamme fra hende.

Teddybjørnen og jeg lå helt tæt. Solen varmede sandet ubehageligt meget op. Men det var stadig de bedste timer i mit liv. Vi sagde ikke noget, vi kiggede bare hinanden dybt i øjnene. Det blev mørkt, men det lagde vi ikke mærke til. Det begyndte at regne. Mit tøj blev gennemblødt og mine krøller forsvandt. Teddybjørnen blev plaskvåd.

En dag hentede hun os. Hun kiggede længe på teddybjørnen. Hans pels var våd og fuld af sand. Så skete det utilgivelige. Jeg skreg hjerteskærende indeni, da teddybjørnen som i slowmotion faldt ned i den altopslugende skraldespand. Men jeg kunne ikke andet end at smile op til hende. Den aften rullede jeg ned fra hendes seng og græd. Det her kunne ikke tilgives.

Dukker er næsten helt hjælpeløse. Vi kan rulle lidt og jeg kunne græde. Det havde stået på min kasse. Men alle dukker kan kontrollere deres ejers drømme, når den lægger i ejerens seng. Fra den dag kontrollerede jeg hendes drømme. Jeg fik hende til at se verdenen helt anderledes end den er. Jeg planlagde hævn. Den var jeg ved at føre ud i livet nu.
Hun var bange for alt nu. Hun svedte og rystede ved den mindste lyd. Jeg var hendes hersker nu. Jeg betød alt. Jeg var det eneste der betød noget.

Vi kom ud af skoven. Havet lå foran os. Hun kunne næsten ikke skubbe dukkevognen frem igennem sandet. Til sidst opgav hun det.
Hun løftede mig forsigtigt op og strøg mit uglede hår væk fra ansigtet. Hun rystede af angst.
– Jeg elsker dig, stammede hun.
Hun græd og hendes stemme knækkede over. Hendes ansigt var beskidt. Det bliver ansigter som regel efter tre dages vandring gennem skoven. Uden mad eller vand. Jeg havde fået hende til af tro at vand og mad var forgiftet.
Hun faldt ned på maven på en sten i vandkanten. Hun kunne ikke rejse sig af udmattelse. Hun hulkede. Jeg var glad. Efter al den tid! Endelig fik jeg min hævn!
Hun lagde mig forsigtigt ved siden af sig på stenen. Nu skulle jeg bare vente. Vente på tidevandet. Det kom snigende.

Månen var kommet frem. Hun hulkede stadig. Hjælpeløs.
Tidevandet nåede til hendes hofte nu. Jeg havde fået hende til at tro at vand var farligt og forbundet med smerte. Det var det jo også i øjeblikket. Hun prøvede at hive sig længere op på stenen. Men hun var for svag.
Tidevandet nåede hende til maven. Bølgerne sprøjtede hende i ansigtet nu. Hun var ved at gå i panik. Vandet gjorde mine sko våde.
Det nåede hende til halsen. Hun fik vand i munden, når bølgerne slog mod stenen.

To lyskegler lyste os op. En stemme råbte. Hun forsøgte at råbe, men fik vand i munden.
Bare lidt længere, så er hun død.
Stemmen blev højere. En mindre lyskegle lyste på hende. En høj mand kom løbende imod os. Vandet gik hende til munden. Hun hulkede ikke mere. Hun var for træt.
Manden løftede hende op i hans favn.

Stop! Det er så tæt på! Min hævn! Den er ødelagt! Læg hende tilbage!
Men manden løb bare tilbage til bilen.
Stop! Du har glemt mig! Hun siger at du skal hente mig! Vent!
Der kom en stor bølge som trak mig ud i havet.
Vent! Stop! I har glemt mig!

Der lå jeg. Med hovedet nedad mod det kolde, sorte vand.
Jeg blev trukket længere og længere væk fra stranden. Bilen kørte væk. Jeg kunne ikke gøre noget.
Jeg var hjælpeløs. Som et stift lig. Jeg følte mig forladt. Mislykket.

Månen skinnede ned på mig, mens understrømmen trak mig ned under vandet for aldrig at vise mig himlen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...