Believe Tour | Justin Bieber ♥ (DBS 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2013
  • Status: Færdig
| Dette er en 2’er til min anden movella: Drengen bag solbrillerne |
Sandra ved at hun er lykkelig med Justin, selvom der har været nedture, så ender det altid med en stor optur til sidst. Hun sagde ja til at tage med Justin på hans ’Believe turné’ eftersom de ikke kunne undvære hinanden. Hvad kommer der til at ske? Optur eller nedture? Kærlighed eller sorg? Læs med, og find ud af det!
*Anstødene sprog kan forekomme, you know, læsning er på eget ansvar*

26Likes
55Kommentarer
2977Visninger
AA

8. Surprise!

Jeg kunne mærke mine øjne var på kanten til at græde, men jeg ville ikke. Der var noget galt med hende, noget der sårede hende - hun plejer aldrig at være sådan der. 

Måske savner hun sin familie? Eller, godt nok har hun fortalt mig det med hendes mor, der havde slået hende, og hun ikke ville have vi skulle være sammen - men hendes mormor så? Jeg ved det ikke, men en ting er sikkert. Jeg skal nok finde ud af det. Jeg må bare give hende lidt tid.

For lige nu tror jeg ikke det hun allermest har lyst til er at åbne sig op, og fortælle mig det hele. Jeg bed mig nervøst i læben og lagde min hånd på hendes skulder. "Såså," hviskede jeg blidt og nussede hendes skulder. Jeg kunne mærke hvordan hun rystede og fik kuldegysninger.

"Undskyld.." hviskede hun, hvilket fik mig til at smile. "Det var ikke min men-" "Det gør ikke noget babe,"afbrød jeg hende. Hun lagde sig forsigtigt ned og rykkede sig hen til mig, jeg slog armene og hende og trak hende så langt hen til mig som muligt.

"Sov på det," hviskede jeg blidt ind i hendes øre, hvilket fik hende til at smile svagt.

Sandras synsvinkel

Jeg satte mig op og kørte en hånd gennem mit hår. Pladsen hvor Justin havde lagt var tom, og der var fuldstendig stille, så han var her ikke. Jeg sukkede og trak dynen af mig. Hvor var han?

Jeg greb ud efter min telefon som lå på natbordet, for at tjekke hvad klokken var. Halv elleve, så lidt længe havde jeg da sovet. Jeg bed mig i læben og lagde den på bordet igen. Jeg kunne ligeså godt tage et bad, fordi jeg synes jeg luger lidt. Haha.

Lugter af ost.

Eller nej, 

sved.

Havde mig og Justin lagt så tæt i nat?

Jeg åbnede døren til badeværelset og smuttede derind, indtil jeg havde opdaget jeg havde glemt undertøj. Jeg rystede blidt på hovedet og gik hen mod min kuffert. 

*

Nærmest smed jeg telefonen i sengen da jeg hørte hoteldøren gå op. "Justin?" spurgte jeg, selvom det nok var ham. For hvem ellers skulle komme herind? Rengøring? Så ville de nok banke på.

Der lød intet svar, hvilket fik mig til at rejse mig irriteret fra sengen og gå hen mod døren.. Hvorfo-

Oh my..

"Hey babe," smilede han. Jeg lod mit blik glide ned på fadet med morgenmad Justin stod med. Hold kæft hvor var han sød! "Og godmorgen," tilføjede han. Mit blik mødte hans, og jeg smilede et sødt smil og gik hen til ham. 

"Har du virkelig?" jeg rystede blidt på hovedet, han nikkede, "Ja, og lad os nu få spist det inden det bliver koldt." Jeg grinede.


Han satte fadet på sengen og smilede til mig. "Skal vi spise på sengen?" jeg løftede det ene bryn, eftersom det her var et hotel, og hvis vi spildte i sengen var det ude med os. 

Eller noget?

"Har du aldrig prøvet det før? Morgenmad på sengen," smilede han. "Selvom du var stået op." Stået op og stået op, jeg gik bare i bad, taget tøj på og så hvem det var der kommet. 

Han satte sig ned i sengen og gjorde tegn til jeg skulle sætte mig overfor. Jeg fniste lidt og satte mig. Jeg tog min tallerken op og stak gaflen ned i omeletten og tykkede lidt på den. Den smagte overraskende godt, siden det her var hotelmad, og det synes jeg aldrig har smagt godt. Men det har nok også noget at gøre med at de hoteller jeg har været på, havde mindst 1 stjerne. Den her må nok have noget med 5 stjerner. Eller mere.

"Hvordan smager det?" han sendte mig et sødt smil, som gav mig en god mavefornemmelse. "Fantastisk," mumlede jeg med munden fuld med mad. Charmerende jeg ved det. Han grinede lidt, "Hvad skal vi så lave idag?" 

