Age Is Just A Number † One Direction 13+

Mattelin (Matt) Avery er en 16 årig pige, hvis søster er kærester med Josh Devine. Matt er hele sin skolegang blevet mobbet, fordi hun ikke har de samme interesser som de piger fra hendes klasse, og vælger vans frem for stilletter. Hun går til motorcross og i hendes fritid står hun på skateboard og er sammen med drengene fra skater banen. Hendes far ser hun ikke så tit, da han er soldat i Afghanistan. Hvad vil der ske når hendes søster holder fødselsdag og alle drengene fra One Direction er inviteret? Vil der opstå venskab? Eller hvad med kærlighed? Er det godt at blive forelsket i en på 21, når man selv er 16? Læs med og find ud af det!
Tjek traileren !

268Likes
236Kommentarer
43371Visninger
AA

14. Do you love me?

Amber og jeg havde bestilt pizza, og sad nu og så die hard. Det var vores yndlings film, der var intet bedre. Jeg var virkelig glad for at Louis og jeg havde fundet sådan nogenlunde ud af det igen. Jeg var egentlig lidt overrasket over at han stadig ville være sammen med mig, jeg var lige på kantet af at tro, at han ville droppe mig. Jeg tog et stykke pizza og tog en bid. Min mobil vibrerede pludseligt i min lomme på min grå hættetrøje. Jeg tog den langsomt op, og så på skærmen at det var fra Louis. 

'Savner dig x'

Et smil plantede sig på mine læber, da jeg læste beskeden.

'Savner også dig :)'

Jeg kiggede tilbage på tv'et, og kunne ikke helt følge med i filmen, da jeg tænkte på Louis. "Hvad smiler du sådan for?" Lød det fra min venstre side i sengen. Jeg så på Amber som sad og så lurrende på mig. "Ikke noget" sagde jeg, og prøvede at gemme mine røde kinder, hvilket ikke gik så godt. "Matt! Sig det!" Sagde hun drillende. "Okay okay" sagde jeg og grinte. "Det er bare Louis der skriver". Og da jeg sagde det, fik jeg en besked mere. Jeg skulle lige til at tage den, da Amber kom i mig i forkøbet. "Amber! Giv mig den!" Råbte jeg og prøvede ivrigt på at få min telefon tilbage. Hun mumlede de beskeder op vi lige havde skrevet sammen, indtil hun kom til den han lige havde sendt. "Hvad skal du i morgen aften?" Hun gispede. "Han vil have dig med på date!" Udbrød hun. Jeg begyndte at smile, og tog mobilen fra hende og studerede beskeden. 

'Nej, hvorfor?' Jeg sendte beskeden, og håbede selvfølgelig at det var det han havde i tankerne. Der gik ikke et minut, før der kom en besked frem på min mobil.

'Henter dig kl. 8'

"Han henter mig kl. 8" sagde jeg med en fræk stemme for sjov. "Omg!" Råbte Amber og tog sine hænder op til hendes kinder. Jeg tog min pude og ramte hende lige i hovedet. "Styr dig" sagde jeg og grinte. "Oh no you did'nt girl" sagde hun snobbet. "Du ved godt det betyder krig ikke?" Jeg kiggede hurtigt over på hende, men nåede ikke at se hende, før jeg fik en hvid pude smasket lige i hovedet. "Slog du mig lige?" Hun nikkede. Jeg satte mig på knæende og gjorde mig klar til en god pudekamp med min bedsteveninde. 

