Heart Skips a Beat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Færdig
Alexandria Chane er navnet på den nittenårige pige, der er bedstevenner med selveste Josh Devine. De ved alt om hinanden, selv deres dybeste hemmeligheder, hvilket betyder at Josh ved noget af det som har efterladt et stort ar i Alexandrias sjæl. For blot seks måneder siden, gik Alexandrias mor bort, da kræft havde ramt hende hårdt. Alexandria lider af et stort savn til sin mor, hvilket gør at hun tit er trist og er meget indelukket. Josh har snart fået nok, og vil gerne have at Alexandria snart får et smil på sine læber, og derfor får han en idé. Josh vil have Alexandria til at møde hans fem gode venner, da de tit kan gøre folk glade, men virker det nu også på Alexandria? De fem drenge ved intet om Alexandrias tab af sin mor, de ved dog blot at hun er trist, og at det går Josh på, hvilket gør at de med glæde vil hjælpe dem. Vil alt nu gå som forventet? Og hvad med kærligheden?
♪ Læsning er på eget ansvar. ♪

368Likes
365Kommentarer
59358Visninger
AA

2. Chapter one. ♪

En tåre forlader stille mit øje, og triller langsomt ned af min kind, og efterlader sikkert en stort mascara streg efter sig, men lige nu er jeg lige glad.
Jeg lader blidt en fingre køre over det gennemsigtige glas, hvor et lille lag støv befinder sig. Mit mors smilende ansigt kommer til syne bag det gennemsigtige glas i billedrammen, hvilket får få tåre til at bane sig vej nede af mine kinder. 

Ved siden af min mor står jeg. Mit brune bølgede, den gang korte, hår, hænger fint og skindende ned over mine små skuldre. Min mors blege arm, ligger over mine skuldre, og mine arme er omkring min mors liv.

Jeg så så anderledes ud den gang. Mit hår var kort, jeg var lille og bleg, og mit tøj var altid lyserødt og blåt. Jeg gik ikke i andet, og det synes min mor var meget morsomt. Jeg kan tydeligt huske de gange hvor hun har grinet af mig, fordi jeg kom ud iført blåt og lyserødt tøj, når hun havde lagt noget andet frem til mig. Men jeg nægtede at have andet på end lyserødt og blåt. 

Billedet er gammelt. Jeg var otte år den gang, og det er elleve år siden. Jeg har ændret mig meget siden den gang. Rigtig meget. Mit hår er blevet langt, og går mig lige under brystet, men er stadig brunt. Men jeg har farvet det mørkere, så det er mørkebrunt. Jeg er blevet højere. Jeg er de 1,65 nu, og selvom det er lavt, så har jeg det fint med den højde. Jeg kan godt lide den.

Og nu går jeg ikke i lyserødt og blåt tøj konstant. Nu går jeg i alt muligt tøj. Jeg har min egen stil, og jeg er glad for den. Jeg er lige glad med hvad andre tænker om mit tøj, for jeg kan godt lide det, og det er det jeg synes er det vigtigste. 

"Alex" lyder det ovre fra min dør til mit værelse, hvilket får mig til at fjerne blikket fra det gamle billede af min mor og jeg, for at se over til døren, hvor Josh står lænet op af dørkammen. 

Et lille nik med hovedet, er det eneste han får som svar, hvilket får ham til at undslippe et suk, og gå over til mig, og sætter sig ved siden af mig, i min store bløde dobbeltseng. 

"Det er syvende gang i denne her uge, du sidder med det der billede" mumler han opgivende, og ser medfølende på mig. Han ligger blidt en hånd på min skulder, hvilket får mig til at sende ham et lille smil. Han er så god til at trøste, og han er der altid for mig. Det er derfor vi er bedstevenner. Vi er der for hinanden, altid. Uanset hvad det er.

Jeg ligger billedet fra mig over på det lille sengebord, der står placeret ved side af min seng, og vender mig så mod Josh. "Jeg savner hende bare så meget" mumler jeg, og lader tårende få frit løb ned over mine kinder.

Han trækker mig ind i et varmt kram, som jeg er hurtig til at gengælde. Jeg har brug for ham. Jeg har brug for hans varme, og hans hjælp til at komme over det. Men det er svært. Men han er villig til at blive ved med at hjælpe, hvilket får mig til at tænke på hvor heldig jeg er, for jeg har ham som bedsteven.

