ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
1020Visninger
AA

4. "Jeg elsker dig, for altid."

 

      

3.

”Jeg elsker dig for altid”

 

Han gik gennem huset, han kendte det efter hånden og vidste hvor han skulle finde hende.
”Theresa? ” Kaldte han. Joe gik op af trappen og blev mødt af Theresa der kastedes sig i hans arme, og omfavnede ham.
”Du kom tilbage. ” Han bøjede sig ned og kyssede hendes pande, ”Altid. ” hviskede han og knugede hende ind til sig. Hun tog hans hånd og trak ham med oven på, til et rum der en gang havde været en stue, men nu var dækket af et tykt lag støv. De satte sig midt i rummet, og Joe åbnede den pose han havde med. Der var var lidt brød, to æbler og en flaske med vand. Han delte brødet og gave hende halvdelen. Hun spidst det tilfreds i små bider for at det skulle rakke længer. Joe kiggede på hende og glemte helt at spise sit eget. Han nød at komme hos hende men har ønskede inderligt at hun var hos ham altid, ikke kun fordi at det gjorder ondt i ham når hun ikke var der, men også fordi at han var bange, bange for at miste hende, at han en dag ville komme og hun så ikke var her, eller endnu være, var død. Han ville have hende med tilbage. Han kiggede ned i gulvet.
”Kom med mig. ” sagde han stille. Hun kiggede på ham.
”Hvorhen? ”
”Til skjulestedet. ” Sagde han.
 ”Hvorfor? ” Spurgte hun. Han rejste sig.
”Så jeg kan beskytte dig. ”
”Det kan du også her. ”
”Jeg mener, det ville være letter hvis du var med mig. ”
”Men det er jeg da nu og her. ” sagde hun og rejste sig, han gik over til hende og lagde armene omkring hende.
”Jeg vil bare gerne have dig hos mig, altid. Jeg savner dig, når jeg er væk her fra. ” hun tog hans hoved i sine hænder og kysede ham på panden.
”Jeg kommer med dig. ”Joes ansigt oplystes i et smil.
”Jeg lover dig at intet skal skille os af. Intet skal rør dig. ” hun smillede til ham.
”Går du så nu? ” spurgte hun.
”Nej, jeg forlader dig ikke. ”
”Vil du så blive her. ”
”Lige til du vil af sted her fra. ”

 

Joe førte Theresa ind i skjulestedet, mens hun klamrede sig til hans hånd. Hans bror kom gående over til dem med åbne arme, og grinede
”Min forsvundne lillebror er vent tilbage. Hvor har du været? ” Joe trak på mundvigen
”Ude, hvor ellers? ” Tristan så på ham og på Theresa og smillede endnu større.
”Ja, hvor ellers, hvem er din veninde? ” Joe lagde armen og Theresa og smillede beroligende til hende.
”Tristan, det er Theresa. Theresa, min bror Tristan” sagde han galante.
 ”Ah, jamen godt at møde den person der har draget min bror væk her fra så ofte. ” Sagde Tristan med et smil og klappede Joe på skulderen.
”Kan hun blive, hun har ingen andre steder og… hun … jeg” stammede han, men han bror smillede og afbrød ham.
”Selvfølgelig kan hun blive, i mit rige er der plads til alle. ” sagde han stolt og vendte sig mod Theresa.
”Velkommen til, du skal nok snart falde til, Joe vil du vise den unge dame på plads. ” Joe smillede flovt over sin brors opspind og førte Theresa med sig.

 

 Theresa. Hun var ikke smuk men heler ikke grim. Hun var helt perfekt, i mine øjne. Hendes forældre havde ikke råd til at have hende, så hun var blevet efterladt. Theresa sluttede sig til banden, hun lavede mad til os og plejede vores sår, men hun var syg og blev langsomt svagere, men hun gjorde hvad hun kunne for ikke at vise det. Jeg brugte meget tid med hende og kom til at holde meget af hende. Efter kun en månedens tid var hun så syg at hun ikke var i stand til at hjælpe til. Jeg plejede hende og fortalte hende hvor vigtig hun var for mig. Hun var den første jeg virkelig har elsket, ud over min bror, siden min mor død, og nu så det ud til at jeg også ville miste hende. Det var svært at bære, men Theresa fortalte mig hvor glad hun var for at have mødt mig, og at jeg skulle være stærk og kæmpe vider for hende, så det gjorde jeg.

