ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
1030Visninger
AA

11. "Nu synger de også for mig"

10.

”Nu synger de også for mig”

 

”Jeg… Jeg dræbte min bror. Min egen bror”.
Det er derfor at min sti er væk. Jeg trådt forkert. Jeg kigger på min kniv, hvornår har jeg trukket den, hvordan kom den op i min hånd? jeg vil smide den væk men kan ikke den vil ikke forlade min hånd. Blodet på den binder den til min hånd. Min brors blod i mine hænder. Jeg følger mig så kold, så kold helt ind i mine knogler. Alt hvad jeg har følt er vendt tilbage til mig. Alt det dårlige jeg har gjort er vendt tilbage for at plage mig, for at hjemsøge mig, og jeg fortjener det, mere end nogen anden. Alle de menneskelige følelser som jeg her skubbet væk, bobler nu i mig. Den kulde jeg har givet andre står jeg nu selv i. Jeg løfter mit blik fra mine blodige hænder, foran mig bølger luften. Jeg lukker mine hænder og rejser mig op.
”Hvad her du nu til mig?” råber jeg af mørket, af mig selv, af mit eget mørke.
”Jeg har ikke flere minder, jeg her ingen ting.” den bølgende luft bliver hård og blank som et spejl. Jeg går langsomt hen mod det. En dreng toner frem, hans ansigt er arret af gadens kampe, han er et barn uden af være et barn, han er mig… han er mig. En mig i hvidt tøj og uden blod på hænderne. Jeg knytter hænderne og vender ryggen til spejlet. Min stemme ryster,
”Gå væk, jeg vil ikke se mig selv”. Jeg kan ikke se mig selv, ikke efter det jeg har gjort.
”Jeg går ikke.” Siger spejlet, det har min egen stemme. Jeg må være sindssyg, jeg taler til mig selv, i mit eget hoved. Jeg kigger over skulderen.
”Så vend mig ryggen.” Hvorfor taler jeg til mit spejlbillede som om det var en person.
”Hvordan kan jeg det, jeg er dig. Hvordan kan jeg vende mig selv ryggen?” Jeg synker og vender mig. Denne mig, i spejlet, han ser så uskyldig ud.
”Du er ikke mig, Jeg er en morder, du er et spejl”. Hvad jeg siger giver ingen mening, men mine ord er alt jeg har.
”Jeg er et spejl der ligner dig.”  Jeg mærker et stik i mit hjerte, ingen kan ligne mig ikke efter de ting jeg har gjort.
”Du ligner ikke mig, jeg er fordærvet hele vejen igennem”.  Det må jeg være, hul og tom, rådden.
”Hvis du er det, hvorfor er jeg så ikke?” det andet jeg begynder at irriter mig.
”Fordi at du ikke er mig!” råber jeg af spejlet. Gid det ville splinter. Jeg begynde at vende mig væk igen. Spejlet pegede på mig.
”Se på mig! Hvis jeg ikke er dig, hvad er jeg så?” jeg stopper og så på det.
”Et rent sind”. Det var alt jeg svare.
”Det er du også”. Siger spejlet. Jeg ler stile og bitteret.
”Ikke længer, se omkring os, der er kun mørke. Et uendeligt mørke, af fejl og ulykke. Mine egen ulykke og den jeg har været skyld i”. Hvorfor var jeg så rolig? Jeg skulle ikke være så rolig.
”Du sider fast i fortiden.” Jeg kigger tomt frem for mig, hvordan kunne jeg andet? Jeg har kun en fortid men ingen fremtid. Der er ikke plads i fremtiden til en som mig.
”Du må accepter hvad der er sket og lad de ting du har gjort være i minderne, eller kommer du aldrig fremad, ellers kan du ikke blive fri”. Jeg følte mig vred, jeg kunne ikke have de minder, de ting skulle ikke bare være minder,
”Jeg kan ikke lade det gå”. Siger jeg højt. For første gang vendte jeg mig rundt og så mig selv i øjne. Den anden jeg måtte forstå, der var kun en vej for mig, og den førte ingen steder.
”Hvad vil du så gøre?” spurgte spejlet. Jeg lo stille for mig selv, tiden var inde.
”Det eneste jeg kan gøre!” svare jeg fast. Intet kunne ændre mine beslutning. Jeg syntes at se rædsel i mine egne øjne.
”Det vil du ikke gøre!” Råber spejlet. Jeg smiller.
”Så kender du ikke dig selv”. siger jeg og knytter min hånd hårdt om kniven.
”Du er langt ude!” Råber mit spejl jeg. Jeg er rolig, jeg har aldrig følt mig så rolig før.
”Det er vi begge.” min vejrtrækning er rolig, alt er roligt.
”Jeg er dig, jeg er dit spejl billede, alt hvad du gør og har gjort, har og vil jeg også gøre.” Jeg lukker min øjne.
”Det løser jo alt.” siger jeg og lader kniven flyve gennem luften. Jeg retter mig op og lod alle de ting jeg havde gjort skylde ind over mig som en tidevandsbølge. Kniven rammer. Jeg falder, langsomt. Jeg høre spejlet splinter, jeg smiler trist men fredfuldt mens jeg falder. Nu kan jeg endelig se lyset. Nu kan jeg endelig sige farvel til dem jeg elsker. Få de kommer smilene gående i mod mig med udstrakt arme. Jeg smiler til dem, til min mor, min elskede mor, mit hjerte som blev taget fra mig for så mange år siden. Jeg smiler til Theresa, min kærlighed, som jeg mindste. Til Tristan, min bror, min fornuft. De tre eneste mennesker jeg nogen siden har elsket og som nogen siden har elsket mig. Jeg rakker min hånd ud og tager min brors hånd. Han smiler til mig, et varmt smil, mens han trækker mig op og stå. Han omfavner mig og klapper mig på skulderne. Theresa tager min hånd og jeg trækker hende ind til mig og kysser hende. Endelig gå jeg til min mor, hende jeg har manglet længst. Hun tager mit hoved i sine hænder og smiler til mig. Hun kysser mig på panden, som hun gjort det da jeg var en lille dreng. Min brors ord fra den gang, tilbage i min mors værelse få mig til at smile for nu ved jeg han havde ret.
”Der findes ikke onde mennesker.” Min bror lægger sin hånd på min skulder. Jeg smiler og kigger tilbage ned i mørket. Min krop, som jeg har forlad flader stadig og den tager alt det dårlige med sig. Jeg vender mig og tager Theresas hånd. De tre som betyder alt for mig, før mig ind i lyse. Det svøber sig om mig og varmer min krop. Jeg mærker en fred i mit sind og nu høre jeg dem synge, stjernerne. Jeg kan høre dem, nu synger de også for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...