Heart Skips a Beat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Færdig
Alexandria Chane er navnet på den nittenårige pige, der er bedstevenner med selveste Josh Devine. De ved alt om hinanden, selv deres dybeste hemmeligheder, hvilket betyder at Josh ved noget af det som har efterladt et stort ar i Alexandrias sjæl. For blot seks måneder siden, gik Alexandrias mor bort, da kræft havde ramt hende hårdt. Alexandria lider af et stort savn til sin mor, hvilket gør at hun tit er trist og er meget indelukket. Josh har snart fået nok, og vil gerne have at Alexandria snart får et smil på sine læber, og derfor får han en idé. Josh vil have Alexandria til at møde hans fem gode venner, da de tit kan gøre folk glade, men virker det nu også på Alexandria? De fem drenge ved intet om Alexandrias tab af sin mor, de ved dog blot at hun er trist, og at det går Josh på, hvilket gør at de med glæde vil hjælpe dem. Vil alt nu gå som forventet? Og hvad med kærligheden?
♪ Læsning er på eget ansvar. ♪

368Likes
365Kommentarer
59111Visninger
AA

3. Chapter two. ♪

Jeg vader irriteret rundt på mit værelse, imens jeg febrilsk leder efter mine hårnåle. Jeg kan virkelig ikke huske hvor jeg har lagt dem, og det er den eneste jeg mangler, og så er jeg færdig, og så kan jeg forlade min lejlighed, og mødes med Josh, så vi kan komme hen til de fem berømte tumper.

Lad mig lige sige det sådan, at denne Louis, virkelig gik mig på nerverne igår. Han jokede hele tiden, og var bare alt for glad. Normalt kan jeg godt lide sjove typer, men Louis er bare slet ikke min type overhovedet. Men hvis man ser bort fra at han er virkelig belastende, hvilket er meget svært, så er han ok. Men kun ok. Han er flink nok mod mig og sådan noget, men han er bare så irriterende.

Når, men lad os nu komme tilbage til den såkaldte nutid. Jeg mangler kun at ordne mit hår, men selvfølgelig er heldet ikke med mig i dag. Det er da bare også typisk. Jeg skal have sat min waterfall braid ordenligt, men jeg mangler mine hårnåle. Doh. Men hvis man ser bort fra det, så hvis jeg selv skal sige det, så ser jeg ret godt ud i dag.

Jeg er hoppet i nogle stramme sorte jeans, hvor der er nogle hvide kort hist og spist, og gør dem pisse fede. På min overkrop har jeg en grå tanktop, og en armyjakke, som jeg bare elsker himmelhøjt, for den er så fed. Jeg ved godt at armyjakker er mainstream, men seriøst, jeg elsker den jakke.

Mine sko har jeg allrede på, og det er blot et par snørestøvler, som jeg elsker vidlt meget, da jeg synes de er vold fede. De har nogle slags nitter på, som bare gør dem fede at se på, og så sidder det udenpå mine jeans, som de pynter på outfittet. Jeg elsker de sko, altså.
Jeg har også taget et par diverse smykker på, og min makeup består idag af det samme som igår. Et god lag mascara til at indramme mine isblå øjne, og en lipgloss der ligger i et tyndt lag på mine læber, for at få dem til at se mere fyldige og skindende ud.

"YES" hviner jeg da jeg får øje på min lille bunke hårnåle der ligger på min sorte reol. Fuck yes, nu kan jeg blive færdig. Men nu kommer jeg da også helt sikkert forsent igen i dag, men jeg tror ikke at det kommer bag på Josh, men jeg må vel bare finde på en lam undskyldning, som Josh ikke vil tro på. Han ved når jeg lyver, og det er irriterende, for så kan man ikke lyve om at det ikke er en selv der har spist kagen uden at spørge. Tro mig, det er sket mange gange før.

Jeg smiler tilfreds for mig selv, da jeg har fået sat hårnålene ordenligt i håret, og skynder mig så at gribe min elskede sorte lille skuldertaske, som jeg også havde med i går, og svinger den over skulderen, inde jeg nærmest løber maraton ud i gangen. Jeg vil prøve at sætte farten en smule op idag, så jeg faktisk har en smule chance for at komme til tiden, som jeg tror Josh vil elske. Men jeg plejer altid at komme forsent, så hvorfor skulle jeg ikke det i dag?

Dog forstyrre min iPhones irriterende lorte ringetone mig i at gribe mine nøgler, og jeg har bare lyst til at bande højlydt af gud, som slet ikke er med mig i dag. Det er virkelig noget bullshit lige nu. Jeg kommer forsent, og drengene får et dårligt indtryk af mig. Men jeg er lidt ligeglad, for jeg er jo bare sådan her. Jeg kommer forsent, og jeg gider ikke lege frøken perfekt, bare for at få et godt indtryk. Hell no.

