Far Away from Home - One Direction

Den 17-årige pige Evelyn er inde i en svær periode, hvor hun ikke helt ved, hvad det egentlig er, hun vil med sit liv. Hun valgte alligevel at give studieturen til New York en chance, men det endte ikke ligefrem med succes. Skuffet venter hun kun på hjemrejsen, som starter i den bekvemme lufthavn, men en simpel souvenir bliver årsagen til, at den perfektionistiske pige på beklageligvis bliver glemt i den menneskefyldte lufthavn. Midt i al fortvivlelsen møder hun dog, hvad hun tror blot er en forbigående, men personen viser sig hurtigt, at være begyndelsen på et hel ny tid med kærlighed, venner og lidenskab. **Du vil højst sandsynlig møde seksuelle scener og anstødene sprog heri**

68Likes
99Kommentarer
2553Visninger
AA

5. The doubt.

Jeg kunne akkurat skimte et par solstråler, der havde sneget sig udenom de lyse gardiner og lå nu hvilende henover gulvet. Mine øjne kneb sig sammen, men jeg kæmpede for at holde dem åbne nok, til at kunne observere hvad der skete omkring mig. Der skete mildest talt ingenting, men alligevel føltes det som om, jeg lå midt i alting.

Et grynt lød, og jeg satte mig forskrækket op i en hurtig bevægelse. Jeg drejede mit hoved, for dernæst at opdage en snorksovende Harry, der syntes at være flere kilometer væk fra den virkelige verden. Jeg kunne ikke lade være med at smile af synet. Hans krøller lå målrettet i mindst femogtredive forskellige retninger, og alligevel formåede det at se så vellykket ud.

Med forsigtighed smøg jeg mig ud af sengen, og begav mig derefter humpende ud af soveværelsets ro. Dog lod roen sig bevare hele vejen ind i stuen, som virkede til at være lettere tom.

”Tidligt oppe,” lød en stemme bag mig. Yderst elegant, eller rettere i en pænt kikset bevægelse, vendte jeg mig om, men blev ikke specielt overrasket af synet. Niall stod i den modsatte ende af rummet, men begyndte at gå hen mod mig.

”Jeg troede ellers, du var typen, der sov længe.”

Han lød lettere drillende, og jeg valgte blot at se over mod ham med et smalt smil på læben. Vores øjenkontakt blev afbrudt, ved han slog blikket ned mod gulvet.

”Det troede jeg rent faktisk også,” svarede jeg ham mere eller mindre selvsikkert, og lod mit blik glide endnu en gang rundt i rummet. Det så akkurat ud, som det havde gjort dagen før. Ikke fordi jeg havde forventet andet, men alligevel.

”Jeg stod egentlig bare op for at tjekke madskabet,” sagde han, og gik over mod køkkenet.

Det virkede så typisk. På blot den ene dag jeg havde tilbragt med drengene, havde jeg fundet ud af hvor madglad, Niall egentlig var.

Da han havde snuppet lidt mad, skyndte han at liste sig ind og sove igen, så jeg stod nu igen alene og ensomt inde i stuen. Altså, det var jeg selvfølgelig selv skyld i. Jeg kunne bare have blevet liggende inde i den lune bløde seng, som Harry lige nu lå i.

Jeg nåede ikke stå alene ret længe før en knirken lød fra døren, i en anden ende af lokalet. Zayn gik ud af den helt stum, uden at sige et eneste ord.

”Kunne heller ikke sove længere?,” spurgte jeg i et forsøg på, at starte en samtale med ham. Han var faktisk den eneste af drengene, jeg ikke havde fået snakket med endnu. Mest fordi han selv gjorde det pænt svært for mig.

Han nikkede som svar, hvilket slet ikke overraskede mig. Gjorde han virkelig bare alt for at undslippe mig? Passede han direkte på, ikke komme til at starte en samtale med mig?

”Sig mig. Tror du, jeg er dum, eller hvad? Hvad er dit problem med mig? Du har undgået mig hele tiden, snerret af mig og slet ikke engang forsøgt at komme i kontakt med mig på noget som helst tidspunkt,” udbrød jeg i det splitsekund, jeg ikke kunne holde min indre vrede så meget inde mere. Dog fortrød jeg lidt mine ord og første hånden op foran munden bagefter.

Denne gang lavede han ikke den traditionelle ’nik-med-hovedet’-bevægelse, men vendte sig om, så han stod i front for mig. Hans øjne stirrede direkte ind i mine, hvilket han ikke havde ladt dem gøre før. Han havde altid undgået dem.

Hans blik forsvandt nu ned mod fliserne. Han rystede svagt på hovedet, og lagde hånden mod hans ene tinding.

”Undskyld,” svarede han, og ordet syntes nærmest at give genlyd i det store rum.

”Det ord forklarer også bare alting,” svarede jeg hurtigt, blot for at få ham til at sige mere.

”Jamen, der er ikke så meget andet at sige. Det er bare..,” begyndte han, og havde nu vendt sit hoved så langt ned mod gulvet, jeg knapt nok kunne skimte hans ansigt.

”Ingenting. Det stopper fra nu af, okay?,” afsluttede han, så godt som jeg forventede en lang forklaring.

Selvom jeg inderligt meget godt gad, at vide hvad hans problem var, lod jeg den ligge. Han havde lige givet os chancen for at starte forfra, og bare glemme hans tidligere opførsel.