 

”Hvor er de andre henne? ” spurgte hun ham. Theresa var ved at lave mad til dem. Mens Joe sad omvendt på en stol og kiggede på hende.
”Ude. De skulle lige ordne noget. ” sagde han henkastende og kørte hånden igennem håret. Theresa rakte ham en skål.
”Så må de spise når de kommer tilbage. ” Joe tog i mod den og smillede til hende. Hun tog en skål og satte sig over for ham, de spiste i tavshed. Joe nød hvert et sekund han kunne få med hende alene og lod dårlig mærke til at hun havde rejst sig og smed en klud i hovedet på ham.
”Når du nu er her, kan du lige så godt hjælpe til, tørrer du af? ” Joe smillede og tog kluden. Han tørrede bordet af og smed dovent kluden fra sig og gik over til hende. Han lagde armene om hende. ”Hvor er du doven ” sagde hun og grinede af ham
”Hm. Det tror jeg ikke at jeg er blevet kaldt før. ” Sagde han.
”Men du er doven. ” Fastslog hun og kyssede ham på munden. ”Men jeg kan lide dig sådan. ”
”Lige over. ” Svarede han. Hun smillede og gik over efter kosten. ”Det ved jeg, du siger det altid. ” Han smillede og blev lidt rød i hovedet, mest fordi at det passede.
”Kan du så komme ud din dovenlas, nu skal jeg altså feje. ” Sagde hun og kostede ham ud. Men blev afbrudt af et pludseligt hoste anfald. Joe vendte sig om på stedet og skyndte sig hen til hende, i tide til at gribe hende, i det at hun besvimede. Han løftede hende og holdt hende ind til sig.
”Theresa kan du høre mig. ” Hviskede han, og bar hende forsigtigt over til hende soveplads.

 

Alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg for hende. Jeg holdt af hende, det gjorde jeg virkelig, men jeg kunne ikke gøre noget for at rede hende, det fik mig til at følge mig hjælpeløs, selv om hun altid fortalte mig hvor stor en hjælp jeg var. Jeg ville hjælpe, men jeg var udeafstand til at gøre noget. Jeg sad ved hendes side vær nat og når de andre tog af sted blev jeg tilbage og passede Theresa.

 

