ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
978Visninger
AA

5. "Hvis der er mere til mig her, så stop mig!"

 

4.

”Hvis der er mere til mig her, så stop mig”

 

Alle de billeder, alle de minder, hvor er de fra, jeg kan ikke huske noget af det, det giver ingen mening. Hvorfor er det som om at jeg aldrig var der. Men det var jeg, så hvorfor følger jeg mig så tom? De smuler bort for mig, hvad skal jeg gøre, fortæl mig, hvorfor? Hvad er det, hvor er det, mit hoved køre rundt, så hjælp mig dog, hjælp mig. Jeg kalder og kalder på hjælp, men jeg er alene der er ingen der kan hjælpe mig, jeg kan ikke holde styre på mit hoved mere, jeg ved ikke hvad alle de billeder kommer fra. Det er lige som at se på et kæmpe puslespil hvor alle brikkerne er der men alligevel mangler der noget for at det ville hænge sammen og danne et samlet billede. Jeg vælter rundt i mine tomme minder, snubler og falder, hvad er det? Her er der noget der er klart, jeg kan huske det her. Det hus hvor jeg mødte Theresa. Men det er faldet sammen, det er efter hendes død.  Det vil jeg ikke tilbage til, ikke til den gang, jeg dummede mig, jeg skulle ikke have vent tilbage, ikke der til, jeg skulle have gået andre steder hen, steder hvor han ikke kunne finde mig. Lad vær med at komme tætter på. Hvorfor vil det her billede ikke forsvinde lige som de andre, det skal ikke kommer tilbage til mig, det skal forsvinde, blive til støv, stop, forsvind, forsvind. Jeg vil ikke se det minde!

 

Støv og aske fløj omkring ham i vinden, mens han gik gennem de sammen styrtede mure og af brændte rester af det hus der havde været starten til hvor han var nu. Han satte sig på knæ, foran ham lå en lille sort svedet dukke. Han samlede den op og holdt den i sine hænder.
”Hvad er der sket med mig? ” spurgte han den.
”Jeg forstår det ikke, jeg forstår ingen ting mere. Hvad er der galt med mig? Jeg ved ikke hvem jeg er mere, jeg er bare en tom skal uden noget i, ud over sorger. Jeg har brug for dig her. Jeg kan ikke leve uden dig. ” sagde han og lagde dukken på jorden og gravede en kniv frem fra sin jakke.
”Jeg vil ikke leve uden dig. Jeg kan ikke, ikke mere. ” hviskede han og vendte knivens blad ind mod sig selv.
”Jeg behøver ikke leve uden dig, der er ikke noget tilbage til mig her, vel Theresa? Hvis der er, ville du give mig et tegn. Hvis der er så må noget stoppe mig? ” han førte kniven mod sig selv. En hånd grab fadt om hans arm og stoppede ham.
”Du har ikke tænkt dig at gør det! ” sagde hans bror, der stod ved siden af ham.
”Hvorfor ikke? ” spurgte Joe.
”Fordi at jeg har brug for dig” svarede Tristan.
”Hvem sagde at jeg var her. ” spurgte Joe vredt.
”Ikke nogen, jeg gættede. ” Tristan satte sig på knæ ved siden af sin bror.
”Giv slip på min hånd! ”
”Hvis du giver mig kniven. ” Joe vendte hovedet og så på ham.
”Jeg skal bruge den! ” hvæsede han.
”Ikke til det du havde tænkt dig. ” sagde Tristan urørt og tog kniven ud af Joes hånd, han rejste sig.
”Hun sagde at det ikke gør ondt at dø. ” sagde Joe stille.
”Hvad? ”
”Theresa, hun sagde at det ikke gør ondt at dø. ” sagde han igen og så på sine hænder.
”Det ved jeg ikke om det gør. ” sagde Tristan og satte sig ned med ryggen op af sin brors ryg.
”Hun sagde også at stjernerne sang, men jeg kunne ikke høre dem, hvorfor kunne jeg ikke det? ” sagde Joe spørgerne
”Måske synger de kun for dem der snart skal dø. ” sagde Tristan. I en tid sagde ingen af dem noget så rejste Tristan sig og strakte sig. ”Kom tilbage når du vil. Man lad være med at forsøge at tage dit liv igen, jeg vil ikke miste min bror. ” sagde Tristan og gik. Joe lagde sig ned på ryggen og så op på himlen.

Jeg holdt op med at spise, jeg sagde ikke noget, gjorde ikke noget. Jeg sad bare og stigende ind i den grå væg. Jeg troede aldrig at jeg ville komme videre, hele min verden smuldrede bort omkring mig, og jeg var uden af stand til at gøre noget. Ind i mellem gik jeg vilde løst rundt i byens gader, mest af alt havde jeg lyst til at dø, bare for at se Theresa igen.  Det var kun min bror der holdt mig fra det. Han holdte mig i liv, han var der for mig, selv når banden havde allermest brug for ham, satte han mig i første række. Han beskyttede mig mod mig selv. Han reddede det liv jeg havde opgivet, og bragte mig på rette vej igen. Hendes billede knuses og smulder bort, jeg rækker hånden frem for at holde det, men mine finger gled lige i gennem det. Et nyt billede toner frem, og hadet bobler i mig. Jeg slå ud efter billedet, men jeg ramme ikke noget. Det er der stadig, og det smulder ikke bort som de andre. Selv om der ikke er nogen ondskab at spore i hans blik, selv om han ser bange og trist ud, vælter hadet op i mig.  Han kom bare ud af ingenting. Vi havde altid en vagt post ved grænsen af vores territorium, normalt var der aldrig noget der rørte på sig, men pudselig en dag uden varsel, forlod han sit hjem og gik over grænsen. Vi fik besked og tog af sted, næsten hele banden. Vi fik fat i ham omkring ti huse inde. Jeg hadet ham fra første øjeblik og det troede jeg også at min bror ville gøre. Men jeg tog fejl, og derfor er det hans skyld at min bror forlod mig. Nu skal han bøde for det, han skal dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...