Believe Tour | Justin Bieber ♥ (DBS 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2013
  • Status: Færdig
| Dette er en 2’er til min anden movella: Drengen bag solbrillerne |
Sandra ved at hun er lykkelig med Justin, selvom der har været nedture, så ender det altid med en stor optur til sidst. Hun sagde ja til at tage med Justin på hans ’Believe turné’ eftersom de ikke kunne undvære hinanden. Hvad kommer der til at ske? Optur eller nedture? Kærlighed eller sorg? Læs med, og find ud af det!
*Anstødene sprog kan forekomme, you know, læsning er på eget ansvar*

26Likes
55Kommentarer
2981Visninger
AA

9. Do you hate me?

movellas fucker - så undskyld den er så mærkeligt opstillet. men jeg kan ikke gøre noget ved det
------------------------------------------------------------------

Og her sidder jeg så. Begravet mit hovedet i mine hænder, med blanke øjne og lyden af hulk. Jeg havde troet det skulle være perfekt. 

Han havde gjort så meget for det, også vælger de at ødelægge det hele. 

Og du tænker måske "De?" Hvem er De?

Jo ser du..


Det hele er så perfekt, og det er så småt begyndt at blive mørkt og stjernerne dukker frem på himlen. Desuden har Justin taget stearinlys med, som brænder rundt omkring. Det er så romantisk. 

Men når det bliver meget mere mørkt, betyder det også at det bliver meget mere koldt. Koldere end det allerede er. 

"Fryser du?" Justin sendte mig et sødt smil, som smittede af på mig. Nej Justin, jeg sidder ikke bare og ryster af ingenting. Hæhæ

"Kom her," Jeg kunne mærke Justin overraskende varme hænder på mit liv, og trak mig hel hen til ham. Hvordan kan det være at han var så varm? 

Jeg lagde mit hovedet på hans bryst og nød hans kropsvarme. Vi havde spist, og man må sige den dreng havde pakket meget mad. Men han sagde, og jeg citerer: "Så må der jo været noget af det her mad, du godt kan lide. Jeg vil bare være sikker." 

Det var så sødt. Og vi spiste, så der snart ikke er mere tilbage - jeg er ihvertfald godt mæt, jeg ved ikke med Justin. Men det kan jeg næsten regne ud. Han har vel spist ligeså meget som mig.

Mon ikke jeg har taget 45676543213456 kilo på idag. Den chokoladekage så bare så god ud. Kender i ikke det?

Anyways. Vi lå og så op på stjernerne, mens jeg lå helt klistret op af Justin, både for at få varmen også fordi jeg nød det. Nød at være her med Justin. Justin Bieber min kæreste. 

Det er stadig helt utroligt for mig, når man egentlig tænker over det. Det var et tilfælde at jeg måde Justin i bussen, jeg husker tydeligt hans smil. Kan i huske det?


Jeg nikkede og kiggede igen rundt i bussen. Jeg kiggede på drengen med det sorte tøj. Hvorfor dog gå med solbriller i Canada? Det er i hvert fald ikke sommer. Han kiggede pludselig op fra hans telefon og mødte mit blik. Han smillede. Jeg skyndte mig at kigge den anden vej. Mærkeligt, hvorfor smiler han til mig?
Bussen stoppede stille.
”Så Sandra. Så er vi her!” sagde mor lettet, hun var sikkert glad for vi skulle ud af bussen. Hun var sikkert blevet køresyg. Jeg rejste mig, tog min kuffert og begyndte at gå. Folk kiggede på mig da jeg gik forbi dem. Jeg kiggede tilbage for at se om mor var gået med, det var hun heldigvis. Jeg kiggede bare ligeud og prøve og ignorere publikummet. Jeg skulle lige til at stoppe op, da jeg så drengen. Han sad og kiggede på mig. Jeg lod som om jeg ikke havde set ham og gik videre. Jeg fik sådan en underlig mavefornemmelse da jeg gik forbi ham. Hvad var det?


