ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
972Visninger
AA

7. "Jeg griber efter tomme håb"

6.

”Jeg griber efter tomme håb”

 

Joe kunne se hen over skulderen på sin bror, der sad omringet af banden, han var ved at give dem instruktioner til en opgave, ikke at Joe ville med. Han vippede utålmodigt med foden. Han ville snakke med sin bror, uden af de andre hørte på. Endelig rejste Tristan sig og så rundt på de andre,
”Okay, alle ved hvad de skal gøre? ” banden svarede som en mund og rejste sig.
”Af sted med jer. ” sagde Tristan og vinkede dem af sted. Da den sidste var ud af døren vendte Tristan sig mod Joe og så på ham. ”Skulle du ikke med? ” Joe rystede på hovedet,
 ”De klare det uden mig. ” Tristan smillede og trak en stol hen. Han satte sig ned og så på sin lillebror.
 ”Hvad vil du? ” spurgte han. Han kendte Joe, og kunne se på ham at han havde noget på hjertet.
”Bare snakke. ” sagde Joe og blev stående stiv som et bræt. Tristan løftede et øjenbryn,
”Hvad vil du så snakke om? ”  Joe så sin bror i øjnene.
”Din ven, Villads! ” Tristan sænkede blikket og så ned i jorden
”Hvad med ham? ” sagde han stille.
”Jeg kan ikke lide ham, der noget forkert ved ham. Hvorfor spiller du din tid på ham, du har banden… Du har mig!? ” udbrød Joe. Tristan drejede hovedet,
”Måske ” sagde han og rejste sig langsomt. Joe så på ham med vilde øjne.
”Måske?!? Hvad mener du med Måske? ” sagde han rasende. Tristan gik forbi ham over til skjulestedets udgang. Han så ud af døren, Joe kom over til ham.
”Der findes et andet liv der ude, hvor man ikke behøver at stjæle eller snyde. Måske er det det jeg vil. Du siger at jeg har banden, men der et liv der ude der er bedre end det her liv. ”sagde Tristan og så drømmende ud af døren. Joe tog fat i hans arm og vendt ham rundt.
”Jeg forstå ikke ” sagde han. Tristan så på ham med tristhed i blikket.
”Jeg tænker på at rejse væk. At start forfra. ” Joe trak sig væk fra sin bror.
”Og hvad så med banden tænker du nok, den er din, du fortjener den, men du må lære at alt ikke handler om magt. Indtil at du kan se det er du blind, ved du hvad det er der gør dig blind? ” Joe stirede på Tristan.
”Jeg er ikke blind! ” udbrød han.  Tristian gik over til ham og greb hans arm.
”Jo, du er. Du er blind for alt andet end magt, fordi det er det du ønsker, og så længe at du ikke har den, vil du misunde den der har den. Forstår du hvad jeg siger? ” Joe lod sig dumpe ned på jorden, hans bror så ned på ham.  Joe mødte hans blik.
”Du må ikke rejse fra mig. Hvad skal jeg gøre uden dig? ” Tristan satte sig på hug foran ham.
”Du kan klare det, det ved jeg. ” Joe sad mundlam og stirede på sin bror.
”Vil du ikke nok overveje at rejse engang til, du er min bror, banden er det du har skabt, jeg kan ikke tage den fra dig, det vil være som at dolke dig i ryggen. ”
”Ikke hvis jeg gav den til dig. ”
”Overvej det en gang til for min skyld. ” Tristan rejste sig og klappede sin bror på ryggen.
”Det skal jeg nok. ”  Tristan gik. Joe så efter ham.

 

Du overvejede det ikke, selv om du lovede det. Du lovede det! Jeg griber efter tomme håb. Jeg håbede at du ville overvej det, men du rejste alligevel væk. Sammen med ham… han kommer hele tiden tilbage mens han griner af mig. Og jeg kan intet gøre, men jeg vil have min bror tilbage. Jeg vil ikke miste det sidste jeg har. Jeg ville ikke miste min bror!

 

Der var tidligt om morgen. Joe trak vejret i små hurtige stød. Han havde en gnavede føles i maven og en fornemmelse af et hans frygt meget snart ville blive bekræftet. Skjulestedet summede rundt om ham, som en nervøs bisværm der ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv. En af de lidt ældre drenge kom ind med kiggeren bag sig. Han styrede gennem de ilter drenge mod Joe der stod med ryggen mod væggen med et anspændt udtryk i ansigtet. Drengen trådte varsomt, velvidende at Joe var en tikkende bombe og blot en enkelt gnist ville få ham til at springe i luften.
”Han vil tale med dig. ” Joe så ikke engang på ham,
”Jeg ved det, du kan gå ” sagde han og vinkede drengen væk med hånden. Joe vendte sit ansigt mod kiggeren.
”Hvad har du? ” spurgte han koldt, også stigerede gennem ham med øjne hugget ud af nordpolens is. Kiggeren lod sig ikke plage af Joes kolde blik og holdt sig kæk,
”Hvad vil du høre? ” sagde han, Joe fnyste
”Alt der er interessant ”
”Villads og Tristan rejser ” Joe hold sit ansigt tomt, men det stak ham i hjertet.
”Hvor hen? ” sagde han og så ned på sine hænder.
”Til syd byen, Villads har et hus der. ” I Joes hoved tog planerne form.
”Hvornår? ”
”I morgen, de tager Villads kæreste, Nadia med. ”
”Hun er ikke vigtig, tak du kan gå. ” Joe vendte ryggen til ham. Men kiggeren blev stående,
”Betal, hvis du rejser her fra, så betal. ” Joe vendte sig og smed pose penge i favnene på kiggerne,
”Forsvind så”. Kiggerne tog posen og forlod skjulestedet. Joe fandt et krøllet papir frem fra en lomme og en blyant i en anden. Med den kant håndskrift skrev han et brev til sin bror.

Vi er ude, jeg ved at du rejser, kommer ikke tilbage for at sige farvel.

Han smed brevet på sin brors soveplads og gik ind midt i rummet. Banden vendt sig mod ham, og så på ham med nervøse øjne. ”Vi går nu, alle sammen, jeg forklarer på vejen. ” sagde han og så på dem, Nick rejste sig og spurgte
”Kommer vi tilbage? ” Joe så på ham
”Det kommer an på om i vil adlyde mig. ” sagde han og så koldt på Nick, der vendte sig,
”Af sted folkens” banden flugte ham ud af skjule stedet, aldrig havde en så stor en folk forladt skjulestedet på en gang. Joe så efter dem og sagde meste til sig selv,
”Hvis jeg kommer tilbage er det sammen med min bror. ” som den sidste forlod han skjulestedet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...