Far Away from Home - One Direction

Den 17-årige pige Evelyn er inde i en svær periode, hvor hun ikke helt ved, hvad det egentlig er, hun vil med sit liv. Hun valgte alligevel at give studieturen til New York en chance, men det endte ikke ligefrem med succes. Skuffet venter hun kun på hjemrejsen, som starter i den bekvemme lufthavn, men en simpel souvenir bliver årsagen til, at den perfektionistiske pige på beklageligvis bliver glemt i den menneskefyldte lufthavn. Midt i al fortvivlelsen møder hun dog, hvad hun tror blot er en forbigående, men personen viser sig hurtigt, at være begyndelsen på et hel ny tid med kærlighed, venner og lidenskab. **Du vil højst sandsynlig møde seksuelle scener og anstødene sprog heri**

68Likes
99Kommentarer
2590Visninger
AA

4. The reunification.

”Harry?,” udstødte jeg, mens mine øjne var i fuld gang med at betragte ham. Hans krøller lignede fuldstændig sig selv, men der var noget ved ham, som havde ændret sig. Jeg kunne bare ikke understrege, lige præcis hvad det var. Han var hvert fald vokset, men det var ikke det.

Jeg havde ingen anelse, om hvad der gik igennem mig, men et eller andet måtte det have været siden jeg pludselig følte en stor trang til bare omfavne ham.

”Evelyn? Hvad laver du her?,” spurgte Harry forvirret, men et smil bredte sig alligevel på hans læber. Et smil jeg ikke havde set i snart fem år.

Jeg havde faktisk ingen idé, om hvad jeg oprigtigt gjorde her. Om ikke andet magtede jeg langt fra at forklare det. Det hele virkede som en stor filtknude, der bare ventede på at blive revet ud. I stedet for at svare ham stod jeg tungt og mundlam på det gyldne marmorgulv, lige indtil mine fødder haltede sig frem mod Harry, hvorefter jeg lod mig glide ned i hans arme.

”Det ser ud til i kender hinanden,” afbrød Niall og så skiftevis på Harry og jeg. Det resulterede i, at jeg endelig trak mig ud af hans arme, som før havde lagt som smurt omkring mig.

Jeg havde slet ikke tal på de mange somre, vi havde tilbragt sammen som små. Alle de gange jeg havde besøgt mine bedsteforældre i den ydmyge landsby Holmes Chapel i England, hvor jeg efter et par besøg dernede ved et tilfælde havde mødt Harry. Den Harry jeg lige nu stod ved siden af.

”Det kan man vidst godt sige,” svarede Harry ham kort, som om han ikke orkede, at fortælle en lang roman om hvordan vi mødtes.

Niall skyndte sig at forklare, hvordan jeg var havnet i den luksuriøse lejlighed, men jeg lyttede egentlig ikke efter. Der var sket forfærdeligt meget de seneste to døgn, og min bevidsthed havde svært ved at følge med det rasende tempo.

”Tænk, at jeg virkelig skulle se dig igen,” udbrød Harry og sendte mig hans charmerende smil.

”Åh, hvor er du uheldig. Nu kan slet ikke slippe af med mig, jo,” svarede jeg grinende og langede med min ene hånd ud efter ham blot for at give ham et drillende skub.

Lige i det jeg troede, denne dag ikke kunne blive mere surrealistisk, blev døren igen smækket op, og tre drenge jeg aldrig havde set før, kom slentrende ind af døren.

”Zayn faldt i søvn på vejen herhen, og vi havde lidt småproblemer med at få ham vækket,” begyndte den ene af drengene på vej hen mod os, men han havde tilsyneladende ikke opdaget mig endnu. De kom tættere på, og deres spørgende blikke sad hurtigt som klistret til mig.

”Det her er Louis, Zayn og Liam,” sagde Niall, mens han pegede på hver af dem. De så stadig ligeså forvirrede ud, som jeg var udmattet.

”Du må være Evelyn?,” spurgte ham, som Niall for få sekunder siden havde præsenteret som Louis. Hvor kendte han overhovedet mit navn fra? Niall kunne umuligt have nået at snakke med ham, på den korte tid han selv havde kendt til mit navn.

”Hvor kend..,” nåede jeg lige præcis at sige, inden han afbrød mig.

”Det står på din bluse,” grinede han, og jeg kunne ikke lade være med at rødme en smule. Jeg havde ikke engang selv bemærket det indsyede navn på min trøje. En trøje jeg havde fået serveret i anledning af studieturen, så vi kunne genkende hinanden. Den var ret kikset. Den lignede mest en kedelig fleecetrøje.

