Believe Tour | Justin Bieber ♥ (DBS 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2013
  • Status: Færdig
| Dette er en 2’er til min anden movella: Drengen bag solbrillerne |
Sandra ved at hun er lykkelig med Justin, selvom der har været nedture, så ender det altid med en stor optur til sidst. Hun sagde ja til at tage med Justin på hans ’Believe turné’ eftersom de ikke kunne undvære hinanden. Hvad kommer der til at ske? Optur eller nedture? Kærlighed eller sorg? Læs med, og find ud af det!
*Anstødene sprog kan forekomme, you know, læsning er på eget ansvar*

26Likes
55Kommentarer
2996Visninger
AA

11. The end.

Jeg kan ikke beskrive den følelse der kørte op gennem mig. Men den var både blandet med sorg og vrede. Det mente han ikke.... 

Seriøst! Hørte i ikke hvad den tøs kaldte mig?! Og tænk Justin sagde ikke noget til det! Hvad skulle man ellers gøre? Hvad ville i havde gjort?!

Okay, det kan i nu ikke svare på mit spørgsmål. Men i ville sikkert også havde slået hende. Eller skubbet, eller hvad fanden. 

Men hvordan kan det være Justin ikke reagerede anderledes. Ikke sagde noget til dem? Vi havde lige haft de bedste 4 timer nogensinde, også begynder sådan en tøs at kalde mig alt muligt lort. Normalt ville han sige stop. Det er da heller ikke noget normalt, at han ikke siger noget til det!

Så slog det mig.

Det var meningen.

Selvfølgelig var det meningen! Hvad havde jeg regnet med? Han ville havde reageret anderledes. Hvis han virkelig elskede mig.

"Du har aldrig elsket mig. Har du?" Hans vrede blik famlede en smule og han løftede sit ene bryn lidt. Det var så sødt når man gjorde det. Men lige nu er det ikke.

"Hvad?" 

"Lad nu vær med at spille dum Justin. Du har aldrig elsket mig. Du har altid prøvet at komme af med mig, har du ikke?" 

"Hvad snakker du om?" 

"Jeg vidste det!" sagde jeg og sprang op på stolen. "Det var derfor du forlod mig ude i skoven! Du prøvede at komme af med mig! Med så fik du skyldsfølelse og kom og hentede mig." 

"Men nu lykkes det.. Endelig, hva?" tilføjede jeg vredt. 

Han trak på skulderne. "Nej, det har jeg faktisk ikke." 

"Stop dig selv.." 

"Jeg siger sandheden."

"Det gør jeg også.." 

"Jeg bestiller en billet til dig." 

"Billet til hvad?" 

"Til Canada." 

*

Og tænk han mente det. Normalt når vi skændes ender det altid godt. Men ved du hvad? Det gjorde det ikke den her gang. Nej. Overhovedet ikke. Jeg stod ude ved en taxa og ventede på Justin kom med min kuffert fra hotellet. 

Han havde seriøst bestilt en billet, og det er meningen at jeg skal hjem nu. Helt hjem - ikke til Danmark, men til Canada. Hjem til min mor, som sikkert er fucking vred på mig, fordi jeg bare tog afsted. Og min mormor som sikkert vil blive overrasket, men som nok også er vred.

Tilbage til skolen, hvor jeg vil blive mobbet af Isabella og kliken. Og Stella som sikkert også er fucking vred på mig, fordi jeg bare stak hende i ryggen. 

Og tænk Justin sender mig tilbage. Han ved hvordan jeg har det, han ved hvordan jeg har det. Med min mor og skolen. Han ved min mor slår mig og jeg bliver mobbet i skolen. Han ved det. Ja han gør. Jeg har fortalt ham det.

Da Justin kom gående hen mod mig, med min rullende kuffert efter sig. Jeg sukkede og bed mig i læben for at holde tårrende inde. Tænk han mente det her.

