Princess wolf - Pause

Brenda er en ung ulvinde, som vil udleve sin drøm, om freden. Der er nemlig opstået krig mellem flokkende, Mysterius Forest, Light Forest, Dark Forest, Mcsauntykla Forest og Winkies. Brenda Er så blandt Winkies, men hun kan ikke lide krigen. der er blod. Overalt. Desværre er der kun én person, som kan skabe så meget kaos. Hendes egen far, Randee. Brenda har 4 uimodståelige brødre, der bare tror hele krigen er en stor leg! Men alligevel.. Har de hver og en, hver deres personlighed.

DET FÅR I AT SE! :O

9Likes
17Kommentarer
1068Visninger
AA

3. Skygger i det fjerne

Coral så sig omkring, hun lå på sin mave og lå på knuste kviste, og grene. Dem som hun var faldt igennem. Der gav et suk fra hende, og hun så op, hendes øre opfangede lyde, men hun kunne dufte det snart var morgen. Lyden var sikkert hendes forældre eller brødre, men da hun snuste efter... var det helt andre dufte, end hun var vant til. Lydene nærmede sig, og jo tættere de kom jo højere og hurtigere slog hendes hjerte. Lydene var kun få meter væk, og hun ledte efter et skjulested, men uden held. "Hey du! Dernede!" råbte en lyd, og Coral så op. Det var en fra Mysterius forrest. "Ja! Der er noget, men det er ikke mad!" hørte Coral i det fjerne. "Virkelig? Må jeg det? Okay! Jeg henter hende! Ja, det er en hende? Hun er fra Light forrest, det kan jeg se på hendes pels!" råbte stemmen igen, han måtte snakke med nogen. Lidt efter, var det som om hun bare lukkede øjnene og var pludselig oppe ved siden af hullet, og hun så ind i nogle lysende grønne øjne. Han var helt rødbrun i pelsen. Havde han brugt magi? Nej, ulve kan ikke bruge magi! Eller kunne de? Coral rystede tanken af sig, og så ind i øjnene igen, den lysende energi var forsvundet, og istedet stirrede hun ind i mørkegrønne øjne. "Du skal med mig." sagde han. "Mit navn er..." "Coral... det ved jeg... mit navn er Raz, jeg er din vejleder, og hvis du falder for mig, skal du ikke tro, jeg vil være ved din side mere." mumlede han. Coral så uforskammet på ham "Jeg falder da ikke for dig! Jeg vil hjem!" nærmest råbte hun til Raz. Han så hurtigt på hende "Er du ikke den der dumpede til jeres ceremoni?" spurgte han. Coral gav et suk fra sig "Nej, det var min ældste storebror, der gjorde, han ligger døende langt væk herfra, og jeg er så bange..." "For hvad? Han dumpede? Hvorfor er du så bange?" "fordi min far, bare kunne... Han kunne bare smide sin søn ud af flokken på den måde!" skreg hun. Raz vag lidt tilbage, men tog mod til sig, og nærmede sig hende igen. "Du må stadig ikke komme hjem, du skal ind i vores klan nu..." mumlede han. Coral snerrede af ham "Vel vil jeg ej! Jeg ligner ikke jer, ligesom Jiro!" Coral skulle til at vende sig om, men et eller andet fik hende til at lade være, og hun så ind i Raz' øjne, de var lysende grønne igen "Kan du bruge magi?" hviskede hun. Han nikkede "Det høre med i slægten." Coral så ned i jorden, de ord han sagde, lød som om, det gjorde ham ondt at sige. Hun åbnede munden "Ikke mere snak! Du skal med! Og lære at leve som os, for at ligne os!" snerrede han af hende. Coral kunne ikke lide Raz, og det vil hun aldrig kunne...

 

