Livet jeg levede.

Choice er en vampyr der kæmper for det gode i verden... men efter hendes egen mening er der noget hun mangler og hun ved det ikke endnu. Der sker mange mærkelig ting for hende, stemmer, venskaber, fortid og selvfølgelig kærligheden.

Denne historie er en blanding af alt jeg kan li og den er ikke færdig endnu men jeg vil meget gerne have tilbage meldinger :)

1Likes
2Kommentarer
466Visninger
AA

1. Hjemme igen.

 

Nu vandrer jeg rundt, i den by jeg kender så godt, selv om det er mange år siden, meget var ændret. Men denne gange vandrer, jeg rundt om natten. Den eneste næring. Blodet fra omstrejfende dyr.

Det er over 100 år siden jeg var her sidst, da var jeg kun 21 år, lige færdig med min uddannelse, klar til og læse videre, men det var ikke meningen. Jeg nærmer mig min 120 års dødsdag, og ser stadig ud som en 21 årige.

Jeg husker ikke så meget af det, der skete kun at jeg vågende i katakomberne i Paris. Jeg mindes svagt min veninde jeg var sammen med, ellers ikke noget, resten af min tid som menneske, ligger som en tåge der ikke vil lette. Jeg har glemt alt og jeg har kun svage mindre af min familie, mine venner, af de ting som jeg lavede og de ting som jeg elskede. Det eneste jeg husker er følelsen af den første forårsdag, solens stråler på denne dag er fantastisk. Jeg savner solen. 

Siden tog jeg til asien, for at lære at forsvare mig selv. På hele den tur mødte jeg ingen som mig. Men mange uretfærdigheder. Det ville jeg lave om på, når jeg havde lært at kontroller mig selv. Men der var heller ikke en der så mig, for med den styrke, smidighed og fart, var det bare et spørgsmål om tid før jeg var der.

Min mester der lærte mig alt hvad jeg kan. Han ville første ikke tag mig som elev eller havde noget som helst med mig at gøre. Men en nat, blev hans eneste lille pige bortført og ingen kunne finde spor efter dem.

Men jeg kunne.

Jeg brugte min sanser og fandt dem. De var ved at gør noget ved den stakkels lille pige jeg ikke kan beskrive. Min vrede tog over og ingen af mændene kom derfra i live. Det var mit første rigtige drab. Mit første møde med menneskeblod. Det første blod jeg smagte.  Jeg fik fat i den lille skræmte pige også gik over stok og sten for at få pigen hjem igen. Derefter tog hendes far mig som elev efter en lang snak. ¨Du vil få et nyt navn når, du er færdig her. Men end til vider, vil vi kalde dig Cho.¨

 Det blev senere til Choice, fordi jeg har hele tiden et valg at gøre dræbe eller hjælpe.

¨Du må selv ordne din mad, men jeg advarer dig, vis der så meget mangler nogen eller noget, i hele området dræber jeg dig.¨ lød en kraftig formaning.

 Det sidste skyldtes nok jeg havde bold i hele hovedet.

 Tiden gik meget hurtigt, for hurtigt. Jeg havde fuldført det. Jeg var nu en ren dræber. En killer. Jeg svor højt hellig ed til min mester om jeg kun vil dræbe i yderste nødstilfælde og hjælpe de svage, der ikke kan eller kunne forsvare sig selv.

Jeg rejste ligeså stille gennem det meste af asien, jeg lærte en masse sprog, kultur. Jeg fandt også mig selv igen, skabte en ny identitet, med det jeg nu var.

Da jeg var færdig i asien vandrede jeg eller rettere slentrede jeg ”hjem” til Europa igen.

Her er jeg så. Sidder og våger ud over, den by jeg levede i, ventende på at noget skal ske, men en ting er helt klart, meget havde ændret sig gennem de 100 år jeg havde været væk. Her sidder jeg det højeste sted i byen og skuede ud over byen ventende enten på et bytte eller et offer der skulle hjælpes.

*HJÆLP* lød en høj, skinger kvindestemme. Jeg åbnede alle min sanser for at finde hende og hurtigt. Jeg sprang let som en fjer og lande let som en kat på benene og så spurtede jeg af sted hen til den unge kvinde der skreg af hendes lungers fulde styrke. En gruppe unge mænd havde presset hende op i et hjørne, i den mørkeste gyde i hele den del af byen.

*Rolig lille ven. Vi gør dig jo ikke noget.* *HOLD JER VÆK* skreg hun videre.