Det var sådan jeg så ham første gang, og jeg husker den mavefornemmelse jeg fik. Det var nærmest et sus i maven og det gav mig lyst til at skrige - af glæde. Glæde over at der sad den eneste ene, den dreng jeg nu vil ofre mit liv for. Være sammen med til døden skiller os ad.

Det er ham jeg ligger med lige nu. En perfekt stilling - haha, bare misforstå det. Du har min tilladelse. 
Men det var ikke meningen. Okay? 

Jeg kunne mærke nogle bløde læber mod min kind, hvilket fik mig trukket ud af mine tanker og smile svagt. "Justin?" mumlede jeg og satte mig op, hans arme gled af mig, og jeg begyndte at fryse omkring der han havde holdt.

"Ved du at jeg elsker dig?" sagde jeg alvorligt, men kunne ikke gemme smilet. "Og ved du jeg elsker dig?" Han satte sig også op og slog armene omkring mig, og trak mig ind til et kram. Et dejligt varmt vidunderligt kram. Den dreng forstår mig, hjælper mig. Han er bare så fantastisk. 

Og min.

Kan du egentlig huske første gang, vi snakkede sammen?


Jeg kiggede hurtigt væk. Ham igen? Han kom tættere og tættere på.. ”Hej, må jeg sidde der?” spurgte han. Jeg synes jeg havde hørt stemmen før.. Jeg nikkede og rykkede min taske så han kunne sidde der. Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg kunne mærke at han sad og kiggede på mig. Jeg havde lyst til at spørge ham, hvorfor han gik i sort tøj og ikke mindst solbriller. 
”Ehm..” begyndte jeg. ”Må jeg spørge om noget?” ”Ja.” ”Hvorfor… Hvorfor har du solbriller på?”  Han grinte. ”Jeg ved det latterligt spørgsmål. Undskyld.” sagde jeg og kiggede ud af vinduet igen. ”Nej nej, det er et fint spørgsmål.” Jeg kiggede på ham igen. 
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Du finder nok ud af det.”  Jeg kiggede underligt på ham og nikkede langsomt. Hvorfor ”finder jeg ud af det?” Hvad er det han vil?
”Går du på skolen?”  ”Nej..” sagde han og smilede. Et smil jeg synes jeg har set før. ”Men…” jeg stoppede mig selv.
Jeg smilede bare og kiggede den anden vej. Hans stemme, den lyder virkelig bekendt. Og hans smil, jeg synes virkelig at den ser bekendt ud. Jeg havde allermest lyst til at rive hans solbriller af ham, så jeg kan se hans ansigt.  ”Hvad hedder du?” spurgte jeg. Han svarede ikke. 
”Jeg hedder Sandra..” sagde jeg. Han lod som om han ikke hørte det. ”Hallo?” spurgte jeg. Intet svar. 

Jeg kiggede ud af vinduet, hvorfor ville han ikke sige hvad han hedder? Bussen stoppede. Han rejste sig hurtigt op og kiggede på mig. ”Vi ses Sandra.” sagde han og smillede og gik hurtigt ud af bussen.


Dengang hvor jeg spurgte ham, hvad han hed og han ville ikke svare. Hvilket gik mig på. Men nu forstår jeg det, og jeg ville også havde reageret sådan, hvis jeg var kendt og én spurgte mig om hvad jeg hed, ville jeg heller ikke svare. Vel? 

Det ville du heller ikke, hva?

Justin trak sig forsigtigt ud af krammet, og lagde sig ned, og trak mig med i faldet. Jeg grinede, og lagde mig tæt ind til ham. Det her var bare så rart. 

Alligevel kom jeg til at tænke på dengang han hjalp mig. Fordi jeg var blevet mobbet af Isabella og hendes klike. 

Kan du huske dem? 

De idioter som ødelagde mit tøj på første skoledag! 


Jeg gik ind i en park som lå overfor skolen og satte mig ned på en bænk og begyndte at græde. Jeg ville ikke være her! Jeg kan bare ikke klare og gå i den her skole. Isabella, Maria og Freja har ødelagt mit liv.  ”Sandra.. Er du okay?” jeg kiggede op. Drengen. ”Åh.. øh.. Ja, jeg har det fint.” 
”Nej du har ej.” han satte sig ned ved siden af mig. ”Hvad er der galt?” Jeg havde sådan en stor tvang til at fortælle ham det hele. Men. Jeg kender ham overhovedet ikke..