 

 

"Er du sikker på at det er i orden jeg tager afsted?" Spurgte jeg en sidste gang Amber om. "Jaaaa Matt, du skal da ud og have lidt kvalitets tid med din kæreste. Jeg skal alligevel også være lidt sammen med mine bedsteforældre" tilføjede hun, og sendte mig et smil. "Okay, for det første, vi er ikke kærester." Hun himlede med øjnene. "-Og for det andet, tak, du den bedste Am" sagde jeg og trak hende ind i et kram. Hun krammede hurtigt igen, og trak sig så ud af det. "Se nu at komme afsted, han kommer om fucking 5 min." Sagde hun en smule panisk. Jeg tog min jakke og nogle sko på. "Tager du afsted nu?" Min mor kom ud i gangen. "Ja" svarede jeg kort og smilede. "Hav en god aften så" sagde hun og tog armen om Amber. Jeg smilede til dem, og så så en bil holde ind foran vores hus. Det var Louis. "Vi ses" sagde jeg hurtigt og åbnede døren. "Held og lykke!" Ambers stemme lød lige inden jeg lukkede døren. 

Jeg så Louis stige ud af bilen, og jeg fik automatisk et kæmpe smil på læben. Da han fik øje på mig, bevægede hans mundvig sig også opad. "Hey babe" sagde han og trak mig ind i et kram. "Heej" svarede jeg og nød duften af Louis i mine næsebor. Jeg trak mig ud af krammet, og mærkede hurtigt Louis' bløde læber på min kind. Jeg smilede til ham. Han tog min hånd og førte mig hen til bilen. Jeg satte mig ind, og Louis satte sig ved siden af, bag rettet. "Såå.. Hvad skal vi?" Spurgte jeg og kiggede spørgende på ham. "Det er en overraskelse" sagde han og smilede. Han tændte bilen og begyndte at køre. 

Køreturen var rar. Vi snakkede ikke så meget, men der var ingen akavet stemning. Radioen kørte i baggrunden, og det var bare rart. Rart at være i hans selskab. 

Han stoppede pludselig op foran en kæmpe bygning. "Hvor er vi?" Spurgte jeg og studerede bygningen for at finde et skilt eller noget. 

''Det får du at se'' Sagde han og åbnede bil døren. Jeg gjorde det samme og steg ud. Da vi kom indenfor i bygningen, lignede det rimelig meget et hotel. Jeg rynkede panden, og forstod ikke hvad vi lavede her. Jeg mærkede nogen tage min hånd, og da jeg vendte mig om kiggede jeg ind i nogle varme blå øjne. "Hvad laver vi her?" Spurgte jeg og smilede. "Du er virkelig nysgerrig" mumlede han og grinte svagt. Han førte mig hen til elevatoren, og trykkede på den øverste etage. Hvad fanden skulle vi?

Han tog begge mine hænder og kiggede mig dybt i øjnene."Stoler du på mig?" Jeg så undrende på ham med et lumsk smil. "Gør du?" Spurgte han igen. "Ja" svarede jeg kort og så stadig en smule undrende på ham. "Så luk øjnene" sagde han og smilede tilfreds. Jeg tøvede lidt før jeg lukkede mine øjne. Jeg hørte en lille pling lyd, og hørte elevator døren gå op. Jeg mærkede en svag kold brise i mit ansigt. "Kom" mumlede Louis, og førte mig ud af elevatoren. Jeg kunne mærke vinden i mit hår, og var ikke i tvivl om at vi var udenfor. "Louis hvor er vi?" "Shh.." Afbrød han mig. Han stoppede mig pludselig op, og jeg kunne straks mærke hans ene hånd på min kind. Den var en smule kold, så jeg fik en smule kuldegysninger. Ikke længe efter mærkede jeg nogle bløde læber på mine, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var Louis'. Jeg smilede en smule i kysset, da jeg stadig tænkte på hvor vi var, og han havde ikke sagt det til mig endnu. Han trak sig ud af kysset og fjernede sin hånd fra min kind. "Åben øjnene." Og med de ord slog jeg mine øjne op. Mit blik mødte en fantastisk udsigt over hele London. Et svagt gisp forlod mine læber. Et kæmpe smil bredte sig, og jeg nød virkelig bare udsigten. "Hvor er det smukt" mumlede jeg og kiggede på Louis, der stod med et lige så stort smil på læberne, som jeg gjorde. "Du er smuk" konstaterede han og lagde sin hånd på mig. Jeg vendte mig front mod ham, og tillod mig at falde dybt ind i hans øjne. Han lavede et lille nik til sin venstre, så jeg automatisk kiggede derover. Jeg smilede endnu mere, da jeg så nogle tæpper, og nogle små lys. "Hvornår har du lavet det?" Sagde jeg overrasket. "Jeg har mine kontakter" svarede han roligt og holdt sit blik på mig. 