Jeg leder febrilsk efter min iPhone i min taske, men det er da også irriterende, at der kan ligge så mange småting i denne her taske. Doh. Dog får jeg hurtigt fat på målet, min elskede iPhone, og lader hurtigt min finger glide over skærmen, så jeg tager opkaldet.

Jeg føre telefonen op til mit øre - igen uden at kigge på hvem der ringer, og skal lige til at åbne munden for at sige noget, men personen i den anden ende synes lige at den skulle snakke først. Idiot. "Jeg holder herude. Jeg tænkte nok du vil komme forsent, så jeg henter dig. Venter i bilen, kom så" siger en hurtig stemme, som jeg hurtig kender som Josh, og derefter ligger han bare på, uden jeg får lov til at svare. That bitch of a mom, altså.

Jeg ved godt at man plejer at sige 'son of a bitch', men jeg kan altså godt lide Josh' mor, så det synes jeg ville være ondt. Så jeg har altså lige byttet om på det, og sådan er det bare. Totalt like a boss, man.

Jeg ligger hurtigt min iPhone ned i min lækre taske igen, inden jeg tager mine nøgler på hylden, og nærmest løber ud af døren, og smækker den efter mig, og før jeg ved af det har jeg stukket nøglen ind i hullet. - Fuck det lød forkert, det var da helt sindsygt. Adr. Føj. Men ja, jeg mente altså at jeg har stukket nøglen i nøglehullet for at låse døren. Og ikke det andet.

Det lille 'klik' bekræfter hurtigt at døren nu er låst, så jeg tager min nøgle, og putter dem ned i min taske, og fortsætter så ned af de ti trappetrin der nu er, og kan se Josh' bil igennem glasdøren, hvilket får mig til at sætte farten op.

Glasdøren får jeg hurtigt åbnet, inden jeg nærmest løber som en haltende hvalros hen til Josh' bil, og jeg kan allerede se igennem det ene vindue i bilen, at Josh griner af mig. Idiot. Det er ikke sjovt, overhovedet.

Jeg åbner døren til passagersædet, og der bekræfter min hørelse så, at Josh griner. I knew it, I fucking knew it. Bitch. "Shut up, and drive" mumler jeg, og lukker så bildøren efter mig, før jeg giver mig til at klikke min sele i, hvilket ikke går så godt i første forsøg. Doh.

"Du ved godt du ser sjov ud når du løber på den der måde, ikke?" griner Josh, hvilket får mig til at se irriteret på ham. Jeg hvæser lavt, inden jeg kigger ud af bilruden, og åbner munden for at svare, "Godt jeg ikke ser sådan ud hele tiden, så" mumler jeg irriteret, og betragter træerne og husene suse forbi ruden, som om at det er spøgelser.

"Eller gør du?" spørger Josh drillende, hvilket får mig til at se med store øjne over på ham, og slå ham hårdt på armen,  hvilket får ham til at undslippe et klynk. Burn bitch, burn. Jeg fnyser irriteret af ham, inden jeg beslutter mig for at skrue op for radioen.

"Jeg hader dig stadig" siger jeg bestemt, og rækker totalt modent tunge af ham, som han selvfølgelig bare begynder at grine af. Ih, hvor er du bare i det venlige hjørne i dag Josh. Det skal sgu nok blive dejligt at være sammen med ham, og fem berømte idioter, der tror de ejer hele verden, og kan få alle de piger de vil. Men de kan ikke få mig. Haha.

Jeg begynder af ren kedsomhed at lege med mine fingre, imens jeg kigger ud af vinduet hvor alle tingene suser forbi. "Glæder du dig?" spørger Josh, hvilket får mig til at se olmt på ham. Ligner jeg freaking en der glæder sig? Is he fucking serious man? "Kig efter, og sig til når du har fundet ud af det, idiot" mumler jeg med en hård stemme, og sender ham et ondt blik, hvilket han blot griner af. Jeg kan virkelig ikke lide Josh lige nu.

"Husk nu, at du har lovet at give det en chance" påpeger Josh, og ser på mig med et streng blik, inden han vender opmærksomheden mod vejen igen, så vi ikke ender i en bilullykke. Hvilket jeg ikke lige vil have til at ske lige nu. "Jajajajaja" mumler jeg irriteret, og ruller øjne. For god sake, hvordan fanden skal jeg kunne holde det løfte? I don't have a fucking idea.

 

 

"Josh, jeg vil ikke" siger jeg febrilsk, og basker med armene i håb om at jeg kan flyve væk, men ja, det siger sig selv, at det ikke går så godt, for mennesker kan ikke flyve, medmindre noget mystisk sker. -Hvilket der aldrig gør. For gud er aldrig med mig, that bitch of a mom.

"Kom nu" hvæser Josh, og hiver mig i armen over mod den dør vi lige om lidt skal banke på. Jeg har brokket røven af hele vejen herop på øverse etage, og Josh er vist ved at få nok. Men han kan bare lære det. Hahah. 'Skrælle skrælle gulerod, knæk, åh nej, to nye? Ja tak.' Kender i den? Det burde i, ellers har i haft en nederen barndom. Eller noget.

