ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
995Visninger
AA

9. "jeg ler sidst"

8.

”Jeg ler sidst”

 

 Skyggerne mellem husene skjulte hans færden, i det han fulgte Nick ned gennem byens gader. Han gik med beslutsomhed, men i kontrolleret stilhed. Foran ham stoppede Nick op. Joe standsede og dukkede i skjul. En kniv vivlede over hovedet på ham. Joe rejste sig selv glad om.
”Forbier Nick”, sagde han og kom frem. Han så på kniven,
”Flot kast ellers”. Han gik over til Nick.
”Har du brug for min nu? ” spurgt Nick. Joe fnyste
”Som om”.  Nick rullede med øjne af ham,
”Hvad vil du så? ”  Joe trak på skulderne og gik rundt som om han søgte efter noget.
”Gør det jeg skulle have gjort for længe siden”. Sagde han og stak hænderne i lommen. Nick så på ham.
”Og det kunne du ikke gøre mens banden så på? ” Joe vendte sig, en pulselig raserig slog gnister i hans øjne.
”DU har ikke ret til at tale om banden, du er ikke en del af den mere”.  Nick fnyste og lagde armene over kors. ”Banden findes ikke mere”. Vreden i Joes øjne var som små flammer.
”Forklar dig! ” Joe trak sin kniv frem. Nick tog det roligt,
”Du tro du kan lede dem, men de er ingenting uden Tristan. Banden så sit endeligt da Tristan forlod den”. Joe strammede sit greb om kniven.
”Hvad ved du om det? ” hvæsede han. Nick så på ham med rolige øjne.
”Mere ende du aner”.  Joe trak vejret i stød han bevægede sig op ved siden af Nick.
”Det er lige meget, du er ingenting mere”. sagde han og hold kniven indtil sig. Han havde besluttet sig. Nick så lige frem.
”Hvorfor taler du så stadig til mig? ” sagde han og rettede sig op. Joe svingede sin arm, han kniv ramte Nick i nakken. Joe trak kniven ud.
”Det gør jeg heller ikke”. Sagde han og gik ind mellem husene, mens Nick faldt til jorden bag ham.

 

Nick var den første, i en lang rakke. En efter en begyndte de at betvivle mig, og jeg straffede dem for det. Jeg havde ikke brug for dem længder, de var overflødige, en hindrig. De holdt mig tilbage, forhindrede mig i at udfør mit mål. Skal jeg i sandhed have gjort noget ordenligt må jeg gøre det selv. Selv om jeg nu sider her, omgivet af deres blege tomme ansigter, fortryder jeg intet. De står som domino brikker, og som domino brikker faldt de. En efter en. Nick var en sygdom, og hans tanker spredte sig mellem dem alle. Giftigt tanker havde forpestet deres sind. I gennem deres øjne var det mig der var sygdommen, så de måtte slås ned. Den slags tanker de havde er farlige, og usunde, der for skulle de fjernes. De kaldte mig gal. HA! Jeg er ikke gal. Jeg ved bare hvad der er bedst for mig, og det var ikke dem. Ind i mellem huse og gyder er de faldet, fundet og fanget. Selv om de flygtede fandt jeg dem. Som om de nogen siden ville kunne gemme sig for mig. Ingen af dem kunne nogen siden måle sig med mig. Kan du se det nu Nick? Jeg er den stærkeste, jeg er den eneste, jeg er noget. I var ingenting, I var svage. Jeg må le, le på jeres ynkelige bekostning, I ville aldrig ikke bære min byrde. I ville aldrig forstå verden, som jeg gør det. Kan I se det nu? I tog fejl, jeg er den sidste til at le. For i kan ikke le længder. I er væk, VÆK! Forsvundet, fortid, og I skal, som jeg, ikke blive husket, for I havde ikke andre end hinanden, og I er væk, så der er ingen til at mindes jer. Nu er der ingen bande mere. Der er kun en tilbage og det er mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...