Changed - +14 år

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Igang
Mille er en hvilken som helst normal skolepige, som går på et alment gymnasie. Hun finder sin første ’’store’’ kærlighed, hun aldrig havde troet at hun ville finde. Men Mille finder hurtigt ud af, at den ’’store’’ kærlighed ikke altid er den bedste.

20Likes
37Kommentarer
575Visninger
AA

3. Kap 2

 

’’Mille!’’ Jeg vendte mig om i et set. Det var Cecilie der kaldte, min tætteste veninde i skolen.

’’Geeeez.. Hvad vil du?’’ kom jeg til at svare med en irriteret tone.

’’Rolig Mille. Ville jo bare snakke med dig.’’ Jeg nikkede og hun fortsatte: ’’Nååå… Ham den nye? Hvad er det nu han hed?’’ Hun holdte en tænkepause.

’’Silas’’ Svarede jeg kiggende ned i jorden.

’’Uuuuuh ja, er der noget der brænder på? You know, lidt romance?’’ hun træk sjovt på de sidste ord, som om hun ville drille.

’’Iiih hvor er du kæk Cecilie, men nej’’ Jeg løj, jeg er sikker på at der kan være mere imellem os. Han virkede desperat.

’’Ikke lyv, Mille. Jeg kan godt se når du lyver. Din underlæbe dirrer.’’

Jeg smilede, tog mine arme op og trak på skuldrene.

Cecilie hævede stemmen: ’’Jeg vidste det!’’

’’Shhh! Cecilie! Ikke så højt, det kan være at jeg misforstår ham.’’

’’Hallo? Tror du selv på den historie, lille mus?’’

Jeg nikkede og lavede store øjne imens jeg rystede let på hovedet. Jeg fandt min udvej. Min klasse var lige rundt om hjørnet, så kunne lige vige af der fra hendes spørgsmål.

Der sad han, på stolen, ved siden af den tomme hvor jeg skulle sidde lige om lidt.
Læser han i en bog, eller er det bare mig som ser syner? Men han ser nu dejlig ud som han sidder der.
Hvorfor er du så ynkelig, Mille?  Det eneste som kan ske er, i kan forblive venner eller så simpelt som det er, komme sammen. Hva’ snakker du dog om? At komme sammen er ikke simpelt, det er kompliceret og det vil det altid være.

Jeg tror at han kunne se mine blandede tanker, siden han kom hen til mig for at sige hej.

Der- stod jeg- i døren og bare stirrede på ham, med et spørgende blik.

Hvor er du dum, Mille. Hvorfor skal du også sørge for at du virkelig kan læses som en åben bog? Hvor er du dum.

Han lagde sin hånd på min skulder, for at få mig tilbage til den virkelige verden. ’’Er du okay, Mille?’’

’’Øøh.. Ja, fint.’’ Fumlede jeg med ordene.

Han smilede et betuttet smil og førte mig med hen til den tomme stol. Min plads. I det samme afbrød læren os i mit åndeløse øjeblik. Jeg fik hans opmærksomhed i dét øjeblik. Victory!! Jeg smilede af mit sejers råb, jeg havde i hovedet. 

 

Efter han fik ført mig ned til min plads, dumpede han sig ned i stolen ved siden af mig, med et smil.
’’Mille?’’ Hviskede han til mig.

’’Jaa?’’svarede jeg lavmeldt tilbage.

’’Kan jeg ikke få dit nummer, så vi kan skrive noget mere sammen?’’

Jeg nikkede og begynde at skrive mit nummer ned. ’’Her’’ sagde jeg.

Han nikkede som en tak, for ikke at sige for meget så læren ikke røbede os.

’’Er der noget i vil dele med resten af klassen, Mille og Silas?’’ afbrød læren. Hmm.. Mille og Silas? Silas og Mille? De navne passede egentlig godt sammen.

’’Nej, vi snakkede bare om lektier til i dag’’ svarede Silas.

’’Hvor er det dog irrelevant. Hold munden lukket og slå lyttelapperne ud i stedet for’’ Sagde læren fimsefornemt tilbage.

Jeg skar straks en grimasse til Silas, da læren vendte væk fra os igen.  


klokken slog 14:35 og vi fik fri. Jeg blev som sædvanlig siddende, og det havde Silas åbenbart også besluttet sig for igen i dag.

’’Du ved, jeg sidder ikke her fordi jeg føler mig alene.’’ Sagde jeg og kiggede skråt op på ham.

’’Gør du ikke? Nå! Men så kan jeg ligeså godt gå.’’ Hans drillende tone fortalte mig at han løj.

’’Nej det er fint, du må bare kede dig?’’

’’Mille? Har du nogensinde set mig kede mig?..’’ Jeg afbrød ham.

’’Ja faktisk, i timerne’’ Svarede jeg drillende tilbage

Han smilede og fortsatte; ’’Nå men, jeg kan godt lide at se folk koncentrere dig, desuden; hvis jeg gik hjem skulle jeg jo alligevel bare lave ingenting?’’

’’Jeg ved nu ikke, du. Du kunne rydde op, lave mad, gøre rent, løbe en tur eller tage ud at handle? Det er jo det man skal, når man er flyttet hjemmefra’’ sagde jeg med et blink i øjet.

’’Det er jo ikke noget jeg skal. Det er noget du skal’’ Den der drilsyge tone der, - den brugte han tit.

’’Nå.. Ser man det?’’ Jeg rettede mit blik, så jeg kiggede direkte på ham. Han øjne vandrede på mit ansigt. Mine øjne, mine kindben, mine læber og hele turen op igen. Var der noget jeg ikke forstod?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...