Det var seriøst forbi nu.

Han gav den til mig, uden at kigge på mig. Jeg åbnede døren til taxaen og satte mig ind. Det er så akavet det her. Hvordan har han tænkt sig at sige farvel? Akavet. Kender i det?

Jeg havde allermest lyst til at sige undskyld, kysse ham og lade som om den sidste halve time ikke er sket. Komme videre. Men mine ben kunne ikke flytte sig, jeg prøvede, men det lykkes ikke.

"Farvel." mumlede han og smækkede hårdt døren i. Var det dét? Eftersom vi har været sammen i snart 6 måneder, og jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og tog med ham på turné, så var det bare det her? Et farvel og en bildør lige i hovedet. 

Han har aldrig elsket mig.

Jeg kiggede ud af vinduet, i håb om at se ham, men han var forsvundet. Væk. Væk for evigt. 

Sidste gang jeg så de smukke øjne, smukke andsigt. Og den sidste sætning var et farvel.

Jeg fatter ikke det er forbi.

Alt. Jeg har mistet den eneste ene, fordi jeg var en idiot. 

Hvad tænkte jeg på?

Seriøst.

Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind, men jeg gjorde intet for at stoppe den. Jeg havde det så forfærdeligt, og jeg får det aldrig godt igen. Jeg bliver aldrig nogensinde lykkelig igen.

Justin var alt for god for mig.

Hvad havde jeg tænkt på? Komme sammen med en 18 årig popstjerne, når jeg kun er 16? Havde jeg seriøst regnet med at det ville fungere? 

Det måtte jo slutte på et eller andet tidspunkt. Men det måtte bare ikke være nu. 

Jeg slog hårdt ind i bildøren og udbrød et højt hulk, mens jeg begravede mit hovedet i mine hænder. Det var forbi. Slut. Slut prut. 

Jeg fik et blik fra ham der kørte taxien, men jeg lod som ingenting. 

*

Så sad jeg her. Inde i flyet, alene. Og som Justin - hulk - ved så hader jeg at flyve. Hvorfor går han det her imod mig? Jeg sukkede og kiggede ud af vinduet. Tænk det her lige er sket. Jeg har stadig svært ved at opfatte, at jeg er single og jeg har mistet min eneste ene.

Jeg skal aldrig se ham igen.

Jeg kan ikke kontakte ham.

Jeg skal være ulykkelig resten af mit liv.

Jeg bliver aldrig glad igen.

Og min mor vil sikkert ikke lade mig komme hjem.

Jeg vil sidde ude på gaden og rådne op, mens jeg skriger og håber på jeg ser Justin.

Men det ved vi jo alle at det ikke sker.

Jeg fatter det ikke.

Det er bare gået så hurtigt det hele. Han slog op, og smed mig med det næste fly til Canada. Hvorfor? Han hader mig, aldrig elsket mig.

Alt det han har sagt til mig - løgn. Alt det vi har oplevet - falsk. Hvert gang han har sagt han elsker mig - LØGN!

Og jeg hoppede i fælden. Jeg troede på det. Så svag som jeg er, fik jeg så store følelser for ham og jeg troede han havde omvendt. Men jeg tog fejl.

Jeg er ynkelig. Hvad skal jeg gøre?

Jeg skal til Danmark.

Jeg vil hjem til min far. Han er den eneste som overhovedet gider at se på mig nu. Eller hvad?

Nej, det vil han heller ikke. Jeg valgte min mor frem for ham. Jeg stod seriøst og sagde det, lige foran ham. Og Stella? Hun hader mig. Sofie? Hun hader mig også.

Jeg havde kun Justin, og han hader mig også.

Hvad helvede har jeg tænkt på.

Alt er bare gået så hurtigt, og jeg ingengang klar over hvad Justin har gang i. Han VED jo jeg hader at flyve forhelvede! Men alligevel sender ham mig alene på et fly! Den idiot! 