***

”Jeg forstår altså stadig ikke, i kan holde ud at have al det tøj på,” begyndte jeg endnu en gang, da Niall, Harry og jeg var ude at gå en tur i en nærliggende park. Det var mig, der havde forslået, vi kunne gå en tur ud. Desuden skulle man næsten tro de kom fra Grønland, sådan som de skyndte at klæde sig på, i det jeg nævnte forslaget. De lignede jo nærmest eskimoer. På trods af jeg havde forsøgt at overtale dem til, at tage noget lidt mere sommer-agtigt tøj på, der jo passer til vejret, havde de sådan insisteret på at have langærmede trøjer med hætte, lange bukser og solbriller der dækkede deres vidunderlige øjne, som jeg godt ville have haft fornøjelsen af, at kunne se, at jeg til sidst måtte give dem deres vilje. De måtte fryse utrolig meget generelt, for at kunne holde det tøj ud, sådan som solen skinnede.

”Det er da ingenting,” svarede Niall i et tonefald, der fik mig til at rynke let på brynene. Ingenting? Det kunne ikke passe. Der måtte da være en årsag.

Niall og Harry havde begge slynget en arm under mine skuldre, for at hjælpe mig med at komme rundt. Min fod led stadig af ømhed, men den var ikke brækket. Det var højest sandsynlig bare et hårdt slag, men så ud til at ville være øm et par dage.

”Nå, så det siger du? Det er rent faktisk ingenting,” grinede Harry og konstaterede dermed nærmest mine tanker.

Græsset under os glitrede let, da solen også lod sine stråler flyde imellem de små strå. Rundt omkring os var der fyldt med skrigende børn, der løb legende rundt, børnefamilier på udflugt, og ikke mindst en masse folk, der akkurat lige som os, bedrog sig ud for at nyde vejret.

”Selv jeg har det varmt,” bekræftede jeg højlydt, mens jeg betragtede mine pragtfulde omgivelser.

”Jeg skal give dig varmt, skal jeg!,” drillede Harry, i det han slippede grebet om mig, for derefter udnytte min værste svaghed. At blive kildet på maven. Tænk, han kunne huske det. Det er måske klart. Sådan har det jo altid været, og det er da også en yderst praktisk viden.

Jeg holdt mig tæt klamret til Niall for ikke miste balancen. Begge mine arme var kastet rundt om hans liv, men det hjalp ikke specielt meget mod Harry der desperat udfordrede mine lattermuskler.

”HARRY! STOP,” lød det fra mig i en blanding af grin og råb. Jeg vred mig fra side til side, for at undslippe hans lynhurtige hænder. Da det endelig lykkedes mig at undvige vaklede jeg om bag Niall i stedet, i et forsøg på at bruge ham som skjold.

Det her mindede mig alt for meget om de gamle dage. Alle de dage Harry og jeg havde tilbragt i mine bedsteforældres have, hvor vi ellers havde fjantet på højt plan.

”Arhh, hjælp mig,” bad jeg klukkende af grin. Jeg satte mine hænder på hver af Nialls skuldre og dukkede mit hovede, hvilket selvfølgelig ikke gav den helt store skjoldeffekt, når Harry bare valgte at gå bagom, for derefter nedlægge mig. Jeg lå nu på det kølige græs, og lod mine lattermuskler eksplodere.

”Så står vi vidst lige, right? Ikke mere varme-brok, ikke mere kilden,” drillede Harry, efter at have rakt en arm hen i mod mig for at hjælpe mig op at stå igen.

”Okay. Fred,” konstaterede jeg, da jeg var kommet op at stå igen.

Jeg slap Harrys skulder, så jeg nu stod helt selv, på det ene ben jeg havde til rådighed. Niall skyndte sig at ligge den samme arm omkring mig som tidligere, men jeg afviste. I stedet hoppede jeg mig fremad.

”Jeg kan altså godt selv!,” halvvrissede jeg, men stoppede op for at få Harry og Niall som stadig stod som forstenede med. Nok var jeg stædig, men jeg havde jo fået min vilje. Jeg gad ikke og være hende der tøsen, der ikke engang kunne gå selv.

”Vil i ikke med tilbage?,” sukkede jeg, og vendte blikket mod dem.

”Du skal ikke belaste din fod, så bliver den bare ved med at være øm,” begyndte Niall og gik hen til mig, for derefter igen ligge armen omkring mig. Jeg vidste godt han havde ret, og lod derfor være med at kaste en bemærkning mod ham. Alligevel prøvede jeg at vifte den væk, men denne gang havde det ikke virkning. Hans greb blev derimod strammere. Han smilede tilfreds til mig, og Harry dækkede hurtigt den anden side af mig ind, og så begyndte vi ellers at gå hjem af.

”Evelyn? Er du egentlig fra England?,” spurgte Niall, da vi stadig var på vej hjem, og det undrede mig, min accent ikke havde spoleret mig endnu.

”Danmark,” svarede Harry lynhurtigt for mig, mens jeg selv spekulerede på, om jeg skulle komme med en lang forklaring, på hvor Danmark lå. Uretfærdigt. Han skulle lige understrege, han sagtens kunne huske det, og at han var en smule hurtigere end jeg.

”Det korrekt,” sagde jeg lettere irriteret, og sendte Harry mit helt eget hjemmelavede dræberblik. Jeg vidste ikke helt, hvorvidt jeg kunne kalde det et dræberblik, da jeg alligevel smilede af ren automatik. Jeg kunne ikke andet, når jeg så på ham.

Harrys blik flød mod mit. Savnet efter vores gamle venskab er ufatteligt, men at give efter for ham nu, ville være alt for risikabelt. Spørgsmålet var om hans bedårende krøller, fantastiske personlighed og det skæve smil, var værd at give en chance endnu en gang. Om jeg stadig turde lukke ham ind. – og hvis jeg kunne, ville jeg så kunne holde ham på afstand, fra at komme for tæt på? Lige nu tvivler jeg. Ikke på ham, men på mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...