"Jeg forstår det godt. Men du er nød til at ligge det lidt bag dig. Vær glad" mumler han mod mit hår, og stryger mig blidt over ryggen, hvilket har en beroligende effekt på mig. Jeg nikker lidt ned i hans skulder, hvilket får ham til at plante et lille kys i håret på mig.

Jeg trækker mig stille fra ham, og sender ham et taknemmeligt smil. "Kan vi så ikke lave et eller andet sjovt?" spørger jeg, med en svag lille stemme, hvilket får ham til at sende mig et op mundrende smil, inden han rejser sig fra min seng, og rækker ud efter min hånd. Jeg tager stille imod den, og lader ham hive mig stille væk fra sengen. 

Da det kolde lyse trægulv kan mærkes under mine hyggestrømpe beklædte fødder, lader jeg skiftevis mine fødder gå frem, så jeg kan gå efter Josh ind i min stue.

Josh er kommer tit på besøg her i min lejlighed, og han gør det rigtig meget her for tiden, men det er fordi han ved hvor svært jeg har det i øjeblikket. Selvom det er seks måneder siden min mor gik bort, så har jeg det som om at det var i går. Jeg savner hende ubeskriveligt meget, og det er bare ikke noget man sådan lige kan glemme. 

Hun døde af kræft, og den havde ramt hende så hårdt, at der var intet at gøre. De kunne ikke redde hende, og jeg kan tydeligt huske min reaktion. Den var ikke for god.

Jeg havde et rigtig godt forholdt til min mor, og vi kunne fortælle hinanden alt. Jeg snakkede med min mor, som om at hun var min veninde. Jeg fortalte hende om min første gang, og om alle mine problemer og mine følelser, og hun har hjulpet mig så meget. Så at miste hende, har taget umenneskelig hårdt på mig.

Min far er også tit ked af det, men ham har jeg ikke set de sidste par måneder. Men han arbejder også vildt meget, og det er sikkert for at komme på andre tanker. Jeg er jo også flyttet i min egen lejlighed, hvilket også er en grund til at jeg ikke ser min far så tit.

"Jeg har købt Ben and Jerrys, hvis det frister?" spørger Josh lokkende, med en drillende stemme, hvilket får mig til at undslippe et lille fnis, inden jeg nikker ivrigt på hovedet, så min rodede knold hopper lidt.

Han slår en høj latter op, inden han giver slip på min hånd, og gør ud i køkkenet. Sikkert for at hente isen. Josh kender godt min forhold til is. Is er det jeg spiser mest af søde sager. Jeg har altid haft en underligt, men godt, forhold til is. Jeg elsker is.

Jeg nærmest kaster mig ned i min store sofa, og er hurtig til at ligge mig til rette. Min sofa er en stor blød sort sofa, og jeg elsker den vildt meget. Den er så behagelig. Mit hoved ligger jeg op ad sofaens ryg, inden jeg smækker mine ben på på mit glas sofabord.

Det bløde røde fluffy tæppe jeg ejer, bliver hurtigt lagt om min krop, inden jeg griber fjernbetjeningen og trykker på den røde knap, for at tænde for fjernsynet. 

"JOSH! HUSK COLA" råber jeg, imens jeg zapper rundt, for at finde noget jeg vil se. Dog finder jeg hurtigt den rigtige kanal, hvor de viser Gossip Girl, det elsker jeg simpelthen at se, det er nok mit ynglings serie. 

Jeg kan høre Josh' grin runge i min øre, og da det bliver mere og mere tydeligt, kan jeg regne ud at han er på vej herind. "Hvem tror du jeg er?" spørger han, og sender mig et sjovt blik, inden han slår sig ned i sofaen, ved siden af mig. "Her" mumler han, og rækker mig en bøtte Ben and Jerrys og en ske. Jeg smiler stort og taknemmeligt, inden jeg åbner låget til isen, og stikker skeen i den, og før jeg ved af det, er det lækre cremede kolde is inde i min mund, hvilket får mig til at udstøde en 'mmmh' lyd.

