*PAUSE* My Journal Of Love - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Livet som journalist og paparazzi, er det bedste den 18 årige Jackie Evens ved. Hun står også højt i sit fag. De tre hovedregler følger hun også fra punkt til prikke.
1. Gør altid en opgave færdig.
2. Tag aldrig den lette udvej.
og sidst men bestemt ikke mindst, 3. Bland ALDRIG følelserne ind i det.
Den sidste får dig en prøve, da en helt bestemt opgave bliver kastet i hovedet på den unge pige.

31Likes
20Kommentarer
1829Visninger
AA

7. Kapitel 6.

sørme heller ikke rettet igennem. sorry har bare ikke haft tid, gør det snart. x

 

Jeg slugte den sidste mundfuld lasagne, inden jeg tog en ordenlig slurk af min cola.

Maden, som vi lige havde spist, havde smagt overraskende godt. Og der var ingen hår i maden, trods at det var krølle som havde lavet mad. Han var virkelig ikke en man havde regnet med, kunne lave mad. Han havde også lavet meget, det havde der dog også været brug for. Neglen havde kørt den ene kæmpe potion, ned efter den anden. Os andre, havde nærmest kun spist halvdelen af havde kørt ned. Hvordan det kan gå til, fatter jeg ikke, han havde for god ske også ædt mere slik end os, imens vi så film. Og nu hvor vi snakker om slik, drengene syntes at de skulle kaste med skittles, så de lå nu over det hele.

Madgrise tjek.

Hvis du tænker, at jeg faktisk ikke synes at de er så slemme, ja så tager du godt og grundigt fejl. Jeg mener, har set dem! De er jo helt balstyriske, man kan heller ikke have en ordenlig mad ro, nej de skal jo sidde at kaste med maden. Man kaster simpelt hen bare ikke med mad, mad er gud, og man kaster ikke med gud.

Btw så må man altså godt rose nogle for noget de er gode til, også selvom man ikke kan lide dem.

Du skal så bare ikke komme og sige, at jeg ikke ved om jeg kan lide dem, uden at have givet dem en chance. For det skal jeg nemlig ikke, jeg bliver betalt for at hade dem, det gør du ikke! Ha. Ok, det var ondt. But that’s just how it is.

Forhåbenligt kan de lave andet end ballade, så kan det måske blive nemmere, at finde ud af ting om dem. Du ved, man kan jo larme så meget så man ikke kan høre hvad man slev tænker. Sådan er de, og det gør det mega svært for mig. Måske skulle jeg til at spørge dem om ting?

Man bliver bare så ukoncentreret, når der hopper fire aber rundt, når man prøver at snakke med én af dem. Det er ikke nemt skal jeg sige dig.

”Tak for mad Krølle” siger jeg taknemligt, men tilføjer drilagtigt at det var godt fordi der ikke var nogen hår i maden. Det syntes resten af drengene var sjovt, de grinte i hvert faldt. Resten sagde også pænt, tak for mad, og begyndte derefter at tage af bordet. Vi gad ikke dog heller ikke tage det længere, end ud på køkkenbordet ved siden af håndvasken. Så kunne Krølle tage resten.  Fn9s. Nej.

”Jeg vasker ikke det der op,” Kølle kigger rundt på os andre, men vi begynder stille og roligt, at forlade køkkenet. Tilbage efterlod vi, Daddydirection og krølle.

Da vi kom ind i stuen, placerede drengene deres popstjernepopoer, ned på de bløde sofaer. Jeg blev bare stående, i tvivl om hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ville sige noget, men hvad?

”Skal vi ikke lave et eller andet?” The irish blonde saved my arse. Drengene nikkede bare, uden at komme med forslag, så hang den jo på mig.

”Vi kan lære hinanden bedre at kende..?” Nej, nej, nej. Du har været sammen med dem 800 gange, og snakkede med de m i timevis. Det virker slet ikke mistænkeligt. Heldigvis, var der ikke rigtig nogen der satte spørgsmålstegn ved det.

”Hvordan det?” Louis så underligt rundt på os, hvor hans blik derefter faldt på mig. Hvor skulle jeg vide det fra, havde jeg lyst til sige, men jeg holdt min mund. I stedet tog Liam, der lige var kommet ind af døren med krølle efter sig, ordet.

