Blodigt Oprør

Det handler om en fyr, som har levet et helt normalt liv indtil videre.. Men en dag bliver alt pludselig forandret..

1Likes
0Kommentarer
245Visninger

1. Iris

 

Jeg kunne mærke blodet på min pande. Varmt og flydende. Det dryppede stille ned på gulvet. Mit hoved dunkede efter slagene, der havde hamret mig på kæberne og kinderne. Tapen på min mund skar i min hud, og jeg kunne mærke blod i mundvigen. Mit ene øje var godt hævet, og gjorde ondt. Døren åbnede stille, og jeg kiggede op. På hans ansigt. Og hans smil bredte sig.

*

Det var en dejlig morgen. Fuglene sang, og vinden blæste blidt. Solen skinnede, og varmen bredte sig i hele min krop. Jeg lå ude i solen, i min hængekøje. Jeg kiggede på min tatovering. Den smukke tribal, bredte sig ud på min skulder, og ned til omkring min albue. Jeg kiggede ud af mine solbriller, og over på det rod, jeg havde efterladt mig på bordet.

”for fanden da. Nå, jeg bliver nok nød til at komme videre med den satans opgave.” Jeg går på gymnasiet, og er ikke glad for det. Min far syntes, at jeg skulle blive arkitekt, men jeg kan ikke engang tegne. Jeg valgte at lade være, og nyde at der faktisk for en gangs skyld var sol.

”Din dovne rad!” Min lære råbte af mig. Igen. Jeg lavede aldrig mine lektier, jeg lavede intet i timerne, og jeg var bare irriterende. Ifølge hende.
”Du bliver aldrig til noget Jake! Du er så doven, at du ikke engang gider slæbe din skoletaske med dig i skole!”
Det var nu engang nok rigtigt, men hvad skulle jeg bruge det til? Hver gang jeg prøvede at forklare hende, at det var min far der syntes jeg skulle gå her, mente hun at det ikke var en undskyldning. Jeg blev hurtigt smidt ud af skolen, og begyndte at tegne tatoveringer. Jeg tegnede mest symboler for ting. Og det blev ved.

En dag bankede nogen på min dør. Da jeg åbnede døren, var det som om, at jeg fik noget blå røg i øjnene. Der var ingen. Jeg rystede bare på hovedet, og tænkte at jeg nok bare var træt. Jeg satte mig ind for at tegne igen, men det jeg tegnede, havde jeg aldrig set før. Det lignede et ulvehovede der var blevet flettet ind i en rund tribal. Pludselig faldt jeg bagover, ned af bænken. Alt blev sort.

*

”Jake? Jake kan du høre mig?”
Jeg åbnede mine øjne, og det første jeg så, var en smuk pige. Hun var svøbt i en rød kåbe, og hendes flotte, røde hår hang ned over hendes skulder. Jeg kiggede om mig. Der lugtede af våd jord, og støv. Jeg kunne dufte hende, på en helt anden måde, end noget jeg nogensinde har duftet. Jeg kiggede på mine arme og ben. Jeg var lænket til en væg. ”Jake, jeg hedder Iris. Jeg er din tjenestepige.” Hendes øjne var lilla som en irisblomst. Jeg var mundlam. Jeg ville ikke sige noget, jeg betragtede hendes skønhed. Hun tog lænkerne af mig, og lagde sin hånd på min skulder. ”Kom med mig, og tag den her på.” Hun rakte mig en sort kåbe. Jeg fulgte efter hende. Jeg var meget høj, så hun så lille ud, men måden hun gik på.. Det lignede at hun svævede hen over jorden. Jeg hørte noget dryppe. Jeg hørte noget kravle. Jeg kiggede ned, og så en myre. Jeg hviskede stille til mig selv. ”Hvordan fanden kan jeg høre den lille myre?” Iris sagde noget til mig, ”Dine sanser er skærpet, og nej. Jeg snakker ikke, jeg tænker.”