"Typisk" fniser han inden han begynder at spise af sin egen bøtte. "Det er sygt i hovedet, at du kan spise så meget, og veje så lidt" mumler han med is i hele munden, og et smil på læben. Jeg griner kort af ham, inden jeg fylder min mund med is. "Jeg er bare heldig" mumler jeg med is i munden, hvilket får ham til at slå et højt grin op. 

Kort tid efter tillader jeg mig selv, at deltage i hans grin, hvilket får Josh til at grine lidt mere. "Du er skør" mumler han, og tager lidt mere is i munden. Jeg ryster dog blot på hovedet, og vender min opmærksomhed mod fjernsynet, hvor Gossip Girl stadig køre.

Jeg forstår ikke hvorfor alle kan lige Chuck? Han er altså vildt creepy, og ikke specielt køn. Overhovedet. Jeg kan ikke lide Chuck, ad. - Hvis i er i tvivl så er Chuck en fra Gossip Girl, men det har i nok gættet jer til. 

Heh.

 

 

"Josh, det kan du ikke mene" siger jeg irriteret, og slår hånden opgivende ned i mit spisebord, inden jeg ser irriteret over på Josh, som bare ser gravalvorligt på mig, hvilket får mig til at rulle øjne af ham.

Jeg tager en pomfrit i munden, inden jeg ser afvendtende på Josh, som stadig ser alvorligt på mig. "Du har brug for det Alex" siger han så, og spiser noget af sin burger. Jeg sukker irriteret, og tager surt et tår af min chokolademilkshake.

"Nej, jeg har det fint,"

"Bullshit" hoster Josh falsk, hvilket får mig til at se en smule fornærmet på ham, men stadig irriteret. Det her kan han bare ikke mene? Jeg har sgu da ikke brug for mere hjælp til at glemme det med min mor, og slet ikke af fem irriterende berømtheder, der sikkert er pisse egoistiske og dumme at høre på.

Jeg spiser lidt af min burger, og ryster på hovedet af Josh, for at afslå det hele. Lige nu, vil jeg ikke snakke om det her, nu vil jeg bare nyde det McDonalds mad, som Josh har hentet til os. For jeg elsker nemlig McDonalds.

"Nej nægter. Jeg vil ikke møde dine venner" mumler jeg, og ser på ham, og håber på at han bare vil opgive, men selvfølgelig vil han ikke det. Han er ham, og han opgiver aldrig. Han er så stædig, at det næsten burde være ulovligt. Han er mere stædig end mig, og så er det altså ret vildt. 

Jeg tørre mine fingre af i en serviet, da jeg har spist min burger helt færdigt, og lukker æsket sammen, som burgeren har været i, og ligger den til siden, for at spise resten af mine pomfritter.

"Du har intet valg Alex. Jeg har allerede aftalt med dem, at vi kommer i overmorgen," siger han bestemt, hvilket får mig til at se måbende på ham. Han kan da ikke bare aftale på mine vegne? Han har efterhånden gjort det så tit, men det er begyndt at irritere mig. Det kan da godt være, at jeg har planlagt noget andet. Eller noget. Nej okay.

"Jeg skal på arbejde i overmorgen," - "Du har intet arbejde" afbryder han mig, hvilket får mig til at se irriteret på ham. Øv altså. Jeg må seriøst få skaffet mig et arbejde, så jeg har en undskyldning. Doh. Men jeg har faktisk på en måde et arbejde. 

"Jeg tager da nogle gange min venindes vagt i caféen" mumler jeg til mit forsvar, og ser på ham, og han ruller bare øjne af mig, og spiser sin burger helt færdig. Jeg sukker opgivende, og ser irriteret på ham. "Jeg skal besøge min far," prøver jeg så, hvilket får ham til at se på mig med et løftet øjenbryn.

"Du lyver," fastslår han, inden han tager de sidste pomfritter i munden. "Jeg vil seriøst ikke. Jeg har det fint, og jeg har jo dig" mumler jeg, og tager en ordenlig slurk af min elskede chokolademilkshake. Han ruller endnu engang øjne af mig, og ser halv-irriteret på mig.

Take a chill-pill dude.

"Men når jeg er hos min kæreste, eller et andet sted, og du har brug for mig, kan jeg jo ikke altid komme. Kom nu, bare giv dem en chance. De er pisse søde" siger Josh bedende, og ser på mig, med et bedende blik, hvilket får mig til at sukke opgivende.

