Skyggen

Det er min første historie, så i må lige bære over med mig...

Det er en kort novelle om pigen Seline.
Seline bor i centrum af København, og har gjort det hele sit liv.
Hendes mor, vil dog gerne flytte og vælger at tage hende med sig til Udkants danmark. Seline er bestemt ikke tilfreds!

Vil du vide hvad der sker med Seline, så læs med her, god fornøjelse!

ps vil gerne have en masse kritik


1Likes
1Kommentarer
295Visninger

1. Skyggen

 

Skyggen

”Hvorfor forstår du ingenting?” Råbte jeg. ”Selina, jeg gider slet ikke diskutere det her, sådan bliver det.” Sagde mor. ”Jeg er stor nok til at træffe mine egne beslutninger.” Jeg stormede hen mod mit værelse, og smækkede døren så hårdt i, at hele lejligheden rystede. Jeg hørte min mor ude på den anden side. ”Selina, vi kører om en time, og du skal med, om du vil det eller ej.” Jeg kiggede rundt i mit værelse, den lille lejlighed havde virket som et trygt sted. Men nu da mine ting ikke længere stod på hylderne, og mine møbler ikke længere var på værelset, virkede det helt forkert. Hvorfor skulle mor skulle altid bestemme over mig, hvorfor kunne hun ikke bare forsvinde? Langt, langt væk, næsten lige så langt væk som jeg også skulle. Udkants Danmark. Det gav mig en grim smag i munden, bare ved tanken om det. Jeg vidste godt at mor havde en granonkel som boede på et gods, men jeg havde da ikke regnet med at hun ville arve det. Jeg satte mig på gulvtæppet og græd. Skulle jeg virkelig bruge resten af mit liv på landet? Nej ikke hele mit liv, jeg ville vende tilbage, det var jeg sikker på. Lige i det øjeblik, kunne min 18 års fødselsdag ikke komme hurtigt nok. Jeg hørte min mor snakke med flyttemændene ude i entreen, det var tid. Jeg betragtede de hvide matte vægge, og fulgte dem hen til vinduet. Jeg rejste mig fra tæppet og gik hen til vinduet. Bilerne holdte i en lang kø, så langt øjet rakte. Jeg kom til at savne synet af biler og store bygninger. Jeg åbnede vinduet, og snusede den friske efterårsvind ind. Mor bankede på døren. ”Kom nu Selina, vi skal af sted.” Jeg lukkede vinduet og gik ud til mor. Hun baksede med de to sidste kasser. ”Kom lad mig tage den ene.” Sagde jeg og tog den ud af hænderne på hende. Hun så på mig med det medfølende udtryk, hun var så god til at lave. ”Er du klar?” Spurgte hun og satte nøglerne i låsen. ”Så klar som jeg nogensinde bliver.” Sagde jeg og trak på skuldrene. Hun strøg mig over håret og førte mig ud af døren. Den gik i med et smæld, og det var som om at luften blev slået ud af lungerne på mig.

