Age Is Just A Number † One Direction 13+

Mattelin (Matt) Avery er en 16 årig pige, hvis søster er kærester med Josh Devine. Matt er hele sin skolegang blevet mobbet, fordi hun ikke har de samme interesser som de piger fra hendes klasse, og vælger vans frem for stilletter. Hun går til motorcross og i hendes fritid står hun på skateboard og er sammen med drengene fra skater banen. Hendes far ser hun ikke så tit, da han er soldat i Afghanistan. Hvad vil der ske når hendes søster holder fødselsdag og alle drengene fra One Direction er inviteret? Vil der opstå venskab? Eller hvad med kærlighed? Er det godt at blive forelsket i en på 21, når man selv er 16? Læs med og find ud af det!
Tjek traileren !

268Likes
236Kommentarer
41388Visninger
AA

15. Daddy.. I'm not ready to let go

 

 

Undskylder på forhånd hvis der er stave/tastefejl, synes ikke i skulle vente mere, så jeg har altså ikke lige rettet igennem.. Enjoy!

 

Jeg følte virkelig jeg havde begået den største fejl i mit liv. Det havde jeg nok også, men jeg vidste ikke helt hvorfor? Jeg elskede ham jo ikke, og det kunne jeg jo ikke lave om på. Jeg kunne ikke selv styre mine følelser, men gid man kunne. Jeg ville virkelig ønske jeg stadig havde Louis hos mig, men det hele var vidst for sent nu. Alt var ødelagt, og nu kunne det ikke blive værre, vel?

Jeg var vågnet tidligt, og jeg gad ikke at være alene lige nu. Derfor tog jeg en af mine puder, og smaskede den lige i fjæset på Amber. Hun vågnede med et sæt, og begyndte så at mumle irriteret og træt. "Vågn op" sagde jeg med en halv glad halv træt stemme. "5 minutter mere" sagde hun og lagde puden over hovedet. Jeg begyndte at hive i hendes dyne. "Matt, stop!" Halvråbte hun men med et grin i stemmen. "Jeg er sulten!" Råbte jeg igen, og det endte med at vi lå og grinte begge to.

Hun stoppede lige så stille med at grine, og så derefter alvorligt på mig. "Er du okay?" Spurgte hun med et omsorgsfuld blik. Jeg nikkede svagt på hovedet og sendte hende et overbevisende smil. "Jeg klarer mig" sagde jeg, hvilket hun nok ikke troede på, men hun valgte heldigvis at lade det være. "Skal vi gå ud og få noget at spise?" Spurgte hun glad og løftede stemningen igen. Jeg smilede og rejste mig op og gik ud i køkkenet med Amber bag mig. 

                                                                                               ...

"Hvad skal vi lave i dag?" Spurgte Amber og tog en bid af hendes toast. Jeg trak på skuldrene og tyggede færdig. "Skal vi tage ned på rampen?" Hun tøvede en smule. "Jeg orker det næsten ikke i dag..." Hun lagde sin toast på tallerkenen og kløede sig en smule på armen. Jeg skulle til at komme med et forslag mere, da min mor kom ud i køkkenet. "Godmorgen piger" sagde hun med et smil på læben. "Godmorgen" sagde vi i munden på hinanden. "Hvordan har benet det?" Spurgte hun en smule bekymret. "Fint" svarede jeg kort. "Det gør ikke ondt mere" tilføjede jeg så og sendte hende et svagt smil. "Det var godt. Hvad er jeres planer for i dag?" Spurgte hun og satte sig for bordenden. "Vi ved det ikke helt endnu" sagde jeg og tørrede mig om munden. "Det ville være rart hvis i kunne lave noget ude, da jeg har noget arbejde jeg skal have lavet færdigt, og jeg vil helst gerne have lidt ro" sagde hun og smilede drilsk, og hentydede til at vi var meget højlydte når vi var sammen. Vi fniste en smule, hun havde jo ret, vi var meget højlydte. "Vi skal nok prøve at finde ud af noget" sagde Amber med et sødt smil på læben. Jeg nikkede bekræftende, og min mor smilede taknemmeligt. 

"Skal vi ikke tage i byen?" Spurgte Amber da vi kom ind på værelset igen. Jeg smed mig i sengen og tøvede lidt. "Tjoo, det kunne være meget rart at komme lidt ud" sagde jeg igen. Jeg havde virkelig brug for at komme ud og møde nye mennesker. "Men vi kommer bare ikke ind nogen steder" sagde jeg opgivende. Vi var begge 16, og vi ville aldrig komme ind. Måske kunne vi godt dulle os op nok til at snyde dørmanden, men jeg ville ikke rende rundt en hel aften med den største kavalergang. "Vi køber bare noget alkohol, og så kan vi tage ned på rampen og drikke, der er altid nogen der om aftenen" sagde hun og så afventende på mig. Jeg sukkede lydløst og tænkte lidt over det. Jeg havde brug for at glemme Louis. Det nyttede ikke at jeg sad fast i fortiden. Jeg ville aldrig få Louis tilbage, og det blev jeg snart nødt til at indse. "Okay, det gør vi".

