Far Away from Home - One Direction

Den 17-årige pige Evelyn er inde i en svær periode, hvor hun ikke helt ved, hvad det egentlig er, hun vil med sit liv. Hun valgte alligevel at give studieturen til New York en chance, men det endte ikke ligefrem med succes. Skuffet venter hun kun på hjemrejsen, som starter i den bekvemme lufthavn, men en simpel souvenir bliver årsagen til, at den perfektionistiske pige på beklageligvis bliver glemt i den menneskefyldte lufthavn. Midt i al fortvivlelsen møder hun dog, hvad hun tror blot er en forbigående, men personen viser sig hurtigt, at være begyndelsen på et hel ny tid med kærlighed, venner og lidenskab. **Du vil højst sandsynlig møde seksuelle scener og anstødene sprog heri**

68Likes
101Kommentarer
2548Visninger
AA

6. Confused

Jeg sad ved spisebordet med albuen presset i bordet, så min hånd holdte mit hoved løftet. Stilheden omslugte mig, og det var første gang, jeg var alene, siden jeg var havnet i drengenes lejlighed.  Jeg havde fundet en seddel på sofabordet, om de alle var taget af sted. Der stod ikke noget om hvor og hvorfor. Det var også lige meget. Det kunne betyde det fjerneste for mig. Faktisk burde jeg slet ikke være her længere. Egentlig vidste jeg slet ikke, hvorfor jeg endnu ikke var rejst hjem. Jeg havde måske bare intet at komme hjem til. Jeg vidste, at det første jeg ville se, når jeg trådte ind af døren, måtte være min far ligge døddrukken på sofaen. Hvis jeg gættede rigtig, ville han faktisk ikke engang opdage, at jeg havde været væk. Så hvis jeg rejste hjem, ville det bestemt ikke være for min fars skyld, men for min lillesøsters skyld.

En dårlig fornemmelse skyllede igennem mig. Hvor selvisk var jeg ikke lige. Nu når jeg tænkte over det, var jeg kun blevet her for min egen skyld. Jeg var flygtet fra mine problemer. Eller. Ikke flygtet. Det var jo ikke min skyld, jeg blev strandet her. Dog havde jeg nu heller ikke gjort noget for at komme tilbage. Ikke det mindste. Jeg havde ikke skænket min søster en tanke. Jeg havde bare efterladt hende. Været væk i fem dage. Jeg blev snart nødt til at tage hjem. Det her gik ikke.

Minut efter minut sad jeg og diskuterede med mig selv, hvorvidt jeg bør tage hjem og hvornår. Lige indtil der lød en rumsteren ude ved døren.

”Så vi hjemme!,” råbte en stemme, jeg genkendte som Louis’.

Han kom vadende igennem stuen, iført overtøj og sine beskidte sko, og efterlod sig mørke pletter på gulvet, hvor han havde gået. Han kiggede sig tilbage og så forfærdet på pletterne. Han var udmærket klar over, hvad der ventede ham.

”Louis! Du har ikke lavet plet..” råbte Harry udefra, men blev overdøvet af Louis desperate forsøg på at hviske pletterne ud, inden Harry ville komme ind af døren ved at tvære lidt i det med skoen. Det gjorde det langt fra bedre. Derefter smed han skoene og lavede ’sig-ikke-noget-til-harry-tegnet’ mens han spurtede ud af stuen og gemte sig på værelset Jeg kunne ikke lade være med at grine over Louis optræden.

”Årgh! Nu skal jeg jo begynde forfra,” sukkede Harry irriteret, da han kom ind sammen med resten af drengene.

Det var typisk Ham. Alt skulle være rent, og det skulle ikke undre mig, det var ham der stod for rengøringen.

Da gulvet igen skinnede, begyndte Harry lave mad. Imens sad Louis, Niall, Liam og jeg inde i stuen og småsnakkede.

”Hvor har i været hele dagen, siden i alle ser så udmattede ud?,” spurgte jeg nysgerrigt, og lænede mig tilbage i sofaen.

”Været lidt rundt omkring,” svarede Liam hurtigt.

”Men hvis i kommer fra England, hvad laver i så her?,” spurgte jeg igen. Det gik op for mig hvor uhøfligt dette krydsforhør var, og hvor ligeglad jeg egentlig burde være.

”Undskyld. Jeg skal nok lade være med at spørge, jeg tænkte ikke lige over det,” beklagede jeg og så ned i gulvet.

”Det gør ikke noget. Faktisk overhovet ikke. Det er naturligt, du vil vide lidt omkring dem du bor hos,” svarede Niall og smilede, hvorefter Louis tilføjede: ”Vi er på en slags.. tur. Vi kan godt lide at rejse og sådan. Man kan også kalde det en ferie, dog stadig med få pligter.”