Jeg bunder min chokolademilkshake, inden jeg ser over på Josh, der stadig ser bedende på mig. "Josh, jeg vil altså ikke" mumler jeg, og ser bestemt på ham. Han sukker irriteret, og samtidigt opgivende, og ser irriteret på mig, hvilket får mig til at sende ham det samme blik tilbage. Jeg vil seriøst ikke møde dem. Jeg har det slemt nok i forevejen.

Det kan godt være at jeg dømmer dem hurtigt, og jeg ikke engang har mødt dem, men jeg har aldrig helt kunne holde kendte mennesker ud. Nogle er bare så klamme og egoistiske. Josh er kendt på en måde, men det er jo ikke det samme. Ham har jeg kendt i flere år, så det er noget andet.

"Surt, jeg har allerede aftalt, så du kan ikke sige nej" siger ham bestemt, hvilket får mig til at slå hånden opgivende i bordet. "FINT" vrisser jeg surt, og ser irriteret på ham. Han sender mig et stort tilfreds smil, inden han drikker resten af sin vaniljemilkshake, og ser frydende på mig.

"Jeg hader dig, ved du godt det?" siger jeg surt, og pakker alt pap og papir sammen, og ser irriteret på ham. Han irritere mig så meget lige nu, og jeg har bare lyst til at brække halsen om på ham. "Du elsker mig" siger han tilfreds, inden han også pakker sine ting sammen, og samler det i hænderne, og rejser sig fra bordet, for at gå ud og smide det ud. Jeg hvæser irriteret af ham, inden jeg rejser mig, med mine ting, og følger efter ham ud i mit køkken.

"Hvis det bliver en katastrofe, så er det din skyld" vrisser jeg, og smider mine ting hårdt ned i skraldespanden. Jeg er så vred, for han sætter mig til noget, jeg ikke gider, og det irritere mig altså ret meget.

Josh ser opgivende på mig, inden han slår hånden i bordet, og ser irriteret på mig. "Giv dem forhelvede da en chance Alex. De er altså vildt søde" siger han, og sender mig et bestemt blik, inden han trasker ud af køkkenet, og videre ud mod gangen.

Jeg hvæser irriteret af ham, og ser surt på ham. "Det siger du jo," mumler jeg hårdt, hvilket får ham til at rulle opgivende med øjnene, og tage sin jakke ned fra knagen. "Jeg skal nok prøve" mumler jeg surt, hvilket får ham til at sende mig et tilfreds smil. 

"Jeg smutter. Jeg skal over til kæresten, du ved" siger han så, og tager sin jakke på. Jeg læner mig stille op af dørkammen, og betragter ham tage sit overtøj på. Jeg undslipper et lille suk, inden jeg ligger armene over kors.  "Kommer du imorgen, eller skal jeg ringe til en anden?" spørger jeg så, hvilket får Josh til at slå et lille grin op.

"Jeg kommer, og vi tager ned i byen" lyder hans svar, inden han går over til mig, for at trække mig ind i et kram. Jeg tøver kort, inden jeg lader mine arme ligge sig omkring ham, og gengælde hans kram. "Vi ses ikke?" spørger han, og sender mig et smil da han trækker dig fra mig. Jeg nikker dog blot på hovedet, inden jeg lader et lille smil glide over mine læber. "Jo, imorgen som du sagde" fniser jeg, går efter ham over til hoveddøren.

Han griner kort af mig, inden han laver et lille vink med hånden, og smutter så ud af min dør. Jeg gengælder vinket, inden jeg lader min hoveddør smække i, og et dybt suk forlader min mund.

Jeg tager mig selv til hovedet, inden jeg trasker ind mod mit værelse. "Doh" mumler jeg for mig selv, da jeg træder ind på mit værelse, og kaster mig ned i min store dejlige bløde dobbeltseng. Jeg lader en hånd køre igennem mit hår, og vender mig om i sengen, så jeg ligger på ryggen, i stedet for maven.