 

                                                                                              ...

 

Vi stod og tog et lille lag mascara på. Jeg havde beklædt mig selv med et par lyseblå hullet shorts, og en mørkeblå sweatshirt. Amber havde lånt min grå sweatshirt, og taget sine egne sorte højtaljedet shorts. Vi tog posen med sprut vi havde fået Jenna til at købe, og tog vores sko på. Jeg tilføjede min sorte carhart hue, da det var en smule køligt. "Vi ses mor" råbte jeg ude fra gangen af, og åbnede døren. "Vi ses piger". Jeg smækkede døren bag mig, og tog mit skateboard frem, hvilket Amber også gjorde. Vi kørte ned af bakken, og jeg nødt vinden i mit hår. Hvis motorcross ikke kunne gøre det, kunne skating. Jeg elsker adrenalin suset man får, når ting går hurtigt.

Vi kørte ind mod rampen, og jeg fik hurtigt øje på Jackson og hans venner. Selvfølgelig var de her. Jeg hoppede af boardet og tog det op under min  arm, og det samme gjorde Amber. Jeg kiggede på Amber, der havde et smørret smil op læberne.  Jeg kiggede undrende på hende, hvilket fik hende til at udbryde med et højt grin. Jeg fattede ingenting, så jeg lod bare være med at køre mere i det. Det var først da vi kom hen til drengene, at jeg opdagede Ambers exkæreste fra da hun boede her. Jeg kiggede forstående på hende nu, og vi begyndte at grine af hinanden. Lidt dårlig humor var der altid plads til. 

 

                                                                                              ...

 

Vi havde nu siddet og drukket, snakket og skatet i 2 timer nu. Jeg havde dog afvist alkoholen en smule, og var derfor kun meget lidt beruset. Amber derimod, sagde dog ikke nej. Hun var blevet rimelig fuld, men hun var en af de sjove typer når hun havde drukket, så det var meget underholdende. "Hvordan går det så med din kendte kæreste?" Spørgsmålet kom fra Jackson, og det kom en smule bag på mig. Jeg vidste han ikke brød sig om ham, efter det der skete, men så ville han nok blive lettet når jeg fortalte at det alligevel var slut. "Vi ses ikke mere, og vi var ikke kærester" sagde jeg bestemt og kiggede ned på den øl jeg havde i hånden. Utroligt at folk ikke kunne forstå, at vi aldrig havde været i et forhold. Selvfølgelig var det jo et slags forhold, men vi var ikke kærester, det var altså et meget stort ord, efter min mening. Efter hvad jeg har hørt, skal man da også være forelsket, hvis man skal være kærester. Han lavede et sadface, selvom jeg vidste det var ironisk ment, lavede jeg et igen. Jeg grinte dog svagt efter, da jeg ikke ville have de skulle tro, at jeg var hjerteknust. Jeg elskede ikke Louis, ikke hvad jeg ved af, så det kan da umuligt at være hjerteknust. "Nå, det var ærgerligt" sagde han med en flabet stemme, hvilket irriterede mig. Det kunne godt være han ikke kunne lide Louis, men jeg var trods alt sammen med ham. "Han er faktisk et godt menneske" protesterede jeg. "Hey, jeg tror dig gerne" sagde han og tog sine hænder over hovedet, for at vise han var uskyldig. Jeg smilede svagt og slog det ud af hovedet, jeg ville ikke tænke mere på ham.

                 

                                                                                             ...

 

"Amber!" Hun var oppe på rampen, men hun var virkelig fuld, og jeg var virkelig bange for at hun ikke kunne styre sit board. "Kom nu ned" råbte jeg igen, men hun ignorerede mig bare. Hun fik dog endelig lidt fornuft, og steg ned af rampen. "Hvad så lyseslukker" sagde hun da hun kom hen til mig. "Skal vi ikke tage hjem, og få dig i seng?" Spurgte jeg med et smil. Hun kneb øjnene sammen, og hun så virkelig sjov ud. Et grin undslap mine læber da hun begyndte at danse. Hun var seriøst underholdende når hun var fuld. "Amber, kom nu, jeg vil gerne hjem" sagde jeg så lidt mere alvorligt, men stadig med et lille smil på læben. "Fiiiiiint" overgav hun sig, og vendte sig om. "Vi ses bitches!" Råbte hun udover skaterbanen, og drengene råbte i munden på hianden, og vi vinkede bare. 

Amber kunne umuligt køre hjem i hendes tilstand, så vi valgte at gå. "And that's whyyyyyy i smile!" Jeg begyndte at grine, da Amber udbryder med at synge Avril Lavigne. Hun sang virkelig højt, og alle folk der gik forbi, overgloede os, men jeg var ligeglad, jeg sang bare med. Vi brød sammen i grin sammen, og jeg tog derefter min arm om hende. "Matt, jeg elsker dig virkelig højt" sagde hun pludseligt. "Jeg elsker også dig Amber" svarede jeg og hun trak mig længere ind til sig. "Bedsteveninder for livet" råbte hun og holdt sin arm i vejret. "Forever and allways!" Råbte jeg og efterlignede hendes armbevægelse. Jeg var virkelig lykkelig over at Amber var ved min side. Efter alt det der var sket, var en ægte veninde som Amber, lige det der skulle til. Det gjorde mig dog bare ked af det at tænke på at hun ikke kunne blive. Jeg ville ønske hun kunne blive, så jeg i det mindste bare havde en. Men nej nej, jeg skal være alene og forladt. 