Jeg går modvilligt efter Josh, og kan mærke at jeg bliver en smule nervøs, da vi står foran døren. De fem berømte idioter er bag den dør, og det kan ikke blive til andet end kaos. Med mit deprimerede negative humør, blandet med deres humør, der sikkert er helt i top, så kan det ikke blive andet end kaos, det er sikkert.

Josh hæver sin knyttede hånd, og slår et par gange på døren, i en virkelig kikset melodi, men det skulle ikke undre mig. Overhovedet. Han banker også virkelig underligt på, når han kommer hjem hos mig, eller så vader han bare ind. Begge ting er typisk Josh.

Trin lyder på den anden side af døren, og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere nervøs. Spørg mig ikke hvorfor, men sådan er jeg altid når jeg skal møde nye mennesker. Især et par stykker på en gang. Det er ret irriterende, jeg ville ønske at jeg ikke blev så nervøs, men det kan jeg ikke lave om på. Doh.

Det er som om at døren bliver åbnet i slowmotion, hvilket nærmest kan få mig til at skrige. Seriøst, jeg hader virkelig når jeg har det som om at ting går i slowmotion, det går mig på nerverne. Spørg ikke hvorfor, men et gør det. Virkelig.

"Hey mate" siger Josh pludselig, og får mig hevet ud af min trance, og går hen imod en høj fyr med krøller, og trækker ham ind i et kikset mandligt kram, hvilket får mig til at rulle øjne. Det er så typisk, at det næsten er til at brække sig over. "Du må være Alexandria. Hej, jeg er Harry" runger en charmerende stemme i mit øre, hvilket får mig til at kigge på den høje fyr med krøller, som åbenbart hedder Harry. Han er heller ikke min type.

"Dav" mumler jeg, og tager tøvende imod den hånd han har rakt frem imod mig, og jeg kan mærke at jeg måber mentalt. Oh my god, han har store hænder. Shit. Holy crap. Ej men seriøst, det er næsten helt sindsygt.

Jeg tager min hånd til mig, og rømmer mig en smule, inden jeg går længere ind i lejligheden efter Josh, hvor de andre ukendte drenge står. Nej okay, jeg har jo mødt Louis så han er ikke ukendt. Og når nu vi tænker om Louis, så skal han selvfølgelig da lige komme hen og trække mig ind i et kram. Sig mig, ligner jeg en der gider kramme ham? Hell no.

"Hey Alex" siger Louis med en energifuld stemme, hvilket får mig til at skære ansigt, inden jeg laver et lille nik som svar, da han endelig har besluttet sig for at slippe mig. Dejligt.

Jeg kigger langsomt over på Josh, og han sender mig med det samme et hårdt blik, hvilket får mig til at skære ansigt af ham og rulle øjne, og det ser vildt ud til at nogle af drengene ser det, for de begynder at grine. Allerede nu går de mig på nerverne. Doh.

En næsten skaldet dreng kommer hen til mig, og han ser alt for venlig ud, og så har han en stor næse. Ej okay, jeg skal nok prøve at være lidt mere sød, men han har altså en stor næse. - Okay, jeg skal nok stoppe nu. "Hej Alexandria. Jeg hedder Liam, rart at møde dig" siger Liam venligt, og jeg kan med det samme sige at jeg har ret i det med at han er venlig. Han er for venlig. Alt for venlig, til at jeg næsten vil kunne holde det ud.

"Hej" mumler jeg bare, og ryster kort hans hånd, inden jeg giver slip, og kigger over på Josh, som bare sender mig det samme blik som før, hvilket får mig til at rulle øjne for, jeg ved ikke hvor mange gange, i dag. Han irritere mig. Kan han ikke se at jeg virkelig ikke har lyst til det her? Jeg har det, for god sake, da fint, og jeg har ikke brug for hjælp til at komme over det med min mor. Det gør jeg da fint selv.

Den såkaldte Liam går væk og går over for at hilse på Josh, og med det samme kommer en fyr hen til mig, som har noget sort hår med en slags underlig lys stibe i. Han sender mig et stort imødekommende smil, men han får dog blot et lille nik tilbage. Endnu engang bliver der også rakt en hånd frem imod mig, hvilket tøvende får mig til at tage imod den. "Hej Alex, jeg er Zayn" siger Zayn, og ryster kort min hånd, inden vi tager vores hænder til os. "Hej" mumler jeg bare, som jeg efterhånden har gjort et par gange, eller noget.

Jeg kigger mig lidt omkring, og får hurtigt øje på en lyshåret dreng der kommer gående stille imod mig, med et lille genert smil om læberne. "Hej Alexandria. Jeg er Niall.. hej" mumler han genert, og jeg kan sagtens høre at han ikke er fra England, for han har en helt anden accent, jeg ved dog ikke helt hvilken. Men den er speciel, og faktsk veldig nuttet.

