Kærlighed, som er værd at kæmpe for, men ikke værd at leve for

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2013
  • Status: Igang
Tænk, hvis den eneste mulighed for at gense sin kærlighed var gennem sine drømme. Og du knap nok kan skelne mellem rigtigt og forkert til sidst. Mellem virkelighed og drømme.

Dette er en kort fortælling om kærlighed i drømmene.

3Likes
0Kommentarer
330Visninger
AA

1. Kærlighed, som er værd at kæmpe for, men ikke værd at leve for

Jeg drømmer tit om hende… Ja, jeg forsvinder faktisk tit ind i drømmen. Så jeg lever resten af dagen i et minde af drømmen. Mit humør afhænger kun af drømmens udfald.
Jeg har en gang prøvet at se hende for mig, hvor hun ikke var sig selv. En dæmon var faret forvildet ind i hende. Hendes ansigt var forandret. Hendes øjne var frosset til is, og havde aldrig været så lyse blå med så små bropiller. Og selvom hendes mundvige peget op ad, havde hendes smil og latter aldrig gjort luften så kold at jeg kunne se hendes ånde som i luften. Hun stod bare der i den hvide natkjole med blonder, som jeg havde givet hende på vores 1 års bryllupsdag. Jeg kaldte på hende, og da vækkede jeg dæmonen for alvor. Hun begyndte at bande og fortælle løgne om vores kærlighed. ”Du har aldrig haft nogen værdi for mig! Jeg er blot glad for at slippe for synet af dig nu. Vågn dog op og lev i din egen verden, hvor du høre til! Jeg har fundet mit sted, og det er uden dig! For resten skal du ikke forvente, at jeg gider sidde heroppe og vente på dig, hvis det er det, du tror! Vores tid er ovre!” Sådan skreg hun mig i ansigtet, og jeg kunne intet stille op. Jeg kunne kun vente på, at jeg vågnede op. Men da jeg vågnede op, fandt jeg ud af at det, som jeg troede et knust hjerte føltes som i drømmen var meget værre i virkeligheden.
Men jeg har også haft gode drømme. Hvor vi er tilbage i vores eget lille paradis. Hun lå i robåden og stirrede op mod den blå himmel, mens jeg roede båden langs søens bred, mens jeg betragtede hende med en så stor glæde at intet kan sammenlignes med den. Træernes grene strækkede sig over os. Solens lys fik grenenes skygge til at mønstre hendes ansigt helt perfekt. Vi sejlede forbi et svanepar. Det var som om, hun kunne mærke al kærlighed i en radius af ti meter, så hun satte sig op og betragtede parret.
Hun sagde stille: ”Der findes intet så smukt.” Hun lagde sig igen ned i båden og smilede indbydende til mig. Jeg lagde åren og fandt min plads ved hendes side. Hun lå nu i mine arme, mens jeg med hånd bevægede mine fingre gennem hendes hår. Det lange gyldne hår som havde de smukkeste bølger. Det var en skønhed værdi. Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg nogensinde havde været så heldig, at jeg fandt en så smuk kvinde. Jeg kyssede hende blidt opad halsen og sluttede af ved hendes rosenrøde mund. Der var ingen andre end os to. Det føltes som et eventyr, men det var og er en drøm…

