ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
997Visninger
AA

3. hvor skal vi hen?

 

2.

”Hvor skal vi hen”?

 

Rummet føltes så stort og tomt, så koldt og efterladt, men Joe sad der ind fordi at det havde været hans mors rum, og her kom hans far ikke ind. Han hørt sin bror kalde på ham,
”Joe, Joe hvor er du? ” Joe svarede ikke, han blev bare siddende i hjørnet men tårerne løbende ned af kinderne. Døren gik op og Tristan kom ind i rummet. Han gik over til sin lillebror og satte sig ved siden af ham med armen om ham.
”Hvad laver du her? ” spurgte han. Joe kiggede op på ham med våde øjne og spurgte
”Ved du hvor mor er henne nu? ” Tristan tænkte et øjeblik og svarede så
 ”Hun sider på en stjerne og kigger på os. ” Joe smillede et øjeblik men blev så ked af det igen
”Men der er kun stjerner om natten, hvor er hun så om dagen? ” spurgt han grådkvalt.
”På en sky ” svarede Tristan.
”Hvor ved du det fra? ” spurgte Joe.
”Mor fortalte mig engang af når gode mennesker dør, få de vinger lige som fuglene og flyver op i himmelen, hvor de for altid vil passe på dem de elsker. ”
”Hvad så med onde mennesker, hvor kommer de hen? ” spurgte Joe.
”Joe der findes ikke nogle mennesker der er helt igennem onde. ” fortalte Tristan ham.
”Er far ikke det? ”
”Nej, Joe det er han ikke, far har også engang været god og et barn. ”
”Men far kan ikke lide mig fordi jeg er et barn. ” sagde Joe.
”Alle mennesker har været børn, og vi bliver alle sammen voksen. ” fortalte Tristan.
”Vil far stadig slå, når jeg bliver voksen? ” spurgte Joe.
 ”Nej, det vil han ikke, det lover jeg. ” sagde Tristan og gav sin bror et klem.

 

Der var en tid, hvor jeg troede at vi var lykkelige, fordi jeg valgt ikke at se og høre den smerte og de lidelse vores mor gennem levet for vores skyld, så vi kunne leve. Det kostede hende livet. Jeg så det, jeg så kniven og jeg var bange, bange for at han ville dræbe mig eller min bror, men han gik bare sin vej. Nu har jeg selv ført en kniv, som djævlen gjorde det, mod min bror, den eneste der elsket mig, og alligevel kan jeg ikke græde, selv om jeg gerne vil. Jeg har grædt gennem hele min barndom og der for kan jeg ikke græde over min brors død. Først tog min mor alle de slag min far rettede mod mig, hun beskyttede og elskede mig og hun led og døde for min skyld. Da hun var borte, tog min bror den plads og tog alle de slog min far rettede mod mig, han dækkede mig og beskyttede mig. Men jeg kunne aldrig dække hans ryk, selv om det var det eneste jeg kunne se. Den lille dreng i mig løber stadig, flygter stadig og forsøger stadig at gemme sig for djævlen, der altid smillede koldt i sit rush, mens han hånede mig og fortalte mig hvor uduelig jeg var og hvor stor en skuffelse jeg var, han kaldte mig svag, og uden rygrad. Han kaldte mig den største skuffelse i hans liv og sagde at jeg aldrig ville blive til noget. Det havde han ret i, for jeg blev som ham.
 Efter at vores far slog vores mor ihjel, blev livet kun være. Mad måtte min bror og jeg selv skaffe, vores far var altid beruset og slog og råbte af mig. Efter alle hans sårende ord, sad jeg grædende tilbage, i den kulde han efter lod sig, for en lille dreng gjorde ord mere ondt end slag og spark, sår kan forbindes og så heler de, men far efter lod også inder sår der aldrig kunne helse, men min bror prøvede da, han rakte mig sin hånd og hjælp mig på bene igen, han holdt om mig og trøstede mig. Slev da han var den skadet med en brækket arm eller et brækket ben, holdt han om mig og hjælp mig. Jeg var aldrig i stand til at give han noget af det tilbage. Han bestykkede mig mod min egen far, en mand der skulle have elsket mig, men aldrig gjorde. Selv om vi havde et hjem, kunne vi lige så godt have boret på gaden. Huset var faldefærdigt og nedslidt, og det trak og nogle steder regnende det ind. Der lugtede af blod, opkast og alkohol. Hver dag var en flugt i frygt og rædsel.
Den dag jeg fandt min far på sin sofa, med en falske i hånden og en smal stribe blod løb fra hans mund, var det som om en tung sten blev fjernet fra mit hjerte. For første gang i hele mit liv følte jeg mig fri, for denne engang smillede lykken til mig.
Vi flyttede ud af huset og solgte alt af værdig. Der var ikke meget, men der var nok til at vi kunne flytte fra kro til kro de første uger indtil pengene slap op og vi endte på gaden. Men det var endeligt ikke så slemt.
Vi startede som to, Tristan og jeg, min bror og jeg, tog hvad vi kunne skaffe og langsomt voksede banden, vi blev flere og flere, og Tristan var vores leder. Efterhånden som vi blev flere, voksede vores magt også. Nord delen var i forvejen styrret af tyv, og min bror og vores bande vandt hurtigt respekt og banden blev den største og mest frygtede i byen. I lang tid havde vi det godt. Vi havde alt hvad vi havde brug for, og der var ingen der vovede at sætte sig op mod os. Snart havde vi kontrollen i hele nord delen og Tristan var den øverste leder og jeg var hans næstkommanderende, selv vagterne lod os være i fred.  