Han rækker stille en hånd frem imod mig, og jeg tager langsomt imod den, imens jeg får åbnet min månd for at få svaret ham. "Hej Niall" mumler jeg, og for første gang nævner jeg et navn. Mentalt skulderklap til mig, og alt det der, fordi jeg er så awesome.

Vi ryster stille hinandens hænder, inden vi giver slip, og et lille akavet genert smil spiller om hans læber. Hvor er det egentlig kært at han er nervøs og genert. Så er jeg ikke den eneste, haha. Nu er jeg ikke totalt forever alone. Heh, jeg er ret sej.

"Du kan bare sætte dine sko der, og hvis du skal af med den jakke der, så kan du hænge den der," siger ham med krøllerne, som jeg vist nok husker som Harry, og peger for at vise hvor han mener. - Don't judge me, jeg er dårlig til navne, og har hukommelse som en guldfisk.

Jeg nikker dog blot på hovedet, og vender mig om, og bukker mig så ned for at snøre mine sko op. Dog kan jeg mærke et par blikke bag mig, hvilket får mig til at rette mig op, og se på dem. "I glor på min røv, ikke?" mumler jeg en smule irriteret, hvilket får dem til at rette opmærksomheden mod mit ansigt. Typisk drenge. Så fucking typisk, at jeg har lyst til at slå dem.

De slår øjnene uskyldigt væk fra mig, hvilket får mig til at rulle øjne, inden jeg endnu engang bukker mig ned for at binde mine sko op. Jeg kan dog mærke et par blikke igen, men gider ikke tænke nærmere over det. De kan fandme glo så meget de vil, de får ikke noget af mig. Se, men ikke røre.

Jeg får bundet mine sko op, og sat dem hen ved siden af Josh' sko, og retter mig så op, og vender mig om, for at se på drengene som hurtigt slår deres blik væk fra mig, hvilket får mig til at hvæse lavt og irriteret, inden jeg vender min opmærksomhed mod Josh, som bare står og glor ned i sin mobil. "Godt så, skal vi gå ind i stuen?" bryder Louis stilheden, og ser rundt på os alle sammen med et stort, og alt for energisk smil. Drengene nikker blot, og begynder at gå ind i stuen, imens jeg blot bliver stående.

Josh sender mig et strengt blik, og begynder at gå efter dem, hvilket får mig til at gå efter ham, imens jeg ruller øjne. Altså, jeg ruller øjne en gang, jeg går ikke og ruller øjne heletiden - det ville bare se ubeskriveligt dumt ud.

Jeg kan lige så godt sige, at jeg bliver en smule overrasket da jeg ser deres stue. Den er virkelig fed, og virkelig smart indrettet, og møblerne er rigtig lækre. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle hverken sige eller tænke det, men jeg kan godt lide det, og det er fedt. De har en virkelig fed stor lejlighed, og jeg har lyst til at invadere den, og så kan de få min lille lejlighed. Ja, det tror jeg at jeg vil gøre.

"Jeg er sulten," siger han brokkende stemme, med en anderledes accent, hvilket vil sige at det er Niall der har brokket sig. Og allerede nu, kan jeg mærke at han er den der er veldig meget glad for mad. Og han spiser sikkert også meget, men hvis jeg skal være ærlig, så kan man ikke se det på ham, for han har en flot krop.

Det.. det indrømmede jeg bare ikke lige. 

Drengene begynder at grine en smule, og jeg kan virkelig ikke bare se det sjove i at han er sulten. "Du spiste to sandwich for en kvarter siden, Niall"  - okay, jeg tager det i mig igen. Det er faktisk ret sjovt, at han allerede inde for et kvarter er sulten igen. Men jeg synes virkelig at det er snyd at han kan være så slank selvom han sikkert æder meget. Eller vent.. sådan er jeg jo også selv, som Josh har sagt. Heh. Go mig, altså.

"Det er jo lang tid siden," brokker han sig, og stamper en gang i gulvet. Oh my god, hvor gammel er han lige? Han ligner ikke en på.. hvor gammel er han egentlig? "Hvor gamle er i egentlig?" ryger det ud af mig, inden jeg når at stoppe mig selv, hvilket betyder at alle deres blikke ryger over på mig. Kan jeg ikke bare lære at holde min kæft? God man.

"Zayn er tyve. Harry er atten. Liam og Niall er nitten, og du ved hvor gammel jeg er," siger Louis og peger på hver især, imens han smiler så stort, at man skulle tro at han snart vil revne, eller sådan noget. Det er faktisk vildt skræmmende. "Aha" mumler jeg kort, og lader hurtigt min tunge fugte mine halv-tørre læber, imens jeg sætter mig ned på enden af sofaen ved siden af Josh.

