Believe Tour | Justin Bieber ♥ (DBS 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2013
  • Status: Færdig
| Dette er en 2’er til min anden movella: Drengen bag solbrillerne |
Sandra ved at hun er lykkelig med Justin, selvom der har været nedture, så ender det altid med en stor optur til sidst. Hun sagde ja til at tage med Justin på hans ’Believe turné’ eftersom de ikke kunne undvære hinanden. Hvad kommer der til at ske? Optur eller nedture? Kærlighed eller sorg? Læs med, og find ud af det!
*Anstødene sprog kan forekomme, you know, læsning er på eget ansvar*

26Likes
55Kommentarer
3047Visninger
AA

2. Here we go!

Jeg sad med sammenfoldede hænder, mens tanker fløj rundt i mit hoved. Min mormor havde ikke taget det så tungt, som jeg havde regnet med.

Det var bare sådan ”Okay,”

Eller nej nej,
 hun sagde selvfølgelig om jeg havde tænkt det ordentligt igennem, om jeg var sikker osv.. Men hun støttede mig, heldigvis. Jeg lagde bare en seddel til min mor, da hun sad ude i haven.

Jeg veed det, bare sådan at tage af sted uden engang og sige farvel. Men jeg orkede bare ikke dramaet. Og jeg ved hun ville sige nej. Jeg kommer sikkert til at savne hende, selvom jeg stadig er fucking vred på hende. Men hun er jo min mor..

Jeg blev trukket ud af mine tanker, da Justin lagde sin arm, på min skulder.

Eller ikke hans arm, men hans hånd. You know.

”Er du okay?” spurgte han og kiggede lidt forvirret på mig. Jeg rystede liiidt for hurtigt på hovedet.
”Det er bare første gang, jeg er ude at flyve.” løj jeg. Den værste løgn jeg nogensinde kunne komme med, fordi jeg var ligesom fløjet til Canada fra Danmark.

Men Justin svarede ikke på det, så det betød vidst at han troede på dét. ”Hvornår er vi der?” spurgte jeg og sendte ham et smil. Dumt spørgsmål, vi var næsten lige lettet, og London lå vel ret langt væk.

Gjorde det ikke?

Det gjorde det vel.

”Om nogle timer skat,” sagde han og lænede sig over mig. Vores læber smeltede sammen til et blidt kys.

Måske havde han regnet ud, at jeg var så nervøs?

For jeg var sindssygt nervøs! Bange for hvad der skulle ske. Jeg skulle være sammen med ham i et år, skulle opleve verden, modtage dødstrusler, sindssyge fans og alt muligt andet. Men, jeg har jo Justin – og det var det vigtigeste.

”Justin,” mumlede jeg, og trak mig ud fra kysset. Jeg kiggede dybt ind i de vidunderlige honningbrunede øjne. En rynke kom frem i hans pande. Jeg havde allermest lyst til at fortælle ham, at jeg var nervøs, men nej.

Han skulle tænke på sine koncerter, og ikke bekymre sig for mig. Og hvad skulle der gå galt? Jeg mener, Justin har jo alle de der vagter og ham Kenny-manden dér.

”Sandra?” sagde han hæst, lidt for hæst, så han hostede bagefter. Charmerende.

”Jeg er bare lidt nervøs,” mumlede jeg, og lagde mit hoved på hans skulder. Flot Sandra, nu sagde du det lige.

”Det skal du ikke være, smukke.” sagde han lidt for hurtigt. Okay, han havde regnet det ud. Men han skulle ikke tænke over det, tænk på dine koncerter, ”Alting skal nok gå.”

Jeg nikkede kort. ”Kom her,” sagde han. Han tog det armlæn, som var mellem os ned, og trak mig ind til ham. Jeg lagde mig på hans bryst, mens han havde armene omkring mig. Han lagde sin hånd på mit lår, og begyndte at kærtegnede den. Jeg lukkede langsomt øjne, men slog dem hurtigt op igen.

”Sov bare, babe.” hviskede han blidt i mit øre. Hvordan kunne han se mig? Hans hoved hvilede på mit, og hvordan kunne han så se mig?

Jeg lænede mig lidt op, kyssede ham blidt på kinden og lagde mig til rette igen. Jeg lukkede langsomt øjne, og der gik ikke længe før jeg endte i drømmeland.

 

*



”Sandra,”

Jeg slog hurtigt øjne op og satte mig op i sædet. Hvad, vi var ikke landet endnu? Hvad sker der?
”Sandra skat. Vi lander nu, du skal tage sele på.” sagde Justin og sendte et kært smil.
Nu landede vi i London, den første koncert hvor Justin skulle optræde. Hvad mon der skulle ske?

Okay, lad vær med at være så nervøs!

Jeg tog fat om selen og satte den ned, i den der dims der. You know, der hvor den skal sættes ned.

Jaer.

Jeg tog hurtigt Justins hånd, og flettede vores fingre sammen. Jaer, jeg hader at lette og lande!
Hader det bom man får. I ved, altså. Kender i det ikke når i er ude at flyve?

Suset i maven, hovedpinen man får... Men, så når det er overstået, er man helt lykkelig. Og ja, jeg kommer vel til at flyve hverdag, eller sådan noget. Men, før eller siden vender jeg mig sikkert til det.

Justin smilede det-skal-nok-gå-smillet. Det var så sødt. Og ja, det skal nok gå, fordi han er her med mig.
Kun mig. Og ja, også Kenny, ham der flyver flyet, Scooter og ja, alle dem fra hans team.

Øh,

Jeg fløj 128765 meter op i luften, da flyet ramte jorden. Min mave snoede sig sammen. Er ham der flyver flyet sindssyg? Så hårdt plejer man sgu da aldrig at lande!

”Såså,” hviskede Justin. Jeg smilede kort til ham.

Nu var det overstået. Vi var landet i London. Nu går det løs!

 


----------------------------------------------------------------------

Undskyld for det kedelige kapitel, skal nok skrive mere snart! 
Like, hvis du synes den fortjener det.
Kommenter hvis du vil have mere.
Tak fordi i læser med! Det betyder meget! :) 
- Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...