 

Joe stod midt i rummet, det var ikke noget stort rum men det var deres skjulested og der var plads til dem. De lå godt og der var stadig ingen af vagterne der havde fundet dem endnu. Bag ham sad hans bror Tristan og viste en gruppe nye drenge hvordan de skulle skjule deres våben i tøjet, da en gruppe af drengene kom stormende ind. Joe gik over til dem og tog fat i den store Nick, der havde været leder på deres opgave.
”Hvad sker der? ” spurgte han.
”Vi blev opdaget og… ” Joe slog ham med en knyt næve over ansigtet.
”Og? Jeg håber for jer at I ikke har ført vagterne her hen. ” råbte han. Nick gned sig roligt på kæben, hvor Joes næve havde efterladt et rødt mærke.
”Nej, vi rystede dem af os, men vi mistede en. ” forklarede Nick. Joe vendte ham ryggen,
”Og hvad så. ” han begyndte at gå væk fra dem
”Vi kan ikke sætte bandens sikkerhed på spil for et enkelt individ.
 ” En af drengene der havde været med Nick gik over og tog fat i Joes ærme, han var nok ikke mere end 11 år gammel så vidt at Joe kunne vurdere. Han så op på ham med tvivl i øjnene.
”Vi må da gøre noget ” sagde han.
”Der er ikke noget vi kan gøre, vi kan ikke risikerer noget ” sagde Joe surt.
”Men… han var min bedste ven. ” sagde drengen fortvivlet.
”Glem det, kom videre. ” svarede Joe ham kort og hårdt. Han rev sig løs og gik over mod sin bror.
”Vi må flytte skjulestedet, Tristan… ” begyndte han, men Nick grab fat i ham
”Joe, vi må gøre noget. ” Joe vendte sig, sendte endnu en knytnæve i hovedet på Nick og trak sin kniv.
”Du er et fjols, hvis du går op i mod mig. Nick. ” Nick var en godt knivkaster men han ville ikke kunne bruge det inde i skjulestedet af fare for at ramme andre. Desuden var han alt for stor og langsom til at kunne hamle op med Joe der var smal, smidig og hurtig.
”Og du er et endnu større fjols, hvis I går tilbage. I risikerer at blive fanget, at vi alle bliver fanget. ” Nick rystede bare på hovedet af ham og vente ham ryggen.
”Og hvad så hvis det lykkes? ” Joes øjne lynede.
”Som næstkommanderende forbyder jeg at nogle af jer går tilbage”. sagde han, Nick vente sig så på ham, Tristan rejste sig fra sin plads og kommer over til dem. Han lagde hånden på sin brors skulder og tog hans kniv fra ham.
”Det er nok Joe. Vi kan ikke undvære nogle. Jeg forstår din bekymring, men som leder bestemmer jeg. Og jeg siger at ingen overlades til sig selv. Du kan blive her, hvis du vil Joe, men resten af os tager af sted. Nick, tag dem du har brug for og læg en plan. ” Nick nikkede og samlede gruppen af drenge omkring sig. Joe tog sin kniv ud af hånden på Tristan og begyndte at gå væk. Tristan grab hans arm.