*

”Hej Jake. Mit navn er Santes. Jeg er lederen her. Jeg kan høre dine tanker, og du kan høre mine”
Jeg hørte nogen tale, Men jeg så kun Iris. Vi gik ned af en smal gang, og der var kun jord til alle sider. Pludselig kom vi ind i et stort rum. Væggen var lavet af jord, men gulvet var af krystal. I loftet var det tegn, jeg havde tegnet inden jeg blackoutede. En mand stod midt i rummet, og kiggede på mig. ”Velkommen Jake. Vi har ventet dig.” Typisk dystre, gamle mænd tænkte jeg, og hans ansigtsudtryk skiftede, da han hørte mine tanker. ”Ja, jeg er gammel, men ikke dyster. Du er her, fordi du har det i dit blod. Din mor er død. Du har aldrig set hende, men hvad din far ikke ved, er at din mor var en varulv. Det ligger også i dit blod. Se her..”
Jeg så på Santes. Pludselig vred han sig som en gal, og det gik så hurtigt at jeg ikke opfattede hvad der skete. Jeg kiggede op, Og der stod en stor, sort ulv midt på gulvet. Den var lige så stor som en hest, og dens øjne var sølvgrå.

*

”Kom Jake, du skal også prøve.” Iris havde givet mig et glas vand. Jeg var åbenbart blevet helt paf efter at have set Santes i ulveskikkelse. ”Kom nu Jake, prøv. Jeg er ikke svært, bare tænk på mat du skal skifte form.”
Jeg tænkte på det i et splitsekund, og pludselig lå jeg på jorden. Jeg løftede hovedet, og kiggede på mine arme. De var blevet til pelsede ulveben, og var i en lys, rødbrun farve. Jeg rejste mig op, men faldt. Det var svært at styre fire ben. Jeg kiggede op på Iris, som nu var en smuk, hvid ulv. Hun var mindre end Santes og jeg, men hendes lilla øjne strålede. ”Kig ned i krystallet. Så kan du se dig selv.” Jeg hørte hendes tanker og kiggede nervøst ned. Jeg så en kæmpestor ulv. Mine øjne havde skiftet farve fra den kedelige blå, til en perfekt, gylden gul. Jeg løftede mine læber, og nogle store, hvide tænder blev blottet i glasset. Jeg kiggede over på Santes, og han smilte. ”Hvad er det her? Hvorfor mig? Hvorfor er jeg her?” spørgsmålene hvirvlede rundt i mit hoved. Jeg så på Iris, og hun mimede til mig at jeg skulle følge med hende. Vi gik ud i en stor, mørk skov. Iris begyndte pludselig at løbe i vild fart ind i skoven. Uden at tænke videre over det, fulgte jeg hende. Da jeg nåede hende, havde hun blod om munden, og i hendes smukke, hvide pels. Jeg kiggede ned på jorden. Der var så meget blod, jeg så ikke ansigtet på personen, men det var et menneske. Jeg besvimede, da jeg så at hjertet stadig bankede.

*

Jeg kiggede op på nattehimlen. Stjernerne lyste som små diamanter. Jeg rejste mig. Jeg var menneske, men noget jeg ikke forstod, var at jeg havde tøj på.. Hvem havde givet mig tøj på? Det var jo blevet ødelagt da jeg blev til en ulv? Jeg kiggede mig rundt. Skoven var mørk og dyster. Der lugtede af blod, død og aske. Det var koldt. Knæk. En gren knækkede. Nogen var her. ”Kom frem!” Jeg råbte af mine lungers fulde kræft. Et glimt inde i skoven afslørede et gevær. Jeg tog armene over hovedet, så det ville ligne at jeg overgav mig. ”Hvem er du?” en mørk, hæs stemme afslørede at det var en mand. Han kom ud af skyggerne. Hans skæg var sølvgråt, hans øjne dybblå, og hans tøj lignede noget fra en gammel westernfilm. En lang, brun frakke. Og så hans gevær. Jeg stirrede på ham. Jeg begyndte at stamme: ”J-jeg hed-d-er Jake… Jake M-Martin.” Han sank sit gevær. Han lagde hovedet på skrå. ”Jake, hvad laver du herude min dreng? Det er et farligt sted, det her.” Jeg kunne se noget sølv, der glimtede om hans hals. Han gik hen til mig. Jeg holdt stadig mine arme over hovedet. ”Du er stor, knægt. Hvorfor er du herude?” Jeg åbnede munden; ”Jeg… Jeg var her med nogle venner og så..” Jeg løb så hurtigt jeg kunne, væk fra manden, ud af skoven.