Jeg lod være med at spørge ind til hvilke pligter, da jeg ikke ville være for påtrængende. Desuden ville jeg nok alligevel finde ud af det med tiden.

”Harry! Er du snart færdig?,” kaldte Niall utålmodigt. Noget der lød som ’ja’ kom ude fra køkkenet.

Da Harry kom balancerede med 3 tallerkner, rejste vi os alle op, og satte os ved spisebordet. Harry hentede de sidste pa tallerkner og Zayn kom ud fra hans værelse.

Zayn’s blik fangede mit, og jeg mindedes vores samtale i går morges. Jeg slog hurtigt blikket i gulvet igen.

”Er der noget galt, Evelyn?,” spurgte Harry bekymret, da han satte sig ned ved siden af mig.

”Nej, jeg er bare sulten,” svarede jeg overbevisende, mens jeg rakte ud efter salen.

”Det smager fantastisk,” udbrød Liam, der allerede var begyndt. ”Som altid,” tilføjede Niall.

***

”Den der kommer sidst hen til den slukkede lygtepæl er en gulerod!,” råbte Harry, i det han ellers satte i løb. Udmærket bevidst om jeg endnu ikke er i stand til at løbe, på grund af min fod, forsatte han derudaf, indtil han nåede lygtepælen, snoede sin arm omkring den, og cirkulerede omkring den for dernæst have armene drillende over hovedet. Det var senere på dagen, og drengene var for længst kommet hjem. Harry havde insisteret på, jeg skulle ud og havde selvfølgelig tilbudt at tage med.

”Jeg kan nu alligevel godt lide gulerødder,” sagde jeg, i det jeg nåede frem til lygtepælen.

Det var trods alt tre dage siden, Niall, han og jeg havde været udenfor, så jeg trængte ærligtalt til noget frisk luft. Jeg havde været en smule tilbageholdende overfor, det kun var Harry og jeg, der skulle ud, men jeg kunne ikke få mig til at protestere. For jeg kunne faktisk godt lide Harry. Han måtte endelig ikke tro andet. Dog måtte han heller ikke tro mere end det.

”Det kan jeg også nu,” svarede han hentydende, med det drilske smil, jeg var ved at vænne mig til.

Vi gik videre ned af den smalle grussti, omringet af de meterhøje træer, hvor mørket langsomt befamlede os. Vi satte os på en slidt træbænk, hvis brune maling var falmet.

”Jeg fryser. Kan vi ikke gå tilbage?,” spurgte jeg, og begyndte at rejse mig. Harry tog min hånd og nikkede. Jeg prøvede at overtale mig selv til, at trække hånden til mig, som jeg burde. Dog var det som om, mine instinkter slet ikke adlød mig. Faktisk lod de sig direkte flette ind i hans.

Sådan gik vi cirka tyve meter i mutters stilhed, før jeg stoppede op, tog mig sammen og trak min hånd ind til mig. Han så forvirret på mig og hans blik sank til jorden. Jeg fornemmede, det var nu, jeg skulle gøre noget. Sige noget. Et eller andet. Men jeg stod helt stille. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg havde ingen idé, om hvad jeg havde gang i. Det var som om, der var en krig indeni mig. En krig, jeg kæmpede mod mig selv. Nu gjorde jeg noget helt uventet.

Jeg tog et enkelt skridt fremad, hvilket akkurat var nok til, jeg kunne læne mig en smule forover, og nu stå ansigt til ansigt med ham. Bogstavelig talt. Tæt på. Jeg mærkede hans lune ånde mod mit ansigt. Med få centimeters afstand stirrede vi ind i hinandens øjne, indtil jeg afbrød ved at lukke dem. Jeg behøvede ikke engang selv at læne mig mere forover, før læber ramte mine.

Da vores læber skiltes, var det som om brikkerne var faldet på plads. Som om at den tvivl jeg havde svømmet i før var så godt som forsvundet. Også alligevel så godt som slet ikke. Jeg var forvirret.

Måske havde Harry ret. Jeg måtte give det her en chance. Alt dette var gået stærkt. Jeg mødte Harry for knapt nok 5 dage siden. – og selvom jeg har kendt ham før, var alt dette stadig sket med ekspresfart. Fra nu af måtte jeg slappe lidt af.

”Giv mig nu lov, Evelyn” sagde Harry bedende og afbrød mine tanker.

”Til hvad?,” svarede jeg.

”Til at elske dig igen,” afsluttede han.

___________________

Efter en laang pause, er jeg begyndt igen! Håber folk vil tjekke op på den, nu da jeg er kommet videre, og endda med massere nye idéer.. Hvad synes i om slutningen? Ved det gik ret hurtigt, men der blev nødt til at ske noget, så det ikke bliver for kedeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...