ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
970Visninger
AA

10. Kniven ramte

9.

Kniven ramte

 

Joe stod i skyggen, han forsøgte ikke at skjule sig, der var ingen grund til det. Ingen ville lægge mærke til ham, en dreng i slidt tøj. Der var ingen folk omkring ham længer, han skulle ikke længer stå til ansvar for andre end ham selv. Nu var der ingen tilbage til at se ned på ham, ingen der kunne betvivle hans handlinger. Ingen er kunne stille spørgsmål ved hans plan. Der var kun en der skulle have noget sagt og det var ham selv. Han kunne ikke længer se hvorfor at han havde taget de andre med sig. Han skulle have gjort sig fri af dem for længe siden. Foran ham lå en dynge skrot, et hus, af ubrugelige ting, holdt sammen på en sådan måde at en storm kunne skille det ad. Men det tre mennesker der stolt hang et skilt på det, smilede til hinanden og klappede hinanden på ryggen. Joe skar tænder. Der var intet at smile af. I tavshed med kolde øjne og armende over kors, trådte han ud af skyggerne. Tristan så ham og kom han mod ham.
”Du er tilbage” sagde han og standsede. Joe fandt sin kniv frem og lod den løbe mellem fingrene,
 ”Jeg sagde det jo”. sagde han ligegyldigt og så henkastede men koldt på sin bror. Tristan så sig rundt,
”Hvor er banden”? spurgte han. Joe gik rundt om det faldefærdige hus og lod som han var ligeglad. Tristan blokerede han vej. Joe smillede,
”Hvis du nu havde gået en tur rundt i byen, så havde du nok set er par stykker af dem” sagde han og vendte ryggen til Tristan. Han mærkede Tristans hånd på hans skulder og han stoppede.
”Hvad mener du?, Hvad har du gjort?” spurgte Tristan. Joe kunne høre han stemme ryste. Han vendte sig langsomt om men han grinede for sig selv.
”De er væk, døde, DRÆBT! JEG dræbte dem”. sagde han og smilede over sig selv. Tristan tråde væk fra man, hans blik var tomt. Joe smilede, det var den første gang at Tristan ikke kunne finde ord.
”Hvorfor?” frem stammede han endeligt. Joe trak på skulderne og lagde armene over kors.
”Er det ikke lige meget, de er væk!” sagde han ligegyldigt. Tristans øjne blev tomme.
”Du er ikke dig selv!” sagde han.  Joe smillede igen.
”hvornår har jeg sidst været det?” spurgt han og så sin bror i øjne. Tristan svarede med tøven.
”Da jeg rejste.” Joe lo højt.
”Løgn!” streg han pudseligt, ”løgn, du lyver, eller er det dig der er blind nu!” forsatte ham. Tristan afbrød øjekontakten,
”Gå Joe, du er ikke rask”. Sagde Tristan og vendte ryggen til ham. Joe lod som ingenting,
”Hvor skulle jeg gå hen”? spurgte han og gik forbi sin bror. ”Den jeg leder efter er her”. Han gik hen mod Villads.
”Joe Stands.” sagde Tristan. Joe forsatte,
”Hvorfor skulle jeg, du bestemmer ikke længer over mig. Tid til revanse Villads.”   Villads tog Nadias hænder og så hende i øjne,
”Gå over til Tristan.” sagde han. Nadia omfavnede ham og gik over til Tristan. Villads vendte sig mod ham og trak sin kniv. Joe knugede hårdt sin kniv.
”Du skulle lytte til din bror.” sagde Villads. Joes inder brande af vred og had.
”Som han lyttede til mig? Glem det!” sagde han og gjorde udfald mod Villads.
Villads blokkerede ham og slog hans kniv væk. Joe lagde ud igen. Villads smuttede om bag ham. Joe snurrede rundt tidsnok til at blokker Villads’ angreb.  Knivene skar mod hinanden. Joe skar tænder. Han brød op og prøvede igen, men Villads var væk. Joe snurrede rundt. Villads spakede ud efter hans ben. Joe gik i knæ. Villads slog ud efter ham. Joe løftede sin kniv i blokade. Villads bankede Kniven skaft ind i Joes håndled, så Joe tabte kniven. Før han kunne når at samle den op havde Villads spakede den væk. Joe så op, mens Villads hævede sin kniv. Han så Villads i øjne. Villads lod armen falde og vente sig.
”hvorfor slå du mig ikke ihjel, du har vundet.” sagde Joe. Villads så på ham over skulderen.
”Jeg har ingen grund til at dræbe dig.” svarede han og gik vider. Joe rakte hånden ind i jakken.
”Du er svag, du usling, men det er jeg ikke.” sagde han og lukkede hånden om en kniv. Han kastede kniven. Den hvirvlede gennem luften og ramte. Villads vendte sig rundt.
”Tristan!” råbte han. Nadia slog sig for munden og faldt på knæ. Joe kunne se tår i hendes øjne. Som hans hånd fladt hørte han sin brors stemme ganske svagt.
”Undskyld bror.” Joe kom op og stå. Den tid det tog ham at komme over til Tristan føltes som en evighed. Han faldt på knæ ved sin bror side. Forsigtigt tog han Tristans hoved i sine hænder.
”Tristan, Tristan. Min bror. Hvad har jeg gjort?” spurgte han sig selv. Han kunne høre Villads og Nadia nærme sig bag ham. Joe vendte sig og råbte af dem.
”Forsvind!” De blev stående. Joe tog fat i kniven der stak ud af Tristans bryst.  Han trak den ud og knugede den i sin hånd.
”Det er min skyld det hele, jeg svigtede dig bror. Du trorede på mig, og jeg svigtede dig.” Joe satte sig op.
”jeg svigter altid. Det skal være slut nu.”  sagde han og vendte kniven mod sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...