Mine tanker glider modvilligt over på min mor, hvilket allerede bare for tårende til at presse sig på. Bare jeg tænker en smule på hende, kan jeg bryde sammen når som helst. Jeg savner hende ubeskriveligt meget, og hvis jeg kunne gøre noget for at få hende tilbage, så vil jeg gøre det, men der er desværre intet.

Det er som om at alt min glæde forsvinder når Josh er gået. Han får mig altid i bedre humør og på andre tanker, og når han så går, så kommer jeg til at tænke på min mor, og så bliver jeg ked af det igen. Hvorfor skulle kræften også ramme hende? Så skulle det hellere være mig, end hende. Hun var sådan et godt menneske. Hun behandlede alle godt, selv dem hun ikke kendte. Hun sendte penge ned til Afrika, og hjalp hjemløse mennesker. Hun var virkelig sød og hjælpsom overfor andre.

Smagen af salt rammer pludselig min mund, og der går det så op for mig, at jeg er begyndt at græde. Jeg tørre febrilsk tårende væk med håndryggen. Inden jeg ligger mig om på siden, og ligger mine hænder under mit hoved.

Jeg håber virkelig at Josh' ide kommer til at virke. Jeg er selvfølgelig taknemmelig over at han vil hjælpe mig, men at få de fem store verdenskendte drenge, som jeg ikke engang kan navnet på, til at hjælpe mig, var måske en lidt underlig ide. Hvordan skal de kunne hjælpe? Jeg kender dem jo ikke engang, så jeg kan ikke se, hvordan de skal få mig på andre tanker, og hjælpe mig. Og hvorfor har de overhovedet sagt ja til Josh, om at hjælpe mig? Ved de overhovedet det med min mor? De kender mig jo slet ikke, og har aldrig set mig, så hvorfor vil de hjælpe mig? - Jeg skal sgu nok få svar på mine spørgsmål på et eller andet tidspunkt. Håber jeg da, for alt det her, er ret så forvirrende, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv. 

 

 

 

           

Mit blik glider over mig selv en sidste gang i spejlet, inden jeg lader min hårbørste køre igennem mit lange mørkebrune hår. Jeg reder det godt igennem, inden jeg ligger min hårbørste fra mig, og griber fat i min sorte mascara. 

Jeg åbner mascaraen og lader den lille børste køre et par gange over mine lange naturligt mørke øjenvipper. Mit andet øje for den samme tur med børsten, og selv de nederste vipper, for lige et par lette lag. 

Da mine isblå øjne er godt indrammet med mascara, skruer jeg låget på mascaraen igen, og ligger den fra mig. Min lyserøde lipgloss ryger i et tyndt lag på mine læber, og ligger den derefter fra mig, for at tage et sidste kig på min makeup, inden jeg stiller mig foran mit store spejl, for at tjekke mig selv for aller sidste gang, inden jeg skal ned og mødes med Josh. 

Mine ben, er klædt i et par lilla-galaxe-print-leggins, som sidder stramt ind til mine slanke ben. På min overkrop, har jeg en ærmeløs, løs skjorte i lilla, der går mig lige under numsen. På mine fødder sidder mine sorte Jeffrey Campbell sko, er gør mig tretten centimeter højere, hvilket jeg har det fint med, da jeg jo er ret lav. 

En sort sløjfering sidder fint og pynter på min højreringefinger, op på min højre langefinger sidder en smuk sølvring som jeg har arvet efter min mor. Et simpelt sølvarmbånd pynter smukt på mit venstre håndled, samt en anden sølvring der sidder og pynter på min venstre ringefinger. I mine øre, hænger et par simple sorte øreringe, som jeg også har arvet fra min mor.

Mine negle er som altid klædt i sort neglelak, da det er den neglelak jeg går med konstant, da den klæder mig bedst. Mit mørkebrune lange bølgede hår hænger naturligt og fyldigt, ned over mine skuldre, til under mine bryster.

Jeg griber min lille skuldertaske, hvor min pung, iPhone, høretelefoner, solbriller, tyggegummi og alle mulige andre småting ligger i. Jeg går ud i gangen, og er hurtig til at få min læderjakke ned af knagen, og få den på.

Min sorte skuldertaske ryger over skulderen, inden jeg griber mine nøgler på hylden, og åbner så derefter min hoveddør, og går ud af den. Nøglen bliver sat i låsen, og den lille klik-lyd bekræfter at døren nu er låst.

