Stop bullying me

Bogen handler om Claire der er 16 år.
Hun er lige er flyttet til Vamenville, hun er en utrolig klog pige og upopulær. Derudover mobbes hun af Monica og hendes slæng på en så grufuld måde at Claire frygter for sit liv.

3Likes
1Kommentarer
424Visninger
AA

4. Monicas offer

Nå men der var ikke andet at gøre end at redde vasketøjet. Claire sank et par gange, tørrede øjnene og halede sin tunge rygsæk op på skulderen. Et øjeblik stod hun og stirrede på de våde trusser og den ene sok hun knugede hånden. Derefter åbnede hun hurtigt rygsækkens yderlomme, stoppede det våde tøj ned i den og trak lynlåsen til igen. Hvis nogen så hende bære rundt på de laser, ville det gøre det helt af med den smule selvværd hun havde i behold. ”Se engang” lød en dæmpet, tilfreds stemme fra den åbne dør på den anden side af trappen. ”Her har vi selveste klunsertøsen.”
Claire standsede med hånden på det rustne smedejernsgelænder. Instinktet rådede hende til at stikke af i en vis fart. Hun kendte kun rumlen alt for godt, stik af eller slå fra dig, men lige nu var hun træt af at løbe sin vej hele tiden. Hun vendte sig langsomt, og Monica Morrell trådte ud fra værelset nærmest trappen. Der ikke var hendes eget. Hun havde brudt Sophies lås op igen. Hendes mest hengivende håndlangere, Jennifer og Gina, kom ud og stillede sig på hver side af hende, begge med klipklapper på fødderne og iført tætsiddende jeans med linningen er godt stykke under navlen. Monica stillede sig i positur, noget var hun god til, måtte Claire nødtvunget indrømme. Hun var næsten 1,80 høj med langt skinnende blankt hår der nåede hende ned til taljen, og blå øjne indrammet af den perfekte mængde mascara. Udsøgt hud, høje kindben og en antydning af trutmund. Hun var slank, men med kurver på alle de rigtige steder. Ingen skarpe kanter der. Hun var rig og så godt ud, og så vidt Claire kunne se gav det hende ikke den mindste glæde. Derimod tydede udtrykket i de store, blå øjne på at hun glædede sig til at plage sit udvalgte offer endnu mere. ”Skulle du ikke være til time i sjette klasse lige nu?” spurgte hun. ”Eller sidde og græde af skræk i en krog over dit første månedlige?” ”Måske leder hun efter det tøj hun går og smider alle vegne,” indskød Gina og grinede. Jennifer grinede sammen med hende. Deres øjne lyste af skadefryd. ”Tøj?” Monica lagde armene over kors og lod som om hun tænkte efter. ”Taler du om de laser vi smed ud? Dem hun havde ladet ligge og flyde i vaskemaskinen?” ”Ja, dem.” ”Dem kunne jeg aldrig finde på at røre,” erklærede Gina. ”Jeg ville ikke engang rense drengetoilettet i dem!” Plaprede Jennifer, ivrig efter at score point hos Monica, som den mest ondskabsfulde. Men den bemærkning passede af en eller anden grund ikke Monica. Hun vendte sig om og skubbede til hende. ”Ja, du ved alt om drengetoilettet, ikke? Ordnede du ikke Steve Burhn derinde engang?” hun lavede suttelyde, og de brød alle tre ud i kaglende latter. Jennifer så dog mest ud til at le med af frygt for at undgå at falde yderligere i unåde. Claire rødmede, selvom ondskabsfuldheden for en gangs skyld ikke var rettet mod hende. ”Men Jennifer dog! Var det virkelig Steve Burhn?” fniste Gina. ”Hold dog din mund hvis du kan finde på noget der rammer dig selv i nakken!” Naturligvis vendte Jennifer øjeblikkeligt sin vrede mod det sikreste mål, Claire. Hun trådte frem og skubbede Claire baglæns mod trappen. ”Du kan hente laserne nede i affaldscontaineren! Forsvind med dig, dit blege gespenst! Man bliver syg af at se på dig.” ”Har du aldrig hørt om solskin?” vrængede Gina og rullede med øjnene. ”Pas nu på!” smældede Monica. Claire undrede sig. Det var en besynderlig bemærkning i betragtning af at alle tre kunne prale af den smukkeste solbrune hud man kunne købe for penge. Så glemte hun det igen i kampen for at holde balancen. Den tunge rygsæk trak hende bagover, og hun greb fat i gelænderet for at holde sig på benene. Jennifer sprang frem igen og stødte håndroden hårdt mod Claires kraveben. ”Hold op med det!” råbte Claire og slog Jennifers hånd væk. Hårdt. Der opstod et øjebliks åndeløs tavshed, og så sagde Monica meget stille og indædt. ”Tillod du dig lige at slå på min veninde, din lille idiot? Tror du virkelig at du slipper godt fra den slags her? Hun trådte frem og slog Claire tværs over ansigtet, hårdt nok til at fremkalde blod og et væld af dansende sole og måner for Claires øjne. Og hårdt nok til at vække et glødende raseri, så Claire glemte al sin frygt. Hun slap gelænderet og slog igen af alle kræfter. Hun ramte Monica lige på den perfekte malede trutmund, og i en brøkdel af et sekund følte hun inderligt tilfredshed. Så hvæsede Monica som en skoldet kat, og angsten krøb igen ind over Claire. Hun så ikke slaget komme, og mærkede det heller ikke rigtigt fordi hun var for optaget af at kæmpe mod rygsækkens vægt. Den trak hende bagover, og hun vaklede usikkert på kanten af trappens øverste trin. Netop som hun var ved at komme i balance, rykkede Gina frem med ansigtet fortrukket i et hyænegrin og skubbede til hende, og Claire tumlede bagover, ned ad trappen med armene plejende i luften. Hun mærkede kanten af hvert trin på den lange vej ned til afsatsen på næste etage. Rygsækken sprang op på det sidste stykke, og bøgerne spredtes ud over trinene. Og over hende hujede og jublede Monica og hendes Moniketter og udvekslede triumferende håndklask som et sejrende hold på fodboldbanen. Claire opfangede det kun korte glimt på vejen ned. Det tog en evighed før hun endelig ramte afsatsen. Hun faldt så uheldigt at hun slog hovedet mod væggen, og det sortnede for hendes øjne. Inden alt blev mørkt nåede hun at opfange Monicas dæmpede, indædte hvisken ”Du kan vente dig til i aften. Så for du hvad du fortjener, dit misfoster. Det skal jeg nok sørge for.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...