"Hvor gammel er du?" spørger hr. Jeg-tror-jeg-kan-score-hver-en-pige-med-mit-charmerende-smil, og ser på mig. Hvis i skulle være i tvivl, så mener jeg Harry. For han smiler virkelig charmerende til mig, og det giver mig kvalme. Noget siger mig, at han flirter med mig, for han glor også på mig, med et flirtende blik. Han er bare virkelig ikke min type. Nej.

Jeg lader mine fingre gribe om en slangekrølle som hænger i waterfall braid i mit hår, og begynder at lege lidt med den. Ja, jeg slangekrøllede mit hår i morges, for det ser meget pænere ud i waterfall braid. "Nitten," mumler jeg koldt og kort, og lader min krølle falde på plads igen.

Drengene nikker stille på hovedet, inden de vender opmærksomheden mod Niall, der med en hurtig bevægelse for rejst sig op, og nærmest stamper ud i køkkenet. "Løbet tør for tålmodighed, Niall?" fniser Josh, og ser efter Niall, som er hurtig til at vende sig om, inden han forsvinder ud af stuen, og sender Josh et ondt blik.

"Jeg er faktisk også sulten" mumler jeg, og kigger ned, og jeg kan mærke et par blikke lande endnu engang på mig, og derefter begynder de at grine. "Bare gå ud og tag hvad du vil. Føl dig hjemme" siger Louis venligt, og slår ud med armene, og smiler stort til mig. Han skal virkelig passe på med hvad han siger. For snart, har de ikke mere mad.

Før min mor gik bort, spiste jeg næsten ikke noget. Nu spiser jeg vildt meget, men det er for at æde sorgen væk. Det gode er dog at jeg ikke tager på af det. Men jeg spiser når jeg er ked af det, og det ved Josh godt, og det får ham til at se spørgende på mig.

Jeg ryster lidt på hovedet, inden jeg rejser mig fra sofaen, og går samme vej som Niall var gået, for få minutter siden.
Deres lyse trægulv, er overraskende blødt under mine fødder, da jeg spadsere ud i køkkenet, hvor Niall står med hovedet dybt inde i det store sorte køleskab.

"Finder du noget, eller skal jeg lave noget?" tilbyder jeg, med en ligegyldig stemme, hvilket får Niall til fare sammen, og skrige højt, og kigge på over på mig med et forskrækket blik. Noget siger mig, at han blev forskrækket? Haha. Han havde nok ikke set mig komme. - Det sagde hun også i går. 

Da han er kommet en smule til sig selv igen, sender han mig et smil, og lukker køleskabet i. "Du må..gerne..du ved, lave noget.. hvis du gider?" spørger han forsigtigt og en smule genert, og jeg kan ikke lade være med at lade et lille svagt smil glide over mine læber. "Hvad har du lyst til?" spørger jeg med en ligegyldig stemme igen, imens jeg går over til ham ved køleskabet, og åbner det.

På en måde irritere Niall mig lidt med at han er så genert, men han kan vel ikke gøre noget ved det. Men hvis jeg skal ses mere med ham og drengene, så skal han ikke være genert hver gang, ellers går han mig på nerverne. - Don't judge me, please. Jeg har bare oplevet at mennesker kan være lidt for generte til tider. Men det er en smule sødt, den måde Niall er genert på.

"Jeg kunne virkelig godt bruge nogle pandekager, eller noget kage," mumler han nærmest med savl i mundvigen, hvilket får mig til at rulle øjne af ham. "Jeg vil godt lave kage, hvis du hjælper" mumler jeg så, og ser på ham med et spørgende blik. 
Jeg har altid hadet at bage kage selv, jeg synes altid at der skal være en til at gøre det med mig, for ellers er det kedeligt. Det er altid sjovere at være to, men jeg tror ikke ligfrem det bliver sjovt med mig og Niall, på den måde som det plejer med mig og mine veninder. Han er en dreng, og han er irriterende.

Niall nikker ivrigt på hovedet, og er hurtig til at løbe over til et par koge og bagebøger som står på en hylde over køkkenbordet i den anden ende af køkkenet. - Grunden til at jeg kan se at det er koge og bagebøger.. okay jeg kan ikke se det, men hvem fanden har normale læsebøger ude i et køkken? Svaret er enkelt. Ingen. Så det kan kun være madbøger.

Niall tager hurtigt fat i en bog, som jeg gætter på er fyldt med opskrifter til usunde ting, som alle kan blive fede af. Eller noget. "Kan vi ikke lave kanelkage, med chokoladeglasur?" spørger Niall, og rækker mig bogen, som er slået op på en side, hvor der er et billede af en mega lækker kage, og jeg gætter på at det er den kanelkage der. Jeg er hurtig til at nikke ivrigt på hovedet, hvilket får ham til at grine lidt.

Jeg er ret ivrig og alt det der, når det kommer til kage, men det er også kun fordi at jeg er den største kageelsker. Men ikke mere end jeg er iselsker. Jeg elsker is mere end noget andet usundt. Is er virkelig bare det bedste. Det er koldt og cremet, og smager himmelsk.

