ukendt - en døds historie

historien om Joe, en gadedreng som bliver sindssyg da hans storebror vælger at forlade ham og overlade ham deres bande af gadebørn. i et desperat forsøg på at få sin bror tilbage, dræber han ved et uheld sin bror.

9Likes
11Kommentarer
1027Visninger
AA

2. begyndelsen til enden

 

 

1.

Begyndelsen til enden
 

Mørket i byen rundt om dem, var den bedste hjælp de kunne have denne aften. Vinden hvinede mellem husene rundt om dem. Joe råbte af de andre drenge, nogle var yngre end ham selv et par stykker var ældre, men langt de fleste var på hans egen aldre, ”Skynd jer lidt, jeg vil have det her gjort færdigt. ” En af drengen løb over til ham.
”Alt er klart, chef. ” Sagde han. Han så ret ung ud. Joe kendte ham ikke rigtigt, han måtte være ny. Joe gik hen til det lille hus, det var ikke rigtig et hus, det var bygget af gammel ting som folk havde smidt ude. De andre drenge smed deres flasker. De havde tomt dem over huset, og lugten af benzin hang i luften. Joe smillede, det var ikke et rat smil, han tænde en tændstik og lod den falde. Benzinen brændte og det samme gjorde huset. De røde, gule og blå flammer fortærede langsomt huset og lod intet tilbage. Joe smillede, stolt over hvad han havde gjort.

 

Mørket har bredt sig og er nu så tæt at jeg ikke kan se stien længer fremme, hvis den da ellers er der, min bror kan jeg heller ikke se mere, men den sti der har krystede vores lyser stadig klart og tydeligt i mellem der hvor min brors sti skulle være og min sti. Ham da går på den sti, hans navn er mig en torn i øjet, det brander på min tunge og er nær ved at kvæle mig, for jeg kan ikke udstå ham, jeg hader ham, for hans sti lagede sig i mellem min bror og mig, derfor hader jeg ham, han tog min bror fra mig og stadig er skæbnen i mod mig, for jeg kan ikke røre ham og jeg kan ikke indhente ham, selv når jeg prøver allermest. På min anden side løber en anden sti, den krydsede også min sti for ikke så længe siden. På den går en pige, jeg ved jeg har set hende før, men jeg kan ikke huske hendes navn, jeg ved faktisk ikke om jeg kender hendes navn. Min bror kender hende, det ved jeg. Hun betyder noget for en i min nærvær, noget særligt, men det er ikke min bror, det ved jeg også, for ham kender jeg, men han har forandret sig, måske er det derfor jeg ikke kan se ham mere, eller måske er det mig der har forandret mig.

 

Joe gik rund i asken fra det udbrændte hus, han spakede små skyer op i luften mens han gik rundt i sine egne tanker. Lidt der fra stod banden samlede om Nick. De snakkede om noget, det gjorde de tit når Joe var sine egne tanker og ikke tog sig af dem og hvad de sagde. For det meste var det helt almindelige ting, som hvem der solgte den bedste øl, eller hvor der var størst chance for at få det størst bytte. Til forskel fra de andre var det ikke noget der interesseret Joe. Han tog ikke ud og drikke for at møde piger. Han havde fundet sit livs kærlighed, og han havde lært sin lektie,
”Alt du elsker skal du en dag miste ”. Det var så ganske sandt, alt hvad han nogen siden havde elsket havde han mistet, intet blev hos ham. Nu elskede han kun sig selv, og han vidste at, sig selv skulle han også miste, han kunne mærke det, men han var villig til at miste sig selv, hvis det betød at han kunne få sin bror tilbage!

 

Mørket er nu så tæt, at jeg ikke kan se mine egne hænder, men jeg går stadig frem ad, uforstyrret. Mørket er som en ånd, død og stadig levende, det svøber sig om mig, det leger med mit hår og lægger sig om mig så jeg intet kan se. Stemmen fra ham jeg hader råber min brors navn. Det runger i mit hoved som et ekko mellem to bjerge. Min fod rammer aldrig stien igen. Jeg falder bare, uden at skrige og uden at forsøge at rede mig selv, jeg falder bare, mens min brors stemmen giver genlyd som en mumle i mit hoved, uklar og stadig tydeligt. Jeg kigger ned at mig selv, mine hænder er røde af blod, det samme er kniven i min hånd. Hvis blod er det, mit? Jeg kan ikke mærke noget, måske er det fra ham jeg hader, jeg kigger op, hans sti er der stadig. Kan det være min brors blod, hans sti er der ikke mere, er han i mørket med mig, jeg kigger rundt, nej, hans sti endte i et lys. Men det kunne godt være min brors blod, får som min sti er hans også blevet til støv i vinden. Hvad har jeg gjort, det var ikke min bror der skulle dø. Hvorfor spang han imellem, hvorfor ville han tage kniven for sin ven. Jeg har dræbt min bror. Nu falder jeg med min brors død på mine hænder, i form af hans blod, nu ligner jeg min far, da han stod med min mors død på sine hænder i form af hendes blod. Hvad jeg ikke ville være er jeg nu blevet. Ham, jeg foragtet, den djævel der i skikkelse af min far, dræbte min mor, det er ham, jeg ligner mest. Nu fornægter jeg mig selv og alle de synder jeg har begået, for det gjorde min far aldrig. Og nu ser jeg min barndom igen, jeg ser alle de ting jeg så inderligt ønsker at ændre. Hvad er det? Jeg kigger på det, går rundt om det,
”Er det dig mor? ” spørger jeg, jeg rakker ud efter hende, men hun forsvinder mellem mine hænder. Minderne, de er så stærke, jeg huske det.

 

Joe løb, af sted gennem gangen, lille og bange, han standser i døren, til det der en gang var deres stue, stuen, den er så velkendt og stadig så fremmede. Han så kniven glimter i lampernes skær, mens den blev ført igennem luften af ham som Joe yndede at kalde far, men som virkede som en fremmede. Hans verden snurrede rundt mens hans mor faldt til jorden, hendes blik var så tomt og satte sig i han hjerte for altid. Joe skreg på sin mor og løb mod hende, gulvet under ham blev rødt og glat. Han gled ned ved hendes side og kastede sig ved hendes kolde bryst, alt han ønskede at hører var hendes hjertes rolige slag, men der var intet, der var tomt, saltet tårer løb ned af hans kinder og satte spore i hendes blod på hans kinder. Han græd stille ved hendes tomme bryst, mens han gennem sine tåre så sin far gå, han gik bare ud af stuen, hoveddøren smækkede. Lille Joe hviskede hendes navn og holdt den slappe krop ind til sig mens han ganske forsigtigt rystede den. ”mor, mor, mor ” græd han og puttede sig i hendes kjoles bløde stof, med en klump i halsen trak han ganske forsigtigt hendes arme om sig for at ligge som en lille dreng i dem for en sidste gang, han græd og hendes blod farvede hans tøj. Da lå lille Joe 10 år gammel i sin mors døde arme og græd til at han døsede hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...