Far Away from Home - One Direction

Den 17-årige pige Evelyn er inde i en svær periode, hvor hun ikke helt ved, hvad det egentlig er, hun vil med sit liv. Hun valgte alligevel at give studieturen til New York en chance, men det endte ikke ligefrem med succes. Skuffet venter hun kun på hjemrejsen, som starter i den bekvemme lufthavn, men en simpel souvenir bliver årsagen til, at den perfektionistiske pige på beklageligvis bliver glemt i den menneskefyldte lufthavn. Midt i al fortvivlelsen møder hun dog, hvad hun tror blot er en forbigående, men personen viser sig hurtigt, at være begyndelsen på et hel ny tid med kærlighed, venner og lidenskab. **Du vil højst sandsynlig møde seksuelle scener og anstødene sprog heri**

68Likes
99Kommentarer
2552Visninger
AA

2. Panic.

Stemmerne omkring mig snurrede rundt i mit hoved, og mine øjne havde svært ved at opdatere sig ordentligt mellem de mange mennesker, som alle desperat ledte efter deres fly. Jeg lod mit blik køre rundt i den store sal, og så tilbage på de andre som stod i en stor samlet flok bag mig.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig bag mine hænder forevig, uden at skulle gøre noget som helst andet end at koncentrere mig om at beholde hænderne for øjnene. Så var jeg fri på at se på alt det lort, som jeg indtil videre havde accepteret. Hver eneste dag når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg snildt forvente min far ligge døddrukken på sofaen. Dog havde turen hertil New York ikke været en skid bedre. Jeg ville allerhelst bare væk. Helt væk.

Mit blik fangede hurtigt en lille kiosk, som var placeret i hjørnet af lufthavnen. Som den gavmilde storesøster jeg nu var, traskede jeg udmattet henover betongulvet og sneg mig igennem stimen af mennesker. Alt bare af den tanke at glæde min bedårende lillesøster om ville blive lykkelig, hvis jeg kom hjem med en souvenir til hende. Det var tydeligt at se på hende, at fars alkoholproblem også påvirkede hende.

Det var som om, at menneskerne ubevidst dannede en mur, som spærrede direkte over, hvor jeg havde tænkt mig at gå, men her var det tilladt at bruge albuerne. Eller rettere: Man blev nødt til dem, hvis man ville igennem.

Da jeg endelig fik kæmpet mig gennem mængden af mennesker, stod jeg foran den unge ekspedient, som tydeligvis var ny. Hun rendte rundt og så travl ud, selvom hun mere eller mindre lavede ingenting. Jeg lod mit blik glide hen over de små souvenirs og vurderede hurtigt, at min lillesøster ville blive glad for den lyserøde lille nøglering, som lå efterladt i skrammelkassen.  Det er tanken der tæller.

”Hvad kan jeg hjælpe med?,” spurgte ekspedienten og sendte mig et falsk smil.

Jeg kiggede op og rakte hende nøgleringen. Hun sukkede dybt, som var det en stor belastning, at jeg ville købe nøgleringen. Sikke en dovenmager at have ansat sådan et sted.

Efter at hun endelig fik snøvlet sig sammen til, at jeg kunne stikke hende mine penge, begyndte jeg at jokke tilbage mod de andre.

To ensomme bænke brændte for mine øjne, og panikken steg mig til hovedet. Havde de glemt mig? Hvor var de henne?

Panisk lod jeg mit hoved snurre søgende rundt, og mine øjne kunne knapt nok nå at følge med. Jeg kiggede op på den moderne fladskærm, som viste de diverse afgange. Skuffelsen skød ud i mig. Selvom jeg godt vidste, at jeg måske ikke var den mest savnede, og at jeg måske heller ikke glædede mig specielt meget til at komme hjem, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at de ville glemme mig.

Min hånd gled søgende ned i min baglomme. Jeg måtte have glemt min mobil på hotellet. Typisk. Jeg blev nødt til at finde hotellet, så jeg kunne få fat på min mobil.  Med tunge skridt vadede jeg ud af lufthavnen. Det fugtige fortov nærmest stirrede op på mig, som tusmørket lagde sig henover New York.

Gaden var mere eller mindre tom. Udover vildfarende tosser som jeg, hvem rendte så rundt i New Yorks gader her klokken lort?

Efter at have kørt mine ben godt trætte slog det mig. Jeg havde mildest talt ingen anelse, om hvilken retning jeg skulle gå i. Jeg havde rent faktisk ingen anelse, om hvor hotellet sådan helt præcist lå.

Mine ben snøvlede langs fortovet, og en enkel revne i flisen var nok til at jeg væltede forover. En pludselig smerte susede hele vejen igennem mig, og tårerne begyndte at presse på. Smerten var ubærlig. Jeg tog en dyb indånding, og forsøgte at samle mine tanker. Jeg slyngede mine hænder om lygtepælen ved siden af mig for at trække mig op at stå igen. En skærende pine fór op igennem mit ben, hvilket straks resulterede til, at jeg lod mig falde ned til jorden igen. Hvorfor skulle alting være så kompliceret? Ingenting ville virke for mig. Selv de mindste ting kiksede.

Det var som om, at mit liv bare hele tiden havde været skabt til at blive en fiasko. En kold dråbe landede ihærdigt på min kind. Seriøst. Det sidste jeg magtede lige nu var regnvejr.

En forbigående nærmede sig og på den her tid af dagen, var det faktisk lidt af en seværdighed. Den første levende skabning jeg havde set udenfor lufthavnen ind til nu. Jeg lod mit blik glide ned i det våde græs og lænede mig op af lygtepælen.

Uden jeg vidste af det, stod en dreng cirka på min alder lige for næsen af mig. Han havde en stor hættetrøje på, og man kunne kun lige præcis skimte hans ansigt. En lys tot hår strittede ud fra hætten.

”Er du okay?,” spurgte han bekymret og satte sig på huk ned til mig.

Min krop var alt for udmattet til overhovedet at reagere, på det han havde spurgt mig om. Jeg løftede mit blik op, så vi fik øjenkontakt.

Jeg måtte have set forfærdelig ud, siden han valgte at lade sine hænder trille ind under mig, hvorefter han løftede mig op så jeg nu lå i hans arme. Varmen fra ham strømmede ind i mig og det var utrolig behageligt. Han begyndte at gå, og selvom jeg ingen anelse havde, om hvor vi skulle hen, bedøvede varmen, han sendte mig alt bekymringen. Lyden af hans hjerteslag overdøvede smerten i min fod. Som han gik af sted mig, blev mine øjenlåg blot tungere og tungere, og til sidst kunne jeg ikke modstå fristelsen til at bare at slå dem i og lade mig rive med af drømmeland.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Beklager at dette kapitel ikke blev så langt, men det virkede forkert at hive det næste med ind. Håber det var tilfredsstillende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...