Hun så så bleg ud, han klemte hendes hånd og mærkede knuden i hans mave blive større og større for været minut. Hans bror kom ind. De havde hænge nogle lagner op så Theresas soveplads var adskilt fra drengenes.
”Gå ud! ” vrissede Joe uden at se op, han var lige glad med hvem det var. Tristan lagde en hånd på hans skulder.
”Joe, vi må tale sammen. ”
”NEJ! ” Sagde Joe surt. Theresa klemte hans hånd.
”Det er okay, gå bare. ” sagde hun stille og sendte ham et lille men svagt smil. Joe bøjede sig ned og kyssede hende på panden. Han rejste sig og fulgte efter sin bror.
”Kom med.” Sagde han, men Joe blev stående.
”Vi kan snakke her. ” sagde han bestemt. Tristan rystede kort på hovedet og gik over til ham. Hans ord ramt Joe hårdt.
”DU er nød til at lade Nick se på hende. Han kan noget med medicin, det ved du, måske kan han hjælpe. Vi vil alle sammen hjælpe. ” Joe vendte ham ryggen, der var ingen andre end ham der skulle i nærheden af Theresa.
”Ingen kan hjælpe. ” Sagde han.
”De kan ikke, hvis du ikke lader dem hjælpe. ” Svarede Tristan og lagde en hånd på Joes skulder. Han vendte sig og rystede hånden af sig.
”Du hører ikke hvad jeg sige. ” Sagde han vredt og såret.
”Ingen kan hjælpe. Det er en dødelig sygdom, hun haft den hele livet. Der findes ikke nogen kur og vi har ikke penge til den medicin der skal til for at holde den nede, det havde hendes forældre heler ikke, forstår du det ikke, de forlod hende. Det gør jeg ikke. Ingen af jer kommer i nærheden af hende. ” Sagde han med gråd i stemmen. Tristan så mundlam på ham. Joe vendte sig for at gå tilbage. ”Lad i det mindste Nick give hende noget smerte stillende. Du bliver nød til at lade nogen hjælpe, du kan ikke klare det her alene. ” Tristan stoppede ham.
”Han kan komme med midlet, men jeg giver hende det. Alle de andre kan holde sig væk. ” sagde Joe kort.
”Hvorfor er det så svært at stole på dem… på mig? ” Joe bøjede nakken og sagde stille,
”Jeg stoler på dig, du er min bror. Resten er en flok svindler og tyve. ” Tristan tog fadt i ham og vendte ham om.
”Se dig omkring. Det er vi alle. Jeg kan se hvor meget at hun betyder for dig, jeg kan mærke det på dig. Men du bliver nød til at tænke på dig selv lidt. Du har brug for søvn. Lad os andre side lidt hos hende ind imellem. ” Sagde han og pegede på ham selv og banden.
”Fint, men jeg vil være den første der får besked, hvis der sker hende noget. Tilfredse? ” svarede Joe gik ind til Theresa igen. Uden at høre sin bror svare,
”Men det er du ikke. ”

 

Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt, men lige meget hjælp det, Theresa fik det ikke bedre. I flere dage spiste jeg ikke for jeg gav min andel af maden til hende. Jeg sov ikke og havde aldrig ro. I takt med at jeg blev mere hæget at se på, blev hun bleger og tynder. Vi vidste begge to at der ikke var noget at gøre og at jeg kæmpede en forgæves kamp. Og alligevel forsatte jeg med at kæmpe for endnu et liv jeg ikke kunne redde.

 