Efter sådan en drøm ønsker jeg mig tilbage. Jeg fandt så ud af, at hvis jeg tænkte nok på hende og drømmen, så ville jeg vende tilbage i min næste drøm. Men det krævede også altid, at jeg havde den rigtige temperatur i værelset, den rigtige dyne og pude.
Det værste nogen kan gøre ved mig, det er at vække mig i sådan en fantastisk drøm, hvor jeg er sammen med hende. Min mor gjorde det engang, hvor jeg drømte, om vi var under stjernehimmel og følte os så små. Vi følte os blot to ud af en million stjerner. Jeg hviskede til hende: ”Hvor er jeg heldig, at jeg fandt min stjerne bl.a. alle de millioner af stjerner.” Hun smilede og jeg kunne se, at min elskede havde noget i sinde at fortælle mig, da blev jeg vækket af min mor. Hvorefter min mor overfusede mig med hendes bekymringer omkring min situation. Jeg blev så vred, at jeg skubbede hende så hårdt tilbage, at hun ramte ind i væggen. Hun famlede sig hurtigt op, men en hver kunne se, at hun var bange for sin egen søn. Bange for hvad han nu var blevet til. Jeg råbte af hende: ”Jeg vil aldrig nogensinde mere se dig i mit hus! Forsvind!” Hun forsvandt ret kort tid efter, og jeg har aldrig hørt fra hende siden… I hvert fald ikke fra hende, men den efterfølgende nat blev jeg revet ud af en drøm bogstavlig talt. Jeg lå denne gang på en blomstermark med hende. Jeg plukkede en blomst og satte den i hendes hår, hvor efter jeg kyssede hende blidt på panden. Hun smilede vemoden til mig. Jeg forstod ikke, jeg havde da intet gjort om dagen, for at hun kunne være trist til mode i min drøm. Jeg havde kun tænkt på vores smukke minder sammen og hendes glade smil. Jeg spurgte hende, hvad der var galt. Og lige da hun skal til at give sit svar, vågner jeg ved at to muskuløse mænd tager min i hver sin arm og river mig op af sengen. Den ene overtager mig helt, mens den anden finder et tøj sæt af alt det beskidte tøj som var spredt over gulvet. Det var egentlig først der, jeg opdagede at hele mit gulv var fyldt op med vaske tøj. En af mændene kom med en spydig kommentar, om at dette var nok grunden til at der stank sådan herinde.
Jeg husker ikke meget mere ikke andet end den anden fyr sætter et lommetørklæde for min mund, og jeg endnu engang falder i søvn. Denne gang omhandlede min drøm ikke lykkelige stunder, men jeg så min hustru blive ramt igen og igen af den sorte bil, og jeg kunne intet stille op. Jeg styrtede hen til bilen og rev hende ud, men det var for sent. Hun lå bevidstløs i mine arme, og blodet… Jeg har aldrig set så meget blod. Hun lå bare helt rolig, helt stille.

Jeg vågnede med et skrig. Mine øjne flagrede rundt i lokalet, men der var ikke meget af se andet end den seng, som jeg lå i. Det var et lille hvidt rum. Det eneste rigtige at se var en stor hvid dør, som med et gik op. Der kom en ældre herre ind. Han var klædt i en hvid kittel og hans skæg var knap og nap langt nok til at kaldes et skæg, men dog forkort til at blive kaldt en skægstubbe. Hans briller små firekantede briller var sat lidt forlangt ned over hans næse. Hans rynker var begyndt at vise sig, og det samme var han ise. Han havde en blok under armen og en blå kuglepen i venstre brystlomme. Han tog kuglepennen op og begyndte at skrive, mens han bød mig velkommen på det, som jeg ville kalde sindssygehospitalet. Da han havde skrevet færdig, vendte han sit blik mod mig.
”Kan du fortælle mig, hvorfor du er her?”
”Er det ikke dit job at vide det?” svarede jeg flabet.
”Nu vel, en af dine pårørende har valgt at tage kontakt til os, fordi du ikke mere i det, som de fleste mennesker vil kalde den virkelige verden. Du befinder dig måske bedst i drømmeland?” Han løftede øjenbrynene og lagde op til svar. Jeg undlod: ”Det er min mor ikke sandt?” Hun skulle ikke blande sig i mit liv. Jeg lever det helt som det passer mig. Det er mit valg, om jeg møder op på arbejde. Det er mit valg, om jeg vil uden for husets fire mure eller ej. Det er mit valg!
Jeg har pengene til at blive boende her et stykke tid endnu. Og der er for resten ingen, som kan smide mig ud derfra. Det er mit og min hustrus hjem! Intet nyt småborgerligt par vil nogensinde kunne komme her og endda bare forsøge på at bygge det op, som hun og jeg havde! Intet kan erstatte det. Selv det burde min mor vide. Hun så os. Så hvor våger hun at komme her og snakke om at komme videre i livet.
”Hvorfor er du her overhovedet? Jeg mener i live. Du virker, i hvert fald ikke til at prisværdige det.” Doktoren ignoreret mit svar lige så vel, som jeg ignoreret hans.
”Jeg er i live, men det er kun for min kone, som aldrig ville kunne tilgive mig, hvis jeg gav slip for at være sammen med hende.”
”Men du kan se hende i drømmene og være i live på samme tid?”
”Korrekt.”
”Ja vel, så hvis jeg bad dig om at holde dig vågen så længe som muligt  
        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...