Jeg kiggede mig rundt i rummet og bed mig i læben. "Det ved jeg ikke.. du bestemmer," bestemte jeg og smilede. Han sukkede og tænkte sig lidt om. "Er du nu sikker på det?" spurgte han drillende og sendte mig et frækt smil. Jeg nikkede kort og gengældte smilet. 

"Kom," sagde han og rejste sig. Han tog forsigtigt omkring mit håndled og trak mig ud af hotelværelset. "Justin, skal vi ikke rydde op?" spurgte jeg da han trak mig ned af gangen. Han stoppede op og grinede. "Husk vi bor på et hotel babe. Her er folk der rydder op efter os." Han smilede kort, inden han begyndte at gå videre.

*

Jeg aner ikke hvor jeg er, fordi Justin synes åbenbart jeg skulle have bind for øjnene. Men jeg kunne mærke jeg var udenfor og jeg sad på noget. Jeg tror nok det er en bænk, for den var rimlig hård, men jeg er ikke sikker. 

En kold brise røg ind over mig, og jeg begyndte langsomt at fryse. Jeg havde sat her i omkring.. hvad.. et kvarter? Og var Justin overhovedet i nærheden af mig? 

Hvis han var gået nu, ikke? Så fucking dræber jeg ham! 

Selvom det ville være en ret god prank. Men nej,

sådan var det ikke. 

For jeg kunne mærke et par kolde hænder på mine skuldre, hvilket fik mit til at hoppe en smule af forskrækkelse. Jeg hørte en svag bekendt latter, og der var ingen tvivl om det var Justins. Jeg smilede svagt. "Er du klar?" 

Jeg nikkede og derefter blev jeg trukket op fra bænken. "Hvor langt skal vi gå?" brokkede jeg mig, eftersom vi havde gået i noget tid. "Vi er der snart babe. Tålmodighed.." hviskede han hæst i mit øre, så det gav mig kuldegysninger. 

Den stemme der.

Så sexet.

Jeg rystede blidt på hovedet og smilede. Selvom jeg ikke vidste om han så det. Eller hvor vi var. Eller hvad fanden jeg gik på, JEG VED DET IKKE, og kan jeg ikke nok få det her lorte halstørklæde eller hvad det er, jeg har rundt om mit hovedet. 

Går snart amork. 

"Rolig tigermis, vi er der." Vi stoppede op og han fjernede hænderne fra mit liv og gjorde et eller andet. Som jeg ikke ved, fordi jeg kan jo ikke se noget. Right? 

Jeg kunne mærke han langsomt begyndte at fumle med at binde tørklædet eller hvad det var, op. "Justin, skynd dig." mumlede jeg, eftersom han snart havde prøvet i to minutter. Han gjorde det bare, fordi han vidste jeg har dårlig tålmodighed. Hans grin fyldte mit øre, inden han bandt tørklædet op.

Jeg kunne ikke se noget, mest fordi jeg havde set sort i ret lang tid. Så mine øjne skulle lige vænne sig til lyset. Solen skinnede selvom det var fucking koldt. Vi var jo også i januar. 

Et gisp undslap mine læber da jeg så ned på det røde mønstrede tæppe ligge nede på jorden, med en picnickurv ved siden. Jeg lod blikket studere stedet, selvom jeg ikke vidste hvor vi var, fordi jeg ikke havde været i Los Angeles før. Eller var det her overhovedet i Los Angeles? 

Eller udenfor?

Jeg ved det ikke! Men vi stod på en stor eng, fuldt med blomster, bortset fra der hvor tæppet lå. Vi var omringet af træer, hvilket fik dårlig minder til at køre rundt i mit hovedet. 

Kan du huske det?

Dengang Justin havde forladt i mig i skoven. Og jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvorfor det var at han forlod mig. Var det en prank eller sådan noget? For jeg har hørt lidt om Justin godt kunne lide at pranke folk. Men jeg er ikke sikker. Men han havde forladt mig, og jeg prøvede så at gå tilbage til bustoppestedet, for at komme hjem. You know.. if you remenber. 

Men det var begyndt at blive mørkt og.. jeg farrede vild. Men Justin ringede til mig, selvom det mindste jeg havde lyst til dengang var at høre hans stemme. Jeg var så vred på ham, efter det han havde gjort.
Men han kom ud efter mig og bar mig til et sommerhus, hvor han lagde mig i seng, og næste morgen havde lavet morgenmad. Så kunne man da overhovedet ikke være sur på ham?

"Minder?" hviskede han blidt i mit øre og lagde sine hænder på mit liv. Han havde gemnemskuret mig, han kendte mig alt for godt. Allerede. 

Jeg nikkede kort og sendte ham et stort smil. "Kom babe," han tog blidt fat om mit håndled og trak mig overmod tæppet. Det her skulle nok blive noget, jeg aldrig glemmer.

Og det havde jeg ret i. Men det endte bare ikke som jeg havde regnet med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...