Det er hans hævn. Fra alle de gange vi har skændes. Det her er hans hævn.

Jeg kan bare ikke gøre noget ved det.

Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg ham. Jeg ind i hans vidunderlige brune honningfarvede øjnene. Jeg følte hans favn, jeg mærkede hans hånd i min - indtil jeg åbnede øjnene. Det er bare noget jeg forstiller mig, og det bliver aldrig til virkelighed igen.

Jeg sukkede højt og kiggede ud mod vinduet. Det var så småt begyndt at regne. Selvfølgelig. Selvfølgelig begyndte det at regne - altid når jeg er fucking ked af det. 

Hvorfor hader du mig gud?

Hvad har jeg gjort dig?! 

"Undskyld.." Jeg kiggede overrasket op, "Kan jeg sidde der?" han hentydede til den tomme plads ved siden af mig. Jeg nikkede kort og kiggede ud af vinduet. 

"Ehm. Andrew." Sagde han og sendte mig et svagt smil, som jeg prøvede at gengælde, men det blev sikkert til en mærkelig grimasse. 

"Sandra,"

"Sandra Fisher, ikke?" 

Jeg kiggede kort. 

"Stor fan,"

Jeg sendte ham et svagt smil. 

"Er der noget galt?" 

Jeg rystede på hovedet, uden at fjerne blikket fra vinduet. Det var som limet fast. 

"Vel er der så," 

Jeg kiggede overrasket på ham, men sukkede så. "Justin og mig, vi-" 

"I har slået op, right?" 

Jeg løftede begge øjnebrynene og nikkede. 

"Det står overalt på Twitter."

Jeg sukkede. Selvfølgelig. Nu er alle hans fans sikkert over lykkelige. Jeg kunne se knappen med manden med selen begyndte at lyse, hvilket gav et sæt i mig. Nu skulle vi lette. 

Jeg trak vejret en anelse hurtigere. Såså, der sker ikke noget. Slap af Sandra.

"Hey, hvad sker der?" spurgte Andrew. 

Jeg bed mig i læben, "Jeg kan ikke lide at lette... og lande." 

"Hey rolig. Der sker ikke noget." 

Hold din fucking kæft! 

Jeg havde lyst til at skrige, jeg slog forvirret rundt med armene. Lad fucking vær med at efterligne Justin!!!!!!

"Spænd din sele Sandra," sagde han hurtigt, "Nu!"

Jeg rystede på hovedet og rejste mig op. Jeg ville ud af det her lorte fly!

Jeg kunne mærke en tage fat i min arm og trække mig ned i sædet igen. Andrew spændte min sele og jeg sukkede højt. "Seriøst. Slap af!" råbte han vredt, hvilket fik vreden til at boble inden i mig. 

Hvad fanden regner han mig for?! 

En kvalme sneg sig frem i min hals, da jeg kunne mærke flyet begynde at bevæge sig. "Dræb mig!" hviskede jeg. Andrew udbrød et grin. Det er sgu da ikke sjovt det her!

Alt fløj rundt inde i mig, og jeg lukkede øjnene. Jeg så Justin for mig. Hans vidunderlige øjnene, han stod og smilede til mig. Hvilket gjorde mig rolig. Han gjorde mig rolig, og det er kun ham der kan det.

"Det var ikke så slemt, vel?" Jeg slog lynhurtigt øjnene op, da jeg genkendte stemmen. Det kan ikke være rigtigt.

Jeg er død.

Jeg drømmer..

Hvad fuck sker der?! 

"Justin!" udbrød jeg højt. 

Han udbrød et hæst grin, og satte sig ned på pladsen ved siden af mig. Den tomme plads. Hvor var Andrew? Fuck det, fuck ham.

"Hva-"

"Troede du virkelig jeg havde tænkt mig at forlade dig?" Han sendte mig et sødt smil, som jeg ikke kunne lade vær med at gengælde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...