Far Away from Home - One Direction

Den 17-årige pige Evelyn er inde i en svær periode, hvor hun ikke helt ved, hvad det egentlig er, hun vil med sit liv. Hun valgte alligevel at give studieturen til New York en chance, men det endte ikke ligefrem med succes. Skuffet venter hun kun på hjemrejsen, som starter i den bekvemme lufthavn, men en simpel souvenir bliver årsagen til, at den perfektionistiske pige på beklageligvis bliver glemt i den menneskefyldte lufthavn. Midt i al fortvivlelsen møder hun dog, hvad hun tror blot er en forbigående, men personen viser sig hurtigt, at være begyndelsen på et hel ny tid med kærlighed, venner og lidenskab. **Du vil højst sandsynlig møde seksuelle scener og anstødene sprog heri**

68Likes
99Kommentarer
2586Visninger
AA

3. Blue eyes.

I det jeg slog mine øjne op, stødte mit blik hurtigt på et par himmelblå øjne. De udstrålede et fredeligt skær, og man kunne ikke undgå at smile af bare synet. Selvom jeg ingen anelse havde, om hvor jeg var, følte jeg mig overraskende nok yderst tryg. Jeg lod mit blik glide rundt omkring mig. Rummet var luksuriøst indrettet med bemærkelsesværdige detaljer overalt. Jeg skulle lige til at sætte mig op, i det jeg fandt ud af, at jeg stadig lå i hans arme. Ham fra i går. Ejeren af de blå øjne. Mine kinder blussede op, og selvom jeg forsøgte at skjule det, kunne det ikke undgås at blive bemærket. Han lod sig tilsyneladende ikke påvirke udover det lille smil, som placerede sig perfekt på hans læber. Min rødme tilfredsstillede ham klart.

”Jeg tror, du har brækket din ene fod, så du skal nok have gjort noget ved den ,” sagde han og satte mig i en bevægelse ved siden af ham.

At han nævnte min fod, lod smerten tage sig til gode, og en skinger utilpashed susede igennem den.

”For resten. Jeg hedder Niall, og du?,” spurgte han og hvilede sine øjne i mit blik. Hans lyse hår tog pænt mod solskinsstrålen, som skinnede ind af vinduet. Navnet virkede bekendt, men jeg havde ingen anelse, hvorfra jeg havde hørt det.

”Evelyn Allen,” svarede jeg halvusikkert, i det jeg endelig så øjeblikket til at præsentere mit navn.

Han så på mig med sit mest bedårende blik, og jeg kunne ikke undgå at lade mine øjne betragte ham. Hans smil var stedfæstet perfekt på hans yndige ansigt, og hans øjne matchede hans fortryllende udseende fabelagtigt. På trods af vi stadig sad ned, vurderede jeg hurtigt at han nok var en anelse højere end jeg.

”Egentlig burde jeg ligge derhjemme i min tilpas bløde seng i fuld gang med at lade tankerne flyde ud af mig, hvis det altså ikke havde været fordi at jeg sørgmodigt blev glemt i lufthavnen, da vi skulle hjem fra studieturen,” sagde jeg og opdagede først få sekunder efter, at jeg havde læst mine tanker højt. Nogle gange fremstod jeg, måske en anelse mere negativ end jeg var. Ærligtalt var alt andet også svært, når man ligesom jeg stod i en midt i sådan en filtknude af et liv.

Han befandt åbenbart min bemærkning komisk, efter som endnu en kort latter lød fra ham.

”Så du vil hjem hurtigst muligt?,” spurgte han imens hans rejste sig op og begyndte at rode i en kasse, som han fandt på reolen.

Jeg savnede faktisk ikke min seng. Det var heller ikke fordi, jeg i den grad havde som sådan lyst til at komme hjem, men derimod havde jeg heller ingen undskyldning for ikke at forlade New York.

”Jeg har ingen andre steder end hjem at tage hen,” svarede jeg håbløst og så forvirret ned i jorden.

Marmorgulvet lå perfekt som baggrund til de moderne møbler, og det var tydeligt at se at her var gjort omhyggeligt rent. Nu når jeg tænkte over det, havde jeg aldrig set noget lignende.

”I så fald er du velkommen til at blive boende her, indtil du finder ud af noget,” sagde han og trak lettet en rulle forbinding op af kassen. Han løftede mit ben op, så det hvilede hen over sofabordet og begyndte forsigtigt at vikle forbinding om min venstre fod. Man kunne sagtens mærke det tynde lag af smerte, der stadig lå omkring foden.

”Du må passe på ikke at belaste foden for meget,” sagde han og afsluttede sit arbejde med foden, ved at lade en sikkerhedsnål glide gennem stoffet. Elegant lod jeg min fod finde vej til gulvet.

”Jeg skal da nok prøve,” sukkede jeg.

Han tog mine hænder og trak mig op af sofaen, hvorefter han placerede sin ene arm hen af ryggen på mig, så jeg kunne bruge ham som støtte. Vi begyndte at gå få skridt fremad, men hver eneste gang min fod modtog marmorgulvets berøring, skød smerten op i mig. Det krævede nok øvelse, at finde den rigtige måde at placere foden. Jeg var også stadig pænt træt fra i går, så måske det også kunne være en årsag. Foreløbigt måtte jeg bare bide smerten i mig. Vi gik lidt rundt i cirkler, for at tjekke foden an.

”Går det?,” spurgte Niall bekymret og stoppede op. Jeg måtte passe på, ikke at belaste den for meget det havde han selv sagt, men det gik jo nok.

”Jeg tror bare den skal hvile sig lidt,” nikkede jeg.

Han førte mig hen til sofaen igen, som jeg lod mig smide i. I samme øjeblik som jeg følte mig akkurat tilpas, kom en mørkhåret dreng med hurtige skridt farende ind af døren.

”Argh, hvorfor ligger Louis jakke bare smidt..,” nåede han akkurat at sige, inden hans blik lå plantet på mig, og lyden af hans blide bekendte stemme stoppede brat.

Jeg kunne ikke tro mine øjne, og mine tanker fløj sindsforvirrede rundt i mit hoved. Minderne skreg om kap om at vinde min fulde opmærksomhed. Den ene oplevelse efter den anden. Min sølle barndom som blot burde være fortid, stod nu direkte foran mig.

________________________________________________________________________

Beklager jeg ikke har fået skrevet noget længe, men jeg har slet ikke ikke haft tiden til det. Desuden blev dette kapitel heller ikke så langt, da jeg synes, at det var vigtigt lige at få noget ud, så i ikke skal vente yderligere. Håber det lever op til forventningerne!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...