”Joe, vi skal havde en snak. ” Joe rav sin arm til sig.
”Der er ikke noget at snakke om. ” Tristan ignorerede ham.
”Kom med. ” Joe fulgte modvilligt med sin bror over i hjørnet. Han stillede sig med ryggen op af væggen. Hans store bror stillede sig og kiggede over på banden.
”Alle i banden har deres plads. Det er fint at du kender din. Men du er også nød til at kende de andres pladser. Der er brug for alle. Selv nye medlemmer, de kan alle sammen noget unikt. Derfor kan vi ikke efterlade nogen, er det forstået? ”
”Forstået, var det alt? ” Spurgte Joe surt.
”Nej. Du skal lære at styre dit temperament. Du bliver alt for let ophidset. Hvad er der galt med dig? ” Tristan vendte sig og kiggede på sin bror.
”Ikke noget! ” Tristan gik over til ham.
”Jeg ved der er noget galt, jeg kender dig. ” Joe rettede sig op. ”Bare glem det, okay, bare glem det, bror. ” Joe vendte sig for at gå.
”Kom til mig når du vil snakke om det. Husk at jeg er her for dig. Det er det man har brødre til. ” sagde Tristan og lod sin bror gå. Nick kom over til ham
”Vi er klar, boss. ”
”Godt, jeg er der om et sekund. ” Nick så fra den ene til den anden og gik så sin vej. Tristan vendte sig med Joe.
”Kommer du med? ”
”Nej! ”
”Fint, tag den tid du skal bruge. ” sagde Tristen og gik med banden. Joe slog med knyttet næve ind i væggen og lod sig glide ned på knæ. Han vidste ikke hvorfor men han græd. Han tørret irriteret tårerne væk. De var ikke velkommen.

 

Mørket har på en og samme gang en både bedøvende og foruroligende virkning på mig. Det viser mig alt det jeg har gjort. Det lader mig genopleve de stærkeste minder fra hele min fortid. Både de god og de dårlige minder. Og jeg falder stadig bare nedad, gennem det bundløse mørke. Det gør ondt at se ansigterne på alle de drenge fra banden, det gør ondt at se dem knuses, som var det en glas rude der blev slået i stykker. Et billede står særligt klart, det er en pige, først genkender jeg hende ikke, men så vender det langsom tilbage, og mit hjerte begynder at rør på sig. Det slå som det ikke har slået længe og det gør så ondt for hun er borte, men jeg savner hende stadig, vær eneste dag, vær eneste nat vender hun tilbage i mine drømme kun for at forsvinde fra mig som hun gjorde for så længe siden, men jeg elsker hende stadig. Kærlighed er den føles der forsager mest smerte af dem alle. Den går hånd i hånd, hen af evighedens sti, med smerte og ulykke. Jeg lukker øjne for ikke at se på billedet, det gør for ondt, men hende billede er for altid brændt ind i min hukommelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...