*

Jeg havde løbet i mindst et par timer nu. Sveden løb ned af min pande. Mine kinder var brænd varme, og min trøje var fugtig. Jeg smed min trøje, lagde mig ned på jorden, og fik pusten. Jeg tørrede ansigtet med trøjen, og efterlod den. Jeg løb videre, ned af landevejen som jeg var kommet til. Pludselig hørte jeg noget løbe i fuld og tordne fart, komme lige imod mig. Af ren refleks blev jeg til en ulv. Jeg opfattede det ikke selv. Da jeg vendte mig, mødte mit blik de smukke, lilla øjne, som jeg elskede så højt. ”Iris? Du gjorde mig forskrækket..” Hun lagde ørene tilbage og bukkede for mig. Som om at hun var ked af, at hun forskrækkede mig. ”Undskyld Jake. Det skal ikke ske igen. Bare straf mig.” hun lagde sig underdanigt ned. Jeg lagde hovedet forvirret på skrå. Jeg ville aldrig gøre hende fortræd. ”Rolig nu Iris. Jeg vil ikke gøre dig noget. Jeg er bare glad for at se dig. I live.” Iris’ øjne blev blanke. Hun rystede sit pjuskede hoved, og vendte sig om for at gå. Hun tænkte ikke på noget. Jeg fulgte bare efter hende. Jeg hørte pludselig høje skud inde fra skoven, og nogle biler komme kørende fra alle sider. Iris kiggede mig i øjnene. ”Stol på mig Jake.” Hun fandt et tæppe, som hun havde gemt under nogle blade. Hun blev menneske igen, og hun var nøgen. Hendes hår dækkede hendes bryster, og hun holdte hænderne foran de andre steder. Jeg vidste at jeg måtte blive menneske igen, for ellers ville der sikkert ske noget slemt. Jeg gjorde som hun sagde, og vi lagde os under tæppet, under et træ. Jeg faldt i søvn, for jeg var træt efter at have løbet så længe.

*

Da jeg vågner op, er der nok kun gået omkring en time. Der er helt stille i skoven. Ingen skyer på nattehimlen. Her dufter friskt, af blade og duk. Jeg kigger ned. Iris har lagt sit hoved ved min brystkasse. Jag aede forsigtigt hendes hår. Hun var så smuk.. Jeg kunne godt mærke at jeg var blevet lidt mere dyr, end normalt. Jeg forestillede mig hendes krop, uden at hun dækkede for noget. Fuck nu den der 17- årige tankegang.. Jeg kunne ikke lade være. Jeg lagde min hånd på hendes lænd. Jeg bed mig selv i læben. Hun var jo rygende lækker! Jeg kunne se at hun smilte, men det virkede ikke som om at hun var vågen. Hun duftede ekstremt godt. ”Går der lidt dyr i dig nu eller hvad?” Jeg blev forskrækket. Hun havde sagt det højt og tydeligt til mig. Jeg måbede. Hendes dybe øjne så lige igennem mig. Hvad skete der? Jeg havde aldrig følt sådan for en pige før… Hun fniste lidt. Jeg rødmede sikkert en hel del. ”J-jeg øh..” Hun rystede let på hovedet og gravede hovedet ned under tæppet. Fuck, tænkte jeg. Hun kan jo høre mine tanker. Selvfølgelig ved hun hvad jeg vil. En varme bredte sig i min krop da jeg mærkede hendes mund rundt omkring på min krop.