Niall sender mig et stort smil, inden han går igang med at finde diverse ting frem til den kanel kage vi nu skal bruge. Han har stadig sit store smil på læben, og nærmest hopper rundt efter tingene. Han har virkelig styr på hvor tingene er, og det er ikke engang ham der bor her. Men han må tit opholde sig herude i køkkenet så. Men det skulle ikke undre mig, efter det indtryk jeg har fået af ham.

"Just take my hand. As long as you love me, we could be starving, we could be homeless, we could be broke," skråler Niall pludselig, og det går op for mig at han har sat musik til at spille. Og det går også hurtigt op for mig at det er Justin Bieber. Kan han lide Justin Bieber? Fuck hvor awesome egentlig, hvis han kan det. Tænk hvis han er boybelieber? Det kunne være så sejt. Jeg er nød til at spørge ham på et tidspunkt. Jeg er nemlig selv Belieber. 

"As long as you l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-l-love me" synger jeg denne gang med, og det får selvfølgelig Niall til at se på mig med store øjne. Jeg ruller øjne, inden jeg vender mig mod den skål, som Niall for få sekunder siden har placeret foran mig, sammen med en pose mel. "Kan du lide Justin Bieber?" spørger Niall, da han er kommet hen og stå ved siden af mig. "Belieber - that's what I am" mumler jeg bare, og koncentrerer mig om at hælde den rigtige mænge mel i skålen, samt jeg lytter godt til Justins himmelske stemme.

"Det er jeg også!" hviner Niall nærmest, hvilket får mig til at se chokeret på ham. Han er freaking Belieber. Han er en freaking boybelieber! Jeg gifter mig med ham. Eller noget. Ej okay, måske ikke, for det er han for irriterende og underlig til. Ej han er nuttet nok, men han er irriterende. "Cool" siger jeg, og sender ham et svagt smil, som han hurtigt gengælder.

Han begynder at hjælpe til, imens han læser opskriften, så vi følger den rigtigt. Det overrasker mig, at Niall faktisk kan finde ud af det, da han ikke virker som typen der er i køkkenet for at lave noget, men er i køkkenet for at spise noget. Ikke at jeg selv er bedre, men i forstår vel hvad jeg mener?

En ny Justin Bieber sang spiller nu i køkkenet, og jeg kan mærke mit humør synke helt til bunden. Nej, ikke den sang. Ikke nu. Den sang har jeg hørt hele døgnet rundt, siden min mor døde. Den har hjulpet mig på vej, og den har hjulpet mig igennem alt det med min mor, men den gør mig trist fordi den minder mig om min mor.

Justin Bieber - Be Alright. Det er den sang, som har hjulpet mig, fordi den passer så godt til min situation. Men den gør mig dog også ked af det, og jeg kan allerede fornemme tårende presse sig på, da jeg kan mærke en svag prikken i mine øjne. Nej, jeg skal ikke græde nu. Ikke foran Niall.

Jeg slipper hurtigt det jeg har i hænderne, og sætter med det samme kurs ud af køkkenet, og går ind imod stuen. Jeg ved godt at de andre drenge sidder derinde, men jeg er nød til at få fat i Josh, jeg har brug for ham lige nu. Han ved hvad den sang gør ved mig. Jeg elsker den sang, men den gør mig trist.

Jeg er hurtigt inde af døren til stuen, hvilket får dem alle til at ligge deres opmærksomhed imod mig. Jeg vil vædde med at jeg har våde øjne, for de ser straks en smule chokerede og bekymrede ud. "Josh" hvisker jeg, og Josh ved hurtigt hvad der er galt, for han rejser sig med det samme op, og går hen til mig.

"Hvad sker der?" spørger han lavt, imens han trækker mig med ud af stuen, og ud af gangen så vi er der alene. Jeg kan mærke den første tåre løbe stille ned af min kind, hvilket febrilsk får mig til at tørre den væk med håndryggen. "V-vi er igang med at bage. Og så begynder J-justin Bieber at spille i radioen" hikser jeg, og han ved med det samme hvilket sang jeg hentyder til. Han kender til alle mine situationer, og alle mine svagheder. Han kender mig bedre end nogen anden.

Josh trækker mig med det samme ind i et langt varmt kram, og stryger mig stille over ryggen, hvilket har en beroligende effekt på mig, så det får mig til at slappe mere af. "Det skal nok gå Alex" hvisker han stille, og kysser blidt min hovedbund, inden han trækker sig en smule fra mig, og ser mig dybt i øjnene. Jeg nikker svagt på hovedet, og sender ham et lille taknemmeligt smil, inden jeg tørre den tåre væk som har sneget sig halvvejs ned af min blege kind. 

"Tak Josh. Jeg vidste bare ikke lige hvad jeg skulle gøre, så jeg så ikke en anden mulighed, inden at gå til dig" mumler jeg lavt, og sender ham endnu et smil, inden jeg trækker lidt ned i ærmerne på min armyjakke.