”Hun er blevet glemt i lufthavnen efter en studietur,” forklarede Niall meget kortere, end jeg havde fundet det muligt. Samtidigt lød det også mere tragisk, end det burde. Som sådan typisk forsidetitel for ekstrabladet. Noget der ville få de gamle damer i Super Brugsen til at starte et dramatisk rygte blandt diverse kaffeklubber indenfor deres rækkevidde. Heldigvis vidste jeg, at det ikke ville ende sådan. Eller måske var ’vide’ et vidt begreb.

”Det siger jo også bare alt, om hvorfor hun står i vores stue,” sprang Zayn ind og virkede mere eller mindre seriøs. Niall hævede det ene øjenbryn og kiggede mistroisk mod Zayn.

Harry langede ud efter sig med den ene hånd, for dernæst at gribe fat i den og trække mig hen mod ham.

”Kan vi ikke lige snakke? Altså under fire øjne,” spurgte han og hentydede kraftigt til de andre skulle gå, mens jeg slet ikke nåede at svare, før jeg blev tvunget ind i snakken.

Drengene gik ind ved siden af, og Harry nåede akkurat at slippe min hånd, inden det begyndte at blive akavet. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad vi skulle snakke om. Den tid vi havde sammen, lå så langt bag mig. – Og så dog.

”Det er godt nok vildt lang tid siden. Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen,” begyndte Harry og havde nu trukket sin blide, en anelse hæse stemme frem.

Åh gud. Skulle det her nu forstille sig at være sådan en poetisk ’ih-åh-jeg-har-savnet-dig-samtale’?

”Jeg har faktisk tænkt meget på dig,” forsatte han.

”Det er jo også fortid nu,” svarede jeg hurtigt. Jeg lod snildt mine fingerspidser strejfe mine læber, hvorefter jeg førte dem ned til mit lår og pressede dem ind i min hud i et forsøg på at holde tankerne væk. Mine ord føltes som kamp mod sandheden, men selvom det jeg sagde, måske ikke helt var sandheden, var det hvert fald sådan jeg ville have haft den skulle være. Sådan det burde være. Det ville være så meget lettere.

”Nogle gange kan man bare ikke lade fortiden ligge. Man føler, at man bliver nødt til at rive lidt i den, for at se om den stadig er noget værd,” indskød Harry kort efter mit svar.

”I det her tilfælde, tror jeg du må lade den ligge. Altså fortiden,” prøvede jeg, men Harry lod sig ikke give op så let.

Det hele føltes så urealistisk. Jeg stod nu her med min bedste barndomsven i en fremmet lejlighed efter at have været glemt.

”Hvad nu hvis, jeg slet ikke har lyst til at lade den ligge? Hvad hvis jeg vil give den tid til at blomstre op igen?,” svarede han.

Vores venskab havde i sin tid været så stærkt, at vi følte os uadskillelige. Hvert fald lige indtil mine bedsteforældre flyttede ud af byen Holmes Chapel for at komme nærmere på storbyerne i stedet. Jeg kunne umuligt forstille mig alt det en gang til. Man skulle næsten tro, vi var vokset fra hinanden, nu hvor det er så længe siden, men alligevel insisterede han på, det kunne blive som før.

”Lad os så sige at det er dit job. Du lader den blomstre, jeg holder vagt. Så holder vi det jo i skak,” grinede jeg, men indså hurtigt, at det her var et ret seriøst emne. Harry ville have alting, som det var engang. Et godt venskab, ingen problemer og alting var godt. Sådan var det bare ikke længere. Mit liv havde ændret sig så meget siden dengang, at det ville være synd at lukke Harry ind i det endnu en gang. Et problemfyldt liv som ikke engang vidste, hvad det ville. Var han virkelig klar over, hvad han gik ind i? Nok så meget havde jeg brug for en skulder at græde på, og det ville være en fornøjelse hvis Harrys stod klar, men kunne han klare bare at holde sig til det?

”Gid det var så let, Evelyn. Jeg synes, vi skal gå ind til de andre igen,” afsluttede han, hvorefter han vendte sig om og nikkede hen mod døren.