Jeg satte mig ned sammen med Louis, og så tog han noget mad frem. "Håber du kan lide jordbær med chokolade". Han smilede sødt til mig, og jeg nikkede med det samme. Jordbær med chokolade var gud. 

 

 

Vi lå nu og kiggede op på den stjernefyldte himmel. Louis havde hans arm om mig, og vi havde nogle tæpper om os. Jeg havde knuget mig en smule ind til Louis, og nød hans krop mod min. 

Han kyssede mig i håret og strammede sine arme om mig. Jeg smilede for mig selv, og et lille øjeblik følte jeg mig en smule lykkelig.

"Matt?" Lød det stille fra ham. "Mhm" mumlede jeg og beholdte mit smil på mine læber. "Hvad føler du for mig?" Hans spørgsmål kom en smule bag på mig, og så alligevel ikke, da han nok gerne ville vide hvor det her ville føre hen. Jeg holdte meget af Louis, og jeg nød at være sammen med ham, jeg vidste bare ikke, om jeg nogensinde ville blive forelsket i ham. Jeg har aldrig været forelsket, og nogen gange, er jeg faktisk i tvivl om jeg overhoved kan blive det. 

"Hvad mener du?" Valgte jeg at svare, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige. Han slap en smule grebet om mig, men havde stadig sine arme om mig. Han vendte sig sådan, så hans blå øjne borrede sig ind i mine. "Kan du lide mig?" Spurgte han. Jeg smilede af hans spørgsmål, selvfølgelig kunne jeg lide ham. "Selvfølgelig Louis" sagde jeg og smilede sødt til ham. Han gav et svagt skævt smil fra sig, som om der var noget galt. "Er der noget galt?" Spurgte jeg og fik en lille rynke i panden. Han rystede svagt på hovedet, tøvede, og derefter ændrede det til en nikken. Jeg så undrende på ham, og ventede på at han ville fortælle mig, hvad der var galt. 

"Det er bare fordi....." Han sukkede. "Matt, jeg elsker dig.." Min krop stivnede pludseligt, og jeg kunne næsten ikke få vejret. Af hvad gjorde han! Hans ord gik flere tusinde gange igennem min hjerne på et sekund, jeg forstod det  ikke. Hvordan kunne han elske mig? Man kan da ikke elske på så kort tid, og hvorfor lige mig! Jeg kunne ikke få nogle ord frem, det eneste der forlod mine læber, var stammen. Til sidst fik jeg taget mig sammen til at svare. "Jeg skal vidst hjem nu!" Det var det eneste jeg kunne finde på lige nu, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg var helt mundlam. "Hvad?" Hans stemme lød en del forvirret. Jeg rejste mig hurtigt op og gik i et raskt tempo hen til døren. Jeg trykkede på knappen, og til mit held gik døren op med det samme. Jeg trykkede på den nederste etage, og lige før elevatordøren lukkede, var der en hånd der standsede den. "Matt hvad sker!" Nærmest råbte han, helt forvirret. Hans øjne var helt blanke, som om han skulle til at græde. "Jeg... jeg" fremstammede jeg og så en hel del ned i jorden. "Jeg kan ikke Louis!" Udbrød jeg og var lige ved at klemme en tåre ud. "Hvad kan du ikke?" Spurgte han med et så forvirret ansigt. "Jeg kan ikke det her... Os. Kærlighed. Forhold. Jeg dur ikke til det!" Sagde jeg og holdt øjenkontakten med ham. "Selvfølgelig gør du det" sagde han pludselig stille. "Nej!" Råbte jeg. "Louis... Jeg kan bare ikke, okay. Jeg kan ikke." Tårende pressede sig gevaldigt på, og jeg anstrengte mig så meget på ikke at græde. "Ved du hvad?" Sagde han stille. "Jeg tror du er bange for at binde dig." Jeg så op på ham. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret. "Du tør ikke, du er bange!" Småråbte han. "Louis jeg er ikke bange!" Råbte jeg igen. "Jamen hvorfor kan du så ikke!" Han hidsede sig mere op, og hans øjne var pludselig fyldt med tåre. Jeg rystede på hovedet. Han trådte tættere på mig, så han til sidst stod lige foran mig. "Elsker du mig?" Spurgte han. Jeg kiggede bare tomt på ham, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. "Elsker du mig!" Sagde han igen med en mere hævet stemme. Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg hørte ham sukke, og så gik han ud af elevatoren. "Det var så det" mumlede han, og lige før døren lukkede, faldt der en tåre ned af hans kind. 