"Du kan altid komme til mig - du er som en søster for mig Alex" siger han med en op mundrende stemme, imens han sender mig et kærligt smil. Josh og jeg har altid været som søskende. Vi er så tætte, at det næsten er umuligt. Josh og jeg har virkelig et stærkt bånd, og der er ingen der kan bryde det, ingen eller intet.

Jeg gengælder hans smil, "jeg må nok hellere gå ud til Niall. Det skulle nødigt gå galt med kagen," fniser jeg, og begynder at gå ud af gangen med Josh efter mig. Josh slår et grin op, og klapper mig kort på skulderen, inden han går ind i stuen til drengene igen, og jeg kan med det samme høre at begynder at spørger ind til hvad det var, der var i vejen. Jeg vil ikke have at Josh fortæller det, og det ved han også godt, så han siger det ikke.

Jeg smiler lidt for mig selv, inden jeg går ud i køkkenet til Niall igen, men han står ikke og er igang med kagen. Han sidder fint placeret på køkkenbordet, og venter til min overraskelse, på mig. "Hey, er du okay? Det ligner du har grædt! Har du grædt? Undskyld hvis det er mi-", "Niall det er ikke din skyld, jeg har det fint" mumler jeg, og stopper hans panikkende talestrøm, og han får med det samme et lettet smil på sine læber. Jeg går over til ham, og stiller mig foran skålen igen, hvor blandingen ligger god og færdig. Okay, så han lavede alligevel lidt imens jeg var væk, i de få minutter. Mentalt skulderklap og alt det der til ham.

"Må jeg spørge dig om noget?" spørger Niall stille, og jeg kan godt mærke at han er nervøs for at spørge om det han har på tungen. Jeg bliver egentlig ret nysgerrig, da han er så nervøs, hvilket får mig til at nikke lidt på hovedet, og vende blikket væk fra den færdigblandede kagedej, og istedet kigge på Niall. "Hvad er det du er ked af det over? Josh sagde ikke hvad der er," mumler Niall stille, og jeg kan ikke lade være med at bide mig lidt i læben. Jeg vidste på en måde godt, at det sikkert var det der ville komme, men alligevel kan jeg mærke at jeg bliver ked af det over, at tænke på det.

"Det.. det har jeg ikke lige lyst til at snakke om.. undskyld" mumler jeg stille, og Niall er hurtig til at nikke forstående på hovedet, men jeg kan stadig ane den bekymring der lyser ud af ham. "Du siger bare til, hvis du nu en dag, har lyst til at snakke om det, ikke?" spørger han venligt, og hopper ned for køkkenbordet, og finder den kageform frem, som lå for få sekunder siden i en dyb skuffe.

Jeg smiler en smule taknemmeligt til ham, og kan ikke lade være med at føle mig en smule tryg i hans selskab. Når han endelig kan være en smule alvorlig og normal, er han faktisk okay. Men han er stadig ligeså irriterende som før. Det kan han ikke komme udenom. Jeg kommer sikkert aldrig til at ændre min mening om, at de er irriterende. For det er de virkelig. Røv irriterende.

"Nå, hælder du dejen i?" spørger Niall mig, og sender mig et stort op munderende smil, og peger på kagedejen i plastiskålen, og sætter så derefter kageformen på køkkenbordet, hvor han så ligger et stykke bagepapir i. Okay, den dreng har virkelig styr på det. Han har sikkert bagt meget, eller sådan noget. Det skulle ikke undre mig, faktisk. 

Jeg nikker stille, og tager fat i plastikskålen og hæver den over kageformen. "Så skraber du skålen af" mumler jeg, og Niall nikker på hovedet, og finder en dejskraber frem i den skuffe længest til højre, og stiller sig klar. Det kunne faktisk misforstås, hvis man er så dirtyminded som jeg er.

Jeg vender stille skålen ned af, og den svagt brune dej begynder stille at flyde ud af skålen, og Niall er hurtig til at skabe det på vej. Jeg kan ikke lade være med at smile en smule. Jeg ved godt at det er underligt, men jeg kan ikke lade være med at smile af kage. Sådan er jeg bare. Josh har også mange gange sagt til mig, at jeg er ret speciel på min egen måde, men alligevel så normal. Det forvirre mig en smule, og jeg ved ikke hvad han mener. Men det må jeg vel leve med.

"Bodyrock, oh, I wanna feel your bodyrock" synger jeg stille, da den sang pludselig bare lige popper op i mit hoved. Jeg elsker den sang, den er så festlig, og så elsker jeg er at danse det der 'bodyrock'. Det er fucking sjovt, for man bevæger sin krop på en speciel flydende måde. "Random alligevel" fniser Niall, hvilket får mig til at se spørgende på ham. Hvad er random? Nu er det da ham der er random? Eller noget.