*** 

Liam havde insisteret på vi skulle spillet kort, efter at Harry og jeg var kommet ind til de andre igen, så det meste af dagen havde egentlig gået på det. Som altid havde heldet ikke ligefrem været med mig, men det betød nu ikke, jeg ikke havde det sjovt. Det havde jeg. Louis var nok så underholdende, når han lod ordene flyde ud af ham. Det havde i sig selv holdt mit humør oppe i et rimelig højt niveau. Zayn havde derimod vist sig at være en virkelig dårlig taber, eller også havde han bare en dårlig dag. Det kendte jeg jo alt til, så jeg lod mig ikke irritere. Niall var rigtig sød, når han forslog at lade som om jeg vandt, ved at smugle gode kort til mig under bordet. Jeg lod mig dog ikke tage imod, da jeg ikke var typen der snød.

Lejligheden osede stadig let af sød karry, efter Harry havde haft gang i køkkenet. Før i dag havde jeg ærligtalt ikke vidst, at Harry havde madlavningsegenskaben, men alt tydede på han nød at stå foran køkkendisken.

”Du må være træt efter sådan en omgang. Selv jeg er træt, og jeg har ikke engang været gennem halvt så meget som du” erklærede Louis, hvorefter han lod sig smide ned i sofaen. Han virkede faktisk til at være en god ven. Ærlig, trofast og ikke mindst humoristisk. Mest af det sidste selvfølgelig. Om ikke andet havde han hvert fald gjort et godt indtryk. Det havde de nu alle sammen. Nogle mere end andre, men sådan var det.

”Det kan du tro jeg er,” sukkede jeg og satte mig ved siden af.  Faktisk var det ikke kun træthed der overvældede mig, men også mæthed. Harrys med havde fyldt mig til randen.

Snart var vi alle samlet i stuen, hvor snakken formåede at køre frem og tilbage. Det virkede til, at de ville forsøge at underholde deres mere eller mindre uventede gæst, hvilket nu også var en pæn tanke. Dog magtede jeg snart ikke længere, at skulle holde mine øjenlåg åben længere.

”Nu når du skal være her i længere tid, hvor har du så tænkt dig at sove?,” spurgte Zayn koldt og var yderst god til at skjule noget som helst interesse, for det han spurgte om. Jeg forstod ikke hans problem med mig. Var der noget ved mig, han ikke brød sig om? I så fald kunne han da bare sige det, i stedet for at spille så kostbar.

Udtrykket ’længere tid’ virkede lidt overdrevent.  Jeg regnede ikke med, at skulle tilbringe mere tid end yderst nødvendigt hernede. Svaret på hans spørgsmål, havde jeg dog ingen idé om. Derfor valgte jeg at fyre et ydmygt gæt ud.

”No idea. En madras på gulvet vil være fint nok,” svarede jeg og betragtede marmorgulvet en ekstra gang.

”Det kan vi da ikke byde vores gæst. Du kan bare sove inde hos mig,” indskød Harry hurtigt. Det vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle syntes om. Jeg ville bestemt intet ligge i det, men jeg tvivler på, at Harry ville tage det helt forgivet, sådan som han allerede sværmede som en døgnflue omkring mig.

”Det ville hvert fald være mest naturligt sådan. I kender jo hinanden i forvejen,” blandede Liam sig, i det han rejste sig op og lænede sig op af vægen i stedet.

”Så bliver det vel sådan. Altså hvis Evelyn ikke har noget imod det?,” sagde Louis, mens han lod sit blik flyve over mod mig.

Jeg rystede blot på hovedet som svar, da jeg var så godt som sikker på, at de ville kunne høre usikkerheden i min stemme, hvis jeg først tog den i brug. Generelt var jeg meget sikker og viste næppe mine svagheder frem, når der blev sigtet mod et af de ømmere punkter, så den facade havde jeg bestemt ikke tænkt mig at bryde. Jeg havde heller intet imod, at skulle sove ved Harrys side, men et eller andet sted vidste jeg godt, det ikke ville frembringe andet end endnu flere problemer, men var det ikke også det jeg var skabt til? Altså problemer. Alting syntes hvert fald at bekræfte den mulighed.

_______________________

Da jeg har tilbragt den sidste uge i Berlin, har jeg desværre ikke rigtig haft tid til at skrive herpå, hvilket jeg fik det lidt dårlig over. Derfor valgte jeg at skrive et ekstra langt kapitel denne gang i forhold til de andre, så i nu har et godt stykke at læse. Beklager meget ventetiden. Jeg har heller ikke rigtig fået det rettet ordenligt igennem, men det burde nu kunne læses alligevel. Håber i nyder jeres påskeferie!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...