Det gik pludseligt op for mig hvad der var sket. Alle tårende jeg havde holdt inde, kom ud nu. Jeg gled ned af væggen, og satte mig ned. Flere hulk forlod mine læber, og tårende strømmede ud. Jeg havde mistet Louis. Ham jeg kunne stole hundrede procent på, og ham der havde foræret mig sit hjerte.

 

 

Jenna og Amber havde hentet mig, og jeg lå nu i Jennas arme i sengen, med Amber ved siden af, der sad og nussede min arm. Tårende blev ved med at glide ned af mine kinder. Jeg havde mistet ham. Jeg havde virkelig mistet ham. Et hulk forlod igen mine læber, og jeg knugede mit hoved ned i puden. Jenna kyssede mig i håret og prøvede at berolige mig. Amber havde tåre i øjnene. Når hun græd, græd jeg også, og når jeg græd, græd hun også. Derfor løb der en tåre ned af hendes kind. Hun tog min hånd og snøftede. "Shh" sagde hun og nussede min hånd. Hvad fanden var det egentlig jeg havde gang i? Jeg sad og græd over en dreng. Det ligner slet ikke mig, og det skræmmer mig. "Jeg kan ikke mere" græd jeg. Jeg satte mig op. "Det her er slet ikke mig" sagde jeg og tørrede mine øjne. Jeg tog min jakke og mine sko. "Matt hvor skal du hen?" Jeg ignorerede Jennas spørgsmål. "Matt!" Jeg hørte Amber råbe lige inden jeg smækkede hoveddøren bag mig. Jeg begyndte at løbe. Jeg skulle væk her fra. Jeg måtte få noget andet i tankerne, og jeg vidste præcis hvad jeg skulle. 

 