Nøglerne ryger ned i min taske, inden jeg fortsætter ned af de ti trapper der nu er, og går så ud af den store glasdør, der føre helt udenfor. Jeg bor i lejlighed, og jeg bor på den første etage, så der er kun ti trapper ned eller sådan noget. Det er dejlig nemt.

En dejlig tidelig efterårs brise kommer mig i møde da jeg træder ud af døren, og fortsætter så ned af gaden. Jeg skal mødes med Josh ovre ved en café, som ligger blot fem minutter væk fra mig, så det er jo helt okay. Haha. Dejligt nemt for mig.

Med lange hurtige skridt nærmer jeg mig caféen og sætter dog farten en smule op, da jeg faktisk er et par minutter sent på den. Jeg kommer næsten altid forsent til mine aftaler med Josh - spørg ikke hvorfor, for jeg ved det ikke engang selv. 

En virkelig irriterende lyd begynder at runge i mine øre, hvilket får mig til at skære ansigt. Min iPhone. Det er min freaking iPhone der ringer. Seriøst, Josh har givet mig en mega irriterende ringetone, og jeg kan ikke finde ud af at fjerne den. For så dum er jeg nemlig.

Jeg åbner irriteret min taske, imens jeg i en hvis fart skynder mig ned af gaden. Min hånd roder lidt i min taske, indtil den får fat i målet. Min iPhone. Jeg skynder mig at låse den op, så den tager opkaldet, og tager den så derefter op til øret - uden at kigge på hvem der ringer.

"Hey, det er Alexandria" mumler jeg, og kigger koncentreret rundt, for at se om jeg går den rigtige vej. Dog viser et skilt sig, at jeg er på rette vej, hvilket får mig til at ånde lettet ud. Jeg har hukommelse som en guldfisk. 

"Ja, det ved jeg" siger en irriteret stemme, som jeg hurtigt genkender som Josh'. Jeg fniser lidt af hans irriterede mine, men stopper dog hurtigt da han hvæser af mig i telefonen. "Du er sent på den. Hvor langt er du?" spørger han så, men denne gang mere roligt.

Jeg kigger mig lidt omkring for at se hvor jeg er henne, inden jeg åbner munden for at svare ham, "jeg er der om to. Caféen er lige om hjørnet. Vi ses" mumler jeg, og ligger på, uden at høre hans svar. Min iPhone ligger jeg ned i min taske igen, inden jeg sætter farten en smule mere op.

Jeg drejer om det velkendte hjørne, og med det samme er caféen inde for min synsvinkel, og jeg får med det samme øje på Josh, der utålmodigt står og venter på mig udenfor. Et smil glider over mine læber, da jeg fortsætter derover.

"Hvorfor er du altid sent på den?" spørger Josh irriteret, og ser en smule bebrejdende på mig, hvilket får mig til at se fornærmet tilbage på ham. "To be honest; I have no idea" mumler jeg, og begynder at gå, og Josh er hurtig til at gå med mig.

"Hvad skal vi så?" spørger jeg, da vi går længere ned af gaden. Josh stikker hænderne i sine bukselommer, inden han sender mig et hemmelighedsfuldt smil, hvilket får mig til at rynke brynene en smule. "Mødes med en ven, og så hvis det lyster, kan vi tage ind til Oxford Street?" lyder hans svar, hvilket får mig til at se en smule måbende på ham. Mødes med en ven? Hvilken ven? "Hvem skal vi mødes med?" spørger jeg en smule irriteret, hvilket får Josh til at rulle øjne. Jeg retter lidt på min jakke, imens jeg ser afvendtende på Josh, der bare går og stirre ud i luften.

"Hvad siger du, hvis jeg siger en af de drenge vi skal hen til imorgen?" spørger Josh så, hvilket får mig til at se ondt, og samtidigt fornærmet på ham. Det kan han bare ikke mene. Jeg gider sgu da ikke møde en af dem nu. Det kan godt vente til imorgen, hvis nogle skulle spørge. "Det kan du ikke mene" udbryder jeg irriteret, og ser bebrejdende på ham.