Tre timer, to timers søvn og to toiletstop senere, var vi endelig fremme ved onkel Garánts gods. Mor kiggede med forbløffelse på de matte røde murer, med mange små detaljer og mønstre. Vi kørte igennem porten, og kom ind på den brostensbelagte gårdplads. ”Se lige her Selina. Vi er hjemme.” Sagde mor oppe fra forsædet. En rød lille Mazda holdte også ude i gården. ”Godt så, lad os gå ind og se på det.” Sagde mor og parkerede bilen ved siden af Mazdaen. Jeg gik sammen med mor hen over pladsen, med hænderne godt begravet i mine lommer. ”Ej, hvor er det altså bare spændende!” Sagde mor med et stort smil. Min mor fandt nøglen frem og åbnede døren. Vi gik ind en stor entre med smukke mørke vægge, der hang en stor lysekrone ned fra loftet og lyste rummet op. ”Velkommen!” Mor for sammen, da en lille buttet kvinde med ildrødt hår, kom frem fra en af de mange døre. Min mor fik samling på sig selv, og rakte hånden frem mod hende. ”Åh, øm, goddag… jeg vidste ikke, at der var andre her.” Sagde hun. ”Jo selvfølgelig er der det. Jeg hedder Alice. Jeg er husholdersken her på Gli Amanti.” ”Husholderske? Det var der ikke nogen der sagde noget om.” Sagde mor og skævede til mig. ”Jo, selvfølgelig. Det har alle de store og præsentable godser. Der er selvfølgelig også rengøring og køkkenpersonale med til godset.” Min mor nikkede, men hun var helt klart ude af flippen. ”Nå, ja selvfølgelig. Det her er min datter Selina.” Jeg gav Alice hånden. ”Goddag Selina. Hvor gammel er du så?” ”Hun er 16.” Sagde min mor. ”Nå, sikke en stor pige du er.” Jeg prøvede at lade bemærkningen ligge, og gik så ind i noget der lignede en balsal. Mor og Alice stod og snakkede ude i entreen. ”Vil I have en rundvisning før I pakker ud frøken Garánt?” ”Bare kald mig Melanie.  Og jo, det ville være rart.” De begyndte at snakke om størrelse og højder på bygningen, mens jeg gik ind i balsalen. Jeg kunne næsten høre den klassiske musik der spillede, imens mennesker dansede rundt på det store gulv. Jeg kiggede ud af et af de store vinduer, og kiggede ud over en stor grøn eng. Man kunne se starten på en fyrretræsskov ude langs kanten af haven. Det var smukt, og jeg… passede ikke ind, hele min krop skælvede ved tanken om, at skulle blive her. Jeg skulle ikke bo her, jeg kunne ikke. Det hele var så forkert. Jeg tog en dyb indånding, og holdte tårerne tilbage. Mor og Alice kom ind i salen. ”Ja, det her er så balsalen, det største rum på hele Gli Amanti. Jeg synes at salen er en af de ting, der gør Gli Amanti til et helst specielt gods.” Hun forklarede videre med sådan en iver, at da hun var nødt til at stoppe op for at få vejret. Jeg fulgte efter de andre, da de gik ind i det næste rum, og det næste, og det næste. Da vi nåede til det ottende rum var jeg ved at springe i luften af gråd. ”Mor, kunne vi lige snakke sammen?” Sagde jeg. Mor kiggede forbavset på mig, og så på Alice. ”Det er helt i orden, jeg venter lige udenfor, hvis I skulle få brug for mig.” Hun lukkede døren bag sig med et lille smæld, og vi var alene. Mor satte sig ned på en af stolene, som stod henne i hjørnet. ”Hvad er det du vil snakke med mig om?” Hun lød bekymret. ”Jeg kan ikke det her.” Sagde jeg, og jeg kunne mærke gråden trænge op i min hals. Jeg kiggede ud af vinduet, skoven var tættere på nu. ”Hvad er det helt præcis du ikke kan?” Hendes smil blev mere og mere falsk nu længere man kendte hende. Hendes facade blev mere og mere falsk, og det var som om jeg først nu kunne se igennem den. ”Jeg kan ikke blive her.” Sagde jeg og kiggede hende lige i øjnene. ”Seline, jeg troede vi allerede havde diskuteret der her.”