”Vi kunne lege Truth or Dare?” Jeg skar en grimasse og begyndte at hoste – jeg fik nærmest mit spyt galt i halsen. Ej forfanden, går de i tredje klasse eller sådan noget? Så hellere spise sand. Eller noget.

Den lille irske dreng, kom hen for at dunke mig i ryggen, hvilket var ret sødt af ham.

”Well, åbenbart ikke….” Kom det stille fra Liam. Well, godt observeret. Omg.

”Vi kunne sige, at du stiller os spørgsmål, som vi svare på?” Zayn så spørgende på mig, og derefter hen på de andre som nikkede bekræftende. Well, der er noget jeg kan arbejde med. Jeg kiggede taknemligt hen på Zayn, som tak for at tænke som et normalt menneske, hvorefter jeg nikkede bekræftende.

”Ok, hvad vil du spørge os om?” De samlede sig stille og roligt i en cirkel omkring, der hvor jeg sad. That’s kinda creepy…

Hvor skulle jeg starte? Jeg havde så mange spørgsmål, men også så mange som kunne virke virkelig mistænksomme. Hvis jeg bare så lagde ud med det mest basiske. Urgh, jeg kan ikke vælge. Det er næsten som at vælge mellem chokolade og lakridser. Tag så den forbandede beslutning, så svært kan det sgu da ikke være at stille et spørgsmål.

Jeg skulle til at åbne munden, da en anden en gjorde det. ”Jeg går altså lige ud og ryger,” Zayn rejste sig op, greb en pakke på bordet og forsvandt ud på altanen. Forresten, hvor er Krølle? Der lød noget puslen, bag en af de døre der, nok førte ind til et toilet. Yuk.

”Ok, så spørger jeg da bare jer..” Jeg kiggede rundt på den formindskede samling af drenge, som sad med ørene slået ud, og de resterende boyband hjerneceller, klar til brug.

Jeg åbnede endnu engang munden, med ordene klar på tungen, da en dør åbner. Typisk! Fuck dig krølle, jeg skal til at stille et vigtigt spørgsmål.

Jeg skuler ondt til ham, da han tager plads ved siden af Liam. Tak, så kan vi gå i gang.

”Hvornår var jeres første kys?” Jeg lader mit blikglide rundt på, den nu forøgede mængde af boyband medlemmer. De kigger også selv rundt på hinanden, da Liam bryder tavsheden.

”Jeg tror at jeg var 12,” Harry tog bolden videre og sagde at han var 11, ”Jeg var også 11, tror jeg,” Sagde Louis, og kiggede hen på Niall, om blot sagde 11. Efter det var der stilhed. Som Louis brød med et grin.

”Jeg var 11 først, ha!” Egoistiske olding. Ha! Ej det var ondt, jeg er ond, ha!

"Hvornår var dit første kys?" Fortsætter Louis. Em, den havde jeg ikke lige set komme. Jeg havde egentligt heller ikke rigtig lyst til at svare på det. Sandheden var, at jeg aldrig havde haft et første kys. Jeg havde haft flirts, men jeg havde aldrig kysset dem på læberne. De havde kysset min hals og mine kinder, og andre steder hmmm, men aldrig munden, den var for personlig og sådan noget er der ikke rigtig plads til i min karriere. Så må du kalde mig arbejdsnarkoman, hvilket jeg nok også er, men jeg nyder min måde at leve på, og det skal ikke ændres, jeg skal ikke ændres.

Jackie, du kan jo bare finde på noget. Så skal du så også bare lige huske det, men det burde ikke være noget problem.

"Jeg var 14," Siger jeg uden spor af tvivl eller tøven i min stemme, drengene kigger dog lidt overrasket på mig. Hvad havde de lige forventet?

"Hvad?" Jeg kigger spørgende på dem. "Jeg havde troet at du var yngre" De andre nikker bekræftende. Okaaay, too bad, jeg er ældre, meget, eller 4 år, nok også mere. Om jeg så skal gå på pension som jomfru, so be it! overdrevet...

Da der havde været lidt tavshed, og jeg havde tænkt mig lidt om, stillede jeg et af de spørgsmål, der måske godt kunne være lidt opmærksomheds vækkende. Men det skulle ud jo. Jeg var jo nysgerrig!