Hun blev tilbudt ind i en masse forskellige farver. Røde, brune, rødbrune, grå, hvide, sorte. Der var også lysebrune. Deres øjne, var fast rettet mod hende, og da de kom op på en sten hørte hun noglehviske "er det ikke light forrest prinsessen?" og da der var blevet stille kom Mystius forrest alfa frem, kom op og stå ved siden af Coral, og så på hende, med blide øjne. "Vi har prinsessen af Light forrest her! Hun er stukket af fra sit kobbel! Og er nu her! Raz fandt hende, i et af vores huller, hvor hun lå og sov! Hvad kan vi gøre ved det? I ved de holdte ceremoni, i går! De larmede, som bjørnene. Og nu skal vi give kongen af Light forrest, hvad han fortjener! Hun er en dygtig jæger! Bestod deres udfordring, med lethed... og på grund af det, er hun tvunget til at blive en af os!" de lidt yngre ulve og mest ulvinder, avede sig, og mit blik var stift rettet mod hende, som øjne var allermest glødende "Vi vil lade hende få magiske evner, det som hendes far ikke fik! Jeg kan mærke hun har dem i sig... men hun skal lære hvordan hun bruger dem!" nu begyndte de ældre på at ave sig. Alle undtagen Raz og alfaen avede sig ikke. Coral selv, havde set ned i jorden, og ville for alt i verden, bare hjem, men det måtte hun ikke. Raz havde set hendes vrede vokse, men forsent nåede han ind, og Coral bed sig hårdt i venstre forben, og pressede selv kæberne hårdt sammen. Ulvene i koblet gispede i munden på hinanden, da de så hvad Coral havde gang i. Da Raz troede at hun var færdig, og hun slap sit ben, og satte det ned, nærmede han sig en smule, men stoppede brat igen, da han så hun angreb sit andet forben. Sådan blev det ved med, indtil alle hendes ben, var blevet gnavet lidt i. "Jeg ved godt hvordan man bruger magi. Takket være Raz..." vressede Coral af deres alfa, og ligesom alle andre, kiggede alfaen på Raz. "Raz?.." "Deres aller nådigste, alfa! Jeg aner ikke vor hun har det der fra!" mumlede han, mens han kiggede skamfuldt på sine forpoter. "Han sagde det ikke direkte til mig" og alles øjne stirrede igen på Coral "Han viste det, med sine øjne, ligesom jer!" fortsatte hun "Ser i, jeg kan se folks svagheder, Raz' svaghed, er når han taler om sin familie, som blev dræbt af MIN far... jeg føler skyld over det Raz, det må du tro, men sket er sket" og Coral bevægede sig over med ham. Raz havde holdt været, og havde kigget modvilligt op på Coral. "Ser du, jeg lærte allerede folks svagheder da jeg var helt lille. Min fars svaghed er... det tør jeg ikke sige... men jeg tør sige min ældre bror Jiros svaghed..." de andre ulve kiggede efter hende. Blodet løb ned af hendes ben, men Coral mærkede ingen smerte. "Jiros svaghed er, kærlighed. Når kærligheden som han elsker, vendes mod ham... ved han ikke hvad han skal gøre, når det er..." Coral så ned i jorden. De vidste måske at hun løj, men måske ikke. "Men min magi er, at kunne se ind i folks sjæle..." og Corals øjne gløede rødt og folk dukkede sig. Coral vidste godt hun havde magi, hun havde bare aldrig haft tid til at bruge den, eller vise den frem for sin far. Raz' øjne blev store, men ikke i frygt, mere i chok. Coral lyttede til hans tanker 'utroligt... bare utroligt! Hun kan virkelig bruge magi! Men.. hvad er sjælehvisken?' det overraskede Coral at han tænkte sådan "Jeg læser tanker Raz, og en del andet. Mine sanser er bedre end andres, der kommer min sjette sans i sving. alle jer har jo en sjette sans, ikke? For som i er fra Mysterius forrest..." "Vi har ikke alle en sjette sans!" udbrød en helt sort ulvinde, og trådte frem. Coral så væk.

 

Ulvene angreb hende. Coral, var hjælpeløs. Hendes sanser var ikke hurtige, nok til at fange, at den sorte ulvinde, angreb, men Coral opdagede noget. Ulvindes øjne var blanke, og vidste ingen tegn for, bevidsted, hun blev styret. Mens Coral angreb sin modstander, havde hun ledt efter nogle lysende øjne, det tog hende lidt tid, men hun fandt dem. Hun fik den sorte ulvinde ned at ligge, og satte hende ind i bevidsthed, og var hurtigt henne ved den meget unge ulvinde, som havde styret sin mor. "Hvorfor ikke dig selv?" spurgte Coral. Og den unge ulvinde så bare på hende. "Fordi, du ikke er stærk nok." mumlede en af hendes veninder. "Aha... og det kan hun ikke sige selv fordi?" "Det kan du sg' selv finde ud af! Din sjæletøs!" skreg den unge ulvinde. "Jeg bruger ikke min magi som jer, det er meget sjældent jeg gør" svarede hun vist. Coral vidste godt, at hun lød lidt ligesom når hendes bedstefar hånede hende, for at være en dygtig jægerpige, men at hun skulle have været en dreng, så kunne hun have været alfa for længst. Tanken strøg lige gennem Coral. Den unge ulvinde så på hende, med store øjne. "Så... du er ikke en af brugerne?" sagde hun. Coral lod sig nikke, og se på de andre "Kan du fortælle mig, hvorfor jeg ikke må komme hjem?" "Fordi, vi kan bruge dig..." 2Tal hvad?" "Til at vinde krigen..." et smil faldt over den unge ulvindes læber. Coral tog et skridt tilbage, og forberedte sig på et angreb, da ulvindes øjne, lyste op, men Coral angreb hende. "Stop! Hvad er det du laver!" skreg Raz. "Dræber hende..." hviskede Coral, men blod om munden, og holdte den unge ulvinde fast, med den ene forpote. Hun lod sig slikke om munden "Jeg er sulten, Raz..." og smilet gled over hendes læber. Nogle andre ulve angreb, men Coral, havde hurtigt slået dem ud, og havde vendt tilbage til den unge ulvinde. Hun var stadig lænket som fast til jorden. Coral lagde mere tryg på den pote, hvor ulvindes hals var. Corals øjne var store af blodtørst, og hun slap med sin pote, men inden ulvinden kunne nå at reagere...

Bankene hjerte...
Hun greb ud efter ulvindens hals...
Lyde stoppede...
Coral fik fat...
Stilhed, og blikke mod hende...
Hun bed kæberne hårdt sammen, og hørte en smerte hyl, fra ulvinden, inden hun døde.
Sort...
Skygger... I... Det... Fjerne...

Coral faldt om........................

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...