Han trækker blot på skulderende, inden han drejer ned af en gade, som føre hen til en lille gågade, hvor der ligger få tøjbutikker. "Prøv nu at give det en chance" siger Josh, og ser på mig med et alvorligt blik, hvilket får mig til at rulle øjne af ham, imens jeg udstøder et irriteret suk, som han dog blot ignorere.

"Jeg hader dig" mumler jeg irriteret, inden jeg lader en hånd køre igennem mit lange mørkebrune bølgede hår. Han fnyser af mig, inden han begynder at gå lidt hurtigere, hvilket får mig til at se undrende på ham. "Hvorfor skynder vi os sådan?" spørger jeg forvirret, men begynder dog også at gå hurtigere for at kunne følge med.

"Du kom jo forsent, hvilket betyder at vi også kommer forsent til vores aftale" mumler han, og tager fat i min arm, for at hive mig hurtigere afsted. Jeg hvæser irriteret, inden jeg selv begynder at gå hurtigt, hvilket får ham til at slippe min arm.

"Hvem er det overhovedet vi skal mødes med?" spørger jeg undrende, men får dog blot et smil som svar, hvilket får mig til at fnyse irriteret. Det er så typisk Josh. Virkelig. Han er altid så hemmelighedsfuld, at det næsten er til at brække sig over.

Nu må i ikke tro at jeg hader Josh. Tværtimod. Jeg elsker ham, og han vil altid det bedste for mig, men til tider kan det godt blive irriterende, og gå mig på nerverne. Josh og jeg har et meget sært forhold til hinanden. Vi er uvenner uden rigtigt at være uvenner, hvis i forstår? Jeg er jo foreksempel meget irriteret på ham lige nu, og så alligevel ikke? Doh, det er svært at forklare. Men jeg håber i ved hvad jeg mener.

"Josh, hvornår er vi der?" spørger jeg en smule forpustet, da vi nærmest har løbet afsted i et stykke tid nu. "Vi er her faktisk nu" svare Josh med et smil på læben, inden han stopper op foran mig, hvilket jeg ikke lige har set komme, så jeg løber selvfølgelig ind i ryggen på ham. Smart Alexandria, smart.

"Forhelvede Alex" mumler Josh, inden han hiver mig med ind i en café som jeg kender lidt for godt. Det er denne her café jeg nogle gange tager vagten for min veninde, hvilket vil sige at jeg på en måde arbejder her. Det er et pisse hyggeligt sted, og jeg elsker at være her.

Josh begynder at gå lidt hurtigere, og går over mod et bestemt bord, hvor en dreng sidder, og jeg gætter på, at det er hans såkaldte ven. En af de der fem berømte idioter. En femtedel af One Direction.

"Hey mate" griner Josh, og laver et slags håndtegn med drengen, eller manden - whatever. Jeg ruller øjne af dem, inden jeg går hen og stiller mig ved siden af Josh. Jeg giver mig til at studere drengen, eller manden, for at se hvordan han ser ud. "Undskyld vi kommer forsent. Men Alex her, synes lige at det var smart at komme for sent ud af døren. Som altid" han mumler dog blot det sidste, og det lyder lidt som om at han ikke vil have at jeg skulle høre det, men det gør jeg, og det får mig til at sende ham et ondt blik. 

"Du må så være Alexandria, eller Alex, hvis det er bedre. Jeg hedder Louis" siger den såkaldte Louis, og rækker en hånd frem til mig, med et stort smil på sine læber. Jeg laver dog blot et nik med hovedet, inden jeg tøvende tager imod hans hånd. Jeg føler mig virkelig tvunget til det her, hvilket jeg også er, og jeg har bare ikke lyst.

Efter at havet rystet hans hånd kort, ser jeg på Josh, som bare står og sender mig et alvorligt blik. Jeg ruller kort øjne af ham, inden jeg sætter mig ned på en stol skråt over for drengen - eller Louis. Whatever.

Josh sætter sig kort tid efter, ved siden af mig, og begynder at snakke lystigt med den såkaldte Louis. Bare ved at se på Louis, gør mig irriteret. Han virker for glad - alt for glad. Og så er han en af dem som har sagt ja til at hjælpe mig, og jeg ved stadig ikke hvorfor de gerne vil. Jeg mener.. har de ikke travlt med at tænke på sig selv?