Det sjoveste er nu at prikke en på ryggen og når de ser en, det blik de giver en, at man er underdanig og ikke er stæk nok til at stoppe dem.

*se en til vores lille selskab. Kan du også lide at have det sjovt, Baby* sagde den største gut, i hele det mest ulækre slæng, jeg hid til havde set. *Nej. Jeg er kommet for at give JER en ordentlig bank. Så i ikke kan bringe flere mennesker i fare.  Specielt for kvinder.* Der kom det første slag bagfra, jeg rykkede mig lidt til siden og han ramte hans store kammerat der stod foran mig lige midt i fjæset. Som han dog kunne hylde op. Der kom det næste slag. Jeg bukkede mig. Han stod lænet over mig også kom min fod, lige op under hans hage, kraften der fra førte jeg over til et cirkelspark over på fyren der stod bag mig. De tre af dem der havde fået bank havde skræmt resten væk. De tre fyrer, lå og hylede over deres skræmmer og om overfald, at jeg ville blive sagsøgt af dem for vold og smarte, jeg tog mig ikke af det. Jeg havde hørt det hele før, der var ikke noget nyt i det de himmelede op om. Det samme bare på forskellige sprog. Hvor var mit liv ensformigt!.

Jeg tog kvinden på ryggen og løb min vej med hende.

*Hvor bor du?* spurte jeg hende om *På Valdemarsgade nr. 5* lød en lille, spinkel stemme fra hende, så stille.

Jeg bragte hende helt hjem og ventede på at hun kom helt ind i huset, før jeg gik igen. Lyset blev tændt hele vejen op til hendes værelse gik jeg ud fra. Men nu var hun ikke mere mit problem.

Jeg plager ikke at være så overfladisk, men det var jeg bare i nat, som var ved at blive dag. Morgen lystet var lige så stille ved at rejse sig op over himmelen, så det var skjule tid igen. Her i min gamle by er skydækket ikke så tykt at det er trygt at være ude om dagen.

En kirkegård, med et mausoleum, jeg kunne fordrive dagen i. jeg ved ikke om i så tænker ”hvad laver en vampyr så i løbet af en dag?”. jeg bruger tiden til at trænede, studer, tænker på de mennesker jeg har over levet, specielt i min egen familie, hvad mit liv kunne havde været, hvis det ikke var sådan her. Som sagt ensformigt.

Nu da skumringen endelig er på vej kan jeg begive mig hen til min motorcykel som jeg havde jeg enden jeg begav mig ud på nattens rov.

Min tørst brænder min som en selv som mindes mærke om jeg skal ud og jage, men det må vente jeg skal ud af denne by enden det går helt galt.

På motorvejen for fuld fart, vinden der river håret bag om hoved samtid med den kærtegner min kind på den blideste måde. Månen er fuld og stjerne pipper stille fra på den mere mørke himmel, jeg kan mærke at efteråret er ved at så en mere fast tag på at levende omkring mig. Heldigvis var der er en mark med køer ikke lige frem min liv ret men det må gå an for en gangs skyld.

At mærke deres blod løbe ned i gennem halsen, var en befrielse, ikke mere den stikkende og brændende fornemmelse, mine tanker bliver klar, fokuserede.

Min mobil ringede, den vibrerede, stille men strækket.

*ja, hvad er der!* nummeret har jeg set mange gange før. Det hørte til en hemmelig organisation der bekæmper ondskab og andre uretfærdigheder, og jeg havde hjulpet dem et par gange. Det er sådan set også dem der havde søget for at jeg imuniatet i de fleste lande. Det havde hjulpet mig mange gang med at slippe for retsforfølgelse, når jeg har været ude og hjælpe dem.

*Den er gal igen i Italien. Kongefamilien har brudt en del af de løfter, de havde lovet. Så de skal lige sættes på plads* lød den mørke stemme i mobilen.

*Dem skal jeg nok tage mig af igen! Har I ikke andre der kan gør det? Det er faktisk træls det bare er mig hele tiden.* lød jeg irritert. ”Jo denne gang, sender vi nogle med dig. Men I skal første ud og havde fat i noget, enden i tager til Italien. Vi er på vej til og samle dig op, så bliv hvor du er.” jeg klappede bare mobilen i. jeg gad ikke hør på ham mere for hver gang, han riger er der problemer jeg skal rede ud, før menneskeheden går op i røg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...