Jeg kom til omklædningsrummet. Jeg tog min jakke og sko af, og hoppede hurtigt i dragten. Jeg samlede min hjelm op fra bænken, og styrtede ud af døren. Der var ingen her, hvilket kun var godt. Jeg havde brug for at være alene. Brug for at kunne gøre mine tanker klare. Jeg satte mig op på sæddet, og startede crosseren. Jeg satte farten endnu mere op, og nød suset i min mave. Jeg stejlede med crosseren, og begyndte at smile for mig selv. Jeg satte farten endnu mere op, og skulle til at tage et sving. Da crosseren røg væk under mig, og det næste jeg opfattede, var at jeg lå ude i kanten af banen. Jeg tog mig til benet da jeg skulle til at rejse mig op, det gjorde virkelig ondt, så jeg satte mig bare ned. Jeg tog hurtigt min hjelm af, og smed den hen af jorden med alt min kraft. Et lavere skrig forlod min læber, og så strømmede tårende ned af mine kinder igen. Jeg begravede mit hoved i mine knæ. Hulk forlod mine læber flere gange i træk, og jeg var ved at drukne i mine tåre. Jeg kiggede op da jeg hørte nogen komme løbende. Det var Jenna, og hun havde selvfølgelig min mor og Amber i hælene. "Jeg tænkte nok du var her" sagde hun. Jeg kunne ikke læse hendes ansigt, det var en smule tomt, men jeg var rimelig ligeglad lige nu. "Please, Jen, bare lad mig være" bad jeg og prøvede at rejse mig op, men uden held. Mit ben gjorde forfærdelig ondt, og jeg blev nødt til at give op. "Er du styrtet" sagde hun pludseligt helt forskrækket da hun kiggede på glide mærkerne, og min crosser der lå nogle meter fra mig. Jeg nikkede svagt og tog mig til mit ben. "Kom her" sagde hun og tog mig under armen. Amber og min mor kom løbende, og de så begge helt forskrækket ud. De hjalp Jenna med at få mig op at stå, og hjulpet mig hen til bilen. 

Der var ingen der sagde noget hele vejen hjem. Amber sad med blikket rettet ud af vinduet, og det samme med Jenna. Min mor havde et opmuntrende smil på læben, som hun sendte mig engang imellem fra bagspejlet.  

Amber fik hjulpet mig ind på mit værelse, hvor jeg fik smækket mit ben op. "Er du okay?" Spurgte Amber bekymret. Jeg rystede på hovedet, jeg var langt fra okay. "Jeg har brug for is" sagde jeg bestemt. Jeg prøvede at rejse mig op, og haltede ud i køkkenet. Der var to ben & jerry is i køleskabet, jeg tog dem ud og satte dem i mikroovnen, og satte den på 20 sekunder. 

Vi sad og så friends with benefits. Hvorfor kunne man ikke have et forhold ligsom dem. Ingen kærlighed, bare nydelse. Men det ender jo så også med, at de bliver forelsket i hinanden og bliver kærester.. Hvorfor er verden forbandet sådan. Jeg havde mistet Louis, pga. Kærlighed. Så jeg hader den. Hvilket jeg altid har gjort. 

Jeg mærkede en finder stryge hen over min kind, og det gik der op for mig at jeg sad og græd. "Omg, hvornår stopper det her!" Udbrød jeg irriteret. Amber fniste af mig. "Søde, det er normalt at græde" sagde hun stadig fnisende. "Ikke over en dreng" "Specielt over en dreng" rettede hun mig og så på mig med store øjne. "Det her er bare ikke mig" sagde jeg og tog noget af min is. "Du holdt jo meget af Louis" "Ja, men jeg elskede ham ikke" sagde jeg overbevisende. "Er du sikker?" Spurgte hun og så på mig med et svagt smil. "Ja, jeg er sikker".

Jeg elskede ikke Louis, jeg kunne ikke være forelsket. Der måtte da komme et tegn eller de der, sommerfugle i maven. et eller andet, hvis jeg var forelsket. Jeg var så ked af at jeg havde såret ham. Jeg havde virkelig knust hans hjerte. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Måske skulle jeg bare grave mig ned.

Ja, det er det jeg gør. Jeg graver mig ned.

 

†††

 

 

Hej folkens! Undskyld ventetiden, men som i kan se, er vi begyndt på en ny movella. Lige nu, skriver jeg (Matilde) mest på Age, og Melisa skriver på Let it go. Håber i kan lide kapitlet, skriv hvad i synes hvis det lyster!

Husk at like :D

MelisaSC & MatildeS <3

P.s! Melisa er så heldig en lort at hun tager til Tyrkiet på fredag, så der kan i nok godt regne ud, at der kommer lidt mere mellemrum mellem kapitlerne, da jeg er den eneste der er her til at skrive, men hvis der bliver lockoutet, har jeg jo massere tid til det! :D

Tak fordi i læser med!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...