"Hvad skal du have?" spørger Josh pludselig og puffer blidt til min arm, hvilket får mig revet ud af min tankegang, og ligge min opmærksomhed mod ham. "Bare en Chai Latte" mumler jeg lavt, og lader min ene arm hvile på bordet. Josh laver et kort nik, inden han ser over på Louis, som er hurtig til at give ham et svar om, at han godt vil have en varm kakao.

"Jeg går op og bestiller" siger Josh, og jeg har bare lyst til at ligge mig ned på knæ, og tikke og bede ham om at blive, for jeg vil virkelig ikke sidde alene med Louis. Det kan jeg virkelig bare ikke. Jeg kender ham ikke, og jeg finder ham allerede irriterende. 

"Så - hvordan går det?" spørger Louis mig pludselig, hvilket får mig til at se over på ham med et svagt løftet øjenbryn. Han kender mig ikke, men spørger mig alligevel om hvordan jeg har det. Wierdo. "Fint" svare jeg enkelt og koldt, inden jeg kigger op mod disken, hvor Josh står i den to meter lange kø. Det er ikke en lang kø, men det tager helvedes lang tid herinde. Tro mig - det ved jeg alt om.

"Hvor gammel er du?" for god sake dreng, kan han ikke høre at jeg ikke gider starte en samtale? Han gør det sikkert for at være venlig, men jeg finder det ret så irriterende lige nu. Doh, kan han ikke bare gå?

"Nitten. Hvad med dig?" spørger jeg uinteresseret, og ser en smule ligegyldigt på ham, men han ignorere det bare, og sender mig et stort smil. God, han er belastende. Doh. 
"Enogtyve," svare han, og lyder nærmest stolt, hvilket får en fnys til at undslippe mine læber. Han ser på mig med et løftet øjenbryn, men det bliver hurtigt erstattet med et lavt hæst grin, som allerede irritere mig godt og grundigt.

Jeg kigger ned i bordet igen, og begynder lidt at lege med mine fingre, fordi jeg ikke ellers ved hvad jeg skal tage mig til. Jeg har ikke lyst til at snakke med denne Louis, for bare af at se på ham, bliver jeg irriteret. Han er virkelig bare ikke min type, overhovedet. Og så er han virkelig bare irriterende at glo på.

"Nå Alex. Har du så en kæreste, eller sådan noget?" spørger Louis så, hvilket får mig til at se en smule chokeret over på ham. Jeg løfter svagt mit ene øjenbryn, og ryster så på hovedet, hvilket får ham til at nikke en smule. Hvorfor bliver han ved med at stille mig spørgsmål? Det irritere mig virkelig meget, det gør. "Du?" spørger jeg bare, for at være en smule høflig, men det er sgu ikke noget jeg gider at være hele tiden, det er sikkert. Specielt ikke over for denne Louis.

Louis nikker lidt på hovedet, og man kan sagtens se forelskelsen i hans smil, hvilket giver mig kvalme. "Ja, hun hedder Eleanor" siger han så, hvilket får mig til at nikke langsomt, og vende opmærksomheden mod Josh, der stadig står i køen. Dog er det heldigvis snart hans tur, og så skal jeg ikke snakke med Louis så meget længere. 

Denne her dag, skal nok blive meget lang, og meget meget meget kedelig, hvis Hr. Jeg-er-verdensberømt-og-fucking-perfekt skal hænge på os hele tiden. Hvilket jeg ikke håber, for jeg er allerede godt og grundigt træt af ham, at det næsten er helt sindsygt. Jeg håber virkelig ikke at resten af de der drenge, er ligesom denne Louis, for så går jeg da først ned ned stress. 

 

♪♪♪

Det var første kapitel. Jeg håber virkelig ikke at jeg har skuffet jer, men jeg har brugt noget tid på at skrive det her kapitel, så jeg håber at i kan lide det.

Skriv gerne i kommentar hvad i synes om denne novelle indtilvidere, selvom der kun er et kapitel.

Mange tak til mine allerede 38 favoritlister på en enkelt prolog. Det har jeg aldrig prøvet før, hvor er det bare vildt. Mange tusinde tak, det betyder vildt meget. Jeg begyndte næsten at skrige da jeg så det. 

Glem nu ikke at like. Elsker jer.

Annesophie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...