”Der er ikke noget galt.” snøftede jeg.  ”Sandra..” 


Og dengang han viste mig at han var seleveste Justin Bieber. 

”Lov mig, du ikke vil behandle mig anderledes.” sagde han og tog langsomt sine solbriller af.
Det gav et sæt i mig, jeg tog mine hænder op foran munden og lænede mig tilbage. De brune øjne kom frem. ”Du.. Du er Justin Bieber!” skreg jeg.
Jeg sad bare og kiggede på ham. ”H-hvordan??” hviskede jeg. ”Jeps. Det er mig.” Sagde Justin og smillede. Jeg er ikke en stor fan af Justin, jeg har kun set hans musikvideo Baby nogle var gange, ellers ikke. Men jeg har altid synes han var helt vildt pæn. Jeg trak vejret hurtigt..
Jeg sad i samme rum som.. Justin Bieber..


Det var så vildt for mig dengang, nu er det bare.. Justin Bieber, en normal dreng på 18 år, sanger og min kæreste. Min kæreste. Kun min.

Tankerne fik mig til at smile svagt, og Justin bemærkede det. "Hvad tænker du på babe?" "Dig," svarede jeg kort og strammede grebet om ham. 


Og du tænker nok. "Hey, hvorfor fanden sidder hun og tuder, der er da ikke sket noget. Det virker så perfekt og romantisk for dem, hvorfor fanden tuder så over det?" 

Jo, jeg kan da godt spole lidt frem i tiden, hvis du er så utålmodig. 

Vi havde besluttet at det var tid til at komme tilbage til hotellet, for vi havde lagt her i omkring 4 timer. Det er måske lidt meget, men tiden havde bare fløjet afsted, som den altid gør, når det er sammen med Justin.

Intet havde forstyret os, alt havde været perfekt.

Indtil..

Selvfølgelig skete der lige dét værste der nogensinde kunne ske.

Vil du gætte? 

Gæt.































Har du gættet?

Lad os se om du har gættet rigtigt.

Justins fans fandt os.

Gættede du rigtigt?

Men nej, det er ikke sådan nogle 'søde' fans der var ville sige hej og tage et billedet. Nej, det var nogle af Justins fans og nogle af mine haters.

Og hvad skete der spørgere du? 

Jo, nu får du det hele.

"Justin? Skal vi ikke se at komme tilbage?" spurgte jeg eftersom vi havde lagt her i flere timer. Selvom jeg godt kunne ligge her forevigt, det var så rart at ligge i hans favn, mens vores fingre flettede sig sammen, og passede perfekt som et puslespil.

"Du har re.." "Hvad var det?" udbrød jeg og satte mig op. "Hvad var hvad?" spurgte han og satte sig op. Jeg sank mine bryn og bed mig nervøst i læben. "Jeg hørte noget.." 

Og vi sad jo her i en skov, udenfor byen, og det vidste jeg fordi jeg havde spurgt Justin. Så det kunne være et dyr. Tænk hvis der kom en stor elefant og spiste os? 

Okay, måske ikke lige en elefant.

"Hey rolig," han lagde en hånd på min skulder og nussede den lidt. Og det gjorde mig automatisk rolig og fik mig til at slappe af. 

Men det skulle jeg aldrig havde gjort. 

"Der er de!" lød det inde fra skoven, hvilket gav et sæt i os begge. "Justin!" "Justin er det dig?!" "Omg Justin BIEBER!" Med et sprang 5-7 piger frem inde fra skoven. "Fuck," hviskede jeg og kiggede på Justin. Hvordan kunne de finde os?

"Det er Sandra Fisher," hviskede en pige til en anden. "Hvad fuck laver hun her?!" Jeg bed mig nervøst i læben og kiggede ned i jorden. 

"Den idiot fortjener ikke Justin." 

"Hun er ingengang smuk!"