"Hvis nu, i en dag splitter op. Og ikke rigtig, har lyst til at være i mediernes søgelys hele tiden. Ville i så skifte navn?" Jeg kigger med et neutralt ansigt, på dem. De kigger rundt på hinanden, inden Harry tøvende åbner munden.

"Altså, nu nyder vi jo at være et band, så det har vi ikke rigtig tænkt os?" han kigger spørgende rundt på de andre drenge, og Zayn som kommer gående. "Hvad har vi ikke tænkt over?" Spørger han interesseret.

Jeg skulle til at åbne munden, for igen at sige spørgsmålet, men Liam kommer mig i forkøbet. ”Hun spurgte, om hvis vi nu ikke ville være kendte mere, om vi så vi ville skifte navn, ville vi det Zayn, ville du det?” Du gjorde det meget kompliceret det der Mr. Payne.
Payne, det er brød på fransk, jeg kan ikke helt huske hvordan det staves, men noget alá det. Og så er det næsten smerte, på engelsk, tror jeg. Ha, brød smerte. Liam brød smerte. Faktisk, betyder Liam ’beskytter’, så, Beskytter Brød Smerte, haha, genialt.

Zayn tænker sig lidt om, før han simplet svare nej. ”Jeg tror ikke at jeg ville give slip på min historie, bare fordi jeg ikke ville være i et band mere, desuden ville jeg sikkert også bare glemme, hvad end jeg ændrede mit navn til.” Bare glem det der med simpelt… Det der var langt fra simpelt.

”Drenge jeg har faktisk noget jeg lige vil sige, eller spørger om,” Min stemme bliver lidt mere alvorlig, men det er også ret alvorligt, hvis man skal tænke på min ’civile tilstand’ og nej, jeg snakker ikke om jeg er single eller ej, for det tror jeg at vi har afklaret. Jeg snakker om deres luskede, alt opfangende fans. Jeg vil nødig blive opdaget, imens jeg har gang i MOD. Fikst navn right, det er en forkortelse for Mission One Direction Detection.

De kigger på mig, med et blik der siger at jeg skal fortsætte. Hvilket jeg gør.

”Altså, i har jo nogen ret vilde fans, og ja, de ved ret meget om hvem i er, og hvem i er sammen med,” Min stemme, bliver sat lidt ned i lydniveau, og bliver lidt nervøs. *hrmf skuespil hrmf* ”Og jeg ved også at der er mange der får hate og sådan. Så jeg ville egentlig spørge om, hvis i bliver spurgt, holde lidt lav profil, med at dele ud af info om mig?” Jeg kigger nervøst rundt på dem. De sidder med et smil på læben. Whut?

”Jackie, selvfølgelig ville vi da ikke bare snakke åbent om dig til alle og en hver.” Smiler Liam. ”Nej du har ligeså meget ret til privat liv, som alle andre har. Det skal vores venskab ikke komme i vejen for,” Nurh lille irske madkasse, det var sødt sagt. Men der er ikke noget venskab fra min side, you just dont know. De andre tre drenge nikker bekræftende. What a relief.

”Tak, venner,” Ja, det kom ud af min mund… oh god.

Alle søde, forstående smil forsvinder fra drengenes læber, og bliver erstattet af lumske grin og pedo ansigter. De kigger på hinanden, og før jeg ved af det, er der talt ned fra tre, og fem drenge, springer med udstrakte fingre hen i mod mig.

Fingre prikker mig i siderne, og under hagen imens jeg skriger af grin. Jeg tror helt seriøst at jeg er den mest 

kildne person i hele verdenen. Oh god…

De bliver ved til jeg ikke kan trække vejret og de ikke kan mærke deres fingre, derefter rejser de sig op, færdige af grin, og siger i kor.

”Velkommen til 1D familien Jacks.”

I familien? Betyder det at de har tillid til mig? Kan jeg slå mig løs nu?
Der her skal sgu nok blive godt, bare vent og se!

_______________________________________________________________________________________________________

Undskyld for et kort lorte kapitel, men jeg synes ikke at jeg kunne lade jer vente længere.
Men jeg håber da at i har nydt det, bare en lille bitte smule?

SKRIV VIRKELIG GERNE EN KOMMENTAR, SÅ JEG VED HVAD JERES MENINGER ER, ELLERS KAN JEG JO IKKE FORBEDRE MIG!

Møsser

-Frejaxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...