*

Hun lagde som om på ryggen. Hun var brændende varm. Ligesom mig. Vi kiggede op på stjernerne, imens vi prustede som heste. Stjernerne havde dannet en masse små, smukke billeder. Jeg vendte mit hoved, og kiggede over på Iris. Hendes lilla øjne glødede i mørket. Hendes mørke hår lagde i bølger hen over tæppet. Hold kæft hvor var hun flot. Hun var min drømmepige, det var jeg sikker på. Hun åbnede munden, stadig med blikket rettet imod stjernerne; ”Det er smukt. Men månen er endu ikke fuld.” Hun vendte hovedet over imod mig. Så mig i øjnene. Hun sank en klump, tøvede og sagde: ”Ved fuldmåne kan der ske de væmmeligste ting med rene ulve. Jeg er forvandlet, så jeg har stadig mit menneskeblod i mig. Ulveblodet løber i dine åre, så ved fuldmåne vil du ikke være dig selv. Santes vil ikke tøve med at holde dig fanget når du forvandler..” Hun kiggede ned. Bedrøvet. ”Jamen, jeg bliver jo bare en ulv? Jeg er jo ikke blodtørstig.” Jeg smilte til hende, knurrede som om jeg var farlig. Hun fniste sødt, men blev alvorlig igen. ”Du bliver ikke en normal ulv. Dit ulveblod er gammelt, derfor vil du blive som fortidens ulve ved fuldmåne. Du vil have pels, store tænder og sådan, men du går på to ben, og er mere end to meter høj. De gamle varulve var blodtørstige og hævngerrige. Derfor vil du også blive det når månelyset rammer dig. Nå, lad os sove.” Hun lukkede sine øjne. Jeg kunne mærke at hun sov. Jeg hviskede til hende at jeg elskede hende.

*

Jeg vågnede før hende. Hun var gudesmuk, som hun lå der med sit ildrøde hår. Solen blændede mig mildt, og dukken glimtede i græsset. Det var så smukt og fredfyldt, og sammen med Iris var det hele bare endnu bedre. Jeg kunne høre hende trække vejret stille og roligt. Jeg følte mig lykkelig. Pludselig vågnede hun, og kyssede min kind. ”Du var formidabel.” Jeg smilte til hende og aede hendes kind. Vi fandt noget tøj, og så gik vi hjem til mig.

*

”Wow hvor er her flot!” udbrød hun da jeg åbnede døren. Der var store vinduer, og døren ud til haven var som et stort vindue. Møblerne var hvide og sorte, og på de hvide vægge var der malet sorte blomsterkrat. Hun kørte fingrene hen ad krattet, og kiggede op på mig. ”Har du lavet det her?” jeg kiggede genert ned i jorden og fik sagt et stille ”ja.” Hun slog armene om mig og hviskede til mig at det var smukt. Jeg viste hende ud i haven, hvor blomsterne og græsset stadig glimtede en smule i solen, pga. dukken der stadig var der. Hun lagde sig i min hængekøje, og kiggede op på himlen. Jeg satte mig til at tegne hende.

*

Jeg prøvede virkelig at tegne hende helt perfekt. Der var gået et par timer inden jeg var færdig. Jeg havde tegnet hende liggende i hængekøjen, med ulveøre og hale. Jeg syntes det var fedt hvis jeg kunne forbinde ulven i hende, med det smukke menneske hun var. ”Nu er jeg færdig! Den er ikke helt som jeg ville have den men….” hun afbrød mig ved at sætte en finger for min mund. Hun stod og kiggede på tegningen, helt målløs. Jeg troede at hun måske syntes at den var hæslig, men så udbrød hun; ”DEN ER FANTASTISK!” Hun hoppede glad rundt i haven, og plukkede en masse blomster, og gav dem til mig. Jeg spurgte om hun var sulten, og da hun nikkede, gik jeg ind for at lave mad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...