"Den luder." 

Jeg rev min hånd, som lå i Justins til mig og rejste mig op. Vreden boblede inden i mig. Kunne de for helvede ikke bare lade os være! Jeg gik med hurtige faste skridt hen mod dem, og jeg kunne se de gik lidt bagud. "Hvad fanden er jeres problem?!" skreg jeg og slog forvirret med armene. 

De kiggede overrasket på mig. "Jeg er sammen med Justin, og sådan er det! Hvis i er fucking rigtige fans respekterer i det!" udbrød jeg, og derefter kunne jeg mærke en hånd på min skulder. "Babe," lød det bag mig, og der var ingen tvivl om det var Justin. Jeg sukkede lydløst og vendte mig om så jeg stod med front til ham.

"De ødelægger bare det hele.." hviskede jeg.

"Nej du ødelægger det hele!" Jeg bed mig hårdt i kinden og vendte mig om, og så på den pige, som havde sagt det. Jeg sendte hende et dræberblik og gik langsomt hen til hende. Hvilket gjorde hende bange.

"Babe," jeg kunne mærke Justin greb fat i min arm, men jeg rystede den af. 

"Hun er sindssyg," sagde pigen og kiggede på de andre piger. Jeg stod nu kun nogle centimeter fra hende, "Hvis der er nogen der er sindssyg her, så er det dig." fløj det ud af mig, selvom det ikke rigtig gav nogen mening. 

"Kælling," hviskede hun. 

Vreden skyllede op i mig, og ved du hvad der sker når jeg er vred? 

Det finder du ud af.

Jeg løftede lynhurtigt min hånd og svingede den op mod hendes kind, og derefter lå hun nede på jorden og skreg af smerte. Kunne du regne ud hvad der skete?

Jeg gav idioten en lussing. 

Det havde hun fortjent. 

"Sandra!" råbte Justin vredt bag mig. "Hvad fanden har du gang i?" 


Jeg havde fortrudt det jeg havde gjort. Jeg mener jeg slog en af Justins fans. Men hun var sindssyg? Og det forstod Justin ikke. Han efterlod mig så her, på et hotel, alene. Han havde låst døren, så jeg ikke kunne komme ud. Han mente jeg skulle være lidt alene efter det der skete.

Selvom det er rigtigt, er jeg stadig vred. Både på ham og på hans lille fan. Jeg tror kun hun var fjorten år. 

Hvor Justin er?

Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg tror han befinder sig i samme bygning som mig, bare på et andet værelse. Jeg tog min mobil som lå på mit natbord. Twitter skulle jeg overhovedet ikke ind i. Jeg er sikkert blevet bombaderet med hate og alt muligt lort.

Og mon ikke mine fans har vendt mig ryggen og blevet til haters. 

Klokken var halv elleve. Kun? Jeg havde regnet med den var omkring 2 eller sådan noget. Men jeg var bare overhovedet ikke træt, og jeg kunne umulig sove med alle de tanker der kørte rundt i mit hovedet. 

Men jeg besluttede mig for at se om Justin havde skrevet noget på Twitter, så jeg prøvede at ignorerer alt det hate der poppede frem på skærmen.

Jeg gik ind på Justins profil og kørte lidt ned så jeg kunne se hans tweets. "Jeg er ked af det, men der er ikke sket noget, hun har det okay. Elsker jer! x"

Var det det? Sagde han undskyld? For at jeg gik amork på hende tøsen der? Jeg sukkede og trykkede på homeknappen, så min baggrund gik mig i møde. Det var et billede af mig og Justin, selvfølgelig  det var taget hjemme i Canada. Husker du da vi sov sammen første gang? Ja, det var derfra. 

Det var tider. 

Så hyggeligt.

Skulle jeg ringe til Justin og få talt ud? Fordi han gider sikkert ikke se mig, men at snakke med mig. Det bliver han sgu nød til. 

Jeg tastede hans nummer ind, og tog den op mod øret. "Hvad vil du?" spurgte han koldt, hvilket gav et sæt i mig.

Han var virkelig vred.. på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...