"Hvad er random?" spørger jeg forvirret, med et svagt løftet øjenbryn. Niall ser underligt på mig, og kan ikke skjule sit grin der ryger ud af hans mund. "Du begyndte bare lige pludselig at synge" griner han, og skraber det sidste kagedej ud af skålen, og skubber det ned i kageformen. Helt seriøst, så random kan det da heller ikke være, at bare lige pludselig begynde at synge? Det gør jeg da tit.

Jeg kan ikke lade være med at rulle øjne af ham, og stiller så derefter skålen fra mig, og ser underligt på Niall. "Det er da ikke random," mumler jeg, og ser på Niall der sætter kagen ind i den opvarmende ovn, og lukker den derefter i, og sætter et ur. "Jo" fniser han, og sætter sig op på køkkenbordet, og kigger over på mig, som står lænet op køkkenet på den modsatte side af ham.

"Pff," ryger det ud af mig, imens jeg vifter underligt med min ene hånd, som får mig til at lige en virkelig grim spasser, og selvfølgelig skal Niall begynde at grine. Idiot. På den korte tid jeg har været her, har jeg allerede fundet ud af at Niall er den meget madglade, og den der griner af meget.

"Skal vi ikke høre Justin Biebers album, og skrue helt op og irritere de andre?" ryger det pludselig ud af mig, inden jeg når at tænke mig om, hvilket får Niall til at slå endnu et højt grin op, men alligevel nikker han dog på hovedet. Jeg ved ikke hvorfor jeg heletiden gør det, men jeg fandme snakker før jeg tænker, fucking heletiden, og det er så irriterende. Jeg må snart lære at tænke før jeg taler, altså.

Niall hopper ned fra køkkenbordet, og går hen imod den mega awesome cd-tingeling de har stående herude i køkkenet, og man kan bare se på den, at den kan spille vildt højt. Noget siger mig at det her nok skal blive sjovt. Jeg har virkelig bare brug for noget sjov til at få løftet mit humør, og Justin Bieber kan helt klart få løftet det. Han er ikke bare den kendte Justin Bieber i mine øjne, han er den Justin der har hjulpet mig igennem det sværeste i mit liv. Jeg elsker ham for det, og selvom han ikke ved at han har hjulpet mig, så kan jeg ikke lade være med at takke ham og han fantastiske stemme nok.

"Er du klar?" fniser Niall, og står klar til at trykke på play-knappen, hvilket får mig til at nikke ivrigt. Det her skal fandme nok blive sjovt, selvom vi kommer til at fremstå som to idioter. Men yolo, og alt det der. På dansk vil det hedde 'dlkeg'. Grimt alligevel. Haha. Så hellere på engelsk.

Niall trykker på play-knappen, og med det samme begynder Beauty And A Beat at spille højt i hele lejligheden, og jeg kan ikke lade være med at smile stort, og begynde at synge højt med, og det samme med Niall. Der er så bare lige det, at han synger meget bedre end mig. Doh. Det er ikke fordi jeg synger totalt dårligt, men han synger altså meget bedre.

Mig og Niall begynder at gå ind imod stuen, hvor man tydeligt kan høre drengene brokke sig over den høje musik, hvilket får mig til at smile en smule, imens jeg villigt synger højt med. Niall begynder også at danse til, og det får mit smil til at vokse smule mere.

Drengene kigger med det samme underligt på Niall da han kommer dansende ind i stuen, imens jeg bare kommer gående med et smil på læben, da jeg er stoppet med at synge, fordi jeg ikke kan lide at synge foran flere mennesker af gangen.

"Uh uh uh! Bodyrock! Lav det lige med mig" hviner Niall og stiller sig klar til at lave bodyrock, hvilket får mig til at smile en smule. "Okay okay" mumler jeg, og stiller mig over bag ham, og kan ikke lade være med et fnise en smule, da vi bare står og venter på at det kommer. 

"Bodyrock, oh, I wanna feel you bodyrock" synger Niall og jeg i kor, og bevæger os som Justin og Nicki i musikvideoen, hvilket får drengene til at slå høje grin op. Jeg selv, kan ikke lade være med at smile stort, da jeg faktisk finder det ret sjovt.

Niall forstår virkelig at løfte ens humør, det er helt sikkert. 

 

♪♪♪

IKKE RETTET IGENNEM, SORRY.

Det var andet kapitel. Håber i kan lide det, og jeg håber at det er langt nok. Og, OH MY GOD, allerede 59 favoritlister. Det er jo helt vildt, mange tusinde tak. Og tak til mine 61 fans. 

Husk at likeeee. 

Hvad tror i der kommer til at ske videre i denne novelle? Kommer hun til at kunne lide dem? Kommer hun til at føle sig tryg? Kommer hun til at fortælle det om hendes mor, eller vil hun stadig holde det for sig selv? Vil drengene blive sure over det, hvis de finder ud af det? Vil hun komme sig over sin mor? 

Skriv gerne kommentarer, da jeg elsker at læse dem, fordi at de er så smigrende. Mange tak. 

Annesophie xx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...