Princess wolf - Pause

Brenda er en ung ulvinde, som vil udleve sin drøm, om freden. Der er nemlig opstået krig mellem flokkende, Mysterius Forest, Light Forest, Dark Forest, Mcsauntykla Forest og Winkies. Brenda Er så blandt Winkies, men hun kan ikke lide krigen. der er blod. Overalt. Desværre er der kun én person, som kan skabe så meget kaos. Hendes egen far, Randee. Brenda har 4 uimodståelige brødre, der bare tror hele krigen er en stor leg! Men alligevel.. Har de hver og en, hver deres personlighed.

DET FÅR I AT SE! :O

9Likes
17Kommentarer
1089Visninger
AA

1. Starten på et nyt liv

"Mor, mor!" skreg mine unger i munden på hinanden, og jeg så spørgende på dem. "Vil du ikke nok fortælle om Ulve prinsessen?" spurgte de, med deres uheldige bedende øjne, som de har fået fra deres far. in øjne så sig hurtigt omkring. De små grinede, men jeg mente det i alvor, for vi skulle faktisk afsted, før den dumme tingest kom efter os "Så kom unger! Jeg fortæller mens vi går!" prøvede jeg dem af, med bagpartiet mod dem. de så spørgende på hinanden og løb hen til mig, med tungerne hængende ned af halsen. Der slap et grin fra mig. "Nå... Hvor skal jeg begynde?" spurgte jeg mig selv, men mine unger kom mig i forekøbet "Der hvor hendes forældre mødes!" sagde min lille pjuske. "Okay!" grinede jeg til ham. Han logrede med sin hale.  Og begik os ind i den store skov. "Jo.. Ser i mine kære børn, det startede for længe siden. En ung ulvepige snusede rundt i noget sne, i søgen efter mad. Hun var tæt på at få færten af noget, da hun mødte en varm næse....

Da hun så ind i nøgle grønne øjne, blev hun varm i hendes kinder. Deres snuder fulgtes ad op af jorden. Dette var en situation, hun ikke ville komme ud for. Men det værste var, at det var en han ulv, som ca var et halvt år ældre, end hende selv. Da hun skulle til at vende sig om, slikkede han hendes snude, men hun blev vred og snappede efter ham, med en knurren. Hanulven undveg, med en ynde. Det var som om, at han gled forbi hende. Hans hoved lagde sig på hendes bagparti, og en kamp gik i gang. Hun gik efter hans strube, men han undveg, og gabte, som om det hele kedede ham. Hun var ved at være træt, og standsede. En idé landede i hendes hoved. Hvorfor have hun ikke tænkt på det før? Hun trådte forpustet nogle skridt tilbage, og hanulven  kiggede nysgerrigt efter hende. Hendes skridt, var larmende stille, men til sidst stoppede hun op. Hendes mund åbnede sig, og hendes øjne viste et glimt til, at han var færdig. Hendes hoved lænede hun tilbage, og lukkede øjnene, imens hun slap "Hjælp jeg er i nød" hylet. Da hun var færdig, og så ned, opdagede hun frygten i hanulvens øjne. Han veg tilbage, da hendes mor og far, og resten af koblet stillede sig ved hende. "Hvad er der denne gang?" spurgte faderen. Den unge ulvinde trak ørene tilbage og så på den unge ulv. Da han så hendes blik mod sig, rettede han sig op og gik rask hen mod hendes far "Kære Light forrest anføre, jeg har en ting at spørge om. angående, din datter" sagde højt, så alle kunne høre det. Den unge ulvinde så sig omkring, for at sikre sig at ingen, så hende lytte efter, altså, af ren nysgerrighed, så hun var nødt til at læne sig lidt længere frem, den fremmede, og unge ulve han så på hendes far. "Tal" svarede hendes farlidt efter. Et lidt lettet suk kommer fra ham "Jeg beder om din datters pote." svarede han, ulvindes far. Faderen havde et fast ansigtstræk, som hun ikke kunde genkende, det varbåde chokkeret, og viljefast. Sådan var det i et stykke tid. Den unge ulvinde skulle til at træde frem for at sige noget, men hendes far kom hende i forekøbet "Lad gå. Hvis du lover, i passer på." mumlede han fraværende. Ulve hannen overfor hendes fars øjne, lyste op, og han prøvede at skjule det. Han nejede i respekt, og han lukkede sine øjne "Men du er først nødt til at gennemføre ritualet." hviskede hendes mor. Desværre havde ulve hannen hørt det "Hvad er ritualet?" spurgte han. Hendes mor så på hendes datter, med et undskyldende smil. Hendes selv. Hun var lamslået, ikke kun på grund af de ikke rigtig hjalp hende, det ville de andre ulve fra koblet sikkert gerne, men ikke før deres anføre gav dem tegn til det, men det der slog hende allermest, var at hendes far havde sagt ja. Hun skulle til at vende sig om, da den unge ulve han stod foran ulvinden, hun veg ned på jorden, og lå hurtigt på maven. Det var kun i chok, men han grinte alligevel af hende. Vreden strømmede sig frem i hende, og hun rejste sig hurtigt om, drejede omkring, og løb. Igennem alle de andre, men de stoppede da hun stødte ind i dem, de kunne vidst mærke hendes vrede, og hvor... flov hun var. det var jo ikke med vilje, at hun ville lægge sig sådan ned. Hun løb, og løb, og løb. Løb og kom aldrig tilbage! Var der er en stemme i hendes hoved der sagde. Og det gjorde hun, men hun stødte ind i en eller anden ulv. Ikke en fra hendes eget kobbel. Da hun så hvem det var, gemte hun sig bag en busk. Han rejste sig op, og så sig omkring "Jeg synes jeg kan lugte hende" og han stak snuden ned i jorden, og så over mod busken, hvor ulvinden sad i. hun kom frem fra sit skjul, og han løb hen til hende "Hey, jeg grinede ikke... Du blev skræmt, we all know. Men det så altså sjovt ud, du stod vist i dine egne tanker, men kunne ikke lide at se dig være så. Bange?" mumlede han. Dér. Lige dér. Hvor han så mest ynkelig ud. Bankede hendes hjerte. Hun kendte godt den følelse. Hun var forelsket...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...