Vi var begyndt at komme tættere på hjem. Og jeg begyndte at kunne se vores hus, men alt var ikke det samme. Der holdt en bil ude foran vores hus, men jeg kunne ikke se hvis det var, og jeg vidste, at Josh ikke havde sådan en bil. Vi blev ved med at komme tættere på, og jeg opdagede så hvilken bil det var, og der gik et sus igennem min mave. Min far ville først komme hjem om 4 måneder, så hvorfor holdt der en bil fra militæret. Jeg kiggede på Amber, der helt klart også havde fået øje på bilen, da hun havde et ligeså forvirret blik plantet i ansigtet som jeg. 

Vi var kommet ind i gangen og smidt vores sko og vores boards. "Mor" halvråbte jeg ude fra gangen af, og da jeg ikke fik et svar, kiggede jeg undrende på Amber. Hun sendte mig det samme blik, og jeg gik derefter ind i køkkenet, og fortsatte mod stuen med Amber lige bag mig. Jeg satte mit første skridt ind i stuen, og så så ryggene af tre mænd med militær uniformer på. De vendte sig rundt, og der fik jeg så øje på min mor og Jenna sidde i sofaen. Jenna kiggede op på mig, og hendes øjne var helt røde og opsvulmet, og hvis jeg ikke tog helt fejl, var der tårer ned af hendes kinder. Min mor sad med hendes hoved begravet i hendes hænder, og med Jennas arme om hende. Jeg så helt forvirret på dem alle sammen. "Hva.. Hvad sker der?" Fremstammede jeg, og så på de tre mænd. "Matt...." Startede den ene mand ud. Hvor kendte han mit navn fra, og hvad lavede de her? Og hvorfor græd min mor og søster? Bare hele situationen kunne få mig til at græde også selvom jeg ikke vidste hvad der foregik. "Det er din far.." Han så op på mig, og hans øjne var helt blanke. Jeg så forvirret på ham. "Hvad er der med min far?" Spurgte jeg med gråd i stemmen. Det kunne ikke ske det her. Det skete ikke. Hvad var der sket med min elskede far? "Vi fik ham hurtigst muligt på hospitalet, men der var utrolig meget kaos hvor vi var, og da vi ankom...." Han så ned i gulvet igen. "Det var forsent, Mattelin.." Jeg stivnede i det han sagde. Jeg kan ikke engang sige det. Jeg vendte mig langsomt rundt, og så på Amber, der hurtigt tog begge hendes hænder op foran hendes mund. En tåre passerede let min kind, og drev ned til min mundvig. "Din far er ikke længere iblandt os." Og med de ord, brød jeg helt sammen. Et skrig undslap mine læber, og jeg faldt sammen. Flere hulk forlod min mund, og tårende strømmede ned af kinderne på mig. En af mændende lagde sin hånd på min skulder, men jeg skubbede den hurtigt væk. Der var ikke nogen der skulle røre mig lige nu. Jeg kunne ikke forstå det. Den mand der havde været der fra den dag jeg blev født, lige siden jeg tog mine første skridt, og første gang jeg satte mig op på min første cykel. Den mand, var her ikke mere. Han var borte, og han kom aldrig tilbage. 

Jeg tog mig sammen til at rejse mig op igen, jeg halvløb over til min mor og Jenna, som sad og brød sammen af gråd. Jeg lod flere tåre strømme ned af mine kinder, og omfavnede derefter min mor, og begravede mit hoved i hendes skulder.

Han var den eneste dreng jeg nogensinde har elsket, han var min første kærlighed. Min elskede, støttende og dejlige far, var forsvundet foraltid. Han havde altid været der for mig, og han var den jeg kunne alt med. Jeg elskede ham virkelig, og jeg var virkelig ikke klar til at give slip på ham. Jeg trak Jenna ind i et kram, og der sad vi så, en nu alene mor med hendes to børn, der nu havde mistet deres højt elskede far.

Far.. Jeg er ikke klar til at give slip..

 

                                                                 ..........................

 

Her kom der så et længe ventede kapitel, er virkelig ked af den langsomme opdatering, det vil ikke ske foreløbig!

Åh gud, jeg (Matilde)  begyndte helt ærligt selv at tude da jeg skrev det her. Jeg ved det, er lidt af en tude prinsesse. 
Hvad siger i så til det hele? Hendes far er død, hvad tror i der kommer til at ske?..
Tusind tak til ALLE jer der har liket og sat på favorit, det betyder virkelig meget! Love yaaaa! x

-MatildeS & MelisaSC <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...