Joe sad uden for skjulestedet. Stjernerne skinnede og man kunne se månen, men han så ingen af delene. Tristan kom ud til ham.
”Himmelen er smuk i aften, ikke? ” spurgte han.
”hm. ” mumlede Joe fraværende.
”Hvorfor sider du her ude? ” spurgte Tristan og satte sig ved siden af ham.
”Jeg kunne ikke sove. ”
 ”Det kunne du heler ikke i går. ”
 ”Og hvad så ”
 ”Du bekymrer dig for meget, det påvirker din søvn. ” Joe så ned i jorden.
”Du forstår det ikke. ” sagde han stille.
”Måske, måske ikke, jeg forstå af du ikke sover fordi du er bange for at Theresa skal dø, jeg ved, af du helst ville side hos hende hele tiden, men du gør det ikke fordi at du ikke kan holde ud af se hende sådan. Hvad mere er der at forstå? ” sagde Tristan og så på ham.
”Meget mere. For dig og de andre er hun bare en der passer på jer og laver mad. Som en mor, hun betyder så meget mere end det for mig. Når jeg er sammen med hende følger jeg mig hel ” svarede Joe ham.
”Vi andre holder også af hende, Joe. Jeg ved I har noget særligt, men det er ikke den eneste grund, er det vel? ” Joe rejste sig og gik lidt væk, han lagde nakken tilbage og så op på stjernerne.
”Da mor døde, vidste jeg ikke hvad det var der skete, jeg troede først af hun sov. Jeg nåde aldrig at sige farvel. Jeg havde det forfærdeligt, det har jeg stadig. Det hul der opstod i mit hjerte, har Theresa fyldt ud, og mere til. Når jeg mister hende, hvem er jeg så? ” sagde han og vendte sig om.
”Kan du fortælle mig det. Hvem er jeg så? ” spurgte han. Tristan så på ham.
”Du er dig. Som du altid har været. ”
”Nej. Nej, det er jeg ikke. Jeg vil være halv igen. Hun… ” han knughede hænderne
”Hun er alt jeg har! ” råbte han. Tristan rystede på hovedet og så alvorligt på ham.
”Nej, Joe. Du har mig og banden. ”
”Ikke på den samme måde. Det er ligesom når du beskytter mig og de andre, og de dækker hinandens ryg. Hun er det eneste jeg har at beskytte. Man jeg kan ikke! ” udbrød han og fald sammen på jorden, han trak sine ben op under sig og vendte ryggen til sin bror.
”Jeg kan ikke. Jeg har aldrig kunnet. ” sagde han stille. Tristan rejste sig og kom over til ham.
”Du gør hvad du kan, det er det vigtigste. ” Sagde han.
”Det er ikke nok. Det er aldrig nok. ” Tristan satte sig foran ham. ”Nogle gange prøver vi og fejler. Det du vil beskytte hende imod, kan du ikke rør eller påvirke, men du er der for hende. Det er det vigtigste. ” sagde han. Joe kiggede på ham. Og skulle til at sige noget da Nick kom ud til dem i hast.
”Joe… ” begyndte han. Joe rejste sig og stormede ind i skjulestedet efterfuldt af Tristan og Nick. Han skyndte sig hen til Theresa og tog hendes hånd i sin.
”Joe? ” hviskede hun.
”Jeg er her. ” sagde han og gav hendes hånd et klem. Banden begynde at samle sig omkring dem.
”Forsvind! ” råbte Joe af dem. De træk ud og lod ham være alene med Theresa. Han så bekymret på hende.
”Gør det ondt? ” sagde han stille.
”Nej, jeg kan ikke mærke noget. ”
”Slet ingenting? ”
”Jeg kan mærke at du er her. ” sagde hun og ville sætte sig op, Joe støttede hende og holdt armen om hende.
”Jeg elsker dig. ” sagde hun, han lænede sig til hende.
”Jeg elsker også dig. ” sagde han og kyssede hende forsigtigt.
”Kan man se stjernerne udenfor? ” spurgte hun. Joe så på hende igennem tårende der løb fra hans øjne.
”ja, det kan man. ” græd han
”Jeg vil gerne se dem en sidste gang. ” sagde hun. Joe nikkede og løftede hende forsigtigt op i sin favn, hun var så meget letter end han huskede hende. Han bar hende udenfor. Banden flyttede sig for dem.
”Kan du se dem? ” spurgte han hende, da han satte sig ned på jorden med hende i favnen.
”Ja, de synger. ” Sagde hun
”Gør de? ” Sagde han.
”Ja, jeg kan hører dem. ”
”hvad synger de? ” spurgte han stille.
”At jeg er heldig. ”
”Hvorfor? ”
”Fordi at jeg har dig. ” Sagde hun,
”Vil du savn mig? ” spurgte hun og så på ham.
”Jeg vil aldrig holde op med at savne dig. ” Sagde han og smillede til hende.
”Lover du det? ”
”Af hele mit hjerte. ” græd han.
”Så stoler jeg på dig. ” sagde hun og tørrede en tåre af hans kind. ”Du græder? ” sagde hun stille.
”For dig. ” sagde han.
”Jeg elsker dig. ” sagde hun og så op på stjernerne.
”Jeg elsker også dig, for altid. ” sagde han og så på hende mens lyset forlod hendes øjne. Han lukkede hendes øjne, kyssede hendes døde læber og knugede hende ind til sig, mens tårerne løb af hans kinder.

 

Theresas sti var kort, alt for kort. Jeg følte mig magteløs da jeg sad med hendes kolde livløse krop i mine arme. Jeg knugede hende ind til mig, holdte hende så tæt og forsøgte at hviske livet tilbage i hende. Selv om at jeg vidste at jeg ikke kunne beholde hende, gjorde det ondt at miste hende. Det var som om at mit hjerte blev revet ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...