”Nå, men jeg er ikke færdig med at diskutere.” Vreden skød op i hendes øjne. ”Hvor vover du at tale sådan til mig unge dame!” Hun rejste sig fra stolen. ”Du skal bo her, vi har allerede snakket om det. Sådan bliver det.” ”Jeg kan ikke bo her. Jeg vil bo hos far.” Sagde jeg bestemt. Hun trådte et skridt tilbage og holdte en hånd på sit bryst, som om jeg havde skudt hende. Inden hun igen fik fodfæste og trådte endnu tættere på mig. ”Ikke tale om, du skal bo her. Sammen med mig.” ”Det er noget jeg selv bestemmer. Jeg er stor nok til selv at bestemme!” ”Nej, det er lige præcis det du ikke er! Jeg bestemmer for dig, fordi jeg er den voksne.” Hun hævede stemmen for at understrege sin pointe. Jeg spændte op i alle muskler. ”Jeg vil bo hos far, jeg vil tilbage. Og jeg vil tilbage nu!” Råbte jeg. ”Ikke tale om.” Hun råbte nu. ”Bare fordi far forlod dig, kan du ikke bare tvinge folk til at være sammen med dig.” Mors øjne brændte. Hun slog ud efter mig, og ramte min kind. Hun holdte en hånd for munden. ”Undskyld, undskyld Seline det var ikke meningen at-” hun rakte ud efter mig. ”Rør mig ikke! Hold dig væk fra mig.” Jeg tog mig til kinden. ”Jeg forstår godt hvorfor far forlod dig, du er syg i hoved!” Råbte jeg og spurtede ud af døren. Jeg hørte mor råbe efter mig. ”Seline kom tilbage lige nu!” Men jeg var allerede løbet fra hende.

Jeg spurtede ned ad trapperne, og hen ad en af de mange gange. Jeg kom til en havedør, der førte ud til den store eng, jeg havde set fra vinduet. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, mens jeg løb hen mod skoven. Jeg kunne mærke efterårskulden på mine hænder, og hvordan de gjorde mine tårer så kolde. Jeg løb igennem skoven, så hurtigt jeg kunne. Jeg løb igennem krat og mudder, igennem store vandpytter og sprang hen over floder. Jeg stoppede op et kort øjeblik og kiggede mig tilbage over skulderen. Jeg kunne ikke se Gli Amanti mere, og det passede mig fint. Jeg gik i en time mere, og satte mig så op ad et stort egetræ. Sveden dryppede ned af mine tindinger, og mit hår klæbede til min pande. Sveden blandede sig med mine tårer, mens det løb ned ad mine kinder. Jeg ville aldrig se hende igen, aldrig nogensinde. Jeg lukkede min øjne i og tog en dyb indånding, rejste mig og gik videre ind i skoven. Jeg tog min mobil frem. Klokken var 17.47. Det ville snart blive mørkt. Jeg kunne ikke blive her, og jeg kunne ikke gå tilbage. Jeg kunne ikke engang finde vejen hvis jeg havde lyst. Jeg var bare nødt til at gå videre i den anden retning indtil jeg stødte på nogle huse eller en vej.

Det blev lige så stille mørkt, i takt med at jeg gik længere og længere ind i skoven. Træerne havde ændret sig til krat, det hang fast i mit tøj og mit hår og jeg var nødt kæmpe mig igennem buskene for at komme igennem. Jeg kom endelig til en lysning. Månen skinnede igennem, så man kunne se omridset af et hus, nej en hytte. Der var ikke lys i vinduerne, eller røg i kaminen. Men både kulden, og mørket fik mig til at gå hen mod den gamle sammensunkne træhytte. Jeg var faldet et par gange ned i mudret, så mit tøj var blevet mørkt af mudder og blade. Det havde gjort mig helt gennemblødt og klamt. Jeg bankede på hyttens dør. ”Hallo. Hallo, er der nogen?” Råbte jeg. Intet svar. ”Hallo, jeg har virkelig brug for hjælp.” Råbte jeg igen. Stadig intet svar. Jeg tog fat om håndtaget, og åbnede døren ind til hytten. Månens lys skinnede ind hytten, og man kunne se min skygge i døråbningen på gulvet foran mig. Jeg kiggede ind i hytten. Der stod en seng et minikøleskab, og et bord. Det så tomt ud, den sidste der havde været her var flere år siden. Jeg kiggede hen ved siden af kaminen, der stod et gevær lænet op ad væggen. Jeg sank en klump. Måske var det alligevel en dum ide at gå herhen. Jeg kiggede ned på min skygge, den var ikke længere alene. En større skygge havde sneget sig ind, og holdte en stor ting i hænderne. Jeg skulle til at vende mig om, men i samme øjeblik fik jeg et slag i hoved, og jeg faldt om i mørke. Mørket der befriede mig fra livet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...